Du gamle bro, din romantik – fra bred til bred en bue spændt
85 år. 85 år med op og ned og ventetid, mens manden på broen lukker de sejlende igennem. 85 år for byens nok mest spektakulære trafikale knudepunkter, hvor landkrabber og søfarende viger for hinanden. APPETIZE har kigget i arkiverne og besøgt manden på broen
[one_half padding=”10px 10px 10px 10px”]
Info
Artiklen er baseret på bogen Limfjordsbroen i 75 år. Bogen blev udgivet den 30. marts 2008 ved en stor fest på broen i anledning af jubilæet af Aalborg Kommunes Teknik- og Miljø- forvaltning. Forfatter er historiker Bente Jensen, som til daglig arbejder på Aalborg Stadsarkiv
[/one_half][one_half_last padding=”10px 10px 10px 10px”][/one_half_last]
De oprindelige, grønne motorer fra Fyn er der stadigvæk. De selvsamme motorer, som for 85 år siden åbnede klapperne for første gang. Den 30. marts 1933. Kun to måneder efter at selveste Adolf Hitler tog magten over Tyskland – og syv år senere tog magten over Limfjordsbroen.
Men dette spekulerede de omtrent 30.000 aalborgensere og nørresundbynitter, der dengang dukkede op for at fejre åbningen af Limfjordsbroen, nok ikke over. De var optaget af at fejre byens nye mastodont, der indtil da havde været en sølle udgave af sig selv.
For indtil den 30. marts 1933 havde byen haft den såkaldte Pontonbro, som var Christian den IX’s værk. Den blev bygget i 1865 og lå lidt øst for den nuværende Limfjordsbro. Pontonbroen var en slags flydende bro, der ofte måtte bukke under for dårlige vejrforhold, ikke mindst i vinterhalvåret.
Den nye Limfjordsforbindelse – Limfjordsbroen – markerede nye og moderne tider for Danmarks fjerdestørste by. Og den står der stadig. Og de grønne motorer åbner og lukker klapperne, fuldstændig som dengang Hitlers tropper i april 1940 indså vigtigheden af at tage magten over broen.
Byens måske mest magtfulde mand
Det er en råkold eftermiddag i marts 2018. Hitler og de 30.000 jublende aalborgensere (og nørresundbynitter) er for længst forduftet. Broen, der strækker sig fra bred til bred og forbinder ikke bare Nørresundby med Aalborg, men også Vendsyssel med Himmerland, er mindst lige så råkold som eftermiddagen. Her er der ingen husgavle, der skærmer cyklisterne og de gående for blæsten. Her suser det adskillige meter i sekundet koldere og mere ubarmhjertigt end inde i de smalle gyder på bredderne.
Og det mærker magasinets udsendte skribent denne råkolde eftermiddag, da han har parkeret bilen i et p-hus på den sydlige side af broen og begivet sig til fods nordpå for at besøge manden på broen.
’Byens måske mest magtfulde mand’, tænker magasinets udsendte. ’En mand, der med et simpelt tryk på en knap kan gøre livet surt for hundredevis af travle trafikanter og forhindre redningskøretøjer i at nå frem til ulykkessteder.’
Skribenten passerer de to høje bygninger på hver sin side af Vesterbro og får øje på både Elbjørnen og Princes Juliana. De to velkendte flydere, der de sidste år har fået selskab af flere fastliggende, flydende objekter, ligger som sædvanlig ved kajen på den sydlige side. De har begge set på, mens havnefronten har gennemgået en totalrenovering de foregående år. Dette har tilsyneladende inspireret nørresundbynitterne, der i disse tider også lapper på havnefrontens udseende med adskillige boligbyggerier.
’Mon Hedegaard-siloen får lov til at overleve den renovering, eller måske med at blive nørresundbynitternes svar på Nordkraft?, tænker magasinets udsendte skribent og lyner frakken helt op. Her fryser det tilsyneladende meget mere end 100 m længere tilbage mellem husgavlene.
Skribenten bliver overhalet af adskillige cyklister, biler og gående på sin vej. Den første Limjordsforbindelse bliver nemlig flittigt brugt hver eneste dag. Således krydser der knap 30.000 biler broen i døgnet, mens cyklister tegner sig for mellem 3-4.000.
”I 1962 var antallet af køretøjer, der passerede broen oppe på 24.400 gennemsnitligt pr. døgn. I 1968 var tallet 44.546 køretøjer pr. døgn. Ved Limfjordstunnelens åbning i 1969 faldt tallet til 23.165 pr. døgn.” (Uddrag fra bogen Limfjordsbroen i 75 år af Bente Jensen)
Skribenten stopper op foran brohuset og ringer på døren til Vesterbro 106, 9000 Aalborg. Ja, du læste rigtigt. Brohuset har en adresse. Efter en kort tids venten lukker selve brofogeden ham ind. Lige inden for døren fører en stejl spindeltrappe de to mænd op til selve manøvrehuset, dér hvor manden på broen – byens måske mest magtfulde mand – åbner og lukker klapperne til gene for de travle trafikanter, til glæde for de små.
Det er bestemt eventyrligt at holde forrest i køen, når tonsvis af asfalt og beton hejser sig op over horisonten.
Brofogeden Martin Hougaard Johansen, der har bestridt sit hverv i godt fem år, byder på en kop kaffe og sætter sig til rette i kontorstolen. Fra denne kontorstol er der udsigt mod nord. Lige foran skrivebordet ligger der hele tre telefoner af den gamle slags. Alle tre er stadigvæk i brug, omend den ene har en stor og tydelig Silvanskrue stikkende op fra tastaturet.
– Ja, det ser lidt sjovt ud. Men vi er ret afhængige af telefonerne, og det er ikke sådan lige at få fat på nogle nye af denne her slags. De fås vel ikke længere, siger brofogeden og peger på de nedslidte telefoner.
Telefonerne har direkte forbindelse med hhv. Falck og brandvæsenet, der kontakter brohuset i tilfælde af en udrykning.
– Det er ret vigtigt, at vi ikke står midt i en åbning, hvis ambulancen kommer kørende med en livstruende situation. Så de kontakter os, når de har brug for, at vi holder broen åben, og så venter vi med at åbne den, til de har været forbi. Det hænder også en gang imellem, at vi må stoppe brooplukningen midt i det hele, fordi der kommer en ambulance i udrykning. I så fald har vi en aftale om, at ambulancen stiller sig på den modsatte side af kørebanen, som jo altid er blevet tømt for de biler, der nåede over før oplukningen, og derfor kan overhale køen, når klapperne er gået ned, fortæller han. Brohuset gør ikke det store væsen af sig selv. Det er blevet ombygget og fornyet mange gange i broens 85 års levetid, og det nuværende hus stammer tilbage til 1975. Det er dog undervejs blevet forbedret og dekoreret. Den nuværende dekoration blev lavet af Poul Larsen i anledning af broens 60 års jubilæum. På hver af de fire sider står der et farverigt abstrakt mønster med de fire verdenshjørner. Således anes der et S på den sydlige side af brohuset, mens N tegner sig for den nordlige. V og Ø vender ud mod fjorden.
Slapsvanse, hundehoveder…
Brofoged Martin er blandt fem ansatte ved Limfjordsbroen. Udover ham er der tre såkaldte broassistenter, som deler ugens vagtskema med Martin, og én maskinmester, der sørger for, at alt maskineriet kører, som det skal.
Mens de fire – brofogeden og broassistenterne – sørger for, at broen åbner og lukker i tidsrummet mellem kl. 6-19 i vinterhalvåret og kl. 5-21 i sommerhalvåret, så har maskinmesteren en fast arbejdstid fra kl. 7-15. De fire førstnævnte har dog også andre vigtige opgaver at tage sig til på deres respektive vagter.
– Broen bliver drevet selvstændigt. Forstået på den måde, at vi har et budget, der skal overholdes. Med det budget skal vi for eksempel sørge for, at broen bliver malet og lysene bliver skiftet ud. Så alt imens vi holder øje med skibstrafikken og den almindelige vejtrafik, tager vi os af et ganske almindeligt kontorarbejde med vagtplaner, almindelig drift, budgetter etc., fortæller Martin.
For en fremmed, der aldrig har skænket det en tanke, at brohuset har sin helt egen adresse og desuden beskæftiger fem personer med fuldtidsarbejde, er det på sin vis som at træde ind i en kulisse fra en gammel Olsen-banden-film.
Brohusets manøvrepult – altså den tavle, der sørger for, at klapperne går op og ned – stammer da også fra samme årti (tresserne), som Olsen-banden. Og har man en tilstrækkelig fantasi, kan man også se trioen for sig gående på rad og række henover broen. Keld med sin velkendte brune taske under armen, Benny bagerst med sin karakteristiske gangart, og Egon Olsen forrest med en cigar i mundvigene.
Var det en Olsen-banden-film i virkeligheden, ville trioen formentlig være nødsaget til at få brofogeden Martin ud af brohuset og ned til de gamle maskiner i maskinrummet.
Her er der tandhjul på størrelse med bildæk, store velholdte maskiner fra 30’erne og gangbro for de ansatte, der forbinder Nørresundby med Aalborg. Under selve broen er der endda flere jernbanespor med køretøjer, så broen kan males og repareres.
Den daglige trafik
Men dette er hverken Olsenbanden eller tresserne, og selvom brohusets manøvrepult virker gammeldags, fungerer det stadig upåklageligt ifølge Martin.
– Vi oplever stort set aldrig problemer med noget. Så heldigvis fungerer de gamle maskiner stadig helt perfekt.
Og det gør maskinerne – til trods for at de alle dage siden har haft travlt. Eksempelvis blev broklapperne åbnet 2.054 gange i løbet af 2017. Men der er forskelle i travlheden. Den mest travle måned er juli med 452 åbninger i 2017, mens der ”kun” blev åbnet 24 gange i januar samme år.
– Udover vores faste oplukningstider klokken hel, så åbner vi for erhvervssejlende, når der er behov for det. Desuden har vi tilkaldevagter uden for vores normale åbningstider. Så erhvervsskibene kan altid sejle igennem, uanset hvilken tid på døgnet de måtte have brug for det, fortæller Martin.
Nordjyllands mest spektakulære trafikknudepunkt – Limfjordsbroen – holder dermed aldrig lukket.
– Vi har åbent 24/7, 365 dage om året, konstaterer brofogeden og ser op på uret, der nærmer sig 15.
Dermed er det tid til at tjekke op på www.marinetraffic.com, for at se, om der er skibe i nærheden. Her kan brofogeden holde øje med skibstrafikken i Limfjorden – og snart sagt hele verden – for at se, hvilke skibe der forventes at få brug for en åbning.
Og dermed er det også tid for skribenten at takke for samtalen og begive sig ud på den råkolde, første Limfjordsforbindelse. Om der så kommer en tredje Limfjordsforbindelse, så tager ingen romantikken fra den gamle bro, der er spændt som en bue fra bred til bred.
[masterslider id=”31″]