Hyldest fra en fan

Tak – du er kun en klovn…

I min barndoms monopolradio var du en hyppig gæst – en sprudlende, højtråbende pause mellem de evindelige dorske dansktopschlagere.
 ”Tømmerflåden”, ”How jazz was born” – med Sam Finkelstein, og ikke mindst ”Babs og nutte”, slugte jeg (ja, altså ikke bogstaveligt!) – men især ”Mudderkliren”, med din leg med ord og udtryk, gik rent ind hos mig. Det var det rene pip – men det var sjovt.

Ofte var du gæst i TV-programmer på DR. Du kunne slå benene væk under en ellers velforberedt Otto Leisner, gribe et ord, vende og dreje det, twiste betydningen.
 Eller vælte publikum – bare ved at løfte et øjenbryn.

Jeg elskede dig for det.
 Du åbnede mine øjne for leg med ord. Jeg blev i den grad fan.

I TV kørte ”Bussen og ”Baronessen…” om kap – og jeg åd dem råt, sammen med de 10-15 andre af dine film, der kørte som jævnlige repriser. Senere så jeg alle dine film. Det var mest fornøjeligt – afbrudt af enkelte næsten ufordøjelige. For du kunne jo være tåkrummende overgearet – men også sød og blid, elegant underspillet, poetisk… og mavekrampende morsom.

Mest elskede jeg dine sketches, viser og monologer. Gakket poesi og verbal falden på halen. Slapstick – uden slaphed. Karl Nielsen med blomkål op ad muren. ”Crazy – Raffineret – Morsom”, som en af din og Kjelds plader hedder.

Det er svært at sige, hvorfor du gik rent ind hos mig. Måske var det din sødme. Eller din galskab. Eller mimikken. Larmen – også den stille larm.
 Eller måske bare en stor fuldendt cirkel af det hele – tegnet med Passer, naturligvis.

Men jeg blev i hvert fald fan af dig – klovnen, der havde både nedture og succeser i cirkus.
 Og det er bare vokset gennem årene.

Overskriften er en af Ove Sprogøes godmodigt drillende kommentarer til dig, i visen “Der kommer altid en sporvogn og en pige til”. 
Men jeg vil gå så langt som at sige: Tak – fordi du ikke KUN var en klovn!

Som du sagde i ”Urban Olsen”: Er han ikke død? Nej, du lever – i hvert fald i mit hjerte.
Tillykke med fødselsdagen!

Jan – fan