Grin, klima og kant i Drivhuset
To af landets mest markante stemmer inden for hver deres felt mødes i en helt særlig og eksklusiv talk, når den folkekære formidler Anders Lund Madsen og vejrguruen Peter Tanev deler scene i AKKC’ Drivhuset. Publikum får en unik mulighed for at opleve deres skæve samspil, skarpe pointer og store formidlingsevner helt tæt på 4. juni, når den står på ’Klima & Comedy’.
Hvordan taler man om klimakrisen uden at miste både modet og smilet? Det giver Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) et bud på, når Klima & Comedy indtager Drivhuset torsdag 4. juni kl. 18. Her går journalist og satiriker Anders Lund Madsen og TV 2’s vejrvært Peter Tanev på scenen til en talk, hvor alvor møder humor, og hvor publikum kan forvente alt andet end en traditionel klimadebat.
Drivhuset er kendt for sine unikke og nærværende oplevelser, og denne aften er ingen undtagelse. Med Anders Lund Madsens skæve tilgang og Peter Tanevs faglige tyngde bliver klimadagsordenen foldet ud i øjenhøjde – uden løftede pegefingre, men med masser af grin og nye perspektiver i et helt unikt setup, der kun kan opleves i Drivhuset.
En anderledes samtale om klima
Klimakrisen er et af tidens største emner, men i Drivhuset bliver det til en samtale, hvor der er plads til både nysgerrighed, optimisme og selvironi. Publikum kan se frem til en uforudsigelig talk, hvor de to hovedpersoner får frit spil til at udforske emnet på deres helt egen måde.
Samtalen tager udgangspunkt i, at løsningerne på mange af udfordringerne allerede findes, og at fremtiden i høj grad afhænger af vores evne til at tænke nyt, handle klogt og samarbejde globalt. Det hele serveres med et glimt i øjet og en tro på, at klimahandling ikke behøver være hverken kedelig eller begrænsende.
Fællesskab, oplevelser og god mad
Arrangementet er en del af AKKC’s Drivhus-format, hvor publikum kommer helt tæt på både indhold og hinanden. Her er fokus på fællesskab, nye perspektiver og oplevelser, der er skabt særligt til Aalborg.
Som altid i Drivhuset er oplevelsen mere end det, der sker på scenen. Billetten inkluderer fællesspisning med små tapasanretninger af sæsonens råvarer, enten i en vegansk version eller med kød, samt adgang til hyggelige loungeområder med brætspil før spisningen.
Med Klima & Comedy sætter AKKC endnu en gang rammen for en aften, hvor det uforudsigelige er en del af oplevelsen, og hvor publikum både kan blive klogere, få noget at grine af og måske endda gå hjem med en smule mere håb for fremtiden.
Billetter til Klima & Comedy med Anders Lund Madsen og Peter Tanev er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag og fredag kl. 13-15, via billet@akkc.dk eller akkc.dk. Billetprisen er 289 kr. inkl. gebyr og inkluderer mad, underholdning og anvendelse af brætspil. Prisen er ekskl. drikkevarer. Der pålægges et ”fri transportgebyr” på 7 kr. pr. billet. Pladserne købes unummererede, og ved køb af billet vælges der enten vegansk- eller kødret. Der er et begrænset antal Study Tickets til halv pris.

