Skip to main content

Tag: comedy

Den verdenskendte comedystjerne Michael McIntyre vender retur til Aalborg

Danske comedyfans kan godt begynde at glæde sig! Den britiske komiker Michael McIntyre vender retur til Aalborg – denne gang med sit helt nye show MACNIFICENT, som han gæster Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med torsdag 7. december 2023.

 

Meget er sket i løbet af de fire år, der er gået, siden Michael McIntyre sidst lagde vejen forbi AKKC i Aalborg tilbage i 2019. Nu er han heldigvis mere end klar til at gøre grin med det hele i sit nye show MACNIFICENT, som han går på AKKC’s store scene med torsdag 7. december kl. 20.

Michael McIntyre er ikke kun den største komiker i Storbritannien, men en af de største komikere i verden. Han er særligt kendt for sin satiriske tilgang til tilværelsens små og finurlige almindeligheder, som alle kan spejle sig i. Derudover er han vært på to af BBC’s mest succesfulde underholdningsshows, det kendte og BAFTA-vindende show Michael McIntyre’s Big Show samt TV-programmet The Wheel.


Verdensklasse stand-up
Michael McIntyres seneste verdensturné Big World Tour lagde vejen forbi Aalborg og København i 2019. Det populære show slog imponerende rekorder og solgte over 4 millioner billetter på tværs af kloden. Publikum i AKKC var særdeles begejstrede, og det var anmelderne også. De belønnede McIntyre med intet mindre end 5 og 6 stjerner for showet.

Nu vender den ikoniske komiker endelige tilbage, og der er endnu en gang garanti for, at Michael McIntyre får publikum til at trille ned af stolene af grin, når han på ægte McIntyresk vis finder glæden, og ikke mindst det hysterisk morsomme, i alt vanviddet omkring os.


Grineren Syngende Træ
Da Michael McIntyre gæstede Aalborg sidst, blev han den 95. internationale verdensstjerne, der plantede et træ i parken med De Syngende Træer i Kildeparken. Træet giver en lille forsmag på, hvad der er i vente, når den populære komiker indtager AKKC til december med masser af charme, lune og lårklaskende sjovt stand-up. Når man trykker på knappen ved standeren med lyd ved træet, kan man nemlig lytte til en af Michael McIntyres sjove jokes og derved få sig et godt grin i det fri.

 

Billetter til Michael McIntyres show MACNIFICENT torsdag 7. december 2023 kl. 20.00 i AKKC/Aalborghallen sættes i salg tirsdag 30. maj kl. 09.00 og kan købes via akkc.dk eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566. Billetpris inkl. gebyr er O: 875 kr., A: 675 kr., B: 575 kr., C: 475 kr., D: 405 kr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50 % rabat til studerende.

 

A super duper dejlig danglish aften

Er der noget bedre end at grine af sig selv? Det får nordjyderne rig mulighed for, når den britiske komiker Conrad Molden gæster Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med sit nye show ÆØÅ lørdag 11. november. Conrad Molden har nemlig boet i Danmark længe nok til at gøre grin med alle de unikke ting, vi danskere siger og gør

Efter tre udsolgte danske turnéer vender den britiske komiker Conrad Molden retur til Aalborg lørdag 11. november kl. 20 med et helt nyt standup-show i Europahallen, der har fået titlen ÆØÅ. Conrad Molden har boet i Danmark gennem mange år, og det er nu det land, han kalder hjem. Men ser man på danskerne og det danske sprog udefra, er der rigtig mange sjove ting at tage fat på, og netop det at få danskerne til at grine af sig selv, er blevet Conrad Moldens store speciale.

Oh Denmark, you are an yndigt land
Folk fra andre nationer tænker altid på Nyhavn, Carlsberg og Den Lille Havfrue, når der skal fremhæves noget fra Danmark. Men Conrad Molden har boet i Danmark længe nok til at vide, at det i stedet for bør handle om andreakage, DSB forsinkelser og at flage med Dannebrog (men kun mens det er lyst).

Conrad Molden snakker med en skøn og unik omgang danglish, og han tager fat på alle de ting, han lærer af og om os danskere. For eksempel har han lært om Jylland-Sjælland rivaliseringen, Danmarks små byer, fødselsdagstraditioner, og hvordan danskere laver en kop engelsk the.

Det nye show ÆØÅ tager publikum med på en særlig rejse gennem det at bo som international borger i Danmark – fra udfordringerne med det danske sprog til de små, herlige ting, som gør, at vores land er så elskeligt.

Conrad Molden er far, ægtemand, har en engelsksproget comedy-klub i Aarhus, skriver jævnligt for The Copenhagen Post, og så leverer han altid en publikumsgaranti for en aften med ekstrem hygge til sine shows.

Billetter til Conrad Molden – ÆØÅ lørdag 11. november 2023 kl. 20 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 250 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.

Fællesspisning, musik, comedy, talks og hygge – AKKC ude med helt nyt og hyggeligt koncept ’Drivhuset’

(Reklame)

Det handler om hverdagshygge og fællesskab, og en anden måde at opleve kultur på. I Drivhuset samler Aalborg Kongres og Kultur Center (AKKC) muligheden for at komme til hygge, spise lækker mad til fællesspisning og opleve et unikt program på scenen med enten musik, comedy eller talks. Alt sammen til én pris

I slutningen af januar kunne AKKC løfte sløret for deres nye kulturkoncept Drivhuset – og ikke mindst et stærkt program, der allerede rækker hele vejen igennem 2023 og frem i 2024. Oh Land, Conrad Molden og Blæst er blot nogle af de navne, AKKC har afsløret som en del af et program, der er unikt skabt til Drivhuset.

Christian Kjeldsen, der er kulturchef i AKKC, har arbejdet som projektleder på Drivhuset-konceptet, og sammen med AKKC- holdet har han set frem til at kunne løfte sløret for den helt nye måde at opleve kultur på i AKKC.

– Drivhuset er noget helt nyt på den nordjyske kulturscene, og vi glæder os meget til at se, hvordan det bliver taget imod. Tanken bag konceptet er, at det skal være low-key og hyggeligt. Det skal være stedet, du tager hen, når du har brug for et ekstra skud hverdagsmagi, og der skal ske lidt andet en onsdag eller torsdag aften sammen med vennerne, fortæller Christian Kjeldsen.

En aften i Drivhuset

Opskriften er enkel. En aften i Drivhuset begynder med muligheden for at starte aftenen i AKKC allerede kl. 16, hvor der bliver indrettet en hyggelig dropin lounge i foyeren med mulighed for at sætte sig og få en god snak og en kold øl – og spille et brætspil eller to.

Kl. 18 åbner dørene til salen, som er indrettet med langborde til fællesspisning. Når man køber billetten, tager man samtidigt still- ing til, hvilke af dagens to retter, man gerne vil have; vegansk- eller en kødret. Det er Restaurant AKKC by Mest, der har sammensat retterne for hver aften i Drivhuset.

Kl. 20 starter underholdningen på scenen, og det kan være alt fra musik til comedy eller talks – landsceneprogrammet varierer fra gang til gang.

Hele aftenen – lounge, mad og underholdning – bliver til hvert Drivhus-arrangement solgt til en samlet pris for blot 260,- inkl. gebyr.

– Det har været væsentligt for os, at det skulle være et prisvenligt koncept, hvor de fleste har mulighed for at være med. Og så har vi taget udgangspunkt i højskoletankegangen, hvor man snakker sammen på kryds og tværs og har fællesspisning ved langborde – og så skal det hele selvfølgelig krydres med et stærkt program, der indeholder en god koncert, et godt grin eller en spændende fortælling, så der på den måde er en ny oplevelse hver gang, forklarer Christian Kjeldsen.

Programmet til hver aften i Drivhuset er unik sammensat af AKKC’s kulturafdeling, og det betyder for eksempel, at man ikke vil kunne opleve sammensætningen af kunstnere på samme måde andre steder.

Europahallen får en makeover

Både Europahallen og det tilhørende foyerområde bliver designet og indrettet helt særligt til Drivhusarrangementerne, hvor alle detaljer tænkes ind i at skabe de rette rum.

– Vi er i kontakt med flere mulige samarbejdspartnere omkring indretningen af Drivhuset. Vi kan løfte sløret for, at vi tænker grønt. Vi tænker uformelt. Hygge med små loungekroge, hvor man kan sidde og snakke og spille brætspil, og så skal vi ikke mindst have vores foyerområde på 1. sal meget mere i spil. Derudover får selve Europahallen også et helt andet udtryk til Drivhusarrangementerne, siger Christian Kjeldsen.

Det første Drivhusarrangement går løs torsdag 13. april med Oh Land og support Emely på scenen, og AKKC går derfor nogle spændende måneder med indretningen af Drivhuset i møde.

De fleste af os kan nikke genkendende til følelsen af, hvor befriende det er at være til et arrangement, hvor stemningen er både afslappet og åben, og det er netop den stemning, AKKC vil skabe i Drivhuset.

– Der er ingen tvivl om, at Drivhuset bliver en helt ny måde at opleve kultur på i Nordjylland. Vores forhåbning er, at stemningen bliver let og uformel, og at fællesspisningen, hvor man selvfølgelig kommer til at sidde sammen med dem, man er afsted med, men også vil blive placeret ved langborde sammen med andre gæster, vil åbne op for, at man får en anden oplevelse, end man plejer, fortæller Christian Kjeldsen.

Til Drivhusarrangementerne vil der være unummererede pladser, hvor AKKC-værter vil sørge for at de forskellige grupper af gæster bliver placeret sammen ved langbordene.

De første seks Drivhus-arrangementer er allerede offentliggjort og i salg, men AKKC tør allerede nu godt løfte sløret for, at flere Drivhusarrangementer vil blive offentliggjort i løbet af 2023.

Fællesskabet skal spire

De fleste af os kan nikke genkendende til følelsen af, hvor befriende det er at være til et arrangement, hvor stemningen er både afslappet og åben, og det er netop den stemning, AKKC vil skabe i Drivhuset.

– Der er ingen tvivl om, at Drivhuset bliver en helt ny måde at opleve kultur på i Nordjylland. Vores forhåbning er, at stemningen bliver let og uformel, og at fællesspisningen, hvor man selvfølgelig kommer til at sidde sammen med dem, man er afsted med, men også vil blive placeret ved langborde sammen med andre gæster, vil åbne op for, at man får en anden oplevelse, end man plejer, fortæller Christian Kjeldsen.

Til Drivhus-arrangementerne vil der være unummererede pladser, hvor AKKC-værter vil sørge for at de forskellige grupper af gæster bliver placeret sammen ved langbordene.

De første seks Drivhusarrangementer er allerede offentliggjort og i salg, men AKKC tør allerede nu godt løfte sløret for, at flere Drivhusarrangementer vil blive offentliggjort i løbet af 2023.

 

Se mere her:

https://akkc.dk/musik-teater/drivhuset/

AKKC klar med helt nyt kulturkoncept

’Drivhuset’ slår dørene op til fællesspisning, musik, comedy, talks, hygge og kolde øl

Lækker pop fra Oh Land, sprøde dansetrin til Blæst og vilde grineflip med Conrad Molden, er blot et udpluk fra programmet i Aalborg Kongres & Kultur Centers (AKKC) nye koncept ’Drivhuset’, hvor hyggelig fællesspisning, et bredt kulturprogram og en skarp pris sætter rammerne for måden at møde ny kultur på.

Forestil dig en ganske almindelig torsdag aften. Du savner et sted at tage hen med vennerne for både at få snakket sammen, men også for at få en lidt anderledes aften med en god koncert, et godt grin eller en spændende fortælling. Det er i hovedtræk tankerne bag AKKC’s nye kulturkoncept Drivhuset, hvor Europahallen og det tilhørende foyerområde indrettes så hyggen forgrener sig ind gennem Europahallens store vinduer, med langborde til fællesspisning og enten musik, comedy eller talks på scenen – typisk et hovednavn krydret med et spændende supportnavn.

Opskriften på en aften i Drivhuset

Opskriften er enkel. En aften i Drivhuset begynder med muligheden for at starte aftenen i AKKC allerede kl. 16, hvor der bliver indrettet en hyggelig drop-in lounge i foyeren med mulighed for at sætte sig og få en god snak og en kold øl – og spille et brætspil eller to.

Kl. 18 åbner dørene til salen, som er indrettet med langborde til fællesspisning. Når man køber billetten hjemmefra, tager man samtidigt stilling til, hvilke af dagens to retter, man gerne vil have; vegansk- eller en kødret. Det er Restaurant AKKC by Mest, der har sammensat retterne for hver aften i Drivhuset.

Kl. 20 starter underholdningen på scenen, og det kan være alt fra musik til comedy eller talks – sceneprogrammet varierer fra gang til gang.

Hele aftenen – brætspil, mad og underholdning – bliver til hvert Drivhus-arrangement solgt til en samlet pris for blot 260,- inkl. gebyr.

“Drivhuset er noget helt nyt på den nordjyske kulturscene. Og det er noget af det, vi arbejder målrettet på i AKKC. At vi udover vores kerneforretning skal skabe noget nyt. Vi skal ikke kun lave mere af det samme. Derfor glæder vi os også til at se, hvordan nordjyderne og aalborgenserne tager imod Drivhuset, hvor vi forsøger at skabe et rum for fællesskab, samhørighed og gode kulturoplevelser i uformelle omgivelser, fortæller Nicolaj Holm, direktør i AKKC.”

Musik, comedy og talks

Visionerne for Drivhuset er store i AKKC, og programmet rækker allerede ind i 2024. Premieren i april bliver med Oh Land og Emely, mens runde to bliver en gang engelsk comedy med Conrad Molden, som tager publikum gennem showet ´Hyggelicious´, og Henrik Danielsen som support. Til maj indtages scenen af journalisterne Bo Norström Weile og Jesper Vestergaard Larsen med ’Nogen ved noget’, kendt fra dokumentarserier på tv og deres populære podcast.

På den anden side af sommerferien lægger Blæst ud med en stående Drivhus-koncert i september, hvor de har Josie Amadonna og Baseløs med som support, og det efterfølgende arrangement får titlen Værk & Vinyl med Christian Grau og Katinka på scenen.

Første Drivhus-arrangement i 2024 bliver Klima & Comedy, hvor journalisten Camilla Bouraghi tager en interview-gæst med, mens Michael Schøt og en support sørger for aftenens comedyprogram – selvfølgelig alt sammen inden for aftenens tema ´Klima og Comedy`

AKKC tør allerede nu godt løfte sløret for, at flere Drivhus-arrangementer vil blive offentliggjort senere i 2023.

Drivhus-makeover med low-key miljø

Både Europahallen og det tilhørende foyerområde vil blive designet og indrettet helt særligt til Drivhus-arrangementerne. Nogle af arrangementerne vil være siddende, mens andre er stående, og alle detaljer tænkes ind i at skabe de rette rum.

“Vi forsøger at skabe nogle rammer rent indretningsmæssigt, der indbyder til nærhed, hygge og ikke mindst samtale. Et uformelt og low-key miljø, der giver fællesskabet mulighed for at spire. Der vil for eksempel være unummererede pladser, og så vil vores værter sørge for at de forskellige grupper af gæster bliver placeret sammen ved langbordene, og hvem ved, måske kommer man til at sidde ved siden af andre spændende mennesker, som man ikke har mødt før, forklarer Nicolaj Holm.”

Drivhuset bygger på stærkt samarbejde

Det er ingen hemmelighed, at der ligger et stort arbejde forude for offentliggørelsen af det helt nye Drivhus-koncept i AKKC. Et koncept, der ikke mindst er muliggjort af et tæt samarbejde med andre aktører i det nordjyske.

“Det har været vigtigt for os at skabe et nyt og anderledes kulturkoncept, men også noget, hvor de fleste har mulighed for at være med rent prismæssigt. Det har kun været muligt at gøre, fordi det hele er baseret på partnerskaber, og på den måde har vi tænkt vores store fokus på bæredygtighed, samarbejde og ansvarlighed ind i et regulært kulturkoncept, siger Nicolaj Holm.”

AKKC’s samarbejde med Spar Nord, medvirker til, at billetprisen til Drivhus-arrangementerne står så skarpt.

Et andet samarbejde er med den Aalborg-baserede virksomhed Spilforsyningen, og AKKC vil løbende løfte sløret for, hvordan andre samarbejdspartnere også kommer til at medvirke til at forstærke oplevelsen i Drivhuset.

 

Billetter til de netop offentliggjorte Drivhus-arrangementer sælges fra onsdag 25. januar kl. 10 og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 260 kr. inkl. gebyr og inkluderer mad, underholdning og anvendelse af brætspil. Prisen er ekskl. drikkevarer. Pladserne købes unummererede, og ved køb af billet vælges der enten vegansk- eller kødret.

Anmeldelse: ’Vamos a la Playa’ – Anders Grau på Skråen

I torsdags optrådte komikeren Anders Grau på Skråen med sit one-man-show ’Vamos a la Playa’.

Jeg var i den forbindelse taget afsted uden egentlig at kende noget til hans standup, og mødte således op kun med forventningen om selvfølgelig at få rørt lattermusklerne.

Der var en god stemning i salen, og scenen var pyntet op med blandt andet en liggestol og hængende papirs-flamingoer, der således hintede til showets tema ’Vamos a la Playa’. Efter en udmærket opvarmning fra det tidligere Zulu-æsel Per Sodemann, kom Anders Grau ind på scenen iført en Hawaii-blomsterkrans og til 80’er-sangen ’Vamos a la Playa’, hvortil publikum også klappede i takt. Grau lagde dog herefter hurtigt ud med at sige, at det “ikke var meningen, at titlen skulle betyde noget rigtigt”. Så hvis man havde håbet på et show med komiske ferie-anekdoter eller lignede, så blev man altså slemt skuffet. For det var der bestemt intet af. Men fair nok, så var man jo ligesom blevet forberedt på, at hans show højst sandsynligt ville fravige helt fra dets titel.

Anders Grau underholdte blandt andet om fordelene ved corona-situationen, hvor det muligvis kom til at handle lidt for meget om ’kram’ – eller mangel på samme. Det bidrog beklageligvis også til, at han tabte sit momentum lidt for tidligt, og som han desværre aldrig rigtigt fik tilbage på sporet igen. For generelt udeblev de store grineflip fra salen, og der var mange ’stille perioder’, hvor der kun kom sporadiske grin hist og her fra publikum. Der var sågar nogle publikummer, som sad og gabte og sukkede. Aftenens show bar præg af lange fortællinger om f.eks. K-salat og introverte vs. ekstroverte, hvor sidstnævnte emne nok faktisk mest udgjorde aftenens egentlige tema, og som efter min mening nok i stedet burde have indgået som showets titel. For der er uden tvivl meget kød på den slags fortællinger, omend jeg synes, at materialet kunne være blevet udnyttet bedre.

Til slut indkasserede Grau nogle billige point i et forsøg på at binde en lille rød tråd til showets tema. Men afslutningen virkede nu mest lidt som panik før lukketid, end der lod til at være en egentlig dybere tanke bag.

Jeg ville virkelig rigtig gerne kunne lide showet. For Anders Grau virker bestemt til at være en rolig og hyggelig fætter med et fint ordforråd og formuleringer. Han ville uden tvivl nok være vildt morsom at få til bords ved eksempelvis et middagsselskab – omend han er udpræget introvert. Men på scenen fik Anders Grau mig bare ikke sådan til rigtigt at grine igennem eller for den sags skyld få lyst til at ”få mere”. Ikke fordi han ikke var en udmærket storyteller med interessante betragtninger og fiffige tankestrømme og fantasier. Men simpelthen fordi jeg faktisk kedede mig under det meste af showet. Det føltes mest som et rodet foredrag iklædt lidt komik og et vildledende tema, som kunne være blevet udnyttet bedre på så mange måder. Det kan selvfølgelig muligvis bare være mig, der ikke forstår hans måde at være standupper på? Men hvorom alt er, så er det stadig mig, som skal uddele stjerner ud fra min oplevelse, og den var bare ikke den bedste, hvilket derfor desværre kun udløser 2 ud af 6 stjerner.

Anmeldelse af ’JOKES – fra en hvid, straight mand’ – Anders Matthesen

Hele to gange gik Anders Matthesen aka ’Anden’ lørdag aften på scenen til to udsolgte shows i Aalborg Kongres og Kultur Center.

Det var med store forventninger, at jeg satte mig i kultursædet denne aften, hvor Matthesen allerede med mindre end et minut inde i showet fik hele salen til at udbryde i jubelgrin og klapsalver. Det gjorde han efter, at han leverede sin første punchline lige i øjet omkring ’samtykke-loven’. En lov som Matthesen i øvrigt understregede, at han selv gik ind for. Det gjorde det muligvis lettere fordøjeligt til at se det komiske i de akavede situationer, som man eventuelt kunne forestille sig. Han kom nemlig med et super godt take på samtykkeloven med mere uden at fremstå som en anden usympatisk stodder, der intet havde forstået, og det var således befriende endelig at opleve en komiker, der kunne finde den rette balance i et så prekært emne.

Der var faktisk ikke nogen decideret rød tråd i showet. Det var blot en lind strøm af jokes, hvor Matthesen selv var eminent til at samle op på sine egne punchlines og på den led binde showet sammen. For Anden var egentlig bare sig selv, der havde en enetale med sit publikum om forskellige banaliteter, uden at det foregik på den sædvanelige ”tema-rejse” facon, som mange af nutidens stand-up shows ellers bærer præg af. Det gjorde det muligvis nemmere, når man som publikum ikke vidste, i hvilken retning emnerne gik, og derfor bare skulle læne sig tilbage og flyde med på den strøm, som Matthesen bevægede sig på. Det virkede i al fald til at være præcis, hvad publikum ville have, når Anden slyngede sandhedsrammende jokes på bordet om alt lige fra ostebutikker til Luksusfælden eller sin kavalkade af ’Far-jokes’. Med sin grammatiske korrekthed gjorde han eksempelvis også sit publikum klogere på, hvorfor det er vigtigt, om hvorvidt der er tale om én eller ét frø, når det handler om, hvad man har siddende mellem tænderne. Men selvom det kan virke banalt, så elskede publikum sandhederne om os danskere og vores trivialiteter, hvori Matthesen heller ikke var bange for at tage udgangspunkt i sig selv. På den måde gav han også sit publikum én at spejle deres egne perfiditeter i. Det fik hele salen til at hyle af grin hele aftenen igennem, navnlig fordi Matthesens forestillingsevne intet fejlede, og han således havde nok af indhold at dele ud af.

Aftenen sluttede med kæmpe bifald, og hvis du ikke nåede at opleve Anden i denne omgang eller blot bare gerne vil genopleve ’JOKES – fra en hvid, straight mand’, så vender showet tilbage til AKKC den 20. april i 2023, og billetterne er allerede i salg.

Lattermusklerne blev godt masseret denne aften, da Anders Matthesen kom forbi og gav Aalborg en ’lille kildetur’, som han kaldte det. Tempofyldt fyrede han den ene joke afsted efter den anden, som et andet maskingevær. Ja, man skulle faktisk holde tungen lige i munden, hvis man ikke skulle gå glip af de sprudlende og velafbalancerede punchlines, som stod i kø for at ”kilde” Aalborg. Af og til tabte han publikum hist og her. Men han var altid lynhurtig til at samle dem alle op igen med nye punchlines, som fik folk til at græde af grin.

Der var intet stort sceneshow eller brug af rekvisitter denne aften. Der var bare en hvid, straight mand og hans jokes – men mere var heller ikke nødvendigt. For Matthesen beviste i dén grad, hvorfor han nok er Danmarks bedste komiker. Hans håndværk var nemlig imponerende og beundringsværdigt, og man kunne ikke gå fra AKKC uden at være glad i låget efter denne omgang. Aalborg elskede Anden, som leverede et fremragende show, hvilket derfor udløser intet mindre end 6 ud af 6 formidable stjerner – touché Matthesen!

Anmeldelse: Skrighalsen Gintberg er tilbage i topform

Død Eller Leende – Comedy Tour 2021
Standup
Danmarkspremiere Aalborg kongres & Kultur center 8. september kl. 19.00

Der var lagt op til et brag af en premiereaften for 57-årige Jan Gintberg og hans nye show Død Eller Leende. På vej ind på min plads slog det mig, at publikums alder var meget varierende – fra først i tyverne og endda nogle, der var oppe i firserne. Det er ikke ret ofte, man oplever det til et show. Derfor var jeg også aldeles spændt på om Gintberg så også kunne ramme begge publikumsgrupper med sin speedsnakkende og højtråbende betragtninger af os mennesker. Det kunne han i dén grad.

Generation Z og Boomers

Allerede i den første snak, der handlede om den unge generation z og den ældre generation af boomers, væltede vi omkuld af grin. Hans definitionen af de unge i dag var, at de er en skrøbelig forsamling – ’de unge er lige så skrøbelige, som en Tuc-kiks man prøver at smøre et stykke brie på… Puf, så er det hele smuldret – den unge generation burde hedde generation Tuc så skrøbelige de er!’, slog Gintberg fast.

Julefrokosten og MeeToo

Senere i showet blev MeToo berørt og Gintberg fortalte sjovt om, hvordan han som gammel farfar vil fortælle børnebørnene om julefrokosterne før MeToo. Igen blev humoren brugt på den ypperligste facon og billederne, der blev malet, var virkelig fantastiske og morsomme. Især for os, der har været så uheldige – eller er det heldige – at have oplevet disse vilde julefrokoster, hvor der blev knaldet lystigt i kopirummet. Som Gintberg beskriver fremtidens julefrokoster bliver det nok en online ting, hvor vi, hver især tager et billede/kopi af vores bagdel og viser til hinanden på computeren…

Forkalkning og jordbærtærte

Jan Gintberg fortalte lystigt om at leve livet, mens man har muligheden for det – leve i nuet, som man siger. I den forbindelse fortalte han om en hjerteoperation (som jeg opfatter det, er det hans egne oplevelse, selv om jeg ikke kan finde noget på internettet om, at han er blevet opereret…).

Oplevelsen op til operationen – at køre til lægen – love konen at tage en jordbærtærte med tilbage, blive undersøgt og blive hentet af ambulancen med det samme, for at blive opereret, blev flot beskrevet med god humor og døden fik en kæmpe tur med et bord på scenen, som langsomt hævedes op mod lyset i loftet. Meget beskrivende rent billedeligt, alt imens Gintberg fortæller om sine oplevelser med sit dårlige hjerte og forkalkning.

Gintberg er opvokset i Lynge i Nordsjælland, og det var lægen, der opererede ham også – derfor var den sidste bemærkning fra lægen, da Gintberg blev udskrevet denne sætning på ‘Lynge’-sprog ’Du var kun et kussehår fra at overleve, Gintberg’.

Denne sætning blev til flere gamle sætninger, som Gintberg tog under kærlig behandling rent billedemæssigt, som for eksempel ’Ren røv at trutte i’…

Alt i alt må jeg sige, at det, efter min mening, er Jan Gintbergs bedste show til dato. Og det er ikke kun fordi, vi er hungrende efter gode kulturelle oplevelser efter corona-tiden. Skrighalsen gør det godt – der er en skøn variation af gode jokes, nærvær og aktualitet i hans show. Jeg elsker den energi, han sender ud fra scenen og hans selskab er i hvert tilfælde ikke kedeligt. Fantastisk premiere!

Note:

‘Babyboomer generationen’. En ‘boomer’ defineres som en, der er født mellem 1946 og 1964.

‘Generation Z’, som er dem, der er født mellem 1997 og 2012 – der bare har fået nok af de bedrevidende boomere.

Kildeparken bliver Aalborgs sommer-samlingspunkt

Programmet til årets store nyhed, Sommer i Kilden, er ved at være fyldt godt op, og der bliver både plads til gode grin med kendte comedy-navne som Lars Hjortshøj og Thomas Hartmann, hygge for børnefamilierne med Gurli Gris og Katrine Bille, et godt skud EM-bold, ølsmagning og meget, meget mere…

På mandag sker det. Arrangementet Sommer i Kilden åbner dørene for første gang mandag formiddag kl. 11 med den gratis TeaterKRAFT#13-musikforestilling Livssult, og forude venter to måneder fyldt med alverdens skønne sommerarrangementer.

Det er Aalborg Karneval og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), der er gået sammen om det nye koncept, og de har knoklet for at stable et spændende program på benene, som både nordjyderne og Aalborgs turister kan nyde godt af i sommermånederne juni og juli. Nu er store dele af programmet på plads, og det kommer bestemt ikke til at gå stille for sig i den smukke folkepark.

Comedy i lange baner
Et af de store trækplastre til Sommer i Kilden bliver uden tvivl et fyldigt comedy-program, der blandt andet indeholder hele fire Open Mic-arrangementer med lokale comedy-værter som Nicolaj Lange og Jimmy Lauridsen.
Derudover er der også flere shows med kendte navne fra den danske comedy-scene i kalenderen. Lars Hjortshøj, Andreas Bo og Natascha Brok går på scenen 30. juni, Mikkel Klint Thorius, Ane Høgsberg, Michael Schøt og Torben Chris optræder 9. juli, Omar Marzouk får selskab af Brian Mørk og Thomas Hartmann 13. juli og Mark Le Fevre, Kasper Gross og Brian Lykke lukker ballet 31. juli.
Derudover går Huxi Bach også en tur på scenen i den hyggelige park med et show lørdag 3. juli.

Store oplevelser for de mindste
Børnefamilierne kan også godt begynde at glæde sig – flere af de mindstes yndlingskendinge kigger nemlig forbi Sommer i Kilden. Vores allesammens yndlingsfigur Gurli Gris kigger forbi 28. juli, og skal nok sprede glæde omkring sig. Derudover tager børnenes Ramasjang-darling Katrine Bille store og små med på en musikalsk rejse rundt om Jorden 2. juli, mens der de fleste formiddage i juli vil være Leg i Kilden med en stor legeplads, og der vil flere dage også være workshops i samarbejde med KUNSTEN og Utzon Centeret.
Som noget helt nyt kan børne-bageentusiaster opleve nogle af deres store idoler fra Den store Juniorbagedyst 2021 i talkshowet Den Lille Bagesnak 14. juli.

EM-bold, ølsmagning og hyggelige sommerlounges
Der har allerede nu været stor interesse for det gratis EM-storskærmsarrangement, som Sommer i Kilden kunne afsløre i forbindelse med offentliggørelsen af sommerarrangementet. Her bliver Danmarks tre indledende kampe vist på storskærm, mens det siddende publikum med plads til i alt 500 personer kan heppe på de rød-hvide.

Både 25. juni og 16. juli står i øllets tegn i parken, hvor der vil være ølsmagning og anekdoter ved Jørgen Rüdinger, der har mere end 20 års erfaring fra Carlsberg og har holdt flere end 300 ølsmagninger.

På udvalgte fredage og lørdage i løbet af de to sommermåneder vil der være vaskeægte lounge-stemning blandt de grønne trækroner i Kildeparken. Her vil der både være livemusik leveret af bands fra Aalborgs musikalske vækstlag, KORMA samt DJ’s på scenen. Til alle arrangementer kan publikum tage et tæppe eller en klapstol under armen med hjemmefra, og der er lagt op til eftermiddage og aftener i afslappet stemning, hvor musikken kan nydes i ro mag i flotte omgivelser.

Programmet til Sommer i Kilden opdateres løbende på sommerikilden.dk og Facebook-siden Sommer i Kilden. Her kan man også finde links til billetsalg til de forskellige arrangementer – nogle er med billetsalg, hvorimod andre er ganske gratis – dog skal der rekvireres en billet til alle arrangementer på forhånd på grund af evt. smitteopsporing.
Sommer i Kilden starter mandag 31. maj og kører til og med lørdag 31. juli. Der vil være arrangementer næsten hver dag i perioden.

Det bliver bare bedre og bedre til Drive In – Live i Aalborg

Den skarpsindige komiker Anders ‘Anden’ Matthesen er netop føjet til rækken af kunstnere til det store kulturevent Drive In – Live ved Aalborg Lufthavn
3.-7. juni. Anders Matthesen går på scenen torsdag 4. juni og leverer en time fyldt med gode grin til publikum

 

Kulturhungrende nordjyder kan godt begynde at glæde sig. Kunstnernavnene til Drive In – Live i Aalborg bliver offentliggjort på stribe i disse dage, og nu er der også kommet stand-up på plakaten, når Anders ‘Anden’ Matthesen går på scenen i Aalborg torsdag 4. juni kl.17 ved Aalborg Lufthavn. Mens publikum sidder i deres biler, vil Anders Matthesen som vanligt levere et hylende morsomt show fyldt med højdepunkter fra ‘Anden bringer ud’, og lyden kommer ud gennem bilradioerne, ligesom der også vil være flere storskærme på pladsen, så publikum får et godt udsyn fra bilerne.

 

–       Jeg glæder mig helt vildt til at optræde under åben himmel på en helt ny måde. Jeg er superspændt. Jeg synes selv, at det er et af de sjoveste shows, jeg har lavet, og jeg håber der bliver stor-grinet igennem i bilerne, ligesom der er blevet, når jeg har optrådt med showet i salene. Jeg har jo ikke kunne optræde i et godt stykke tid nu, pga Covid19. Så det bliver ekstremt forløsende endelig at vende tilbage til scenen og frem for alt mit publikum, selvom det bliver på en ny måde, med glas imellem os. Jeg lover at gøre mit allerbedste for at det bliver nogle fantastiske shows med masser af grin og glade mennesker i en ellers svær tid. Jeg tror vi allesammen trænger til at grine”, siger Anders Matthesen.

 

Underholdning for alle

Danmarks måske mest kendte komikernavn, Anders ‘Anden’ Matthesen, tilføjes dermed til Drive In – Live arrangementet, som efterhånden dækker en meget bred skare af underholdning for både store og små. Onkel Reje står for en sjov omgang familieunderholdning med to shows lørdag 6. juni, og Mads & Monopolet tager dilemmaer op, når de kan opleves på scenen søndag 7. juni.

 

Når det kommer til musik, kan publikum godt begynde at glæde sig til en aften i hiphoppens tegn med Malk De Koijn torsdag 4. juni, en sjov og musikalsk eftermiddag med Annika Aakjær fredag 5. juni, hvor også popikonet Mads Langer indtager scenen om aftenen.
Lørdag 6. juni slår Claus Hempler og Teitur sig sammen og drager publikum ind i deres musikalske universer om eftermiddagen, og så skal der uden tvivl skrues helt op for lyden i bilerne, når selveste L.O.C. går på scenen lørdag aften.

 

Skabt gennem unikt samarbejde
Drive In – Live arrangementerne er arrangeret af Live Nation i samarbejde med en lang række kulturaktører i Aalborg Kommune. Således er Nibe Festival, Aalborg Karneval, Aalborg Kongres & Kultur Center, Musikkens Hus, Skråen, Aalborg Events og Visit Aalborg med til at skabe en ny og stor liveoplevelse i Aalborg.
Live Nation sikrer sig med forholdsregler og Drive In-koncertformen, at alle myndighedskrav efterleves, så det bliver en tryg og stor begivenhed sammen med hundredvis af andre biler og deres passagerer at få én på opleveren ved Aalborg Lufthavn.

 

Konceptet kan også opleves i København, Herning, Aarhus og Odense.

 

Billetsalget til de enkelte arrangementer i forbindelse med Drive In – Live kommer løbende i salg. Oplysninger omkring billetter kan findes på ticketmaster.dk under Drive In Live Aalborg.

 

 

Nuværende arrangementsoversigt til Drive In – Live i Aalborg

 

·         Anders ‘Anden’ Matthesen – torsdag 4. juni kl. 17

·         Malk De Koijn – torsdag 4. juni kl. 19.30

·         Annika Aakjær – fredag 5. juni kl. 17

·         Mads Langer – fredag 5. juni kl. 19.3

·         Onkel Reje – lørdag 6. juni. kl. 10 + 12.15

·         Claus Hempler & Teitur – lørdag 6. juni kl. 17

·         L.O.C. – lørdag 6. juni kl. 19.30

·         Mads & Monopolet – søndag 7. juni kl.17

 

 

Anmeldelse af ’Turen går til Nikolaj Stokholm’ – Nikolaj Stokholm

Komikeren Nikolaj Stokholm gæstede i sidste uge Aalborg, da han i AKKC optrådte med sit totalt udsolgte one-man-show ’Turen går til Nikolaj Stokholm’.

Omstændighederne for aftenens event blev dog lidt anderledes end vanligt. Man havde nemlig, grundet regeringens anbefaling om ikke at afholde events med mere end 1000 gæster tilstede, valgt at reducere publikumsantallet til under det anbefalede niveau. Det resulterede i at et par og hundrede gæster fik en mail om ikke at møde op. De blev dog tilbudt refusion eller billetter til selv samme show, når Nikolaj Stokholm atter gæster AKKC til november.

Jeg har tidligere set Nikolaj Stokholm optræde både live og på tv. Så jeg havde stærke forventninger til at gå en underholdende aften imøde, da jeg satte mig til rette i sædet. Publikummet bestod primært af unge mennesker. De tog godt imod Stokkefar, som Nikolaj Stokholm ynder at kalde sig selv, da han entrerede scenen i en lille lyseblå retrobil. Udover at dét i sig selv både var en fin og interessant entré, så var han også yderst velklædt i et skræddersyet jakkesæt med sine sædvanelige karakteristiske briller til. Man følte sig således i fint selskab, og han lagde ud med at varme publikum op ved at tale direkte til dem. Han udnyttede selvfølgelig også aftenens beslutning, om at reducere publikumsantallet grundet Covid19, til at fyre nogle veltempererede jokes af. Således sørgede han for både at lette stemningen samt være i flow med nutidens hændelser. Han fik også fortalt en masse anekdoter om blandt andet naboer, pædagoger, lufthavne, massage og handjobs. Han afslørede også hemmeligheden om Mussemors titel samt hendes indtræden i hans liv. Derudover indeholdte showet også en masse udenomssnak med mange hurtige sjofle indspark, og Stokholm inddragede ofte nordjyderne i sin optræden.

Nikolaj Stokholm kan noget, der i al fald ikke er kedeligt. Men omvendt er det heller ikke så sindsoprivende sjovt, at jeg sad og slog mig på lårene af grin eller fik latterkrampe. Hans show virkede på mange måder ret gennemført. Han var heller ikke bleg for at tage tykt pis på sin egen person og særheder, hvilket egentlig var noget af det allersjoveste, da det genspejlede ens egne særheder og livsanskuelser. Ikke at det kan sammenlignes én til én. Men nærmere bare for at vende perspektivet ind ad. For Stokholm gav en følelse af, at det slet ikke er så farligt at kigge ind ad og grine lidt af sig selv, endsige være stolt af den skæve person, som vi alle hver især har et eller andet sted indeni. Stokholm hvilede også godt i sig selv på scenen, og han var god til at berette dialoger. Men på trods af den skæve Stokkefars munddiarré og gode scenefylde, så får showet kun 3 ud af 6 stjerner herfra. Jeg manglede simpelthen nogle højdepunkter, som jeg kunne fæstne mig ved længes efter, at jeg har forladt salen. Men det giver jo så omvendt bare den legesyge Nikolaj Stokholm endnu mere grund til at lege og videreudvikle på sit talent.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev