Skip to main content
Anmeldelse: Tekst/Foto: Betine Brix
26. maj 2026

ANMELDELSE: Taget lettede hos Fun Art Blokhus, da Beatles indtog scenen!

Koncerten med Beatles Complete hos Fun Art Blokhus søndag den 24. maj blev en aften fyldt med nostalgi og fantastisk musik. Allerede inden bandet gik på scenen, kunne man mærke forventningens glæde blandt publikum, og da de første toner lød, stod det hurtigt klart, at vi havde noget særligt i vente.

Det Liverpool-baserede coverband formåede på imponerende vis at genskabe lyden og stemningen fra The Beatles. Med stor præcision leverede de ikoniske harmonier, velkendte guitarriffs og den energi, som gjorde Beatles verdensberømte.

Publikum blev hurtigt revet med og sang med på klassikere som “Yellow Submarine”, “Penny Lane”, “Let It Be” og “Twist and Shout”. Stemningen steg sang for sang, og mange rejste sig for at danse og klappe med. Under hele koncerten blev salen forvandlet til ét stort fælleskor, hvor hele publikum sang med på de ikoniske sange.

Beatles Complete imponerede ikke kun musikalsk, men også med deres sceneoptræden. Bandet udstrålede charme og spilleglæde, præcis som man forbinder med Beatles. De små kommentarer mellem numrene og den tætte kontakt til publikum skabte en varm og nærværende atmosfære gennem hele aftenen.

Samtidig viste bandet stor musikalitet i de mere stille numre. Ballader som “While My Guitar Gently Weeps” blev fremført med respekt og følelse, og det understregede bredden i Beatles’ sangkatalog og bandets evne til at mestre både de energiske rocknumre og de mere følsomme sange.

Også rammerne hos Fun Art Blokhus bidrog til den gode oplevelse. For mig var det første gang jeg skulle opleve en koncert i deres koncertsal. Jeg må sige, at det overraskede positivt. MEGET positivt. Lyden var velafbalanceret, stemningen hyggelig, og som publikum kom vi tæt på scenen, hvilket gjorde koncerten endnu mere intens og autentisk. Jeg kan godt forstå, at stedet er populært, både når vi taler om musik, stand-up og foredrag.

Koncerten med Beatles Complete blev derfor langt mere end blot en almindelig coverkoncert. Det blev en musikalsk tidsrejse tilbage til 1960’erne, hvor publikum fik lov til at genopleve nogle af verdenshistoriens største sange fremført med imponerende autenticitet og stor kærlighed til originalerne.

Derfor giver jeg med glæde 5 stjerner.


Nyeste artikler

Da jeg var barn, troede jeg, at livet ville følge en plan. Ikke nødvendigvis en særlig vild plan. Bare den klassiske. Jeg skulle møde den store kærli…
Der findes noget, der er akkurat lige så livsvigtigt som mad og drikke, ilt og kærlighed. Og det er MOD. Mod er også en finurlig størrelse, der komme…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev