Viljen til at være noget for nogen
Karsten Lauritzen er opvokset på familiens gård tæt på Løgstør med højt til loftet og frihed under ansvar. Igennem hele livet har han søgt indflydelse på vegne af fællesskaber men han har også erfaret, at livet som politiker er ensomt. Han har været med til at flytte et fyrtårn, og han har også flyttet sig væk fra kanten for at genfinde balance i sit liv og sin karriere.
Karsten Lauritzen er 41 år og administrerende direktør for brancheorganisationen Danske Advokater. Efter et langt liv i politik som VU-formand, folketingspolitiker, retsordfører for Venstre og skatteminister i fire år har han prøvet mere, end de fleste politikere tør håbe på. Arbejdsomhed, nysgerrighed og stålsat vilje til at hjælpe andre mennesker er stærke grundværdier, som han er vokset op med.
– Man skulle hjælpe til. Min far var landmand, og min mor var bogholder i min morfars entreprenørvirksomhed, indtil hun blev selvstændig og drev sin egen virksomhed. Mine forældre var selvstændighedsmennesker. Så der var masser af opgaver og ikke så meget tid til bekymring. Det var en hårdere økonomisk tid, end den vi lever i nu, og det satte sine spor, da de var nødt til at arbejde meget. Vi er tre søskende, og vi fik nogle opgaver. Vi fik også frihed og oplevede en stor grad af tillid fra vores forældres side. Det var en dejlig opvækst ude på landet med gode værdier fra mine forældre, fortæller Karsten.
Det stod tidligt klart for Karsten, som er den ældste af de tre søskende, at det ikke var landmand, han skulle satse på at blive.
– Det gik nok op for mig, at jeg ikke helt havde evner til landbrugsarbejde, da min lillebror blev sat til det, og var væsentlig bedre til det end mig. Jeg er opdraget med, at uanset om du tager hammeren eller blyanten i hånden, så har det den samme værdi. Alligevel er det ikke altid en fordel at være meget boglig på landet, hvor det er bedre at kunne noget praktisk. Jeg kunne meget lidt praktisk, og har svært ved at slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele, siger Karsten og smiler.
Interessen for det boglige trak i den unge Karsten, selvom han skulle overvinde en udfordring:
– Et eller andet sted var det mærkeligt, da jeg var dårlig til at læse og skrive. Jeg vidste det ikke dengang, men jeg lider af dysleksis, der er en mild form for ordblindhed. Jeg gik imidlertid meget op i at læse og fik en stor interesse i det, selvom jeg havde vanskeligheder omkring det, forklarer Karsten.
Drømmen om at få indflydelse
Eftersom han hurtigt i livet lærte værdien af at involvere sig i det lokale foreningsliv, idrætsliv og skolebestyrelser gennem sine forældre, var han også fast besluttet på at bidrage aktivt til fællesskaber.
– Jeg lærte at tage ansvar for de fællesskaber, man er en del af, og hvis man også gerne vil have indflydelse, så må man også arbejde. Man kan ikke bare få indflydelse uden at lave noget. Det er kommet ind helt naturligt. Jeg har altid haft en høj grad af selvtillid, også med de ting, jeg har udrettet, men jeg tror også, at qua mine indlæringsvanskeligheder og nogle andre ting, så har jeg arbejdet med selvværdet. Derfor har jeg også nogle gange undret mig over, hvorfor folk stemte på mig som politiker, siger Karsten.
Drømmen om at blive politiker opstod allerede som 14-årig, hvor han deltog i Børneparlamentet på Christiansborg med sin efterskole.
– Nu hedder det Ungdomsparlamentet, og jeg var også meget forarget over det dengang, fordi når man er 14 år, så er man ikke et barn. Der var jeg én dag på Christiansborg og på Folketingets talerstol. Det gik helt ad helvede til, fordi det jeg sagde, var noget vrøvl, og jeg var meget nervøs. Jeg har altid lært, at når noget er svært, så skal man altid komme igen, så jeg tænkte okay, jeg vil gerne tilbage som folkevalgt politiker. Jeg tror virkelig, det besøg, gav mig noget, jeg gerne ville. Hvis der er noget, man virkelig gerne vil, så kan de fleste mennesker meget mere, end de tror, siger Karsten.
Året efter meldte Karsten sig ind i VU og Venstre, hvor han i 2003-2005 blev næstformand og derefter landsformand, indtil 2007, hvor han blev stemt ind i Folketinget.
– Jeg har ofte stillet mig selv spørgsmålet, hvorfor der var omtrent 5.300 mennesker, der stemte på mig i 2007, da jeg stillede op. Jeg tror, jeg repræsenterede noget fornyelse, og det var der mange, der gerne ville have. Det var en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse for mig at være 24 år og komme ind i Folketinget. Min kredsformand i Hjørring ringede mig op for at sige; ”Du er valgt ind, Karsten”. Jeg husker meget tydeligt det øjeblik, siger han med stolthed i stemmen.
På vegne af fællesskabet
Enhver politiker vil nok sige, at de vælger politik som levevej for at repræsentere vælgerne og være deres stemme på ”Borgen”, men ifølge Karsten er der ikke altid sådan, det bliver opfattet, når hverdagen melder sig.
– Det spændende ved at være politiker er, at når man er folkevalgt, så har vi et repræsentativt demokrati, og det bliver nogle gange glemt lidt. Fordi en politiker, der arbejder for en specifik interesse, bliver ofte kritiseret for det, og det synes jeg egentlig er mærkeligt. De vælgere, der har stemt på mig, har vist mig tillid, og de forventer, at jeg arbejder for dem. Det synes jeg, er meget smukt og meget givende, at man kan gøre en forskel for det område, man repræsenterer rent geografisk. I mit tilfælde var det Nordjylland og Vendsyssel som kreds, og det gav mig enorm meget energi. Det har altid været formålet med mit liv at være noget for nogen, erklærer Karsten.
Det stod hurtigt klart for det unge folketingsmedlem, at han fik stor gavn af sin tidlige interesse for politik og parlamentarisk erfaring forbundet med at vinde folks tillid, få dem til at arbejde sammen, sætte forskellige balancer og interesser over for hinanden og slutteligt udvikle det, han kalder ”det gode kompromis”:
– Hvis man har øvet sig meget på noget, bliver man god til det, og det er derfor, at dem der har været i elevbevægelsen, har siddet i elevrådet, er med i foreningslivet og bestyrelsen, har været i fagbevægelsen, dem der har været aktive i landbrugets faglige organisationer eller i ungdomspolitik, de har det, man kalder en komparativ fordel overfor alle andre. Jeg havde øvet mig på det i ungdomspolitik, og jeg havde øvet mig som parlamentariker, fortæller Karsten.
Nyt mål om mere indflydelse
Efter et stykke tid som folketingsmedlem, satte Karsten sig et nyt mål om at blive minister.
– Det var det næste mål, jeg satte mig, da det gik op for mig, at i Folketinget kan man få lov til at bestemme meget, men dem som rigtig bestemmer noget, de er ministre. Det arbejdede jeg strategisk henimod, samtidig med, at jeg ønskede at holde fast i, hvem jeg var, og hvad jeg ville. Når man sætter sig et strategisk mål i politik, skal man sørge for at stå ved, hvem man er, men man bliver også nødt til at være strategisk i, hvad man siger til hvem og hvornår. Man skal ligesom vælge sine kampe, og det prøvede jeg at gøre. Så blev jeg skatteminister i fire år i en smal Venstreregering. Jeg joker lidt med, at det var fordi, der var så mange problemer i Skatteministeriet, at der ikke var andre, der ville have den ministerpost, siger Karsten og griner.
Endnu engang kom det Karsten til gode, at han havde erfaring som folketingspolitiker, inden han blev minister, selvom han havde travlt med at nå sit mål om en ministerpost.
– Hvis jeg skulle gå tilbage til en yngre udgave af mig selv, så ville jeg nok sige, at jeg skulle have været lidt mindre utålmodig. Der går syv år, fra jeg blev valgt ind i Folketinget, og til jeg bliver minister, og det er jeg så lykkelig for, fordi jeg kunne trække på mine parlamentariske erfaringer til at udfordre systemet. Ikke med en skattefaglighed, men med en parlamentariker- og politikerfaglighed. Hvis man ikke har øvet sig på at være politiker, og ikke rigtig har lært det der er mesterlære, så bliver man oversvømmet af systemet, embedsfolket og alle de fede ting som indpakningen ved at være minister og på papiret meget indflydelsesrig. Så kører systemet med en, hvis man ikke kan skubbe igen, fortæller Karsten.
Han lægger ikke skjul på, at det var fire hårde år som skatteminister med adskillige skandalesager i Skat, og han begyndte også at føle sig tom for energi, overskud og motivation, og jobbet endte med at presse ham så hårdt, at han fik stress:
– Man er meget ensom i politik. Også fordi man konkurrerer. Det har jeg også skrevet en bog om, der hedder ”Lad det gå langsomt”, hvor jeg skriver om en usund politisk kultur. Politik er meget kompetitivt. Det er blevet det ekstra meget med nye partier, fordi politikerne er for dårlige til at arbejde sammen internt i partierne og på tværs, fordi man kæmper om, hvem der får æren. Det er ikke en kritik af politikerne, fordi de arbejder i systemet og kulturen, men man burde gøre op med strukturelle ting, der giver politikerne større incitament til at arbejde sammen. Imidlertid var jeg kørt tom for energi og havde været igennem en hård tid i Skatteministeriet, med corona, rigsretssagen og en masse ting i mit eget parti, hvor jeg var gruppeformand. Der var ikke mere benzin på tanken, og der var ikke nogen steder, jeg kunne tanke den op, erkender Karsten.
Karstens små og store bedrifter
Karsten begyndte at tænke i nye mål for sit liv, sin familie og sin karriere. I dag er han stolt over, hvad han har udrettet og er glad for, hvad han har bidraget med og lært:
– Jeg har lært en masse i politik om relationer, og hvordan mennesker kan se på verden forskelligt. Jeg har i høj grad arbejdet strategisk med problemstillinger, og virkelig prøvet at komme op i helikopteren for at se, hvordan man kan bygge bro mellem faglige hensyn. Så er der selvfølgelig mine fire år som skatteminister, hvor der var en masse bøvl og ballade. Jeg har jo ikke løst alle problemerne, men jeg fik faktisk ro på og opbygget en skatteforvaltning samt lagt en plan, hvor politikerne ikke slås om skandalerne i Skat. Det er måske ikke løst endnu, men man er blevet enige om, at det er for vigtigt at slås om, da det er fundamentet om vores velfærdssamfund. Den store ting er udbytteskattesagen, hvor Sanjay Shah er stukket af med næsten 9 milliader kroner, og han er nu blevet dømt, kan Karsten stolt konstatere.
Hvor udbytteskattesagen er en stor bedrift i Karstens karriere som politiker, så kan en mindre handling vække mindst lige så stor glæde i hans tilbageblik på sin politiske karriere.
– Hvis jeg skal hive en enkelt ting frem, så er det Rubjerg Knude Fyr, hvor der var en diskussion om, hvorvidt naturen skulle gå sin gang med det eller ej. Der var en pulje penge på Finansloven til småinitiativer, og så tænkte jeg, at jeg melder sgu ind til Finansministeriet, at vi skal give penge til at flytte det fyr. Så jeg ringede til Arne Boel, der var borgmester i Hjørring for at spørge, hvad koster det, fordi de skulle have et beløb, og vi blev enige om fem millioner kroner, så det melder jeg ind. På mirakuløs vis bliver der sat fem millioner kroner af, fyret bliver flyttet, og det bliver nærmest en verdensbegivenhed. Det sjove er, at det så koster nøjagtigt fem millioner. Det viser bare, at ting kan godt lade sig gøre, hvis man er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Tro kan ikke flytte bjerge, men det kan åbenbart flytte fyr, beretter Karsten muntert.
Genfandt balancen efter exit
Det er nu tre og et halvt år siden, Karsten stoppede efter 15 år i politik. Efter tre år som branchedirektør i DI Transport begyndte han i februar 2025 som administrerende direktør i Danske Advokater.
– Nu har jeg fundet en balance i, hvad politik fylder for mig. Politik fylder nok en fjerdedel af mit liv, mit arbejde en fjerdedel, min familie en fjerdedel og alt det andet, jeg interesserer mig for, fylder resten. For eksempel samler jeg på pletsølv, cocktailshakere og porcelænspiber, og kan godt lide at læse skønlitterære bøger. Det var noget tid, jeg ikke havde før. Det har fået plads i mit liv, og det gør, at jeg kan slappe af i min hjerne. Jeg tror, det betyder, at jeg kan udrette mere, når jeg er på arbejde, og jeg kan stadig være partipolitisk i Venstres Forretningsudvalg. Det er en velsignelse at komme ind ung, men det bliver også en lille smule en forbandelse, fordi man kan ende med at bruge hele sit liv i politik, og er det så det eneste, man kan. Og apropos selvværd sad jeg nok med en tanke om, politik var det eneste, jeg duede til, siger Karsten Lauritzen.
Det er måske nok for tidligt for Karsten at komme med et bud på, hvad han vil blive husket for, da han fortsat arbejder utrætteligt for at være noget for nogen og gøre en forskel for andre.
– Jeg ville sgu da gerne have en mindeplade på Rubjerg Knude Fyr, men jeg tror, det er fredet. Det, jeg synes, er spændende, er at lære nye ting. Jeg har været på en politisk rejse, hvor jeg har lært enormt meget, men jeg nåede også til et punkt på min læringskurve, hvor kurven ligesom blev fladet ud. Ved skiftet lærer jeg ting på ny, og noget er lidt hårdt, og jeg slår mig også lidt på nogle ting, og nogle slår jeg helt sikkert også på mig. Hvis der er en ting, jeg har lært, så er det, at man skal fokusere på, hvor du kan gøre en forskel, hvad kan du arbejde med, og hvad må du bare acceptere. Som politiker bliver man i hvert fald bare nødt til at acceptere, at ens eftermæle, og hvad folk husker en for, det er man ikke rigtig herre over, slutter Karsten Lauritzen.
Fakta om Karsten Lauritzen
Født 14. oktober 1983
Forældre Birthe og Jens Lauritzen. Faderen er tidligere borgmester i Løgstør i årene 1998-2007 samt borgmester i Vesthimmerlands Kommune i perioden 2007-2010.
Opvokset på en gård lidt uden for Løgstør mellem Vilsted og Vindblæs.
Gift med Karne Lykkebo og er bonusfar til Aksel på 16 år og far til Augusta på 3,5 år.
Uddannelse Bachelor i Politik & Administration fra Aalborg Universitet.
Job & Karriere Administrerende direktør for brancheorganisationen Danske Advokater og aktiv i det partipolitisk i Venstres Forretningsudvalg.
Ting du nok ikke vidste om Karsten og cocktails
Hans favoritcocktail er en negroni, som består af Campari, Gin og Vermouth og helst på vintage spirits, hvor de gamle Campari fra 60’erne eller 70’erne er i høj kurs, fordi de blev lavet på skaller fra skaldyr, hvor det i dag bliver fremstillet syntetisk.
