Anmeldelse: Skrighalsen Gintberg er tilbage i topform
Død Eller Leende – Comedy Tour 2021
Standup
Danmarkspremiere Aalborg kongres & Kultur center 8. september kl. 19.00
Der var lagt op til et brag af en premiereaften for 57-årige Jan Gintberg og hans nye show Død Eller Leende. På vej ind på min plads slog det mig, at publikums alder var meget varierende – fra først i tyverne og endda nogle, der var oppe i firserne. Det er ikke ret ofte, man oplever det til et show. Derfor var jeg også aldeles spændt på om Gintberg så også kunne ramme begge publikumsgrupper med sin speedsnakkende og højtråbende betragtninger af os mennesker. Det kunne han i dén grad.
Generation Z og Boomers
Allerede i den første snak, der handlede om den unge generation z og den ældre generation af boomers, væltede vi omkuld af grin. Hans definitionen af de unge i dag var, at de er en skrøbelig forsamling – ’de unge er lige så skrøbelige, som en Tuc-kiks man prøver at smøre et stykke brie på… Puf, så er det hele smuldret – den unge generation burde hedde generation Tuc så skrøbelige de er!’, slog Gintberg fast.
Julefrokosten og MeeToo
Senere i showet blev MeToo berørt og Gintberg fortalte sjovt om, hvordan han som gammel farfar vil fortælle børnebørnene om julefrokosterne før MeToo. Igen blev humoren brugt på den ypperligste facon og billederne, der blev malet, var virkelig fantastiske og morsomme. Især for os, der har været så uheldige – eller er det heldige – at have oplevet disse vilde julefrokoster, hvor der blev knaldet lystigt i kopirummet. Som Gintberg beskriver fremtidens julefrokoster bliver det nok en online ting, hvor vi, hver især tager et billede/kopi af vores bagdel og viser til hinanden på computeren…
Forkalkning og jordbærtærte
Jan Gintberg fortalte lystigt om at leve livet, mens man har muligheden for det – leve i nuet, som man siger. I den forbindelse fortalte han om en hjerteoperation (som jeg opfatter det, er det hans egne oplevelse, selv om jeg ikke kan finde noget på internettet om, at han er blevet opereret…).
Oplevelsen op til operationen – at køre til lægen – love konen at tage en jordbærtærte med tilbage, blive undersøgt og blive hentet af ambulancen med det samme, for at blive opereret, blev flot beskrevet med god humor og døden fik en kæmpe tur med et bord på scenen, som langsomt hævedes op mod lyset i loftet. Meget beskrivende rent billedeligt, alt imens Gintberg fortæller om sine oplevelser med sit dårlige hjerte og forkalkning.
Gintberg er opvokset i Lynge i Nordsjælland, og det var lægen, der opererede ham også – derfor var den sidste bemærkning fra lægen, da Gintberg blev udskrevet denne sætning på ‘Lynge’-sprog ’Du var kun et kussehår fra at overleve, Gintberg’.
Denne sætning blev til flere gamle sætninger, som Gintberg tog under kærlig behandling rent billedemæssigt, som for eksempel ’Ren røv at trutte i’…
Alt i alt må jeg sige, at det, efter min mening, er Jan Gintbergs bedste show til dato. Og det er ikke kun fordi, vi er hungrende efter gode kulturelle oplevelser efter corona-tiden. Skrighalsen gør det godt – der er en skøn variation af gode jokes, nærvær og aktualitet i hans show. Jeg elsker den energi, han sender ud fra scenen og hans selskab er i hvert tilfælde ikke kedeligt. Fantastisk premiere!
Note:
‘Babyboomer generationen’. En ‘boomer’ defineres som en, der er født mellem 1946 og 1964.
‘Generation Z’, som er dem, der er født mellem 1997 og 2012 – der bare har fået nok af de bedrevidende boomere.