Kom med på rundvisning ved kendt fortidsminde fra vikingetiden
På Lindholm Høje findes næsten 700 stensætninger, som hver især markerer en grav fra perioden yngre jernalder til og med vikingetiden, dvs. omkring år 400-1050 e.Kr. Højen er derfor et af Danmarks kendteste og mest ikoniske vikingesteder.
Som noget nyt, lancerer Lindholm Høje Museet nu nogle helt særlige rundvisninger, hvor man kommer med på en fascinerende tur tilbage til vikingetiden og får historien om de mennesker, der levede og døde – og ligger begravet – på det smukke område ved Lindholm Høje.
Det er museumsdirektør – og arkæolog – Lars Christian Nørbach, som guider rundt, og turen indledes udenfor på selve gravpladsen, hvor de mange stensætninger stadig står i landskabet, hvor vikingerne placerede dem for mere end 1000 år siden.
De mange stensætninger har ligget gemt og beskyttet af et flere meter tykt lag af flyvesand lige siden vikingetidens afslutning. De blev først genopdaget i slutningen af 1800-tallet, og området blev udgravet af Nationalmuseet i 1950’erne. En udgravning, der også lokaliserede landsbyen, hvis indbyggere blev begravet på højen.
Rundvisningen fortsætter indenfor på Lindholm Høje Museet, hvor der både fortælles om udgravningen af området, begravelsesritualer og om dagligdagen i vikingetiden på Lindholm Høje – og ikke mindst kan man se de mange fine fund fra højen.
Lars Christian Nørbach har blandt andet skrevet bogen ”Mellem hammer og kors”, der handler om overgangen fra asatro til kristendom, og rundvisningen omhandler derfor også fortællingen om tro og dagligliv i jernalder og vikingetid, kristendommens fremkomst samt kongemagt og bønder.
Efter rundvisningen, som varer en god time, serveres der lækker mad i museets café. Inkluderet i prisen er nemlig et såkaldt Lindholmbræt med årstidens udvalg af nordjyske delikatesser – blandt andet pålæg fra Rævhede, hjemmerøget laks samt syltevarer og oste.
Hvornår:
Tirsdag 20. august 2019 kl. 17.00 – 20.00
Tirsdag 27. august 2019 kl. 17.00 – 20.00
Pris:
260 kr. inkl. 10 kr. i online administrationsgebyr.
Billetter kan købes via www.nordmus.dk