Geo – ”Det hjælper mig at være åben om mine livskriser”
Efteråret byder på en foredragsrække med komiker og forfatter Geo og hans barndomsven, der tilmed er skribent på denne portrætartikel. Under titlen “Er jeg (også) psykopat?” deler Geo erfaringer fra sit liv med en psykopatisk far.
I august fylder Geo 50 år. I årevis har han optrådt som en sjov og grænsesøgende komiker. Senere som sur mand i Motormille og Børnebanden på Ramasjang. I de seneste år har han vist sig som en følsom mand med ar på krop og sjæl.
Jeg er vokset op med Geo, og vi har kendt hinanden, siden vi var to år. Geo blev komiker, forfatter og skuespiller, mens jeg blev skribent og presserådgiver. Inden længe skal vi drage på turné sammen.
I efteråret 2024 udgav Geo bogen ”Er jeg (også) psykopat?”, hvor han søger svar på, hvor meget han egentlig ligner sin far, og i hvilken grad han har arvet hans syge sind.
– Jeg skrev bogen for at dykke ned i, hvad jeg har taget med mig fra min far, som var et skrækkeligt menneske og i den grad psykopat. Det er en bog, der har taget mig hele livet at skrive. Da jeg skrev den, inviterede jeg dig (skribenten, red.) og Morten som mine bedste barndomsvenner til middag for at høre jeres minder. Den samtale blev så intens, at jeg tænkte, det burde på scenen, fortæller Geo.
Formatet er blevet testet, og 15 foredrag, som Geo kalder ”talks”, er sat i kalenderen rundt omkring i landet,
– Det har været vildt interessant, ret sindssygt og virkelig intenst. Der bliver jo ikke to talks, der vil være ens. Pludselig kommer vi på andre minder, vi hellere vil uddybe, og det gør det spændende for os, fordi vi ved aldrig helt, hvad der sker. Jeg har komprimeret 50 år af mit liv på 270 sider i bogen, og det er selvfølgelig alle de vilde ting i mit liv, der er taget med, så folk er også forfærdede, når de læser den eller lytter til lydbogen. Vores talk bliver jo også de vilde ting fra mit liv, vi taler om, forklarer Geo.
Et forfatterskab om livskriser
Det er ikke første gang, at Geo skriver og taler offentligt om svære tider i sit privatliv. I 2013 udkom bogen ”Ik for sjov”, og i 2018 kom bogen ”Hva’ så nu”, hvor han formidler alvoren på en let og underholdende måde.
– Jeg skrev min første bog, efter jeg havde haft kræft to gange, hvor jeg beskrev selve kræftforløbet. Det kom bag på mig, hvor meget ens liv forandrer sig, når man har været ”prikket til”. Fem år efter skrev jeg bogen om livet, da jeg blev erklæret rask og havde fået en chance mere. I ”Ik for sjov” skrev jeg første gang offentligt om min opvækst med min far, fordi han hånede mig under mit kræftforløb og ønskede mig død. På det tidspunkt havde han fået et polititilhold for at chikanere og true mig og min familie på livet. I næste bog nævnte jeg ham endnu mere, da han døde i 2015, og der skete en masse ting i den del af mit liv, siger Geo.
Da Geo laver podcasten ”Kan man tilgive en psykopat?” i 2019 søger han svar på, om der alligevel var omstændigheder, der kunne forklare farens psykopatiske adfærd.
– Jeg så ham ikke de sidste ti år af hans liv som følge af polititilholdet, udover de mange gange han overtrådte det. Det overraskede mig meget, at der kom så mange mennesker til hans begravelse, som jeg ikke selv deltog i, så jeg tænkte, at det kunne være, at han havde forandret sig. Jeg tror altid, at man har et håb som søn eller barn af sådan en forælder om, at personen kan forandre sig til det bedre, og man kan have noget at være stolt over. Det kunne være fantastisk, men det havde han ikke. Over for mig og sin omverden var han et ondt og forfærdeligt menneske. Tyranniserende, terroriserende og alt var på paletten med dødstrusler, vold, snyd og bedrag, psykisk og fysisk terror, forklarer Geo.
En livslang kamp
I bogen og den kommende ”talk” kan man få et indblik i, hvor mange sindssyge og ondskabsfulde ting Geos far gjorde.
– Han boede ikke i mit barndomshjem, fra jeg var fire år. Men han kom hver anden weekend i mit hjem, og jeg ved jo ikke, hvad han lavede resten af tiden, da han boede på Vesterbro i København. Han var et ekstremt menneske og en kamæleon. Jeg kan godt forstå, hvorfor folk var fascineret af ham, hvis man fik ham i små doser. Han var underholdende, hvis man var til ekstrem underholdning. Det var altid ekstreme ting, der kom ud ad hans mund. Han havde aldrig et ærligt job og har hustlet sig igennem livet, som også er meget kendetegnende for psykopater, der udnytter andre og systemet økonomisk, uddyber Geo.
Det første minde om faren er fra fireårsalderen, hvor han truer med at slå moren ihjel, hvis hun får en ny kæreste efter deres skilsmisse.
– Jeg tror, at alle børn af sådan en forælder vokser op med en tvivl om mange ting i livet. Alt fra kærlighed, til om man selv vil have børn, eller om man er god nok. Når man vokser op i en så dysfunktionel familie, så tror jeg, at man skal kæmpe hårdere, end dem der vokser op i en sød og god kernefamilie. Jeg har fire børn nu, og jeg tænker konstant på, om jeg er en god nok forælder. Jeg var ikke så meget i tvivl om, om min far gjorde det godt, for det gjorde han ikke på nogen måde. Men jeg er også begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den opdragelse og det liv, som min mor gav mig. Det roder jeg stadig meget med. Jeg
er for eksempel meget mere søgende end min kone, som synes hun har haft en fantastisk opvækst. Man er bare efterladt med en tvivl omkring så mange aspekter i livet, siger Geo.
Drevet af trods
Det kommer næppe bag på nogen, at det stadig er svært for Geo at slippe tankerne om sin psykopatiske far på trods af, at han har været død i ti år.
– Meget i mit liv, det udspringer af trods. Og hvis folk ikke troede på, at man kunne noget. Jeg har altid levet efter, at jeg gerne ville gå efter det, der interesserede mig, og det jeg synes er sjovt. Sådan lever jeg stadigvæk, og i endnu højere grad efter, jeg var syg med kræft. Derefter ville jeg ikke spilde livet. At gå efter at blive komiker er jo en nicheting. Jeg skulle have været gymnasielærer, og det kan man måske sige ville være nemmere, da jeg har uddannelsen, og jeg kunne søge et job. Men jeg gik aldrig på universitetet med hjertet. Jeg har valgt at leve af at optræde, og det udspringer af, at det er det, jeg har lyst til, erkender Geo.
Den nemme løsning har sjældent været den rette løsning for Geo, der i stedet for har valgt at følge sit hjerte og i nogle sammenhænge skrue ned for fornuften.
– At overleve min far fysisk som mentalt har måske givet mig lysten til at kæmpe ekstra. Jeg tror, at jeg i en tidlig alder lærte at lukke af for fornuft, fordi jeg har oplevet så meget shit fra min far. Der var mange, der sagde til mig: ”Lad vær’ med at blive komiker. Bliv gymnasielærer i stedet for”. Der er også mange, der siden har sagt til mig: ”Du har jo klaret den”. Jeg har nok levet naivt og håbet på, at alt det slemme ville gå over. Men lige der i sofaen, hvor du sidder, sov jeg i nat og havde mareridt om, at min far slog min datter ihjel. Så jeg ved ikke helt, om man kan sige, at jeg ”har klaret den”, for jeg kæmper jo stadig med en masse ting og har blandt andet fået konstateret kompleks PTSD i min psykologiske udredning. Målestokken for ”at klare den” handler jo ofte om penge, karriere, et stort hus eller en bil med syv sæder, men jeg tror nu hellere, at jeg ville have haft en far ogen mor, siger Geo ærligt.
Drømmen om at bryde igennem som komiker var ikke nem at opfylde, og Geo var tæt på at opgive, men han kæmpede for at få folk til at klappe, grine og anerkende ham:
– Jeg var 18 år, da jeg begyndte at drømme om at være komiker. Som 24-årig flyttede jeg til København, hvor jeg i de første fire-fem år boede rundt omkring på sofaer som den største selvfølgelighed, for det der gjorde mig glad, det var at lave comedy. Det lyder mærkeligt, men at stå på en scene og blive hyldet med klap og grin, det var det, jeg gik efter. Nærmest alle komikere har på tragisk vis været ramt i deres opvækst af et eller andet. Jeg citerer Simon Talbot i min bog for at sige, at ”alle de klap og grin vi får som komikere, det er de kram, vi ikke fik som børn”. Det var også det eneste, jeg søgte. Jeg husker den første gang det lykkedes, der tænkte jeg; ”det er dét her, jeg gerne vil”, fortæller Geo.
Livslang flugt fra far
Frygten for at ligne sin far har haft en stor betydning i forhold til at træffe fornuftige beslutninger i livet – det gælder også i forhold til økonomi, da komikken begyndte at være en rentabel levevej.
– Jeg har altid været bange for at ligne min far, der var meget ufornuftig med penge. Der var ikke noget fedt i at være forgældet og have det offentlige efter sig. Det giver også en frihed, hvis du ikke skylder nogen noget. Også en frihed til at være komiker, hvor det går op og ned rent indkomstmæssigt. Jeg er egentlig meget glad for at have det jyske træk med at være meget sparsommelig, for det giver ro, siger Geo.
Lige så sparsommelig Geo er, lige så gavmild er han over for andre mennesker, når det kommer til at række ud og hjælpe i svære tider.
– Det ligger mig meget på sinde, at de mennesker, jeg holder af, har det godt. Hvis jeg kan, vil jeg meget gerne hjælpe dem på den ene eller anden vis. Det handler nok om et savn om at nogle rakte ud til os, da vi voksede op med min far. Igennem årene var der små antydninger af folk, der rakte ud. For eksempel vores gymnastiklærer i folkeskolen, som vi boede hos i måneder for at flygte fra min far, da han ville slå os ihjel efter mine forældres skilsmisse, fortæller Geo.
Geos far stoppede først med at komme i barndomshjemmet, da Geo var 18 år og flyttede hjemmefra.
– Det er mange år at ”deale” med psykisk og fysisk vold, dødstrusler og chikane. En ting, der manglede, var, at min mor rakte ud, men hun var skrækslagen for, at folk ville finde ud af, hvor slemt det egentlig stod til, siger Geo.
Et sorgfuldt brud og morens død
Som konsekvens af at tale om sin opvækst valgte Geos mor og søster at bryde kontakten til ham. Det kastede ham ud i hans hidtil største livskrise, hvor han følte sig efterladt helt alene i mørket uden helt at kunne forstå sin families drastiske handling.
– Min mor og søster slog hånden af mig for fire og et halvt år siden på grund af, at jeg taler offentligt om det her. Min mor tænkte stadig over, hvad folk tænkte nede på Gug Skole, men jeg tror, de tænkte, at de har ondt af dig. Men hun var af en anden generation, hvor man gik over på den anden side af gaden, hvis nogen havde det skidt, og hvor man passede sig selv. Jeg har erfaret, at det har hjulpet mig meget at være åben omkring det og få det ud af systemet. Da de slog hånden af mig på en SMS, faldt ordene: ”Alt hvad du gør og siger, minder os om HGH”, som vi kaldte min far, der hed Hans Geo Heltboe. Det hele er beskrevet i min bog, og vi kommer også ind på det i vores ”talk”. Men de var sure på mig over, at jeg blev ved med at tale om min far. Jeg har aldrig fortrudt det, og det lyder måske mærkeligt, men det har virkelig hjulpet mig at tale og skrive om min opvækst, siger Geo.
Geo blev ikke forsonet med sin mor, inden hun døde i november 2024:
– Du ringede jo for at fortælle mig, at hun var død to dage forinden. Som forælder og far til fire børn kommer jeg aldrig til at forstå, at det kunne være så nemt at slå hånden af sit eget barn. Det er koldt at skære sit barn og sine fire børnebørn ud af sit liv, fordi jeg har bearbejdet, at min far var et monster. Jeg må indrømme, at jeg også har mange tanker om, hvorvidt vi overhovedet var så tætte, som jeg i mange år bildte mig selv ind, og om jeg nogensinde kan tilgive min mor og søster, slutter Geo.
Hvad er så konklusionen?
Er Geo også psykopat? Og hvilke ligheder har Geo med sin far? Oplev den underholdende og rørende ”talk” mellem Geo og Esben, hvor de tager publikum med ind i barndommens mørke og voksenlivets refleksioner.
Find billetter på originaltalks.dk – bl.a. til Musikkens Hus i Aalborg 24. september og 3. november 2025.
