Slap af i maven
Mia Lyhne og Troels Malling er aktuelle som reklameægteparret med 14 børn i Bilka-reklamerne Far til 14. Her er de traditionelle kønsroller vendt på hovedet og det hele serveres med en stor portion ironi. APPETIZE har mødt Troels og Mia til en snak om forfængelighed, selvironi og at turde give slip på forventninger og forestillinger. Men hvordan gør man det? Og hvordan hænger det sammen med, at være sjov på film?
Trapperne knirker og man kan let få en fornemmelse af at gulvet gynger under en, når man bevæger sig op igennem den gamle bygning, der huser Folketeateret i København. Her medvirker Troels Malling for tiden i en nyfortolkning af Mød mig på Cassiopeia, der i maj måned kommer til Aalborg Teater. Vi mødes med ham og Mia Lyhne i det smukke københavnske teaters rammer, og slår os ned ved spejlene i den garderobe, hvor Troels holder til.
Parret er selvsagt ikke gift i virkeligheden, men når man er sammen med dem, kan man mærke den gode kemi og stemning imellem dem. Reklamefilmene er den første egentlige arbejdsopgave de har løst sammen, og efter tre år som TV-ægtepar, og en endnu længere periode som gode venner, er der ingen tvivl om, at de hygger sig i hinandens selskab.
-Vi mødtes til en julefrokost hos en fælles ven for 6-7 år siden, fortæller Mia. Vi sludrede simpelthen så godt, uden at vi kendte hinanden sådan rigtigt. Vi talte bare godt sammen, og vi lo og lo. Det er ikke så tit det sker for mig, med mennesker jeg ikke kender. Jeg kan huske at jeg bare tænkte, ham der, ham kan jeg godt lide.
Da de to skuespillere blev sat sammen som skærm-par, var de hver især varme på idéen, fordi de godt gad arbejde sammen.
-Jeg fik at vide, at de havde Mia i tankerne til rollen, og jeg tænkte YES, siger Troels og banker håndfladen hårdt ned i bordet. Jeg håbede på, at hun ville sige ja, men det var jo ikke sikkert.
-Nej, det ved man jo aldrig med mig, siger Mia med glimt i øjet. Det er noget andet med dig Troels, du arbejder altid så meget.
Det gode samarbejde
Uanset hvilken stillingsbetegnelse vi har på vores arbejdsplads, ved vi hvor meget gode kollegaer betyder. I skuespillerfaget er det ifølge Troels og Mia en vigtig del af en vellykket scene, at man klinger godt sammen med sine medspillere. Førhen kunne Troels godt blive forledt til at se lidt skævt til nogle typer af opgaver, men sådan har han det ikke længere.
-Nu ser jeg mere på hvem jeg godt kan lide at arbejde sammen med, og hvad jeg synes er sjovt at lave. Så er den ikke så meget længere. Men det er måske også bare mig der er naiv, siger han med et skævt smil.
-Nej det synes jeg slet ikke, svarer Mia. Det har jeg da også erfaret, især i takt med at jeg er blevet ældre. Det er super vigtigt, at man kan sammen med dem, man arbejder sammen med. Jeg er blevet spurgt om en del opgaver, hvor jeg er blevet nødt til at sige nej, fordi jeg bare vidste, at det ikke ville blive et godt samarbejde.
Til spørgsmålet om hvad der gør at netop de to er et godt makkerpar, svarer Troels prompte.
-Mia er sjov at arbejde sammen med, fordi hun kommer med så mange uventede indspark og detaljer. Hun arbejder med stor omhu, og stopper ikke, før det er, som vi gerne vil have det. Det er jeg glad for. Den slags omhu kommer ikke af, at man har lært at klappe hælene sammen og sige javel, det kommer af, at man har lyst til, at det skal være noget særligt hver gang man laver noget. Det sjove ligger også ofte i detaljerne, og det er for eksempel ikke ligegyldigt om man står med en ostemad eller en rullepølsemad.
Mia nikker, og fortæller at hun og Troels plejer at mødes inden de skal på optagelse, bare de to, for at gennemgå scenerne og justere manuskripterne til, så de endelige reklamefilm kan blive så sjove som muligt
-Der er vi rigtigt heldige, for det er jo noget med smag og hvordan man klikker, og der synes jeg, at det er dejligt, at vi næsten altid synes, at det samme er sjovt.
[one_third padding=”0 5px 0 5px”]
[/one_third][two_third_last padding=”0 5px 0 5px”]
Fakta
Navn Mia Lyhne
Født 6. juli 1971
Opvækst Barndommen udspillede sig i et stort bofællesskab i Smørrum
Karriere Autodidakt skuespiller, var med til at starte Teater Grob, som hun var en del af i næsten ti år. Mest kendt fra Tv serien, og siden filmene, Klovn, hvor hun spiller Franks kone, Mia.
Privat Bor udenfor København med sine tvillingedøtre, Asta og Andrea, på 8 år.[/two_third_last]
Født med funny bones?
Både Troels og Mia er mest kendt for roller, hvor humoren og grinet er en del af pakken, og den efterstræbte reaktion hos publikum. Men deres vej ind i skuespillet som erhverv, var meget forskellig, og mens Mia slet ikke opsøgte de morsomme roller til at begynde med, kunne Troels aldrig rigtigt lade være med at se tingene fra en sjov vinkel. Han lavede studenterrevy i Aarhus, og var med i en enkelt opsætning på det Hemmelige Teater i Aalborg, og selvom det egentlig ikke lå i kortene, at han skulle være skuespiller, kom han alligevel ind på Teaterskolen. Her skulle eleverne alle genrer igennem, men han oplevede gang på gang, at han fik salen til at grine. Også når det ikke helt var meningen.
-Jeg kan huske, at jeg skulle spille Richard den Tredje i et uddrag af et Shakespearestykke, og så havde jeg udstyret mig selv med en stor pukkel, havde redt håret helt tilbage, haltede og havde en kunstig arm på. Da jeg kom ind på scenen, var der en i publikum som begyndte at grine højt, og det kunne jeg egentlig godt forstå.
Mia havde en mere alvorlig indgang til skuespilverdenen. Hun vidste allerede som lille pige, at hun ville være skuespiller.
-Jeg vidste det fra jeg var 8 år, og det synes jeg måske er lidt kedeligt i dag, for jeg gik bare benhårdt efter det. Jeg har aldrig arbejdet i en bank, eller læst et eller andet dejligt på universitetet. Jeg har ikke lavet så meget andet. Jeg så danske film som Tro, håb og kærlighed af Bille August og var helt opslugt og tænkte, at det måtte være helt fantastisk at være dem, der var med i sådan nogle film. Jeg kunne også godt lide at spille teater og være en anden, fordi jeg i virkeligheden var rigtig genert. Jeg turde alt muligt, når jeg spillede en rolle, og sådan har jeg det faktisk stadig. Selvom jeg mest er endt med at spille komiske og skæve roller, betyder det ikke, at det er det eneste jeg vil. Jeg vil rigtig gerne spille nogle mere alvorlige roller også, og bruge den side af mit skuespil i fremtiden.
Uanset om det er helt med vilje, eller om komikken sniger sig ud mellem sidebenene på de to skuespillere, så kan deres talent for at opfange og kanalisere det sjove, ikke fornægtes.
Det er allersjovest når…
-På en måde synes jeg, at humor er lidt ligesom støv på en sommerfuglevinge – man skal ikke røre alt for meget ved det.
Sådan indleder Troels sit svar, da spørgsmålet om, hvad humor er for en størrelse kommer på bordet. Der er altså ikke så meget begejstring at finde for humor som samtale-emne, hos de to professionelt sjove mennesker. De er enige om, at humor er et svært begreb at definere, og at det usagte ofte er det sjoveste. Alligevel fortsætter snakken, og de kommer frem til at forstillelse og almen menneskelig usikkerhed danner grobund for rigtig meget sjovt. Troels forklarer:
-Jeg bliver i godt humør af at se mennesker prøve at være noget de ikke er. Når man kan mærke, at nogen synes, at et eller andet er helt enormt vigtigt. Det er tit sjovt. For eksempel når folk går op i, hvordan de ser ud. Det er noget vi alle sammen har et forhold til, og det fascinerer mig. Det er jo meget menneskeligt gerne at ville vise sig fra sin bedste side, og det synes jeg rummer en stor humor. Det er rørende.
Mia nikker og fortsætter ud af samme spor, med at fortælle om en oplevelse hun for nyligt havde på et castingkursus, hvor underviseren gav nogle vise ord med på vejen:
-Hun sagde ’slap af i maven’ og jeg synes virkelig at det er et godt råd, for det er så rigtigt, når man skal spille en rolle. Men jeg kom hele tiden til at tænke; prøv nu at hør her, kære ven, hvis jeg slapper af i maven, så bliver jeg så tyk og kommer til at ligne en der er gravid. Og jeg kunne virkelig mærke, hvor meget jeg går og spænder i maven.
Selvom det er sjovt når Mia fortæller, og vi alle sammen griner af historien, er der noget essentielt her. For vi går alle sammen og holder på en hel masse, og Troels påpeger at humoren kan give et tiltrængt pusterum fra hverdagsperfektionismen.
-Hvis vi alle sammen havde en større grad af selvironi, så ville vores tilværelse altså være lettere. Vi er så opsatte på at gøre det rigtige, komme til tiden, se ordentlige ud, ikke give børnene slik, køre i en flot bil og lade som om det hele går godt. Vi bliver fandeme så stressede og syge af det. Så hvis man ind i mellem kunne lade den der mave hænge og slå en skid og spise en is, så ville vi da have det meget sjovere.
[one_third padding=”0 5px 0 5px”][/one_third][two_third_last padding=”0 5px 0 5px”]
Fakta
Navn Troels Malling Thaarup
Født 23. maj 1972
Opvækst Opvokset i Vestbjerg i Nordjylland
Karriere Uddannet på Statens Teaterskole i 2001, og var ansat på Aalborg Teater i en årrække. I 2009 blev han for alvor et kendt ansigt, da han medvirkede i satireprogrammet Krysters Kartel på DR2.
Privat Bor i København. Troels danner på 24. år par med Tina, og sammen har de Kamille på 14 og Julius på 10.
[/two_third_last]
Den befriende selvironi
Det er jo let at sige, at lidt mindre selvhøjtidelighed ville gøre livet lettere, men det virker som om især Troels har godt fat i den side af sig selv. Mia kan endda berette om en helt konkret begivenhed, hvor Troels gav helt slip på forfængeligheden og bare lo af sig selv.
-Vi skulle optage nye reklamefilm, og det var længe siden vi sidst havde optaget. Da kostumieren kom med dit kostume, kunne du ikke lukke dine bukser. Det var simpelthen så sjovt, og du grinede selv så meget af det. Det er da selvironi.
De griner begge to hjerteligt, og da latteren ebber ud, medgiver Troels, at der i sådan en situation ikke er så meget andet at gøre, end at more sig over det, selvom det faktisk havde været endnu mere komisk, hvis han var blevet helt vildt gal, havde skældt ud, og påstået at bukserne var forkerte.
Lille spejl på væggen der
Interviewet foregår i Troels’ garderobe foran oplyste spejle, hvor vi alle sammen kan se hinanden og os selv, mens vi snakker sammen. En makeup artist er i gang med at smukkesere Mia, inden billederne til artiklen skal skydes, og det giver selvfølgelig anledning til at reflektere videre over, den indsats vi gør, for at skabe et pænere billede af os selv, end det vi fra naturens side kan klare. Troels spørger, hvorfor Mia ikke vil fotograferes uden sminke på?
-Jamen det har jeg prøvet. Den første film jeg var med i, var en dogmefilm, hvor vi skulle spille kvinder der sad i fængsel, så vi måtte ikke have makeup på. Jeg så mig selv i spejlet og tænkte, som altid, at det ikke var helt godt, så jeg snød og tog mascara på, for jeg kunne ikke få mig selv til at vise mig, som jeg var på kamera. Instruktøren opdagede det, og hun blev skide sur på mig, og jeg var simpelthen så flov. Jeg syntes bare, at jeg var så grim uden, og det har taget mig mange år at vænne mig til at vise mig uden makeup, og være okay med at blive filmet som jeg er.
Troels er ikke nær så kritisk, når han ser sig selv i spejlet. Han laver tit grimasser ad sig selv, og demonstrerer ved at løfte øjenbrynene så højt han kan og skyde hagen helt frem samtidig. Han synes nogle gange at han ser træt ud, men erkender at sådan er livet, og han har fået de kort han nu én gang har. For som han siger, er der jo begrænsninger for alle.
-Om man er lille og tyk, eller høj og slank, så har vi alle sammen vores begrænsninger. Jeg skal for eksempel ikke spille muskuløs polarforsker, det har vi Mads Mikkelsen til. Hvis jeg skulle begynde på det, så ville jeg være under et kæmpe pres, og så skulle der virkelig meget træning til. Og det tror jeg ikke, at jeg ville få gjort, fordi jeg alligevel hellere ville ligge på sofaen og se Downton Abby.
Helt så afklaret med rollen som den evigt skæve og sjove karakter er Mia ikke, for hun vil stadig gerne spille en lækker babe, og påpeger at i en branche hvor den ydre fremtoning er en konkret del af jobbet, er presset stort.
-Jeg har altid været meget imod, at folk får lavet kosmetiske operationer og får botox, for så bliver vi andre jo grimmere, og det synes jeg er tarveligt. Jeg har altid sagt at jeg aldrig skulle have lavet den slags, men nu synes jeg, at jeg ser gammel ud, og får rigtig meget lyst til lige at få rettet op på et par ting. Det er altså et dilemma, og jeg synes, at det er irriterende, at jeg skal have det sådan.
På arbejde derhjemme
Det er ikke kun spejlbilleder, der kan få vores forventninger til os selv til at røre på sig. Der er meget at tage stilling til, og de to travle skuespillere er da også mærket af hverdagens mange opgaver. For selvom de interesser sig for deres børns ve og vel, og gerne vil have styr på hvem, der skal til børnefødselsdag hvornår, og om de nu spiser grøntsager nok, så må der jo være en grænse. Troels påpeger, at arbejdet som skuespiller giver mulighed for at skabe de rammer, som mange måske savner i det virkelige liv.
–Uden at det skal lyde højpandet, så lever vi alle sammen i en verden af kaos. Vi flyder rundt på en planet i verdensrummet, som vi overhovedet ikke kender, og hvor intet kan styres og alt er tilfældigt. Det er en skræmmende tanke. Derfor prøver vi hele tiden at domesticere verden, og få det hele til at virke mere ordentligt. Men på bundlinjen er det et stort kaos. På film og teater konstruerer vi en lille bitte verden, hvor vi kan lave præcis hvad vi vil, og hvor vi selv bestemmer virkeligheden, og det giver en enorm frihedsfølelse.
Mia er enig, og synes ofte, at det føles som et frirum at komme på arbejde. Der er plads til en anden grad af koncentration og ordentlighed, som hun savner i hverdagens trummerum.
-Jeg vil så gerne have mindre kaos og stress i mit liv, for hold kæft hvor synes jeg, at hverdagen er presset. Der er hele tiden bunker af mails, jeg ikke får svaret på, og der er rod alle vegne. Jeg hader at vaske tøj og smøre madpakker, og jeg bruger så meget tid på det. Jeg vil meget hellere spille et spil med mine børn, end rende og tømme opvaskemaskinen hele tiden.
Mens Mia er alene med sine døtre, har Troels en hustru, som tager del i dagligdagens slæb. Den konstellation er Mia lidt misundelig på, og hun giver da også Troels et kærligt krydsforhør, for at sikre sig, at han sætter pris på sin kones store indsats, og i det hele taget husker at bidrage med det huslige arbejde. I reklamefilmene er det Mias karakter, der suser med arbejdet til Dubai og får ordnet negle, mens manden i huset bliver hjemme med alle 14 børn, og hun er ikke afvisende overfor, at den fordeling ville passe hende fint i den virkelige verden, hvor det kan føles overvældende og anstrengt.
Netop fordi hverdagen kræver meget af én, er både forholdet til de mennesker man har i sit liv, og det forhold man har til sig selv så vigtigt, og Mia og Troels slutter af med at blive enige om, at de sætter stor pris på, at de kan slappe af i hinandens selskab, fordi det slet ikke er en selvfølge, at kunne det.
-Jeg synes ikke, jeg er plaget af forfængeligheden eller har for høje forventninger til mig selv. Men selvfølgelig kommer jeg i sammenhænge, hvor jeg gerne vil vise mig fra min bedste side, og virke som om, at jeg har styr på det hele, og ikke er ham som i et ubevogtet øjeblik spiser en hel citronmåne, siger Troels.
Mia griner højt.
-Jeg spiste fem fastelavnsboller i går. Det var lige før jeg kunne se, at de satte sig en efter en. Men Troels, du har virkelig ret. Tænk, hvis vi ikke holdt så meget på formerne, og havde så travlt med at være rigtige hele tiden. Så ville verden nok være et lidt bedre sted.