Anmeldelse af ’Bobby McFerrin’ i Musikkens Hus
Tirsdag aften klokken 20.00 spillede Bobby McFerrin i koncertsalen i Musikkens Hus.
Koncertsalen er Musikkens Hus’ hjerte med plads til 1.298 gæster (inkl. korpladser). Den er akustisk optimeret og dermed velegnet til klassiske koncerter. Denne koncert var dog en ren a capella koncert med Bobby McFerrin i spidsen, og den foregik derfor uden brug af musikinstrumenter.
Efter at lysene var blev slukket, ventede salen på at Bobby McFerrin skulle entrere scenen. Men der nåede at gå adskillige minutter før dette skete, og en forundret mumlen begyndte derfor at simre. Men så kom koret endelig ind efterfulgt af Bobby McFerrin til sidst. Han kom luntende ind i en yderst simpel påklædning bestående af en forvasket t-shirt og bukser. Han tog sin mikrofon og begyndte at lave noget, som allermest mindede om en stemmeprøve, der bestod af bøvseagtige lyde og vrøvleord som f.eks. ’ badadabim zazuzum’. Man skulle så tro, at dette blot var en halvunderlig opstart, men desværre gik det lynsnart op for alle, inklusive undertegnet, at dette var hvad hele koncerten ville komme til at bestå af. Jeg begyndte derfor at kede mig ret hurtigt og mine tanker gled over på alt muligt andet end, hvad jeg var kommet ind for at se. Dette blev derfor en koncert, som man bare gerne ville have overstået, og de første publikummer udvandrede da også efter bare 20 minutter. Faktisk udvandrede flere og flere løbende under koncerten, og det må jeg indrømme at jeg aldrig før har oplevet i Musikkens Hus. Man spørger derfor også sig selv om, hvorvidt denne kunstform hørte til i Musikkens Hus i stedet for på f.eks. Tusindfryd eller Studenterhuset. Enkelte gange inviteredes publikum dog til at være en del af koret, og det højnede selvfølgelig stemningen en anelse ud af kedsomhedens dynge. Men det var desværre dog så kortvarigt, at det på ingen måde kunne trække koncerten blot en enkelt stjerne op ad. For bedst som man håbede på, at nu gik koncerten for alvor i gang, så skete der bare ingenting. Bobby McFerrin sad desuden stille på sin stol det meste af koncerten, mens koret lavede underlige lyde. De fleste numre lød som et fuldemandsnummer på værtshus klokken 4.30 om morgenen, alt imens vedkommende var ved at hoste sin ene lunge op. Andre gange lød det som en gammel bedstemor, der beklagede sig på grund af smerter sammenblandet med en kineser der skreg af sult, mens en kat græd af melankolsk orgasme for derefter at ligge sig til at dø i en vandpyt. Det var faktisk mere skræmmende end interessant. Det eneste genkendelige ved hele koncerten var, da et rif af Beatles’ ’Get Back’ lige blev slynget kortvarigt afsted. Men ellers var det hele den samme gang søvndyssende vrøvl. Ingen gang Bobby McFerrins mega hit fra 1980’erne ”Dont Worry, Be Happy” blev sunget, og dermed var floppet komplet.
Jeg havde forventet noget helt andet end hvad jeg denne tirsdag aften var vidne til. Jeg havde forventet mig noget rytmisk a capella kor i dur med SoVoSo eller sangen ’Don’t Worry, Be Happy’, men denne koncert virkede både amatøragtig, uøvet og komisk. Det var i al fald kun dem på scenen, som havde det morsomt. Men de havde uden tvivl dog også en fest, der dog ikke det mindste lod til at smitte af på publikum. Jeg ville derfor ikke blive forundret, hvis nogle af de udvandrende publikummer krævede deres penge tilbage. For dette morads af lyde var virkelig spild af tid. Det var ingen gang et særlig godt kor, og jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige at der var større talent at finde blandt diverse gademusikanter. Jeg ville i al fald hellere have overværet en koncert på rød stue i børnehaven end dette her. Denne koncert var en af de største skuffelser, som jeg længe har oplevet, og jeg er derfor ikke i tvivl når jeg uddeler 0 ud af 6 stjerner, da der intet godt er tilbage at sige om denne begivenhed.
