Vi skal ikke frygte
Skrevet af vores erhvervspraktikant:
Maria Bülow Larsen er 14 år gammel, og går på Skørping Skole. Maria interesserer sig for samfunds-journalistik, så det var oplagt da APPETIZE havde besøg af hende i erhvervspraktik den 6. og 7. juni, at sætte hende til at skrive en artikel om sit syn på terror. Læs her hvad hun skriver.
Skal vi frygte terror efter alle de episoder, der er sket? Jeg synes det ikke! Efter det seneste terrorangreb i Orlando, kommer man igen på tanken, om det kan komme til en selv. Flere begynder at frygte at rejse på ferie, da frygten for terror sidder i mange. For mig er den der slet ikke – heller ikke efter de mange terrorangreb.
Frygten i min hverdag
Hvis vi går og frygter terror hele tiden, vil det ikke komme nogen til gode. Vi vil komme til at frygte de forkerte mennesker, og derfor kommer vi til at dømme nogen, som slet ikke er det vi tror. Jeg minder mig selv om, at det ikke er alle fra eksempelvis Syrien, der er medlem af isis, og derfor går jeg ikke og frygter hverdagen, og de mange flygtninge her i Danmark.
Jeg tror, vi lader vores frygt gå ud over vores handlinger, og måske er det også derfor, vi sender så mange flygtninge tilbage til der, hvor de er flygtet fra. Selvfølgelig forstår jeg, hvorfor nogle frygter det, da det også er en forfærdelig ting, som der i den sidste tid har været mange drab indenfor, men jeg vil ikke lade mig selv tænke over det i min hverdag. For hvis jeg vælger at gøre det, vil man jo til sidst ikke gå udenfor en dør, i frygt for hvad der kan ske.
Men selvfølgelig kommer jeg da også til at tænke over terror, hvis jeg hører om noget der sker ude i verden, og det er helt forfærdeligt, at mennesker vælger at tro på, at ved at slå andre mennesker ihjel, gør de noget godt mod deres religion og hele verden. For det gør de jo åbenlyst ikke.
Ferie
Jeg rejser ikke særlig meget i forvejen, så når jeg endelig kommer til det, vil jeg ikke lade terrorisme ødelægge det.
Jeg har hørt fra nogle af mine veninder, at deres forældre tænkte på at aflyse deres rejse, da der havde været terror i landet før. Det endte dog ikke med de gjorde, hvilket jeg bare synes er godt. Jeg forstår hvordan forældre kan tænke over det, da de jo vil gøre alt for, at deres børn ikke kommer til skade. Men samtidig kan de plante frygt i deres børns hoveder. Dog kan man da godt tænke en ekstra gang, hvis man skal rejse et sted hen, hvor der har været terror.
Risikoen er der selvfølgelig
Selvom risikoen er rigtig lille for, at der kommer terror i lige netop Danmark, er den der stadig. I 2015 var der et terrorangreb i København, og det beviser jo også, at risikoen er der. Så vi skal jo være på vagt, men ikke frygte.
Jeg tror, at terroristerne vil have vi skal frygte, så vi er sårbare. Hvis vi frygter dem, føler de, at de har magt, og at de allerede har vundet.
Og da terror er en stor del, af verden i dag, skal vi også prøve at bekæmpe det.
Bekæmpe terroren
Jeg ved, der skal en del til for at bekæmpe terror, da der er mere end én organisation. Den største er Isis, hvilket også er den de fleste frygter. De har vist sig at være iskolde, og ikke menneskelige. Jeg er overhovedet ikke til krig på nogen måde, men jeg tror vi bliver nødt til at tage hårde midler i brug, hvis vi vil komme terroren til livs. Imens vi prøver at bekæmpe terroren, skal vi ikke gå og frygte. Vi skal vise, det ikke går os på i hverdagen. For på den måde vil organisationerne ikke føle den magt, de tror de har.