Et fantastisk håndboldliv
I starten af februar vandt det danske herrelandshold endnu engang verdensmesterskabet i håndbold. Det var samtidig den sidste slutrunde for Aalborg Håndbolds Henrik Møllgaard, der har været med til at vinde flere medaljer til Danmark gennem karrieren.
I december blev det offentliggjort, at den igangværende sæson også blev den sidste som aktiv spiller for Henrik Møllgaard. Til sommer starter han nemlig som assistenttræner i den franske håndboldklub Paris Saint-Germain.
Nikolaj kan bare ringe
Selvom Henrik så småt kan ane slutningen på en lang og succesfuld karriere i horisonten, er det endnu ikke blevet vemodigt.
– Det er det ikke blevet endnu. Jeg har gået og skubbet det lidt foran mig, fordi jeg har faktisk ikke selv sagt, at det var min sidste slutrunde, siger Henrik med et glimt i øjet.
– Men jeg har karrierestop til sommer, og der kommer jo ikke flere. Så har jeg joket med, at Nikolaj Jacobsen bare kan ringe, for jeg står altid til rådighed. Men jeg ved jo godt, nede i maven, at det er slut. For når jeg stopper med at spille til sommer, er der ikke mere, og jeg stopper jo også med at figurere på de bruttolister, som Nikolaj må trække fra. Han kan ikke bare ringe til Gud og hver mand i fædrelandet. Så det er ikke underligt endnu, og jeg har det fint med, at jeg godt ved, at jeg har spillet min sidste landskamp. Men jeg tror, at det bliver noget andet, det med at stoppe med at spille til sommer. Der bliver det jo for alvor.
Et tilbud, der var for godt til at afslå
Det var egentlig planen, at Henrik skulle have forsat med at spille i Aalborg Håndbold efter denne sæson. Men tilbuddet fra den franske klub var for godt til at afslå.
– Jeg havde en idé om, at jeg måske skulle spille en sæson eller to mere. Det synes jeg også, at jeg har niveau til. Men vi har jo kigget på dåbsattesten i nogle år, og været bevidste om, at lige om lidt så slutter det. Men der har ikke været noget i mig, der trak for at komme væk fra banen. Jeg synes, at jeg får lov at lave det mest fantastiske i hele verden. Det, der har gjort ondt, er, at jeg resten af mit voksen- og arbejdsliv skal lave noget, jeg har mindre lyst til end det, jeg laver nu.
Henrik har heldigvis haft gode mennesker omkring sig, der har mindet ham om, hvor privilegeret det er, at han i 20 år har fået lov at lave præcis det, han helst ville.
– Så måtte jeg jo holde op med at have en lille smule ondt af mig selv. Planen var, at jeg gerne ville spille i hvert fald et enkelt år mere. Men så kom tilbuddet fra Stefan Madsen og PSG. Jeg ved godt, det kommer til at blive forfærdeligt at skulle stoppe. Men der er noget her, både fagligt, som tænder noget i mig, men også noget familiemæssigt, som gør, at der er noget at glæde sig til.
Familien skal med
Da Henrik havde fået tilbuddet fra PSG, var både hans kæreste og deres to døtre med til at tage beslutningen om, de skulle flytte til Frankrig.
– Med pigernes alder på nu 8 og 12 år, var vi nødt til også at tage deres mening med på råd og til overvejelse. Fordi det er en stor beslutning, og det er jo også deres liv.
Henrik Møllgaard har et godt kendskab til sin nye arbejdsplads, for han spillede for Paris Saint-Germain i 2015-18. Dengang havde han også familien med.
– Viola var 3 år, da vi sidst tog afsted, og var jo bare med mor og far på tur, mens Augusta er født dernede. Denne gang havde vi et behov for, at hvis de virkelig stejlede og ikke kunne se sig selv i det, måtte vi sige, at det er noget, vi synes kunne være fantastisk, men vi tror ikke, det holder familiemæssigt. De glæder sig, men lidt ligesom med mit håndbold, er det måske ikke helt gået op for dem endnu, hvor hårdt det også bliver. Så de taler stadig om alt det der fantastiske, de skal prøve, spise, se og opleve. Vi prøver selvfølgelig at bakke dem op i, at det bliver fantastisk, selvom vi godt ved, at det også kommer til at blive hårdt. Men vi tror og håber på, at det bliver et stort eventyr for familien, selvom den første tid bliver hård.
Henrik er ikke sikker på, de ville have sagt ja, hvis tilbuddet var kommet fra en anden udenlandsk klub. Paris betyder noget specielt for familien på grund af deres historie med byen.
– Nu vil det være en anden oplevelse for os som familie, fordi de vil kunne huske det resten af livet. De er levemennesker, og sætter pris på både mad og oplevelser, så det glæder jeg mig enormt meget til. Jeg glæder mig rigtig meget til den udfordring og den oplevelse, det bliver for os som familie. Vi bliver forhåbentlig endnu tættere knyttet, og specielt pigerne, der altid vil have det her sammen.
Familien er vigtig for Henrik, så han er glad for altid at have haft muligheden for at kunne prioritere dem højt.
– Jeg har været enormt privilegeret i mit spillerliv i forhold til, at der har været nogle rigtig flotte muligheder, vi har kunnet vælge, hvor det sportsligt har været meget ligestillet. Det har så gjort, at vi rent faktisk har kunnet prioritere at sige, at det er det familiære, som kommer først. Jeg tror meget på, at den base skal være i orden, for at jeg kan præstere.
Unikt sammenhold
På trods af, at Danmarks herrelandshold er dybt professionelle, når de træder ind på banen, så forholder det sig ofte anderledes udenfor. Udefra set kan landsholdslejren til tider ligne en lejrskole, på godt og ondt, hvor spillerne har et helt specielt sammenhold. Det bekræfter Henrik.
– Det har vi, og det er også en stor prioritet. Det med også at have fællesskabet, kammeratskabet og omsorgen for hinanden for øje, når man udvælger et landshold, er enormt stærkt af Nikolaj og ledergruppen, fordi det betyder faktisk noget, hvem der er med på tur. Selvfølgelig er der nogen, som via deres kvaliteter er selvskrevet, men når vi så begynder at komme ned, og der måske ikke er store roller tilbage, så er det faktisk vigtigt – kan man finde ud af at være afsted i fire uger og stadig være en fed kammerat?
Det er ikke altid så nemt at lade være med at surmule over, at man måske ikke fik så mange minutter på banen.
– Men hvis jeg kan få nogle af de andre til at blomstre, så er vi jo alligevel i gang med at prøve at vinde. Og det er en kunst, fordi det er en speciel konstellation at være afsted så lang tid. Vi kommer alle sammen fra store roller og meget fokus derhjemme, til måske at skulle udfylde en mindre rolle eller være backup for fx Gidsel eller Pytlick. Selvom jeg er rigtig dygtig derhjemme, skal jeg egentlig bare sidde og holde mig klar til, at Gidsel skal ud at puste i to minutter. Det er en rolle, jeg skal købe ind på. Jeg skal måske være lidt mere i fællesrummet, og indtage en anden rolle, end jeg egentlig havde lyst til, men jeg vil virkelig gerne fællesskabet og være en del af det danske landshold. Det tror jeg på, at man kan mærke, når man sidder derhjemme, at fællesskabet er unikt. Men det er virkelig også noget, vi passer og plejer, fordi vi tror på, der er nogle procenter i, at vi har det så godt sammen. Man skal huske at lægge noget ind i fællesskabet, siger Henrik.
Selvom fællesskabet er en prioritet, så fokuserer spillerne også på at vinde hver især, ligegyldigt hvad det drejer sig om.
– Vi er jo individualister, der er fanget i en holdsport, griner Henrik.
– Jeg vil da, stadig som 40-årig, ønske, at jeg havde spillet alle minutter. At det var mig, der var afgørende, og vi stod og kiggede på mig til sidst og sagde, ’det var godt, at du var her’. Men den rolle kan vi ikke alle sammen få. I en årrække har det været Mikkel, nu er det Gidsel og Pytlick. Det er der nogen bagved, som er nødt til at acceptere og købe ind på den rolle, og sige, at for det første skal jeg være klar, når de ikke lige rammer den. Resten af tiden skal jeg gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dem, fordi grundlæggende vil jeg allerhelst bare gerne vinde. Jeg gerne have, at det er mig, der får lov at vinde, men det vigtigste er egentlig, at Danmark vinder. Det er en rolle, man skal være villig til at købe ind på. Og den er svær, understreger Henrik.
– Så kan det godt være, at det er mig, der shiner i bordtennisturneringen eller i fællesrummet, og giver noget ekstra, for at vi alle sammen har en fed tur. På den måde, så tror vi på, at vi kan få mere ud af hinanden. Men det er en svær øvelse.
Når de ikke skulle præstere på håndboldbanen, blev der konkurreret flittigt i fællesrummet, da landsholdet var afsted til VM. Blandt andet i bordtennis, hvor Henrik med slet skjult frustration fortæller, at det var Magnus Saugstrup, der endte som vinder.
– Vi har et ranglistesystem, hvor man kan udfordre hinanden, og har prøvet efter bedste evne at lave en form for retfærdig turneringsstruktur. Men vi går meget op i det, og er jo konkurrencemennesker. Uanset om der bliver spillet kort brætspil, eller vi bare diskuterer – altså folk vil vinde! Hvis vi gik lige så meget op i håndbold, som vi gik op i alt det andet, og var lige så rygende uvenner, så ville vi aldrig vinde nogle landskampe. Måden vi taler om hinanden på, når vi snakker bordtennis og fodbold, altså vi er så modbydelige. Hvis vi gjorde det samme, når vi spillede håndbold – altså vi ville aldrig få gennemført en landskamp. Så det er måske meget godt, at vi har et eller andet, hvor vi kan få lov at være den der dumme lejrskole og bare boys på tur. Til gengæld, så prøver vi alt, hvad vi kan, for at bakke hinanden op og vinde, når vi træder ind på håndboldbanen.
Håndboldbanen er stadig magisk
Håndboldbanen er stadig et af de steder, hvor Henrik har det bedst.
– Der er mange ting i livet, jeg bliver meget mere nervøs for, end at skulle ind og spille håndbold. Jeg er mere nervøs, når jeg sidder udenfor. Det er noget af det værste, jeg ved. Så har jeg iskolde hænder, sveder, og har det fysisk skidt. Jeg er også meget mere nervøs, når jeg skal ud at spille paddle med folk, jeg ikke kender, hvor jeg gerne vil performe. Det er meget mere angstprovokerende for mig, fordi der er noget helt andet på spil. Men når det er håndbold, så tror jeg mere, der er sommerfugle i maven, hvor jeg glæder mig, og der er stadig det der magiske over det. Så jeg har sluppet det med at være nervøs for det. Puljen af kampe er ved at være så stor, at det flytter ikke så mange kommaer mere. Der er alligevel så meget at trække på erfaringsmæssigt, men også hvad jeg allerede har opnået. Det går nok. Solen står op igen i morgen, og pigerne har det godt.
Måske verdens bedste klub
Udover en enkelt pause har Henrik Møllgaard spillet over 400 kampe for Aalborg Håndbold siden 2010. Det har givet et nært forhold til den nordjyske klub.
– Nu er det jo blevet min klub, selvom jeg har været i flere topklubber. Aalborg Håndbold er landet et sjovt sted, fordi vi havde nogle år, hvor vi var virkelig gode, og rykkede os helt vanvittigt. Vi blev lige pludselig nogen, der blev lagt mærke til i Europa. Nu er vi jo et reelt bud på at kunne vinde Champions League og på den måde blive verdens bedste klub – i hvert fald for et kort øjeblik.
Henrik bemærker, at det var utænkeligt for Dansk Herrehåndbold for 10 år siden.
– Samtidig er Aalborg Håndbold vokset sig stor, men står på de samme værdier, som Jan Larsen startede den med ude i Vadum for 30 år siden. Det synes jeg er sjovt, fordi det er et underligt clash af ikke nødvendigvis storhedsvanvid, fordi vi følger det jo op med nogle flotte resultater, men at turde sige højt, at vi ville være verdens bedste, og vi ville vinde Champions League, at det er drømmen. Og så samtidig sige, at vi vil holde fast i vores nordjyske værdier, og stå fast på nogle ting, som vi ikke vil gå på kompromis med. Der er et sjovt spillefelt, som jeg virkelig synes er skægt at bevæge sig i, fordi noget af det bliver så diffust på en eller anden måde, fortæller Henrik.
Han understreger, at klubben både har gode resultater og en ansvarlig økonomi. Aalborg Håndbold har vokseværk, og der kommer tiden nye tiltag. Måden, det er gjort på, er med nordjysk fornuft.
– Men den bombastiske udmelding i sig selv er jo meget lidt nordjysk og meget lidt dansk. Det kommer jo også med nogle hånlige grin. Men jeg synes, at det er bakket op af så meget godt, og det har flyttet dansk håndbold helt vanvittigt meget, fordi vi bliver jo rent faktisk også udfordret hver uge herhjemme. De andre hold kan se, at når Aalborg Håndbold kan spille Champions League-finale, hvorfor skal de så ikke kunne turde drømme om det samme. Hvis de kan vippe os af pinden, så har de jo også kvaliteterne til at stå der om 2-3 år. Det er jo det, der driver det i øjeblikket, og det er fedt, at vi er blevet det flagskib.
På trods af, at Henriks karriere som aktiv spiller nok slutter til sommer, så glæder han sig til jobbet som assistenttræner.
– Det kunne jo være en forlængelse af et fantastisk håndboldliv, afslutter Henrik med et smil.
Fakta
Navn Henrik Møllgaard Jensen
Født 2. januar 1985 i Gredstedbro
Familie Kæreste med Christina + far til Viola og Augusta
Højde 197 cm.
Klub Aalborg Håndbold
Position Venstre back
Fremtid Assistenttræner hos den franske klub PSG efter sommerferien 2025
