Anmeldelse af ’Beth Hart’ i Musikkens Hus
Den amerikanske sangerinde, Beth Hart, gav den 21/11 klokken 20.00 koncert i koncertsalen i Musikkens Hus til en udsolgt koncert.
Koncertsalen er Musikkens Hus’ hjerte med plads til 1.298 gæster (inkl. korpladser). Den er akustisk optimeret og velegnet til klassiske koncerter.
Da Beth Hart gik på scenen, gav hun den fuld gas med sin imponerende rockmama-stemme fra start til slut. De var kun fire musikere på scenen (Beth Hart, bass, trommer og guitar) og selvom det måske ikke lyder af så meget, så leverede de virkelig en god og lettere intim koncert. Man kunne mærke at den tatoverede dame, der i dagens anledning var elegant påklædt, kunne lide at være til stede. Hun var nemlig yderst nærværende og imødekommende over for sit publikum, og efter et par soulagtige blues numre satte hun sig nonchalant hen til pianoet. Her klarede hun multitasking på højt plan i og med at hun fremførte adskillige numre helt alene, mens de tre andre musikere forlod scenen. Beth var simpelthen skøn og på alle måder dragende, og man følte en ægthed i både hendes tekst og fremførelse. Undervejs talte hun meget ud til publikum med en åbenhed der viste, at hun til trods for sin stjernestatus på ingen måde havde stjernenykker. ”You guys get me in a mood to open up and be vulnerable”, sagde Beth ind i mellem hendes sjove anekdoter, der var med til at skabe en nærmest helt familiær stemning.
Først tænkte jeg, at Musikkens Hus måske ikke lige var det rette sted til en Beth Hart koncert. Men efter at have oplevet selve koncertens udfoldelse og intime tilgang, må jeg sige at det netop var det perfekte sted til denne koncert. Generelt var der en fræk og sexet rock’n’blues stemning, og der var ingen tvivl om at Beth Hart VAR koncerten. Hun bar den helt selv, og hun var enorm kraftfuld og vedholdende, hvilket var fascinerende at opleve på tæt hold. Jeg nød specielt numre som ’Close To My Fire’ der var cremet og sexet, ’The Boogeyman’ som var mystisk og dragende og ’My California’ som bare var en smuk kærlighedserklæring til hendes mand, Scott, der efterfølgende kom løbende ind på scenen og kyssede Beth. Det var meget gribende. Hun sang også mange andre numre som blandt andre ’Fat Man’, ’Learning To Live’ og ’Setting Me Free’, men særligt under nummeret ’Take It Easy On Me’ fik jeg gåsehud, fordi hun pludselig bare stoppede musikken og leverede en formidabel og stærk stemmesolo. Det var ret intenst og betagende.
Jeg syntes at Beth Harts nærvær og ikke mindst stemme var vidunderlig at opleve, og det var svært at få armene ned over hendes udholdenhed og fyldige karisma. Jeg vil kalde denne koncert for ’A Night with Beth’ og give den hele 5 stjerner, for Beth var som en tyfon, der bare gav den gas og samtidig viste sin sjæl for hele publikum.