Skip to main content
tekst KRISTIAN ANDERSEN | foto PRESSE
10. februar 2019

Kandidaterne – Kan hun slå Løkke? Kan han slå Mette?

Inden 17. juni skal Danmark til folketingsvalg. Derefter skal et nyt Folketing forme Danmark. APPETIZE har mødt to af kandidaterne. To af de tungeste nordjyske kandidater:
 Mød socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, 41, der nu stiller op i Aalborg for at erobre statsministerposten. 
Og mød Venstres skatteminister, Karsten Lauritzen, 35, der har brugt fire år på at rydde op i Skatteministeriet – og er klar på fire nye år som minister

Kan hun slå Løkke?

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er tilbage i Nordjylland. Tilbage i Aalborg, hvor hun voksede op i en politisk familie. Efter 18 år som folketingskandidat i hovedstaden, stiller hun nu op i Aalborg Østkredsen. Ikke bare for at blive valgt til Folketinget, men for at gå hele vejen. For at blive Danmarks statsminister.

Men kan hun slå Lars Løkke Rasmussen? Hvorfor vender hun tilbage? Hvad får man ud af at bruge sit liv på politik? Og hvad skal danskerne forvente, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister? Hvad sker der, hvis hun taber valget?

“Jeg kan slå Anders Fogh!”

Det var hovedbudskabet fra den 39-årige Helle Thorning-Schmidt, da hun i 2005 som helt nyvalgt folketingsmedlem stillede op til formandsposten i Socialdemokratiet. Og hun vandt formandsposten – foran nordjyske Frank Jensen, der ellers lignede favoritten.

Men Helle Thorning-Schmidt slog ikke Anders Fogh. Fogh vandt statsministerposten for tredje gang i 2007. Og Danmark måtte gennem en international finanskrise, før Thorning i 2011 løb med statsministerposten for næsen af Lars Løkke Rasmussen, den nye Venstre-formand.

Siden generobrede Løkke Statsministeriet i 2015. Og hurtigt efter overtog Mette Frederiksen, der var af Helle Thorning-Schmidts stærkeste ministre, formandsposten i Socialdemokratiet.

Med klar tale og stærk socialdemokratisk autenticitet skal Mette Frederiksen vinde Statsministeriet tilbage.

Nu skal Mette Frederiksen slå en rutineret Lars Løkke Rasmussen – og bygge videre på en politisk karriere, der startede i et parcelhuskvarter ved Grønlandstorvet i Aalborg.

Hvordan oplevede du at blive medlem af folketinget?

– Det er en stor begivenhed i et liv og noget, jeg gik ind i med noget ærefrygt. Noget af det jeg husker mest er, at man som nyvalgt skal igennem grundlovsceremoni, som er meget højtidelig. Man skriver under på, at man i alle henseender vil overholde grundloven og demokratiet. Så står man dér med et glas champagne, det er meget højtideligt. Det var en stor oplevelse.

Hvad føler man, når man får meddelelsen?

– Jeg var faktisk helt sikker på, at jeg ikke ville blive valgt. Det år var kommunalvalget og folketingsvalget slået sammen. Jeg var opstillet i Ballerup, og der fik vi som altid et godt kommunalvalg. Så der var god stemning. Men jeg tog alligevel hjem for at sove, fordi jeg følte mig helt sikker på ikke at være kommet ind. Så fik jeg opkaldet dagen efter, om at jeg var kommet ind. Og endda med et stort antal stemmer. Det var et rigtig dejligt opkald at få.

Hvordan er Christiansborg for nyvalgte?

– Det er en virkelig mærkelig arbejdsplads, fordi alt er nyt, og der er mange uskrevne regler, som man ikke har en kinamands chance for at kende. Så første tid er man meget søgende – også helt bogstaveligt, for man bliver let væk på de lange gange. Det er første gang, jeg er formand for Socialdemokratiet ved et folketingsvalg. Og jeg tænker, at når der kommer nye MF’ere ind efter næste valg, så vil jeg gerne gøre mig mere umage for at byde dem velkomne. For man kan godt føle sig lidt alene som ny, og vi kan godt blive bedre til at passe på hinanden.

Er det et problem, at folketingsmedlemmer bliver yngre og yngre?

– Ja og nej. Hvis der kommer for mange unge ind, er det et problem. For livserfaring har en selvstændig værdi. Men hvis der kommer unge ind sammen med mange med erfaring, både politisk og fra arbejde, betyder alder ikke noget. Men hvis vi kommer ind i en udvikling, hvor flere ikke har særlig meget erhvervs- eller menneskelig erfaring, så synes jeg, det er et problem. Ligesom det var et problem, at der engang kun var mænd eller kun var ældre. Vi har brug for repræsentanter for hele Danmark i Folketinget.

Hvad er forskellen på at være
 MF’er og minister?

– Den største forskel er arbejdsbyrden. Selvom mange MF’ere arbejder meget, og mine kolleger er meget bedre end deres rygte, så er arbejdsmængden som minister meget større. For mit vedkommende var det som minister, at jeg gik fra at være meget entydig S-politiker til også at være optaget af også at være minister for dem, der ikke havde stemt på mig. Det vil jeg tage med mig videre, hvis vi skulle vinde valget. Jeg synes, at Danmark fortjener en statsminister, der også er statsminister for dem, der ikke stemte på os.

Fakta om Mette Frederiksen

  • 41 år, bor i Nordsjælland med sin kæreste, har sommerhus i Bælum
  • Mor til to, fraskilt
  • Opvokset i Aalborg i en meget politisk familie, hvor faderen, Flemming Frederiksen, var amtsrådsmedlem, og farfaren, Svend Erik Frederiksen, var viceamtsborgmester – begge for Socialdemokratiet
  • Ungdomskonsulent i LO 2000-2001
  • Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen 2000
  • Medlem af Folketinget fra 20. november 2001
  • Næstformand for Socialdemokratiets Folketingsgruppe 2005-11
  • Beskæftigelsesminister 2011-14
  • Justitsminister 2014-15
  • Formand for Socialdemokratiet 2015
  • Skifter 2018 opstillingskreds – og bliver ny kandidat i Aalborg Østkredsen

Hvad fik dig til at søge mod Aalborg igen?

– Der er to grunde. Den ene er hvem jeg og hvor jeg føler mig hjemme. Selvom jeg er flyttet, er jeg meget nordjyde. Min familie bor stadig i byen, og det er her fra min verden går. Der er noget personligt og noget partimæssigt. Nordjylland er et af vores stærkeste steder. Mange stemmer meget vedholdende socialdemokratisk. Som statsministerkandidat har vi selvfølgelig et øje på, hvor det stærkeste S-bagland er. Men jeg har altid sagt, at skulle jeg flytte kreds, skulle det være hjem til Nordjylland.

Er der en særlig nordjysk mentalitet, som du føler dig som en del af?

– Det der med at tage tingene lidt som de kommer er ret nordjysk. Det tror jeg, er noget af det nordjyske i mig. Så er der noget, der ikke er så nordjysk i mig. Jeg jubler nok lidt mere højlydt end mange nordjyder. For jeg kender mange nordjyder, der er lidt roligere, og siger ”det’ da meget godt”.

Så er der selvfølgelig også det der med ikke at bruge penge på noget, der ikke er nødvendigt. Det har jeg meget i mig. Jeg havde et sommerhus med en meget stor græsplæne. Og i stedet for at købe den store havetraktor til formålet, så købte jeg en helt almindelig med det resultat, at jeg slog græs i flere timer.

Hvilket Aalborg ser du i dag sammenlignet med din opvækst?


– Meget anderledes. Noget er det samme. For eksempel en tur gennem Bispensgade eller i Salling. Du møder altid nogen, du kender. Det er det samme. Og byen er stadig ret rolig. Og Læsehesten er stadig den samme. Men der bliver bygget rigtig meget nyt. Mange nye boliger og det er en hel anden og ung by, end da jeg voksede op, fordi mange unge kommer til byen for at læse. Det er rigtig fedt. Da jeg var barn var der mange af de store virksomheder. På Kvægtorvet er der nu koncerthus. Spritfabrikken lugtede og fjorden var ikke ren. Nu anbefaler amerikanerne at besøge byen.

Hvad kommer valgkampen til at handle om for dig?

– Den kommer til at handle om velfærd og retfærdighed. At beskæftige sig med den stigende ulighed. Danmark skal være grøn stormagt igen, og så skal vi have en udlændingepolitik, hvor vi styrer, hvor mange der kommer hertil.

Hvad er på spil? For Nordjylland?

Der er noget særligt på spil, fordi Nordjylland for første gang har mulighed for at få en statsminister. Og selvfølgelig har det en betydning for Nordjyllands placering.

Hvad er på spil? For Danmark?

– Grundlæggende om vi vil styrke det, der har gjort Danmark stærkt, et lige samfund, eller svække det, så forskellene bliver endnu større.

Kan du slå Løkke?

– Jeg vil gøre alt jeg kan, men i sidste ende er det vælgerne, der skal træffe den beslutning.

Hvad sker der, hvis du taber?

– Politisk vil en borgerlig regering have fået mandat til at trække Danmark mere skævt. Personligt vil jeg fortsætte som formand for Socialdemokratiet.

Kan han slå Mette?

Gennem fire år har 35-årige Karsten Lauritzen været hele Danmarks skattefar – og stået med ansvaret for en gigantisk oprydning af skattevæsenet. Skiftet direktører ud, skrottet IT-systemer og delt det gamle SKAT op i nye styrelser. Og ansat mere end 2.000 nye skattemedarbejdere over hele landet.

Skatteministerposten er svær – men også vejen til den absolutte top i dansk politik, hvis man er Venstre-politiker. Her startede tidligere statsminister Anders Fogh og finansminister Kristian Jensen deres opstigning.

Nu udfordres Karsten Lauritzen af Mette Frederiksen i kampen om nordjydernes stemmer. Kan han slå hende?

Du kommer fra en politisk familie. Din far var borgmester, mens du var barn og ung. Du blev selv formand for Venstres Ungdom, før du i 2007 kom i Folketinget. Hvad er det for et liv, der tiltrækker en ung mand som dig?

– Det er først og fremmest et kæmpe stort privilegium at få lov til at repræsentere nordjyderne i Folketinget. Sådan så jeg også på det, da jeg som barn og ung så min far, der var medlem af kommunalbestyrelsen og blev borgmester. Det handler selvfølgelig om, at man gør sig selv klart, hvad man principielt selv står for. Men derud over er det simpelthen en livsstil at være politiker. Det handler om, at man repræsenterer andre. Møder andre, lytter til andre – og på baggrund af det, man hører fra de vælgere og den egn, man repræsenterer – og det man selv har af principielt udgangspunkt – er med til at forme Danmark.

Hvordan oplevede du at blive medlem af Folketinget?

– Det var meget stort. Jeg var jo ung. Og havde i det hele taget den der oplevelse af, at alt er muligt i livet. Men at blive medlem af Folketinget var virkelig en ambition, som jeg kæmpede meget hårdt for at kunne opnå. Og så lykkedes det. Fordi andre mennesker tror på en og satser på en. Viser dig en meget stor tillid. Selv om du er ung.

Hvad føler man, når man får meddelelsen?

– Jeg var selvfølgelig glad. Jeg var sammen med mine kammerater, der havde ført valgkamp sammen med mig over hele Nordjylland. Det var rigtig mange af mine venner fra Venstres Ungdom. Vi havde alle sammen opnået det, vi gik efter. Det var en sejr for os alle sammen. Også for de mennesker i Nordjylland, der havde opstillet mig samme år, var det jo en sejr.

Hvordan var Christiansborg for den nyvalgte?

– Christiansborg er stor. Og kringlet. Også på den måde hverdagen fungerer på. Det kom selvfølgelig ikke bag på mig. For jeg kendte jo politik. Havde været formand for Venstres Ungdom i to år og haft sæde i Venstres hovedbestyrelse, hvor ministrene og folketingsmedlemmer også sidder. Men det man meget hurtigt finder ud af er jo, at du kun kan gennemføre noget, når du spiller sammen med andre.

– Og det med at gennemføre noget er faktisk det, jeg har lagt vægt på hele tiden. Det er ikke nok at komme i avisen. Du skal gøre nytte. Du skal leve op til tilliden fra de mennesker, der har stemt på dig.

– Jeg er heller ikke i tvivl om, at det er et særligt privilegium at være folketingsmedlem fra Nordjylland. For nordjyderne er både loyale, når du viser dem, at du lytter og gør dit arbejde. Men de er også gode til at holde dig fast. Det er stærke medspillere. Og det betyder faktisk, at du får skabt nogle forandringer. Du løber ikke alene rundt på de lange gange.

Er det et problem at folketingsmedlemmer bliver yngre og yngre?

– Jeg synes, der skal være en sammensætning af Folketinget, så vi har folk fra alle aldersgruppe og alle dele af landet. Og jeg kom ind som 23-årig, så der er ingen tvivl om, at der er nogle, der har følt, at jeg var meget ung.

– Men det er først og fremmest et problem, hvis der kommer for mange, som ikke kender den verden, der ligger uden for Christiansborg. Eller kun kender den fra studiebøgerne.

– Jeg kan bare sige, at det er der bestemt ingen tvivl om, at man kommer til at glemme, når du er opstillet af nordjyske Venstrefolk. De skal nok holde dig på sporet. De ved godt, hvorfor de har opstillet dig – og hvad du blev valgt på. Det får du ikke lov til at glemme. Og jeg mener da også, at det er et kvalitetsstempel, at du bliver genvalgt, når du har haft en periode på Christiansborg.

Fakta om Karsten Lauritzen

  • 35 år og single
  • Bor i København, men har sommerhus i Tversted
  • Opvokset i Vesthimmerland, hvor hans far, Jens Lauritzen, var 
Venstre-borgmester 1998-2010
  • Bachelor i administration og samfund fra Aalborg Universitet
  • Landsformand for Venstres Ungdom 2005-07, næstformand 2003- 
05
  • Medlem af Folketinget for Venstre i Hjørringkredsen fra 2007
  • Venstres retsordfører 2011-15
  • Tidligere medlem af finansudvalget, skatteudvalget og retsudvalget
  • Skatteminister fra 2015

Du bliver så skatteminister i 2015. Som den yngste minister – du er 31 år – får du Skatteministeriet – og overtager en kæmpe opgave. Hvordan har kan du gøre status efter fire år?

– Det har været lærerigt! Det har jo været en stor opgave, at få ryd- det op i skattevæsenet. Og vi er heldigvis kommet rigtig langt med at rette op på det, der var fejlet. Det har jeg kunnet gøre, fordi jeg har haft hele regeringens opbakning. Og fordi vi har haft en bred politisk forståelse med de tidligere regeringspartier om, at vi skulle løse den opgave sammen. Fordi ansvaret for, at de beslutninger, der førte til de problemer, vi har set, også er spredt ud på alle partier, der har siddet i regering.

– Jeg gik faktisk til valg på skattelettelser. Jeg er liberal. Men jeg kan også efter fire år som skatteminister konstatere, at genopretning af skattevæsenet har været den største investering i kroner og ører, som vi har lavet i regeringen siden 2015. Vi vil have brugt 13 milliarder på skattevæsenet, når vi går ud af 2019. Vi har ansat flere tusinde nye medarbejdere, så skattevæsenet øges fra at være nede på 6.500 mand til at komme op på omkring 9.000.

– Det tager tid at få genoprettet skattevæsenet. Vi har lavet en kæmpe turn-around. Og vi er ikke helt færdige. Men i 2021 skulle det fungere på alle ventiler.

Hvad er forskellen på at være MF’er og minister?

– Den største forskel er jo, at du har ansvaret for, at der bliver gjort noget ved de forandringer, du har lovet før valget. Dermed følger også ansvaret for at samle et flertal for nogle konkrete ting. Og når det gælder om at genoprette skattevæsenet, så samlet et meget bredt flertal.

– Men jeg har også dyrket nogle andre nordjyske sager. Som udflytningen af statslige arbejdspladser. Som en del af genopretningen af Skattevæsenet har vi flyttet rigtig mange statslige arbejdspladser ud fra København. Og når du sidder i regeringens økonomiudvalg, sådan som jeg har gjort, så er du også med til at fordele andre af regeringens prioriteringer.

– Blandt andet har jeg været med til, at vi har tre-doblet lægeuddannelsen i Aalborg. Men også været med til at sikre, at Koldkrigsmuseet i Rold Skov og flytningen af Rubjerg Knud Fyr er kommet på finansloven.

Er der en særlig nordjysk mentalitet, som du føler dig som en del af?

– Jeg tænker i virkeligheden, at Nordjylland skulle råbe lidt højere. Og slås lidt mere – og kræve lidt mere. Det har jeg i hvert fald lært af at være politiker.

– Jeg har i mange år haft et stort netværk uden for Nordjylland. Så jeg tror faktisk, at jeg som ung har været ret præget af andre. Men min politiske indstilling og min nordjyske mentalitet tror jeg egentlig fra min tidlige ungdom har været præget af, at man skulle være aktiv, hvis der var noget, man ville have lave om. Og det har jeg gjort. Jeg har markeret mig ret tidligt. Og det er måske ikke så nordjysk. Men det nordjyske har jeg med mig på den måde, at jeg kender nordjyderne ret godt. Jeg ved, hvad vi arbejder med, hvad vores virksomheder beskæftiger sig med, hvad de investerer i. Og hvor nordjyderne mener, verden skal udvikle sig hen.

Hvilket Aalborg ser du i dag sammenlignet med din opvækst?

– Aalborg vokser – og vokser flot. Og det betyder også, at byen udvikles på rigtig mange måder. Universitet gør en kæmpe forskel – både i forhold til at udvikle byen, erhvervslivet, arbejdspladserne og den befolkningssammensætning, vi har i dag. Vi er blevet meget mere internationale. Trækker mange, mange mennesker til fra hele verden. Men jeg kan stadig kende Aalborg. Og jeg er stolt af Aalborg og Nordjylland. Det er her jeg hører hjemme, her min familie bor. Her jeg har mange venner. Og når New York Times placerer Aalborg som nr. otte på verdens mest interessante turist-destinationer, så bekræfter det jo, at meget af det, vi arbejder på skal ske i Nordjylland, lykkes.

Hvad kommer valgkampen til at handle om for dig?

– Den kommer til at handle om at møde nordjyderne, der hvor de er. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal forklare mig. Blandt andet om den forandring af skattevæsenet, jeg har stået i spidsen for. Men i virkeligheden også at fortælle om, hvordan vi kan bygge videre på den udvikling, Danmark står i nu.

Hvad er på spil? For Nordjylland?

– Den tredje Limfjordsforbindelse er på spil. Jeg har kæmpet for den længe. Og når vi ikke har fået den endnu, skyldes det simpelthen at vi nordjyder har været for dårlige til at stå sammen om, at den skal til. I løbet af de næste år skal vi i gang.

– Som sagt skal vi kæmpe for, at Nordjylland bliver hørt mere. Jeg kan se, at andre lykkes mere med det, end vi gør. Derfor kommer jeg til at føre en valgkamp, hvor jeg tager Nordjylland op. En valgkamp, hvor vi bliver stolte af os selv.

– Vi praler for lidt! Men jeg vil fremhæve Nordjylland for, at vi har en stærk sund fornuft. At vi har en fantastisk arbejdsmoral. At vi er pragmatiske og dygtige til at få ting til at lykkes. Vi har et stærkt fællesskab, hvor alle bidrager – selv om jeg som skatteminister fra Nordjylland måske godt ved, at vores skatteevne måske er lidt større end den officielle statistik viser.

Hvad er på spil? For Danmark?

– For Danmark er det på spil, at vi måske kan sætte vores stærke stabile samfund på spil, hvis vi ikke tænker os om. Ved det sidste valg stemte danskerne sådan ved folketingsvalget, at kun lidt mere end halvdelen af stemmerne gik til Venstre og Socialdemokratiet, som var klar til at sidde i regering og tage ansvaret for, at Danmark i virkeligheden flytter sig i den retning som partierne siger, de gerne vil have udviklingen til at gå. Det har faktisk gjort det lidt svært, at drive nogle forandringer igennem, sådan som danskerne egentlig stemte for. Og jeg kan da også se, at Socialdemokratiet på partiets kongres i Aalborg i september opsagde den samarbejdsaftale om genopretningen af skattevæsenet, som vi har haft. Det gør det ikke lettere at fastholde Danmark som et stærkt samfund, hvor vi har tillid til hinanden og de institutioner, der gør os til et stærkt samfund.

Kan du slå Mette – og sikre flertallet til en blå regering?

– Jeg mener faktisk, at det går godt i Danmark og i Nordjylland. Og jeg mener, vi kan være tilfredse med de ting, vi har sat i gang. Udflytning af statslige arbejdspladser, tredobling af den nordjyske lægeuddannelse og andet. Så jeg tror, udgangspunktet er rigtig godt.

Er du klar til fire år mere som minister, hvis sejren går til jer?

– Jeg er klar. Og jeg hører endda rygter om, at jeg også får tilbudt Skatteministeriet, hvis oppositionen vinder – fordi ingen vil have skatteministerposten. Om statsministeren så synes, jeg skal være minister er en anden sag.

Hvad sker der hvis I taber? Er du så stadig i politik?

– Jeg har faktisk svært ved at forestille mig, at jeg ikke er politiker. På en eller anden måde. Men det er jo op til nordjyderne. Og deres fornuft tror jeg ret meget på.


Nyeste artikler


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev