Skip to main content
Tekst Redaktionen | Foto Presse
14. oktober 2019

Guide: Hvad skal I lave i efterårsferien?

Hvis I mangler svaret på det spørgsmål, så er der en god chance for at I kan finde svaret her. Vi har nemlig samlet en hel række spændende arrangementer i Aalborg og resten af Nordjylland, hvor der burde være underholdning til hele familien.

Bæredygtighedsfestival i Slettestrand/Thorupstrand

Den 12.-19. oktober 2019 bliver der sat fokus på bæredygtighed i Thorupstrand, Klim, Slettestrand og Tranum, når der for første gang afholdes Bæredygtighedsfestival i området. Bæredygtighedsfestivalen er et arrangement for hele familien med et program med over 80 forskellige aktiviteter, som vil emme af leg, læring og spændende aktiviteter, der alt sammen rimer på bæredygtighed og FN’s 17 Verdensmål. Se programmet her.

Der er fyldt med aktiviteter på de nordjyske museer

I efterårsferien kan du blive apotekerassistent for en dag, møde vikingerne på Fyrkat, lære cirkusprinsessen Nanna at kende, besøge en udgravning og meget, meget mere. Nordjyllands Historiske Museum tilbyder et væld af aktiviteter i deres mange afdelinger, blandt andet: Apotekersamlingen i Aalborg, Aalborg Historiske Museum, udgravning i Sdr. Tranders, Lindholm Høje Museet, Vikingecenter Fyrkat og Cirkusmuseet i Rold. Læs mere her.

Træk vejret – og tag på Kunsten i efterårsferien

Træk vejret dybt sammen med Jeppe Hein, eller brug fantasien med et væld af kreative aktiviteter på Kunsten i kartoffelferien. I udstillingen Twilight Zone kan man opleve Louise Bourgeois gigantiske edderkop, og naturligvis kryber stemningen også ind i Alrummet. Det er alle dage omdannet til et spind af sanseoplevelser, hvor hele familien kan lave skyggeteater og -billeder og gå på opdagelse i sansevæggene.

Desuden disker Kunsten op med en stor zone, hvor børn kan skabe kunstværker i en overdimensioneret sætterkasse, lave kunst af hårelastikker, der sættes på en plade med tusindvis af dyvler, lave tændstik-kunst – eller komme helt tæt på en ægte Jorn. Traditionen tro er der også skattejagt, pop-op-workshops i udstillingerne og mange aktiviteter, man selv kan tage med rundt på museet.

© Lars Horn / Baghuset.

Succesforestilling vender tilbage

Gense den eventyrlige klassiker om Ronja Røverdatter, når Aalborg Teater gentager deres succesforestilling fra 2016 for en kort stund d. 15. – 19. oktober. Der er garanti for underholdning for hele familien, specielt de yngste, når Ronja, Birk, Mattis og alle de andre synger og laver narrestreger på scenen. Se mere på aalborgteater.dk

Pippi indtager AKKC

En usædvanlig pige med strittende ildrøde fletninger, fregner i ansigtet og arme så stærke som ingen andre indtager Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) i efterårsferien 19. og 20. oktober 2019 sammen med aben Hr. Nilsson og vennerne Tommy og Annika. Se mere på akkc.dk

Høstfest i Fårup

Igen i år holder Fårup Sommerland åbent hele efterårsferien, hvor der er pyntet op til høstfest. Alle forlystelser er åbne og derudover er der hyggelige efterårsaktiviteter, som for eksempel den hyggelige halmballelabyrint på P-pladsen eller høstmarkedet, hvor man blandt andet kan bage snobrød. Se mere på faarupsommerland.dk

Efterårsferie på Stenaldercenter Ertebølle

Kom og oplev hvordan stenalderfolket forberedte sig til vinteren. Selvom der var varmere i Ertebølletiden, så var det alligevel nødvendigt at sørge for forråd til de mange køligere måneder. Bliv klogere på stenaldermad, når de i efterårsferien har fokus på indsamling, kogning, stegning, konservering og partering på ægte stenaldervis. Se mere på vesthimmerlandsmuseum.dk/Stenaldercenter

AaB’s nye indløbsbørn skal igen findes i Magasin

I efterårsferien er der god grund til at tage familiens yngste medlemmer med en tur i Magasin. Onsdag den 16. oktober kl. 14-16 skal der nemlig findes nye indløbsbørn for AaB, som skal gå ind på banen sammen med de erfarne spillere under klubbens kampe den 24. november og 1. december. Uanset om man er blandt de heldige indløbsbørn eller ej, er der mulighed for at møde to af AaB’s spillere helt tæt på i Magasin. Spillerne Rasmus Thelander og Mikkel Kaufmann er nemlig til stede, og de står klar til at skrive autografer og tage selfies med børnene. De første 60 fremmødte deltagere tilbydes vouchers til en valgfri AaB-kamp i 2019 gennem Magasins ”Goodie”-app, og der vil desuden være andre sjove aktiviteter og konkurrencer på dagen.


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev