Kært barn har mange navne
Martin Kanstrup spiller, laver komik, fortæller, synger, laver sketches og alt derimellem. han ser sig selv som en trubadur eller som underholder, men som han også siger: “Kært barn har mange navne” – og det må man sige! Mange navne og mange talenter ikke mindst. og han afslutter da også med at sige, at man faktisk må kalde ham, hvad man vil. Han er bare taknemmelig for, at mange kan lide det, han laver.
Martin aflægger visit hos APPETIZE i Aalborg en onsdag middag, hvor han er på vej op til Frederikshavn for at afholde et af sine utallige shows på Danmarkstouren “En bette show – 2025”, hvor alt melder udsolgt. Martin ankommer med præcis den energi, man forestiller sig. Han er sjov, men på en underspillet måde, meget behagelig at være sammen med og ikke mindst jysk på den helt nordjyske måde.
Onkel Erling som inspiration
Interessen for musik startede lang tid før interessen for komik. Allerede i 7-årsalderen startede Martin på Musikskolen i Thisted, fordi han var dybt fascineret af sin onkel Erling, der spillede guitar, og derfor ville lære at gøre ham kunsten efter. Samtidig opdagede han også allerede i sine spæde år, hvordan musik kan røre en meget dybt. Dengang var det old school rock’n’roll som Chuck Berry, Little Richard, Beatles og den slags, som virkelig kunne røre noget i Martin.
Hans tidligste minder med komik bevæger sig meget omkring Linie 3, De Nattergale, Finn og Jacob og Niels Hausgaard. Og den stil står også tydeligt frem i det materiale, Martin laver i dag – dog selvfølgelig med et personligt twist.
Martin troede dog aldrig, at hans karriere skulle gå, som den har gjort. Han troede i en ung alder, at han skulle arbejde i en musikbutik, og han brugte samtlige praktikker i folkeskolen på at stå i den lokale musikbutik. Desværre kun for at finde ud af, at det slet ikke levede op til hans forventninger.
Han beskriver grinende, hvordan folk kom ind fra gaden og hamrede løs på butikkens instrumenter fra morgen til aften. Så selvom han selv kan være larmende, var dét alligevel en tand for meget ballade til hans smag.
Dialekten består
– Jeg troede aldrig, jeg skulle uden for Thy”, fortæller Martin med et grin.
Han troede slet ikke, at den underholdning, han laver, kunne være interessant for folk fra andre landsdele. Men nu underholder han i hele landet og ikke mindst også for hans knap 200.000 følgere på Facebook. Han holder dog stadig fast i at underholde på samme måde, som da han kun optrådte i Thy for langt færre mennesker. Det er vigtigt for ham at bevare autenticitet og holde fast i sine rødder og ikke mindst bevare sin dialekt. Han har udviklet et hybridsprog, så de fleste forstår essensen af det, han siger.
Et “nogenlunde” produkt
Inden Martin lavede musik og komik i dén kaliber, han gør i dag, levede han af musikken i 10 år. Han fortæller, hvordan han lavede en tour, som han dog ikke rigtigt vil kalde en tour. Men han tog rundt til en masse forsamlingshuse i Thy og optrådte med en aften, han kaldte “En gur auden” og senere “En gur auden 2.0”.
Martin levede fint af musikken og elskede at underholde publikum, ikke kun med musik, men også med sjove indslag. Han oplevede pludselig, at folk, der ikke var fra Thy, begyndte at dukke op i Thy for at se ham. Martins forklaring herpå er, at hvis man har et “nogenlunde produkt”, som han så ydmygt kalder det, så skal det nok rygtes med tiden. Og det er ifølge Martin også dét, der er sket nu, hvor hele hans tour “En bette show” er fuldkommen udsolgt. Han fortæller selv, hvor ufatteligt han synes, det er. At han prøver at nyde det hele og at tage det hele ind. Og ikke mindst at være så god som overhovedet muligt under hvert eneste show.
“Jeg aner ikke, hvor den vanvittige tanke kom fra”
Martin tænker tilbage på sin allerførste optræden med både stolthed og frygt. Han blev ringet op en aften af en bekendt, der var med til at starte en musikforening. Martin bliver spurgt, om han kender nogen, der kan bookes til en musikaften i Snedsted Hallen for omkring 100 mennesker. Martin overvejer det i et kort øjeblik, og pludselig flyver ordene ud af munden på ham: “Hvad med, at jeg gør det?”. Et skelsættende øjeblik i Martins karriere.
– Jeg aner ikke, hvorfor den vanvittige tanke pludselig kom til mig, siger han grinende og fortsætter:
– Jeg havde puslet med tanken om at optræde i det helt små, men havde manglet et mål eller en deadline for rent faktisk at gøre noget ved det.
En Tour de France-etape
Martin beskriver det som en ud-af-kroppen-følelse, da han pludselig stod der i Snedsted Hallen og skulle optræde 2 x 30 minutter foran sit første publikum. Han havde haft det forfærdeligt i dagene op til, og han beskriver, hvordan det gik op for ham, da han endelig stod på scenen, at i komik handler det lige så meget om pauserne, som det du rent faktisk siger.
– Det er ligesom en Tour de France-etape: du kan ikke have et publikum kørende højt op hele tiden. De skal også lige ned og dykke lidt en gang imellem.
Da Martin fortalte sin omgangskreds, at det gik godt med musikken, og at det efterhånden var blevet til en mulig levevej, sagde de fleste til ham: “Det er da meget sjovt, hvordan du er den eneste, der ikke har kunnet se det før nu”. Men for Martin var det et voldsomt skridt at tage, men at reaktionen fra venner og bekendte var så umiddelbar og positiv, hjalp ham med at tage springet.
Jomfru Ane Gade som lærermester
I nogle af de yngste år i Martins karriere boede han i Aalborg og spillede som fast inventar på mange af Jomfru Ane Gades spillesteder både onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Steder som Andy’s og Zwei og det gamle Mexi-bar, men også en del uden for gaden på for eksempel Old Games Pub. Her husker han, at han lærte meget af at spille, netop fordi der hele tiden er udskiftning i publikum.
På 5 minutter kunne der pludselig stå et helt nyt publikum, som han var nødt til at fornemme og forholde sig til. Det lærte ham meget af den improvisation, han i dag også praktiserer. Og samtidig gav det ham også de remedier, han stadig bruger i dag, når han skal skabe kontakt og føling med sit publikum.
Musik, komik eller truckfører?
På et tidspunkt stod Martin ved en skillevej. Et tidspunkt, hvor han både var startet op med komik og samtidig solgte koncerter til koncerthuse. Han fortæller, at han ikke følte, at han kunne begge dele og derfor var nødt til at tage et valg. At han var bekymret for, hvordan det ville gå.
Men samtidig fortæller han også, at for eksempel under corona, da musikbranchen nærmest var gået i stå, fik han arbejde på en efterskole, hvor han både gjorde “lokummer” rene, og senere blev han ansat som poder.
Det gennemsyrer Martins fortællinger, hvor solidt han har plantet fødderne på jorden, og som han siger:
– Hvis jeg en dag endte med at skulle være truckfører, så ville jeg nok også synes, det var vældigt sejt.
70/30-reglen
Martin lader sig ikke påvirke af det pres, der ligger og lurer, bare fordi det er mange mennesker, han skal optræde for. Han er taknemmelig, men han ved også, at det ikke altid er alle, der kan lide det, han laver. Han lever efter det, han kalder 70/30-reglen, hvor han er tilfreds, hvis 70 % af publikum kan lide det, han leverer.
Faktisk bruger han også reglen i alle andre aspekter af sit liv. I sit parforhold, musik, komik eller bare en helt almindelig dag med sin familie. Det skal ikke altid være 100 % perfekt. Så længe fordelingen hedder 70/30 i det store billede, så er han godt tilfreds. Det gør det nemlig muligt at opnå det meste af tiden, og samtidig lægger han ikke under for et unødigt pres.
Den nye dreng i klassen
Martin kan ikke vælge, om han sætter mest pris på at lave de store jobs eller de små og mere intime jobs. Han elsker begge dele på hver deres måde. Men når det er sagt, er de helt store jobs noget fuldstændig nyt for ham og giver ham et sus, fordi det ikke er noget, han er vant til at gøre.
Den største udfordring er dog, at arbejdet med musik, komik og fortællinger har en begrænsning. Et show kan aldrig blive så langt, som Martin kunne ønske. Han har altid mere, han gerne vil fortælle, og en masse musik, han gerne vil spille. Så handler det for ham om at få valgt det helt rigtige materiale ud, så det kan repræsentere alt det, han ikke har plads til at få med.
Derudover har han før følt sig som den nye dreng i klassen, hvor både andre og han selv har haft svært ved at finde sit ståsted i branchen og finde den plads, der passer til ham. Han er ikke en typisk komiker, men han er heller ikke en typisk spillemand. Han fortæller, hvordan han er blevet omtalt som, hvis Niels Hausgaard og Ørkenens Sønner fik en søn. En omtale, han kun er stolt af og heller ikke afviser, har noget på sig.
Alternative veje
Den gængse komiker starter som regel sin karriere ud med at gå på Open Mics – som regel på mange af stederne i København. Martin fortæller, at han synes, det nogle gange kan give et falsk billede af, hvad folk egentlig synes er sjovt. For hele konceptet på sådan en Open Mic er, at man skal grine og “hjælpe” den, der står på scenen. Derfor kan det i nogle tilfælde lede til falske grin. I stedet tester han sit nye materiale af på f.eks. firmajobs eller på Facebook, hvis det er små observationer.
Han fortæller grinende om engang, han lavede en sketch om en airfryer eller om at bakke med trailer på Facebook. Det gav helt overvældende meget positiv respons, fordi det er små ting, der fylder i mange danskeres hverdag. Og når man gør grin med, hvor meget vi på et tidspunkt snakkede om airfryeren, ser man pludselig sig selv udefra og føler sig fanget i et lidt pinligt øjeblik.
Det er de små øjeblikke, Martin elsker at ramme og sætte ord på. For så giver komikken sig selv og er ikke søgt. Han understreger dog, at han altid vender det med sin hustru, naboer, familie eller venner, hvis han tager udgangspunkt i personlige oplevelser fra det private liv, som vedrører dem.
Regional-tv og reality
Martin fortæller med et glimt i øjet, at noget af det, han selv griner allermest af, kan være regional-tv. At de små samfund og de ting, der optager dem, kan rumme så meget underspillet humor – både bevidst og ubevidst. Men også Dalgaards Tivoli, som ifølge Martin var noget af det første reality, der blev lavet lang tid før, reality var et begreb.
Generelt kan han godt lide at se og grine af den helt almindelige dansker, der bare er sig selv og ikke “pimpet op”. Tværtimod synes han, at det bliver plat, når der bliver gjort grin med for eksempel antallet af køn, seksualitet, religion eller hvad folk identificerer sig med. Som han siger, så er han “pisseligeglad”, så længe man er et ordentligt menneske:
– Humor er jo lavet, fordi man skal have det sjovt. Ikke for at støde eller provokere nogen bevidst, understreger han.
Fra 8 til 90 år
Martin fortæller, at han har oplevet, at en 8-årig pludselig stod i hans merchandise-shop efter hans show. Det blev han meget overrasket over. Samtidig har den ældste været over 90 år. Det er et stor kompliment for ham, at hans humor kan spænde så bredt.
Den største ros, han kan få efter et show, er, at han har givet publikum en god aften, og at de ikke føler, aftenen er spildt. For som han siger, så er det jo ikke bare pengene på billetten, der er brugt. Det er tid, det er ofte et restaurantbesøg inden, det er måske pasning af børn – der er mange ting, der skal gå op og derfor også meget på spil. Derfor bliver han glad og taknemmelig, når han hører, at folk synes, at aftenen har været det hele værd.
Et forkvaklet forhold til festivaler
Martin fortæller med varme i stemmen om sin hustru og børn. Hvordan de skal lægge ører til lidt af hvert derhjemme og også indimellem er trætte af hans jokes. Men han understreger også, at han jo bare er sig selv derhjemme, og at det vigtigste er, at det hele kører rundt i deres lille familie.
For ham ville det ikke være fedt at tage ud at optræde, hvis der ikke var opbakning fra hjemmefronten. Han fortæller, hvordan døtrene har taget det hele i stiv arm, selvom folk pludselig kigger eller endda stopper familien, når de er ude på offentlige steder. Både for at tage billeder eller sige hej, men også nogle gange fordi folk har noget, de tænker, at han kan bruge i sine shows. Det synes Martin er lidt spøjst, men også meget sødt. Især fordi Thy jo er proppet med komikere, der bare ikke har lyst til at stå på scenen, som han siger.
Hans største bekymring omkring det at være kendt er faktisk, at hans døtre har fået et helt forkvaklet billede af, hvordan det er at være på festival. De tror, at normalen er, at der er rene toiletter, varm mad og sofaer, siger han grinende.
Fremtiden for Martin
Martins fokus er lige nu at gøre sin udsolgte tour færdig og en lille sommertour med sit band. Men som han siger, er det fede ved hans arbejde, at ting og muligheder opstår hen ad vejen.
Han ved ikke, hvad fremtiden bringer, men han ved, at han har nogle ting, han drømmer om lige nu. For eksempel at have sit eget program, hvor han selv har foden på speederen og på bremsen ikke mindst. Han overvejer at gøre det på YouTube eller at pitche det til TV 2.
Men ingen ved, om drømmen ændrer sig eller bliver erstattet med noget andet, der pludselig opstår. Én ting er dog sikkert: Martin Kanstrup fortsætter, så længe der er folk, der kan lide det, han laver. Og det behøver ikke være dem alle, det behøver bare være 70/30.
Fakta om Martin Kanstrup
Alder 41 år
Født Snedsted
Gift Med Kurn
Børn 2 stk.
Uddannelse Ingen
Livret Karbonader
Yndlingsmusik AC/DC
