Kom med bag kulisserne på Aalborg Teater i efterårsferien
Tirsdag den 19. oktober 2021 fra kl. 12.00 til kl. 16.00 er der mulighed for at tage hele familien med på en spændende oplevelsestur i efterårsferien, når Aalborg Teater slår dørene op til et sandt overflødighedshorn af aktiviteter og oplevelser for både små og store.
Stort kostumesalg
Teatrets skræddere har været i gemmerne og på kostumeloftet og fundet et kæmpe udvalg af kostumer frem som sælges ved arrangementet og der er alt hvad hjertet kan begære af tøj og kostumer.
Teatrets garderobe omdannes til et sandt slaraffenland af sjove, skøre, farvestrålende og festlige kostumer, så mangler du et kostume til Halloween eller vil du allerede nu sikre dig et kostume til næste års karneval eller måske venter der en stor fest forude, så kan du gøre et helt unikt køb.
Har du bare brug for en ny jakke eller en god trøje, så er der også mulighed for at erhverve sig det.
Rundvisninger og arbejdende værksteder
Der er mulighed for at komme med rundt i alle hjørner og afkroge af teatret, høre anekdoter om teatret og få et kig ind alle de steder man som publikum normalt ikke ser når man besøger teatret, når der dagen igennem er guidede rundvisninger.
Desuden bliver der på rundvisningerne mulighed for at komme forbi både skræddersal, snedkersal, malersal og frisør, hvor der er fuld gang i aktiviteterne med forberedelser til de kommende forestillinger.
Rekvisitsalg
Har du brug for en sjov hat, eller har du lyst til at pynte dit juletræ på samme måde som Tudse i Jul i Piletræerne, nemlig med fly eller kan dit barn bruge en lille taburet i form af lakridskonfekt fra Hans og Grete, vil der være chance for at få fat i en af disse eller mange af de andre sjove ting, når vi sælger ud af vores mange rekvisitter.
Prøv kostumer og tag en selfie
Hvem drømmer ikke om at klæde sig ud som papegøje, krage eller kæmpe mus eller noget helt fjerde. Nu er chancen der når teatrets Mindste Scene omdannes til en kæmpe udklædnings-kuffert med kostumer, hatte, parykker og andet sjovt fra gemmerne.
Snefald-udstilling
Foyeren på første sal er omdannet til et eventyrland fra årets familie juleforestilling Snefald, her er der mulighed for at komme tæt på store snekrystaller, rekvisitter, et hus og et stort udvalg af kostumerne fra forestillingen.
Hygge i Teatercaféen
Aalborg Teaters hyggelige Teatercafé vil hele dagen være åben og serverer snacks, hjemmebag, kaffe / the og kolde drikke.
Der er gratis adgang til arrangementet og tilmelding er ikke nødvendig.
Foto: Skræddersalsleder Helene Billingsøe og Anne Remien ansvarlig påklæder og skrædder gør klar til kostumesalget ved Åbent Hus på Aalborg Teater.
Fotograf: Lars Horn