Gør du en forskel?
Kender du følelsen af at gøre noget godt for et andet menneske? Glæden ved at hjælpe giver en helt særlig fornemmelse i kroppen – det har de fleste nok prøvet. Men flere og flere bliver frivillige og investerer mange timer i den gode sags tjeneste for at gøre en forskel og glæde andre. Sådan er det også på handicapområdet. Vi fik en snak med Thomas, Dorte, Maria, Mette og Rikke om, frivillighed giver mening
Frivillighed er et aktuelt emne lige nu. Mange melder sig som frivillige for at gøre en forskel for andre, eksempelvis i foreninger, til store events i byen eller for enkeltpersoner. Og også medierne beskæftiger sig med de fordele, der er forbundet med at løfte i flok gennem frivillighed. Det er en dimension af samfundet, som altid har været der, men som gennem de seneste år er kommet til at spille en endnu vigtigere rolle. Årsagen kan være, at vi på grund af økonomiske og demografiske forandringer globalt og lokalt igen er nødt at lære at være mere åbne over for andre og fokusere på fællesskabet.
I Handicapafdelingen i Aalborg Kommune er det blevet naturligt at arbejde med frivillighed, som en vej til at udvikle nye og ikke-betalte relationer mellem mennesker. ”Vi arbejder aktivt med frivillighed, fordi det giver en ekstra dimension til det enkelte menneskes liv. Det at være frivillig eller få hjælp af en frivillig giver nye relationer, ikke-betalte relationer, som er langt mere holdbare og lystbetonede end de relationer, hvor betaling er en forudsætning. Der er mere frihed, livsgnist og absolut mange nye muligheder at hente i den sammenhæng”, forklarede Ældre- og Handicapforvaltningens rådmand Thomas Krarup forud for vores interview med Thomas, Dorte, Maria, Mette og Rikke, som er nogle af de mennesker, der enten har gavn af at udføre frivilligt arbejde eller, hvis liv bliver påvirket af, at andre har lyst til at gøre en frivillig indsats.
Hvad er frivillighed?
På handicapområdet kan man ifølge Thomas Krarup se frivillighed fra flere vinkler. Dels er der den frivillige indsats, som velmenende medborgere yder for at øge livskvaliteten hos mennesker, der har brug for nye relationer. Det kan eksempelvis være for, at de som andre mennesker har mulighed for at komme til koncert, komme ud at spise eller tage hen, hvor de har lyst. Og dels kan frivillighed være et socialt fællesskab for eksempel i en forening eller bare 1:1, hvor man mødes over en god kop kaffe eller en fælles interesse.
En helt anden vinkel på frivillighed er, når et menneske, der lever med en funktionsnedsættelse, får et frivilligt job for at møde andre, opbygge nye færdigheder eller måske genvinde selvværdet og appetitten på livet. Uanset hvilken type frivillighed der er tale om, kan det være begyndelsen på venskaber, som over tid er med til at bekæmpe den ensomhed, som tynger mange der er tilknyttet handicapområdet.
Frivillighed kan hjælpe os videre
Tænker man nærmere over begrebet frivillighed, og den effekt det har, bliver det tydeligt, at det er mere komplekst end som så. Ved første øjekast virker det ellers meget simpelt; nogle har brug for hjælp, og andre vil gerne gøre en god gerning. Men er der mere dybde i denne særlige form for relation, og påvirker den mere end man umiddelbart skulle tro?
Svaret fra rådmand Thomas Krarup er ikke til at tage fejl af: ”Vi ser mange positive eksempler på borgere, der har udviklet sig markant efter, at de enten har fået en frivillig, eller selv er blevet det. Det er afgørende for et menneske at kunne bidrage og være noget for nogen. Derfor betyder det frivillige møde mellem mennesker, at nye venskaber tager form, og ofte bliver det også nemmere at få øje på de positive ting i hverdagen. Det er klart, at det giver fornyet mod på livet, og gør det nemmere at finde nye muligheder for at opfylde sine drømme”, udtaler Thomas Krarup og fortsætter: ”Det er en vigtig del af rehabiliteringsprocessen at få fat på en flig af håb og turde tro på, at man kan bidrage positivt til samfundet. Her er frivilligheden essentiel, fordi det er et ligeværdigt fællesskab – det kan en betalt relation aldrig blive”.
Den positive udvikling som mange oplever takket være en frivillig indsats, har vi også bemærket hos de mennesker, som vi har fået lov at besøge i forbindelse med denne artikel. Det er slående og dybt rørende, at de uafhængigt af hinanden er enige om, at den frivillige indsats er kommet til at betyde alt for dem. De fortæller alle, om at have fået mere mod på at gøre ting på egen hånd. Og behøver man egentlig flere argumenter end det, for at smide alt hvad man har i hænderne, når man kommer hjem fra arbejde for at komme ud og gøre en forskel?
Naturlig del af arbejdet med mennesker
At arbejde med frivillighed i en offentlig forvaltning har ikke altid være helt lige til. Det tager tid at vænne sig til, at frivillige er en naturlig del af arbejdet med mennesker. For nogle medarbejdere har det under tiden givet anledning til overvejelser om, hvorvidt alle de spændende og livsbekræftende opgaver i fremtiden ville gå til frivillige. Hensigten har dog hele tiden været en helt anden, nemlig at de frivillige er det lille ekstra. ”Frivillige kan ikke erstatte fagpersoner. Det kræver en professionel indsats at løse de pædagogiske udviklingsopgaver, der er nøglen at fremme borgerenes mulighed for et selvstændigt liv – men vi kan arbejde sammen med borgerens netværk om at skabe nye muligheder, og altså også udvide netværket ved at inddrage frivillige, når det giver mening”, fortæller Thomas Krarup.
Og det gør det efterhånden rigtig tit. Ifølge Thomas Krarup er frivillighed blevet en naturlig del af hverdagen i mange af Handicapafdelingens bo-, dag- og støttetilbud. Ud over de borgere, der har en 1:1 relation med en frivillig, bliver mange aktiviteter som for eksempel den årlige Høstfestival i Hammer Bakker hjulpet godt på vej af frivillige – og det er både borgere, der selv har en funktionsnedsættelse og lokale, der har lyst til at give en hånd med.
I Handicapafdelinges Fagcenter for Socialpsykiatri er arbejdet med frivillighed blevet en integreret del af den måde, man arbejder på. Her har medarbejdere og ledere taget initiativ til flere tiltag, som øger borgernes livskvalitet ved hjælp af frivillighed. Eksempelvis arbejder man med at tilbyde psykisk sårbare et frivilligt arbejde som springbræt til beskyttet beskæftigelse. Derudover matcher man også frivillige netværkspersoner eller netværksfamilier med borgere, der har brug for at mødes med andre for at bryde ensomhed og social isolation.
I Fagcenter for erhvervet hjerneskade og fysik handicap har man ligeledes satset stort på platformen fritid.dk som skaber kontakt mellem frivillige, der har lyst til at gøre en indsats og borgere, der gerne vil have en frivillig til sociale aktiviteter. Ligeledes her har man erfaring med, at det øger livskvaliteten og følelsen af at være noget for nogen, hvis man har gode bekendte eller venner, man kan tilbringe tid med.
”Det er skønt at se, hvordan frivillighed blomstrer og er med til at gøre samfundet mere åbent og accepterende. Det er jo en enestående mulighed for, at vi kan mødes som ligeværdige trods forskellige livsforudsætninger” slutter rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Thomas Krarup.
“Hun smitter mig med sin livsglæde”
Regnen siler ned. Efteråret har for alvor taget fat nu, og fotografen står og gem-mer sig under sin paraply, da jeg løber over gaden for at mødes med ham. Vi skal ind og besøge Mette Modeweg Hansen, som bor i et botilbud for psykisk sårbare i Aalborg Vestby. Indenfor er der varme, stearinlys og kaffe, og vi sætter os i sofaen sammen med Mette og netværkskoordinator Malene Jensen.
”Jeg mistede hele min omgangskreds, da jeg blev syg – så i flere år var jeg meget ensom”, starter Mette forsigtigt ud og fortsætter: ”Så en dag kom Malene forbi til et af vores husmøder og fortalte om frivillige netværkspersoner. Dér blev jeg helt hooked, så jeg hev Malene til side efter mødet”.
Sammen fandt de frem til, at Mette havde brug for en, der kunne give hende et pusterum, så hun engang i mellem kunne tillade sig at glemme alt om psykiske udfordringer – og bare være. Der gik et par måneder, men pludselig havde Malene fundet frem til det helt rigtige match – en sprudlende, livsglad kvinde, som arbejder i det private erhvervsliv og bor ret tæt på.
Mens Mette fortæller mig om de mange gode stunder, de har, går det op for hende, at det nu er et år siden, de to jævnaldrende piger mødtes over en kop kaffe første gang. ”Hun kan vende sorte dage til gode dage. Hendes livsglæde har været en øjenåbner for mig. Jeg kan se nu, at jeg kan få et godt liv igen. Det giver mig håb og tro på de gode dage”, siger Mette og fortæller, at de mødes hver eller hver anden uge, alt efter hvad Mette kan magte, og hvornår de har tid. ”Vi laver alt mulig sammen: Tager på restaurant, går tur, tager på messer eller på kunsten, drikker kaffe hjemme eller tager på længere ture som for eksempel til Egholm”, fortæller Mette glad.
Og for Mette har det været en rejse, en rejse fra ensomhed til et mere aktivt liv – også på egen hånd: ”Jeg er selv blevet frivillig nu – ved kattens værn. Jeg elsker katte, så det giver mig utrolig meget. Og så var jeg faktisk på Færøerne i sommer for at besøge en gammel studiekammerat. Det har været en drøm længe. Jeg tog derop helt alene – det ville jeg aldrig have gjort før. Jeg var godt nok meget nervøs, og det tog en hel uge at pakke, men jeg gjorde det. Og da jeg kom hjem, tænkte jeg: Yes yes yes! Nu overvejer jeg, om jeg måske om et år eller to kunne tage en lille tur til Canada, hvor jeg har familie, som jeg ikke har set siden ’87”, slutter Mette.
”Det bedste, jeg har gjort for mig selv”
En fredag sidst på eftermiddagen går fotografen og jeg ind gennem døren til Butik-Caféen i Aalborg Øst. Vi skal mødes med Rikke Christensen, som arbejder her i beskyttet beskæftigelse. Et job der er ret nyt for hende, selv om det snart er længe siden, hun kom her første gang. Hun begyndte nemlig som frivillig for at prøve kræfter med at have et job.
”Jeg fik meningitis, da jeg var 4 år og blev pensioneret, da jeg var 18. Derfor havde jeg aldrig prøvet at have et job. Jeg tænkte sådan på, hvordan det mon ville være, hvis jeg kunne komme ud at arbejde”, fortæller Rikke, som for to år siden tog chancen og spurgte, om hun måtte blive frivillig i Butik-Caféen.
Rikke startede med 3 timer om ugen i Butik-Caféens genbrugsafdeling, hvor hun øvede sig i at stå ved kassen. ”Humøret steg, og jeg fik mere selvtillid. Langsomt, men sikkert lærte jeg at tale med mennesker, jeg ikke kender. Jeg åbnede mig, og det ændrede hele mit liv”, fortæller Rikke, som nyder at kunne bidrage frem for at lukke sig inde, som hun gjorde tidligere.
Rikke var stille i starten og turde ikke rigtigt gøre sin mening gældende. men hun befandt sig godt og brugte langt mere tid i Butikscaféen end aftalt. Derfor varede det ikke længe, før hun fik mod på at deltage mere aktivt i butikken og på møderne. ”En dag var der en kollega, der foreslog mig at søge plads i beskyttet beskæftigelse i Butik-Caféen. Det gjorde jeg så, og jeg blev visiteret til 11 timer om ugen – det er stadig lidt nyt, men jeg synes, det er dejligt at arbejde for mine penge, selv om det ikke ligefrem er lønnen, der trækker”, siger Rikke, som nu både arbejder i caféen og i genbrugsafdelingen.
Fordelen ved Butik-Caféen er, at Rikke her har mulighed for at være en del af et ligeværdigt fællesskab med andre. Selv om nogle ansatte er fagpersonale, og andre er psykisk sårbare borgere, som hun selv, er det en fast regel, at alle er ligeværdige i Butik-Caféen. Det giver et godt sammenhold og et miljø, hvor man kan være, som man er.
Da jeg spørger Rikke, om hun har ændret sig, siden hun startede som frivillig, kigger hun ned på sine fingre og smiler skævt: ”…tja, altså jeg har fået mig en kæreste. Jeg mødte ham, fordi jeg fik mod på at komme mere ud og være mere med”, siger hun og ser op igen: ”Han er virkelig manden i mit liv. Vi er faktisk blevet forlovede – og næsten også flyttet sammen nu”, fortæller Rikke om den helt store sejr.
Det er dog ikke den eneste vigtige sejr, hun har vundet, efter hun blev frivillig. Hun er nemlig også begyndt at lave mad selv – og det er stort, fordi hun i mange år har lidt af anoreksi. ”Da jeg fandt manden i mit liv, lykkes det at få styr på anoreksien. Han støtter mig – og det bedste er, at jeg har taget 10 kg på og har det fint med det. Nu drømmer jeg om at blive gift, men det skal ikke være med hvem som helst. Det skal være med ham derhjemme”, smiler Rikke og tilføjer, at hun heller ikke kunne forestille sig at undvære Butik-Caféen og hendes gode kolleger, som vel egentlig er blevet til gode venner.
”Vi har lært at komme ud på egen hånd”
Da vi ankommer hos Thomas og Dorte Jensen, er det Maria, der lukker op, og viser os ind i stuen. Hun er frivillig og besøger dem cirka en gang om ugen. Det har hun gjort i godt 1 1⁄2 år, og sammen tager de eksempelvis i biografen, til koncerter eller ser film og snakker hjemme hos Dorte og Thomas.
Dorte og Thomas kom i kontakt med Maria Olesen gennem Projekt Fri-Tid, hvor hun havde meldt sig som frivillig: ”Jeg studerer til pædagog, og havde længe haft lyst til et frivilligt job på specialområdet – også for at få noget erfaring. Så jeg var til en samtale på Fri-Tid, hvor vi talte om interesser, og jeg blev matchet op med Thomas og Dorte. Jeg kan huske, jeg var meget spændt på at møde dem”, smiler Maria og bemærker, at deres relation efterhånden har mere karakter af et venskab.
Den frivillige indsats, som Maria yder, betyder alt for Thomas og Dorte. Det er takket være hende, at de føler, de har frihed til at gøre, hvad de har lyst til og kan komme ud at opleve noget sammen. ”Vi ville være meget fanget herhjemme, hvis det ikke var for Maria. Selvom vi begge er visiteret til ledsagelse 15 timer om måneden, er vi meget afhængige af, at Maria også kommer. For mig betyder det rigtigt meget, når jeg fx skal ud at spille med mit band. Mit synshandicap er en hæmsko, men når jeg har Maria med, behøver de andre bandmedlemmer ikke følge mig rundt. Det giver mig en følelse af selvstændighed”, fortæller Thomas, som bliver suppleret af sin hustru: ”Efter Maria er begyndt at komme her, har vi da også lært at færdes mere på egen hånd. Der skal efterhånden meget til, før jeg siger, at jeg ikke tør”, siger Dorte og kigger på Thomas, som nikker samtykkende.
Den tid, de tilbringer sammen, handler dog ikke kun om at komme ud at opleve noget. De hygger sig også, når de går en stille tur eller laver mad sammen. Det giver dem mulighed for at tale om mere alvorlige emner. ”De der hjemmehjælpere, de suser ud og ind, de har ikke tid til en snak”, siger Dorte og ryster på hovedet. Hun fortsætter: ”Men Maria kan vi tale med – også om det der er svært. Hvis man er kørt fast i noget, man ikke kan overskue, så hjælper det at have en, der gider at høre på. Maria er god til at lytte og komme med løsninger”, fortæller Dorte og smiler til Maria, som tilføjer. ”Vi kender jo også hinanden på en anden måde. det her giver også mig noget. Jeg elsker at være med til at gøre en forskel. Jeg giver så lidt, men det betyder så meget”.
OM PROJEKT FRI-TID:
Fri-tid er en indsats i Aalborg kommunes Handicapafdeling. Målet er at forbedre livskvaliteten for mennesker med handicap ved at involvere frivillige.
- Projekt Fri-tid arbejder med facilitering af ikke-betalte relationer og sociale oplevelser, – både 1:1 og i større fællesskaber.
- Fri-tid har næsten 100 aktive frivillige.
- Projektet blev opstartet juli 2015.
- Find Fri-tid på Facebook eller tag kontakt via www.fri-tid.aalborg.dk.
OM FRIVILLIGE NETVÆRKSPERSONER:
En frivillig netværksperson er med til at gøre en forskel for et menneske, som lever med psykisk sårbarhed, har et sparsomt netværk eller føler sig ensom.
- De mødes typisk 2-4 gange om måneden eller efter aftale.
- Sammen får de en god snak, går en tur eller tager i biografen – det handler om fællesskab og fælles interesser.
- Kontakt koordinatoren på tlf.: 3199 0077 eller mail: alen-aeh@aalborg.dk.
AALBORG-STORIES.DK
På aalborg-stories.dk lancerer Handicapafdelingen løbende rørende og ærlige film og fortællinger om menneskelige op- og nedture og menneskelig forvandling.