Drop-in bryllup i Vor Frue Kirke
Hvis man har mest lyst til at blive gift i kirken, men ikke orker det helt store bryllup, så har Vor Frue Kirke i Aalborg et godt tilbud. De åbner dørene for drop-in vielse d. 12. juli kl. 12.00 – 17.00, hvor man kan gå ind fra gaden og blive gift på 10 minutter.
Der er selvfølgelig nogle krav, men de er til at overkomme. Man skal have en prøvelsesattest, som kan anskaffes på borgerservice så længe man har nem-id. Så skal man også gerne have to vidner med, men dem kan kirken også stille til rådighed, hvis brudeparret gerne vil holde det helt intimt. Desuden skal mindst én af parret være medlem af Folkekirken.
Inden har man en samtale med præsten. Selve vielsen foregår helt som til et almindeligt bryllup, dog uden en personlig tale fra præsten. Bagefter bliver man sendt ned af kirkegulvet til bryllupsmarchen og kan dele et glas bobler inden man kan gå ud i sommerlivet som ægtefolk.
Til dem, der allerede er gift på rådhuset er der mulighed for at få en kirkelig velsignelse. Så hvis I trænger til at få opdateret parforholdsstatusen, så er det bare at møde op hos Vor Frue Kirke d. 12. juli.