Kæmpe nytårs-boksestævne hos Lindholm Bokseklub
Lindholm Bokseklub byder traditionen tro velkommen til nytårsstævnet Viking Box Cup i den kommende weekend. Turneringen afholdes i år for 27. gang.
Viking Box Cup er blandt Danmarks største bokseturneringer og er med til at promovere dansk boksning på højeste plan.
I år er der tilmeldt 230 boksere fra Danmark, Norge, Sverige, Island, England, Polen og Tjekkiet.
”Interessen for boksesporten er for alvor vendt tilbage til danskerne. Lindholm Bokseklub og de øvrige danske bokseklubber har i øjeblikket mange unge talenter, som deltager i danske såvel som udenlandske turneringer og stævner, ligesom ”Hr. og Fru Danmark” har fundet vej ind på klubbernes motionshold.
Denne nyopdagede interesse så vi i særdeleshed da Lindholm Bokseklub i samarbejde med AK Jyden afholdt julestævne på Studenterhuset i sidste måned. Her blev der sat publikumsrekord og kampprogrammet talte hele 15 kampe med boksning på højt niveau.
Setuppet for Viking Box Cup er yderst professionelt, hvilket kommer til udtryk i en veltilrettelagt og flot turnering for både udøvere og publikum. Derfor er turneringen også meget populær blandt danske og udenlandske boksere. I år er der tilmeldt 230 boksere – 50 flere end i 2023.
Lindholm Bokseklub går all-in på at afholde en flot turnering med mange gode og spændende kampe med boksetalenter fra ikke mindre end 7 nationer, vi håber derfor, at publikum – trods snevejret – er klar til at aflægge Viking Box Cup et visit hen over weekenden.
Der er med sikkerhed lagt op til et par spændende dage i boksningens tegn.”
– René Sørensen, formand for Lindholm Bokseklub
Viking Box Cup 2024 afholdes lørdag den 6. januar og søndag den 7. januar 2024.
Kampene bliver bokset i Hal 1 i SKANSEN (Lerumbakken 11, 9400 Nørresundby).
Se mere på www.vikingboxcup.dk.
Billetsalg ved indgangen (MobilePay eller kontanter).