Jonas Ringtved – Musikken samler brikkerne
Det er sådan et sted, der er fyldt med, at hér bliver der krænget liv, sjæl og følelser ud gennem musik. Her lever mennesker ekstra meget, når de er bag instrumenter og mikrofoner, og her dukker der brudstykker af mening frem, som ikke findes andre steder. Vi sidder i det øvelokale, hvor musiker Jonas Ringtved tilbringer mange af døgnets timer. Til november udgiver han sin første EP, og den er et dybt personligt projekt, som han gerne fortæller om – og han gør det allerhelst med guitaren foran sig
– Jeg er ikke opvokset med nogen religion inde på livet, så da jeg var ung, tyede jeg til musik for at finde at finde noget mening og forståelse.
Selvom 25-årige Jonas i manges øjne stadig går under betegnelsen ung, er han et af de mennesker, der nok har set flere af livets dale og bakker end mange andre på hans alder. Vi sidder og lytter til en af de sange, som er med på den nye EP, og hans dybe, sprøde stemme fylder hele lokalet gennem højtalerne. Lyden er autentisk. Stemmen har en inderlighed, der minder om Johnny Cash, og lagene, der ligger oven på, er det, som Jonas er. Det kan man mærke, også selvom man ikke kender ham.
Navn Jonas Ringtved
Født 25 år gammel
Bopæl Aalborg
Lytter mest til Hippie-folk-rock. Crosby, Stills, Nash & Young er det bedste, der er sket for menneskeheden.
Livret Gratis mad
– Jeg er i gang med at arbejde på EP’en nu, og det er fandme godt nok svært. Det er første gang, jeg i forhold til min sindslidelse skaber noget, hvor jeg er klar over det, og hvor jeg tager hensyn til det.
Som 22-årig fik Jonas diagnosen Skitzotopi, og det blev for ham begyndelsen på en ny selvforståelse. Pludselig var der en forklaring på, hvorfor han i ungdomsårene havde oplevet store problemer med bl.a. skolegang og dét at fungere i hverdagen. Og der var også en forklaring på, hvad der gjorde, at han var plaget af ordet ”hvorfor” i de fleste af livets henseender.
– Det er jo ikke sådan en kendt diagnose. Første gang, jeg hørte om den, var ude i psykiatrien, og jeg har ellers tidligere i mit liv læst meget om sindslidelser. Min læge forklarede det på den måde, at jeg mangler et filter, der fortæller mig, hvad der er vigtigt, så det vil sige, at for mig er alt bare helt vildt vigtigt – eller så er det slet ikke. En dårlig film kan pisse mig lige så meget af, som f.eks. en ven, der opfører sig træls. Det har også medført enormt meget søvnløshed, og jeg har haft mange påtrængende tanker på en måde, hvor jeg føler mig nødt til at stille HV-spørgsmål til alt. Og jeg føler, at jeg skal stille dem igen og igen, indtil alt nærmest bliver ødelagt af det. Så lige nu står jeg et sted, hvor jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg kan leve med diagnosen frem for at kæmpe imod den. Jeg prøver at finde ud af, hvad der i årenes løb været mig, og hvad der nærmest har været styret af kræfter, jeg ikke selv var herre over.
Meningen findes, hvor tonerne skabes
Han åbner op omkring, hvor stor en proces, det er at lære sig selv at kende i et helt nyt lys. At finde frem til, hvad der nu og i fortiden har været udtryk for, at rammerne ikke var ordentligt placerede, så han kunne være i dem, og ikke mindst hvad han selv kan gøre nu for at lette sin dagligdag.
– Jeg kan tit opleve, at det føles som om, jeg går i nedsmeltning. Når der har været fart på myldretankerne tilpas længe, så kan det f.eks. betyde, at jeg en morgen ikke kan komme ud af sen- gen, og at jeg heller ikke kan det de næste mange timer. Jeg bliver nærmest paralyseret. Det har kostet rigtig mange arbejds- dage og skoledage, og jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne stå op og gøre som alle de andre. Men det giver jo mening nu, og det er lettere at fortælle mig selv, at jeg har brug for den ro. Og det var på den ene side lettende at finde ud af, men det var også uoverskueligt. Diagnosen er temmeligt sikkert opstået, da mine frontallapper groede sammen; det er tidspunktet, hvor det typisk sker for drenge, så det har haft stor betydning for alle de beslutninger, jeg har taget dengang. Da jeg var 12 år, blev jeg hamrende rastløs og begyndte at drikke helt vildt sammen med mine kammerater, og jeg kom ud i nogle rigtig dårlige kredse. Det kommer højst sandsynligt ud af, at der i forlængelse af sindslidelsen har været en naturlig rastløshed.
Alt det med skolen, og at man skulle gøre det samme hver dag, gav ikke nogen mening for mig. Jeg kan huske en følelse af, at jeg nærmest groede hurtigere mentalt, og i dag kan jeg se, at det har forbindelse til tankemyldret – som jo også har den fordel, at man får tænkt alt rigtig, rigtig godt igennem. Det kan for mig være en ulempe, lige så meget som det kan være en superkraft. Det er fedt at vide, at der er en forklaring, men det er også uoverskueligt at vide, at det jo er for evigt. At dette her var det kort, jeg ligesom fik.
Netop musikken er for Jonas et område, hvor myldretankerne viger til fordel for nærvær og tilstedeværelse i det nu, der er. Diagnosen gør, det kan være svært at finde glæde ved ting, men musik ken og det kreative rum er et ufravigeligt holdepunkt, som aldrig svigter.
– Tingene har altid givet mening, når det handler om musik. Der kan jeg være tilstede i det og slippe alt andet. I løbet af de sidste fem år, er jeg blevet helt vildt forelsket i dét at skrive tekster, og det er nu blevet noget af det, jeg fokuserer mest på.
At stille sig frem med alt, hvad man indeholder, som det menneske, man er, på godt og ondt… De færreste synes, det er en let ting. Mange går gennem et helt liv uden at gøre det. Og så er der dem, der er kommet til et punkt, hvor der ikke er andre veje at tage, fordi alt andet føles direkte forkert. Maskerne må ryge, for de giver ikke mening længere. Jonas har har valgt at kalde sin nye udgivelse for ”Skitzotopia”, for han beskriver det som værende vigtigt for ham at anerkende over for både sig selv og andre, at diagnosen er der, og at hvis man skal forstå ham, så skal man vide det.
– Jeg kan godt lide mine tekster, og jeg vil gerne have, at andre kan høre dem og lære noget af dem. Men før det kan lade sig gøre, er jeg nødt til at være meget åben, ærlig og nøgen i det. Diagnosen er en del af mig, og det tror jeg også er vigtigt at få sagt. Jeg ved fra mig selv, at bare dét at høre Neil Youngs sange… det er ikke nok. At kende Neil Young gør sangene ti gange så gode, og han ville fandme godt nok være kedelig, hvis han ikke var ærlig og fortalte, hvad han mener, og hvad han er.
At se verden gennem en guitar
Jonas klimter på guitarens strenge. Det kører med en lethed og flyder fra ham i en naturlig, ubrudt strøm. Når han sidder med den foran sig, sker der noget med hans udstråling, der gør, at han ser ud til at føle sig allermest hjemme lige der bag guitaren. Som om der ikke er andre steder i hele verden, han hellere vil være. Skuldrene sænkes, og ansigtet lægger sig i afslappede folder. Han joker med, at han på et tidspunkt startede på pædagogseminariet og gik rundt med guitaren hele tiden, for det var bare det, der føltes bedst.
– Guitaren er mit skjold. Jeg har det heller ikke særligt godt med at tale med folk, hvis ikke jeg har spillet guitar for dem først. Det er lidt sært, men folk bliver glade for det – og jeg slipper for al smalltalken, griner han.
Vi taler lidt videre omkring det at spille for andre. At give noget af sig selv og stå på mål for folks reaktioner.
– Nu har jeg sunget i 10 år, og jeg har stadig ikke vænnet mig til at høre min egen stemme. Sådan, som den lyder her, lyder den jo slet ikke inde i mit hoved. Men jeg synes, man lærer, hvad der er fedt at gøre med stemmen, ud fra hvordan folk reagerer på det, og folk har altid været så positive omkring min stemme. Så selvom jeg ligesom andre kan gå og slå mig selv oven i hovedet, har det ikke fyldt så meget.
Jonas vej ind i musikken starter, da han sammen med en kammerat laver et rockband i kammeratens kælder. Han beskriver, at han i mange år var en slags ”behovs-musiker”, der altid tog den tjans, de andre ikke gad. Stod guitaren uden en guitarist, tog Jonas den. Manglede der en trommeslager, kunne han også tage den rolle. For overordnet set var han af den holdning, at det vigtigste måtte være, at tingene kom til at fungere, så musikken og hele rummet omkring den kunne blive skabt. Han fik et halvt års musik-undervisning som teenager; derfra har resten været learning by doing, og frem til nu har det mest været sammen med andre.
– Jeg har altid søgt musikfællesskabet. Både da jeg var på efterskole og samlede en hel masse op hist og her, og da jeg gik på produktionsskole og mødte en masse fede musikere. Men også her i øvelokalet, hvor jeg begyndte at komme for tre-fire år siden, har jeg fået utroligt meget inspiration. Alle de bands, der øver hernede, er nogle, der virkelig vil noget med deres musik. Jeg tror, jeg spiller på kryds tværs med dem allesammen, både på guitar og trommer, og så har jeg jo mit eget projekt ved siden af.
At få ro på alle spørgsmålene
Når man taler med Jonas, kan man mærke en snert af noget, der er meget ældre end han er. Måske er det udtrykket i hans øjne. Måske er det stemmen, som er lige så dyb og sprød, når han taler, som den er, når han synger. Eller måske er det den helt særlige atmosfære og stemning, som man genkender, hvis man har lyttet… sådan rigtigt, lyttet… til Bob Dylan, The Byrds, Johnny Cash eller andre af de legendariske musikere, der har udtrykt sig i folk-genren. Selv betegner han sin musik som værende med stærke rødder i netop den. Traditionelt set er der i folk-genrens tekster et fokus, der handler om livet. Det, der leves ud fra den enkelte, men også det, der leves sammen i fællesskabet og som samfund. Der er gennem tiden blevet sunget om de nære ting, og også om de store linjer af både politisk og social karakter. Jonas læser en tekst op fra en af de sange, Skitzotopia rummer. Den handler om erkendelsen af, at man må spille med de kort, man fra naturens side er blevet givet. At nuancerne i livet er der – og de forsvinder ikke, uanset hvor høje forventninger, man sætter op. Det perfekte findes ikke.
– Hvis jeg fik valget om at starte helt forfra, og jeg kunne vælge en ny karakter, som var det et videospil, så havde jeg nok ikke valgt den med sindslidelsen. Men man er nødt til bare at spille med det, man har, og finde glæde i det, der er, uden at sætte sine forventninger vanvittigt højt. I forhold til min musik, så ved jeg, at jeg skal spille 100 % af tiden for at få glæde 20% af tiden, og det skal jeg være klar over i alt, hvad jeg gør. Eller føles det bare meningsløst.
Jonas fortæller om mønstret, han ser, når han af og til taler med de unge fyre, som lever lidt på kanten. At der er en tendens til, at de stiller sig selv de samme eksistentielle spørgsmål, som ellers mest hører til i den, nogle kalder for en midtvejskrise.
– Den kommer bare vanvittigt tidligt nu. De spørger sig selv ”hvorfor”, og det er et mega farligt net at blive fanget i… alt det med det eksistentielle. Jeg havde jo rigtig mange år, hvor det var sindssygt svært for mig, for hvis man spørger sig selv ”hvorfor” længe nok, så er vi ikke andet end stjernestøv, og så er alt jo ligegyldigt. Jeg har oplevet det både med de unge gutter og de unge piger, at når de rammer de 20 år, så begynder det med spørgsmålene. Og jeg tror, det er vigtigt at snakke med dem om det.
Det er også vigtigt at synge om det – og det gør Jonas netop på Skitzotopia, for han føler, det mangler derude.
– Når du stiller dig selv nok HV-spørgsmål, især som ung, så ender det med, du er nødt til at gøre dig unik. Du er nødt til at være helt speciel, for ellers så føles det endnu mere ligegyldigt. Og det er virkelig som om, det er det, alle søger lige nu. Jeg er ikke specielt politisk, men f.eks. i den store consumer-kultur, vi kører, der tror jeg, vi køber, fordi vi mener, det enten gør os glade eller unikke. Hvis du bor i en mikroby ude på landet, og er den eneste, der har en Tesla, så er du unik i andres øjne, men du finder hurtigt ud af, når du kører ud af byen, at der faktisk er ret mange Tesla’er, så du er egentlig ikke så særlig. Derfor er du nødt til at opgradere til noget endnu nyere og mere unikt. Det er fuldstændigt vanvittigt, hvor meget vi forbruger.
Jonas er lige nu aktuel med singlen ”New World Blues”. Han fortæller, at processen med at skrive en sang gør, at de store spørgsmål og dilemmaer for ham bliver sat i en ramme, der får tankerne til at virke mere overskuelige. Tingene bliver placeret på de mentale hylder, så hvorfor-kæderne ikke får et overtag.
– Det tager mange rewrites, før en sang er helt færdig, fordi det skal udtrykkes helt perfekt. Men det giver mig virkelig meget ro, at jeg altid kan finde tilbage til sangen og få en påmindelse om, at jeg ikke skal gå rundt med livet i hovedet hele tiden.
Hør mere fra Jonas her: