Skip to main content
KANDIDATEN SIDEN SIDST I JOBSTAFETTEN
9. december 2019

Pascal – Fransk finesse fra pølsevogn til opvask

En pølsevogn var det første, Pascal så på sin første rejse til Danmark. Resten af ferien spiste han ristede hotdogs. Nu serverer han dem selv fra en pølsevogn hos Bilsyn Vodskov, når han ikke ordner opvasken hos cateringfirmaet Simon’s. Pascal har landet to jobs og er gået fra 0 til 16 lønnede timer

En ristet med det hele

– Jeg spurgte min ekskone: ”Hvad er den ting”, det virkede så eksotisk på mig, griner franske Pascal og husker tilbage til sit første møde med en pølsevogn foran Tivoli i København. Han var derfor ikke i tvivl om chancen og den utilfældige tilfældighed, da Thorkil, iværksætter og leder hos Bilsyn Vodskov, søgte forstærkning til sin pølsevogn 6 timer ugentligt for at aflaste sin fleksjobber Gitte.

– Det var næsten en ”obsession”. Jeg skulle arbejde her, så da jeg kom til samtale, var jeg nervøs, men jeg udstrålede viljen til at få jobbet, og jeg var ærlig. Voila!, fortæller Pascal og ser på Thorkil og Gitte. De sidder samlet om morgenbordet, hvor lun leverpostej og hjemmebagt kage indleder dagen.

– Åbenhed og et glimt i øjet; han viste engagement og lyst til at prøve. Det var også hans humoristiske tilgang til jobbet, der afgjorde sagen for os, griner Thorkil og suppleres af Gitte:

– Pascal var bedst til at sælge sig selv. Det var det, han gerne ville. Gitte var før alene om pølsevognen, hvor der er travlt, for det der i 2017 startede som en skør idé hos Thorkil er blevet en succes. “En ristet med det hele” sætter kolorit på kundeoplevelsen ved synshallen, på frokostpausen for medarbejdere og nabokolleger fra Autotorvet og til fester, når den rullende hjertevarmer lejes ud med bemanding. Men Pascal bidrager med mere end hotdogs:

-Vi fandt ud af, at Pascal er meget hurtigere til at gøre rent end Gitte. Så de har byttet rundt, så Gitte tager pølsevognen, når den åbner, og Pascal gør rent. Så går Gitte hjem, og Pascal tager pølsevognen, fortæller Thorkil, som i starten tog fusen på Pascal og bad ham om først at gå hjem, når ruderne i porten var lige så skinnende som de øvrige. Umuligt da ruderne i porten er af plast. Tiøren faldt.

Opvask og værdier

Effektivitet ligger til franskmanden med den venlige aura, for i cateringfirmaet Simon’s i Skalborg er de også ovenud tilfredse med de 10 timers effektiv opvaskerhjælp, de får fra Pascal ugentligt.

– Vi har 500 kunder hver dag, som skal have frokost ud, så vi havde brug for en opvasker, og der har vi fundet en ener i Pascal. Han hoppede lige ind. Det tog ham fire vagter, så gjorde han det lige så godt, som dem, der har stået i opvasken i et halvt år. Han er et scoop, fortæller Rune, souschef i Simon’s.

Pascal bidrager med mere end rene fade på rekordtid, for det at virksomheden har taget socialt ansvar gennem ansættelsen har skærpet de eksisterende værdier på arbejdspladsen:

– Det gør, at man er mere opmærksom på folks behov, og på at de trives. I høje tempofag kan det blive glemt, desværre. Men der giver han os en bevidsthed om, at vi skal huske at passe på hinanden, tale pænt, være to til at løfte. Den vej rundt er han også en hjælp til os, og det er en rigtig god feature i det her samarbejde, fortæller Rune, mens køkkenet koger, og dampen stiger fra opvasken og fra Pascal.

Det er let at få varmen af den ros, der tilfalder den ihærdige franskmand. Et godt grin kan han dog også afstedkomme, når han tilbage i pølsevognen udfordrer fagets finesser:

– Jeg kan huske i starten, da Pascal stod i pølsevognen; “nå men hvordan går det?” – “Jo men det gik da, men han rodede lidt med sin présentation” – han mente af hotdog’en – fordi han ville gerne have striberne til at ligge helt lige. Så det er jo lidt eksotisk, hvordan man præsenterer en hotdog, fortæller Thorkil, og alle om bordet griner.

Invitation til Måltid med Mening

21. JANUAR 2020 KL.17-20, KR. 245,- INKL. DRIKKEVARER

Kom og deltag i en spændende aften, når vi mødes for at skabe endnu flere ’små job med mening’. KaffeFair byder på god mad og vin. Vi sætter fokus på, hvordan socialt ansvar også er en god forretning. Arrangementet foregår i eventsalen på Strandvejen 19 i Aalborg.

Køb din billet her: www.job-fokus.dk

KONTAKT
Få besøg af JobFOKUS til en uforpligtende sam- tale i din virksomhed.
www.job-fokus.dk
Teamleder Pia Royberg
Tlf. 30 31 22 99
Mail: pr@job-fokus.dk


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev