Skip to main content
tekst ANETTE LØKKEN | foto JOHNY KRISTENSEN
30. januar 2018

Jeg kan virke ubarmhjertig

Han er kontant, målrettet og drevet af passion. Når direktøren for Aalborg Pirates helliger sig en sag, får intet lov at komme i vejen. Det har kostet venskaber og forhold, men sådan må det være, når man hedder Thomas Bjuring. Han er drevet af suset ved at gøre det, som andre ikke tror, han kan. Det handler om anerkendelse, en fraværende far, en stærk vilje og ikke mindst: Karate Kid!

Karate Kid! Det var den film, der gjorde mig interesseret i kampsport. Jeg blev meldt til, da jeg var ni år og fra den dag cyklede jeg til træning tre gange om ugen. Fem kilometer hver vej. Jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved, om jeg skulle af sted, for det var det helt rigtige for mig!

Thomas Bjuring, 36, er tilbage i barndommens Esbjerg. I karateklubben hvor han lærte at kæmpe så godt, at han siden blev én af de bedste i verden. Kampsporten satte kursen for hans liv og han er ikke i tvivl om, at han er, hvor han er, fordi han ikke bare trænede sin krop, men også sin viljestyrke og sin respekt for andre – og sig selv.

Jeg kunne ikke være stille i skolen, men jeg lyttede til min træner. Der var faste rammer og et respektfuldt miljø i klubben, som lærte mig meget, fortæller Thomas Bjuring.

Før han fortæller mere om barndommens land, spoler vi frem til nutiden.

I dag er Thomas Bjuring nemlig præsident for Dansk Karate Forbund, og så er han direktør for både sit eget firma og for ishockeyklubben Aalborg Pirates.

Den sidste titel havde han ikke lige forestillet sig, før han tiltrådte for tre år siden, men han og bestyrelsen har formået at vende røde tal til sorte i klubbens regnskaber. Faktisk er det første gang i 50 år, at Aalborg Pirates har overskud.

Jeg har haft succes med at vende udviklingen. Ikke fordi jeg havde én baggrund med ishockey, men fordi jeg har en forretningsmæssigt baggrund, siger den 36-årige chef.

Han har hentet frisklavet kaffe i Gigantiums cafe og byder indenfor i mødelokalet på førstesalen med udsigt til Gigantium Isarena, som lige nu ligger øde hen.

Her er stille, men det er også tidligt mandag morgen og ingen af de øvrige medarbejdere fra Aalborg Pirates er mødt endnu. Sådan kan Thomas Bjuring også bedst lide det:

Når de andre er her, så skal der svares telefoner og ordnes masser af praktiske opgaver. Derfor møder jeg før de andre og går som regel senere, for så har jeg tid til det, der er min opgave her: At udvikle klubben.

Selvom det indtil videre er gået meget godt med dét projekt, så er Thomas ikke en mand, der hviler på sin succes:

Folk spørger mig nogle gange, om jeg er meget klogere end andre, siden jeg er så god til det, jeg laver, men der er mange, der er bedre og klogere end mig. Jeg er ikke klog. Jeg arbejder bare mere!

Han griner, men mener det.

Thomas knokler 10-12 timer om dagen, seks dage om ugen og nyder det:

Sådan en søndag, hvor alle andre har fri, kan jeg godt tænke „Hvorfor?”, når jeg kører herud, men så snart jeg er i gang, bliver jeg optaget af det, jeg laver, og så går der let syv timer. Det passer mig fint at arbejde meget, erkender han.

Esbjerg

I folkeskolen var det lidt anderledes. Thomas Bjuring havde let ved skolearbejdet, faktisk så let at han begyndte at kede sig:

Jeg var både elsket og hadet af lærerne. Elsket fordi jeg var dygtig, men hadet fordi jeg også havde krudt i røven og lavede noget larm. Hele vejen igennem skoletiden var jeg den friske fyr. Jeg havde aldrig lektier for, for jeg blev altid færdig henne på skolen og jeg tror, at lærerne kunne lide mig, men de syntes også, at jeg var træls.

Thomas voksede op i Esbjerg, hvor han boede med sin mor og lillebror. Hans biologiske far har han aldrig mødt og Thomas mindes en barndom, hvor han syntes, at han manglede to ting. En far og en ældre søskende:

Jeg var handicappet af, at jeg ikke var én af dem, der havde en storebror eller en storesøster. Det betød, at jeg skulle tænke mig om og være smart, for der var jo ingen til at komme og redde mig, sådan som jeg forestillede mig, at en ældre søster – eller bror, kunne. Til gengæld gjorde det, at jeg var nødt til at være fremsynet, og jeg lærte også at slås for de ting, som jeg ville have og som betød noget for mig.

Da Thomas fyldte ni år mødte han karaten, der blev afgørende for hans udvikling. Han fandt et forbillede, en faderskikkelse om man vil, indenfor sporten:

Hele min barndom søgte jeg kammerater med stærke faderfigurer. De tog os med ud at fiske og sådan noget. Når jeg tænker tilbage, så var de måske ikke specielt stærke eller særligt specielle, men de var der! Min mor siger, at jeg søgte en far ufatteligt meget! Da jeg så begyndte i karateklubben blev det anderledes, for jeg fandt en faderfigur i det miljø. Der var en styring og en kontrolleret form for samvær, som gjorde noget godt for mig. Jeg har altid været fascineret af forbilleder, og er det stadig, og både dengang og nu giver det mening for mig at omgive mig med folk, der kan noget. Som jeg kan lære af og blive inspireret af.

Karate Kid

Thomas var god til karate. Så god at han kom på ungdomslands- holdet og tidligt vidste, at det var det han ville. Eneste forhindring var hans mor:

Jeg ville være flyttet hjemmefra som 15-årig, men det måtte jeg ikke for hende. Det var frustrerende, for jeg vidste, hvor de bedste var, og der ville jeg også være, men jeg måtte vente.

Da Thomas blev 17 flyttede han til Aalborg, begyndte på Team Danmarks fireårige gymnasieforløb og kom under træner Allan Busks vinger. Den landskendte træner blev som en far for Thomas.

Jeg var en stor knægt dengang, og han blev som en far for mig. Vi rejste rundt i verden sammen og den dag i dag, har vi et nært forhold. Ikke det samme forhold som dengang, for i takt med at jeg blev ældre, blev vi mere ligeværdige. I dag er vi bedste venner, erklærer Thomas.

Flytningen til Aalborg blev et vendepunkt for den unge Thomas, for der, i den fremmede by, langt fra Esbjerg, tog han et valg:

Jeg kan huske en weekend, hvor jeg lå på sengen i mit værelse. Jeg tænkte: „Hvad skal jeg lave i aften?” og nåede frem til, at jeg ikke skulle noget, for jeg havde ingen at ringe til. Jeg overvejede alvorligt, om jeg skulle tage hjem til Esbjerg, for der var jeg jo en populær mand på grund af karaten. Hvis jeg gik en tur ned ad gågaden der, så mødte jeg stensikkert nogle, som jeg kendte. Det ville ikke ske i Aalborg, for jeg kendte ingen! Jeg tror, at jeg overvejede det i en times tid og endte med at konkludere, at hvis jeg tog tilbage, så skulle jeg viske alle mine planer for karaten væk, fortæller Thomas og tilføjer:

Jeg blev og tænkte aldrig over det siden!

De følgende ni år levede han for karaten. Blev Europamester og opnåede at være den tredjebedste i verden. Så stoppede han:

Jeg var én af de tunge drenge og kunne se, at jeg ikke kunne blive ved med at træne mig op til at være blandt de bedste. Uden et mål var det ikke længere attraktivt, så jeg stoppede og har ikke dyrket karate siden. Jeg har aldrig dyrket sport for sjov! Når jeg foretager mig noget, så er der kun én vej.

Thomas Bjuring kunne løfte pokalen, da Aalborg Pirates blev Pokalvinder 2018 med en sejr på 5-2 over Rungsted Seier Capital d. 20. januar

Sejrens sødme

Dén vej er den, der fører til målet, men den har også medført en vis alenehed for Thomas Bjuring. Det koster på privatkontoen, når målet får første prioritet, men sådan er han og det står han ved:

Jeg er ubarmhjertig i alt, hvad jeg foretager mig. Det skal slet ikke lyde som pral, men jeg får projekter tilbudt uafbrudt og det er fordi, de ved, at hvis jeg helliger mig noget, så buldrer jeg derudaf, erkender Thomas.

Det beviste han til fulde, da han et par år efter, at han droppede karatekarrieren, satte han sig for, at gennemføre en Ironman på under ti timer.

Ingen troede på, at det kunne lade sig gøre, men det gav mig bare endnu mere lyst til at bevise at jeg kunne, fortæller Thomas.

Derfor hyrede han en personlig træner, stod op klokken 5 om morgenen for at træne. Derefter arbejdede han ti timer og trænede igen om aftenen. I weekenden trænede han endnu mere og sådan var hans liv i halvandet år:

Jeg var direktør i to firmaer og præsident i karateforbundet, så jeg lavede ikke andet end at træne og arbejde i den periode. Jeg deltog ikke i noget, jeg så ikke nogen og kæresten røg også.

Tonen er konstaterende, for i Thomas Bjurings verden må der indimellem ofres, for at holde målet i sigte. Ikke overraskende gennemførte han sin Ironman på ni timer og 40 minutter:

Tanken om at det kunne lade sig gøre, kan stadig booste mig. Jeg husker også tydeligt, hvordan det var, at stå øverst på skamlen, da jeg dyrkede karate. Det giver mig energi.

De mange timer brugt på sport og arbejde er givet godt ud, føler Thomas, der erkender, at han trives bedst i en tætpakket kalender:

Siden jeg var 15 år, har jeg vidst, hvad jeg skulle lave hver eneste dag. Det giver tryghed at vide, hvad jeg skal, erkender han og tilføjer:

Jeg har lige været ni dage i USA og jeg holdt ikke fri en eneste dag. Selvom jeg for nylig har lært at sætte autosvar på, når jeg holder ferie, så tjekker jeg min mail, hver dag, og svarer på de ting, jeg skal. Det er normalen i mit liv og sådan kan jeg lide det.

Inspiration

Snart får normalen en lidt anden form for Thomas Bjuring. Til sommer får han nemlig sit første barn sammen med kæresten Sabine B. Pedersen, 31, der er professionel håndboldspiller.

Jeg er ikke nem at leve sammen med, men min nuværende kæreste forstår, hvem jeg er. Vi har en gensidig forståelse og ved begge, at hvis udgangspunktet for en normal familie er, at mor og far arbejder fra 8-16, så bliver vi ikke en normal familie, men så er der heldigvis så mange andre måder, man kan gøre det på.

Selv er Thomas heller ikke vokset op i en typisk kernefamilie. Han boede med sin mor og bror og nåede aldrig at møde sin biologiske far, der nu er død. Det har sat tanker i gang, nu hvor der er en ny generation på vej med planlagt ankomst i juni:

Jeg kan ikke vise mit barn, hvor – og hvad – jeg kommer fra. Jeg har haft gode faderfigurer i mit liv, så jeg mangler ikke manden, i form af min far, men jeg har en nysgerrighed på, hvad jeg er kommet af og hvad jeg giver videre. Det får jeg aldrig svar på, erkender Thomas.

Udsigten til at blive far, hans 36 levede år og de mange års erfaring som iværksætter og forretningsmand har gjort Thomas mere bevidst om, at livet har flere facetter. Flere, og nye, værdier:

I mit job, og som menneske, er jeg afhængig af folk, der inspirerer mig. Jeg elsker at være sammen med mennesker, der inspirerer mig. Samværet booster mig og jeg er fyldt af, at jeg gerne vil kunne motivere mine medarbejdere og medmennesker på samme måde. Jeg ved, at andre kan føle, at jeg er hård. Min højde, stemme og fremtoning er med til at gøre, at jeg fylder meget. Jeg ved, at det virker skræmmende på nogen. Jeg kan godt se, at jeg simpelthen tager styringen, når jeg går ind i et rum og det skal jeg ikke altid gøre. Når jeg taler med mine medarbejdere, så kan jeg måske komme til at tage modet fra dem, fordi jeg altid er så velforberedt. Mit mål er at sende folk af sted med mere energi, end da de kom, fortæller han.

Thomas ́ mål for klubben er ikke at vinde guld! Han indrømmer, at det naturligvis ville være skønt og det ville bestemt gøre alting nemmere.

Men i bund og grund kan jeg ikke gøre noget på den bane. Det er spillernes afdeling. Jeg kan sætte nogle rammer op, for det er min styrke og så kan vi drømme om guldet. Guld er en drøm, men ikke et mål.
[one_half padding=”10px 10px 10px 10px”]

FAKTA

Thomas Bjuring
Født 1981 i Esbjerg
Højde 198 cm
Familie Kæreste, håndboldspiller Sabine Pedersen
Søskende Lillebror
Civilstatus Samlevende
Uddannelse Bachelor fra AAU i dansk og medievidenskab. Sidefag i psykologi
Børn Et på vej til juni
Bopæl Aalborg
Karriere Direktør for Aalborg Pirates, ejer og direktør i BK Rengøring ApS samt præsident for Dansk Karate Forbund

Aalborg Pirates

Klubben blev oprettet i 1967 som en afdeling i sportsklubben AaB. I 1980 blev AaB Ishockey udskilt fra AaB i foreningsregi, men fortsatte under samme navn indtil 1997, hvor klubben fusionerede med Ishockeyklubben Aalborg og frem til 2003 optrådte under navnet Aalborg Ishockey Klub (AIK). Siden sæsonen 2012/2013 overtog et nyt selskab, ved navn Aalborg Ishockey A/S, licensen og siden har holdet optrådt i Metal Ligaen Ligaen som Aalborg Pirates. Piraterne har hjemmebane i Gigantium Isarena, som med 5000 tilskuerpladser er Danmarks største ishockeyarena.

[/one_half][one_half_last padding=”10px 10px 10px 10px”]

Thomas Bjuring om

Penge
Jeg er enormt fascineret af penge. De er ikke alt, men en stor motivation.

Træning
Jeg har det bedst, når jeg træner en time om dagen. Når jeg i perioder ikke gør det, så har jeg følelsen af, at jeg har glemt at hente et barn i børnehaven. Selvom jeg ikke har børn, endnu, så er det den dårlige samvittighed. Som minimum får jeg løbet et par gange om ugen.

Fritid
Jeg har sat mig for, at jeg skal læse en halv time hver dag! Jeg læser kun faglitteratur, for hvis jeg læste skønlitteratur, ville jeg føle, at jeg snød i timen. For mig ville det være spildtid.

Mål
Jeg har et mål med alt. Hvis der ikke er et mål, så er det ikke attraktivt for mig.

Venskaber
Jeg har mange nære venner og gode kollegaer, som jeg sætter stor pris på. Tiden spiller ofte en rolle i forhold til, hvor meget tid vi kan bruge sammen. Men mine rigtige venner forstår mig – og det er vel rigtigt venskab.

Kærlighed
Jeg har fundet kærligheden i mit liv.

[/one_half_last]


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev