Skip to main content
Tekst Pressemeddelse (Musikkens Hus) | Foto Presse
24. januar 2019

Aalborg får ny musikfestival

Den 29. marts 2019 er det fem år siden, at Musikkens Hus slog dørene op for første gang, og det markerer koncerthuset frem til sommer med en række særligt udvalgte koncerter fra det kommende forårsprogram og lanceringen af en helt ny musikfestival – Musikkens Beat.

Det er 32 år siden, at foreningen Musikhusets Venner blev stiftet i 1986. Det er ni år siden, at første spadestik blev taget til Aalborgs nye musikhus, og i 2014 fik de første otte medarbejdere overdraget nøglerne til Nordjyllands nye, musikalske samlingspunkt på 20.000 kvadratmeter fordelt på ni plan med bl.a. fire koncertsale, fem scener, restaurant, foyer og undervisnings- og administrationsfaciliteter.

Den 29. marts er det præcis fem år siden, at dørene blev åbnet for offentligheden, og det markerer Musikkens Hus med en række særligt udvalgte koncerter og ikke mindst med lanceringen af ”Musikkens Beat” – en ny todages musikfestival, der ser dagens lys i forbindelse med koncerthusets fødselsdag.

Det er med stor glæde, at vi endnu en gang kan præsentere et nyt og unikt koncept i Musikkens Hus. Vores ambition er at være nyskabende i tilgangen til at drive et moderne koncerthus, og det, at vi nu kan præsentere vores helt egen festival, understreger dette på bedste vis. Det bliver en fødselsdagsfejring ud over det sædvanlige, og vi glæder os til at fylde hele huset med ægte festivalstemning, siger adm. direktør i Musikkens Hus, Lasse Rich Henningsen.

Musikkens Beat løber af stablen den 26. og 27. april i Musikkens Hus med over 20 koncerter fordelt på fem scener. Programmet indeholder en række af landets mest aktuelle kunstnere, herunder popduoen Phlake, Bikstok Røgsystem, When Saints Go Machine og spirende talenter som Aleksander Oscar, Av Av Av, Clara og Nicklas Sahl.

Det foreløbige program offentliggøres fredag den 25. januar på Musikkens Hus’ hjemmeside, og der vil i bedste festivalstil blive offentliggjort flere kunstnere i de kommende måneder.

I Aalborg skaber vi kunst

Fødselsdagsfejringen vil desuden bestå af en række internationale besøg af blandt andet den russiske stjernesopran Anna Netrebko, Boston Symphony Chamber Players samt jazzpop-stjernen Jamie Cullum, der var med til at indvie huset tilbage i 2014. Derudover vil foråret byde på kendte kunstnere i nye set-ups, der præsenteres særligt i forbindelse med koncerthusets fødselsdag.

Her kan nordjyderne blandt andet opleve den tidligere Dúné-forsanger Mattias Kolstrup sammen med sangerinden Barbara Moleko i en akustisk opsætning, der får urpremiere i Musikkens Hus samt publikumsdarlingen Mads Langer i et særligt fødselsdags-setup med strygere fra Aalborg Symfoniorkester.

Vi vil ikke være et hus, som blot præsenterer færdige koncepter fra andre dele af landet og verden. Vi vil selv skabe kunst sammen med de kunstnere, der besøger os. Vi stræber kontinuerligt efter at sætte Aalborg øverst på den kunstneriske dagsorden i Skandinavien. Det er godt for byen og for kulturen, og det er godt for den nordjyske selvforståelse, siger Lasse Rich Henningsen.

Musikkens Hus’ nye fødselsdagsprogram kan afhentes gratis på billetkontoret i Musikkens Hus eller findes online på www.musikkenshus.dk fra fredag den 25. januar.


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev