De holder Sprittens hjerte i hænderne
Udenfor lokalet, vi sidder i, laver maj-solen blå postkorthimmel over Aalborgs gader, da vi få minutter forinden stod ved foden af spritfabrikkens pulserende byggeplads, kontrasterede den stærkt over de gamle, velkendte brunrøde mursten. Vi befinder os i starten af en snak med chefduoen for Kunsthal Spritten, Signe Nørgaard Jochumsen og Bibi Henriksen Saugman. To kvinder, der holder snor i et af landets mest ambitiøse projekter for samtidskunst.
– Det er faktisk det gamle kraftværk, vi transformerer…
Det er Signe, der siger sætningen med det gamle kraftværk. I hendes tonefald ligger en omhu. Som interviewet skrider frem, bliver det kun tydeligere, at netop den omhu er et udtryk for, at historiebevidstheden og respekten for, hvad der var, er bærende, fundamentale søjler i hele projektet. Men lad os blive ved begyndelsen. Signe og Bibi tog smilende imod os, da vi mødte dem ved indgangen til byggepladsen.
– Vi har prøvet at lade være med kun at tage sort på, siger Bibi grinende som en kommentar til de billeder, der skal tages til artiklen. Måske så meget mere passende er det, at vi på en café i nærheden har fået bænket os med vores kaffe i en solgul sofa.
– Det sker faktisk ikke så tit, at Bibi og jeg sidder til møder sammen, for vi kender hinanden så godt, at vi ved, hvad hinanden vil mene om forskellige ting. Jeg ved, hvilken holdning Bibi vil have til noget, når jeg sidder til møde – og omvendt, fortæller Signe.
At lade industrien blive en kunstbærer
Bibi og Signet har ledet Kunsthal Spritten i knap 2 år. Da de tiltrådte, havde projektet været i støbeskeen i 9 år. Det var idémanden og kunstsamleren Martin Nielsen, der først plantede tanken om, at Aalborgs gamle vartegn skulle omdannes til en kunsthal. Da Bibi og Signe blev ansat, kom de derfor direkte ind i et projekt, der skulle søsættes. Og ordet ”projekt” er nok dybest set her en underdrivelse – for måske er det bedre at kalde Kunsthal Spritten for en kulturel vision, der lige nu er i fødsel.
– Martin Nielsen fik jo for 11 år siden denne her fantastiske idé om, at man skulle transformere dele af det store spritanlæg herude i Vestbyen til at være en kunsthal for samtidskunst. Og det er vigtigt at sige, at Spritten-anlægget med sine røde mure, som mange nordjyder kender og har holdt øje med i mange år, samlet set er Danmarks største, fredede industrianlæg.
Nu kommer vi til Signes rammende sætning fra før.
”Det er jo det gamle kraftværk, vi transformerer…”
For… tyg lige på det.
Lad os spole tiden tilbage til 1931.
Aalborgs nye spritfabrik bliver netop nu indviet af statsminister Thorvald Stauning. Lige nedenfor fabrikkens solide mure breder Limfjordens vandspejl sig ud, og ovenfor fjorden er der sort af mennesker. De vil se Stauning, og de vil se byens nye, banebrydende produktionsmekka. 5000 granstammer fra Rold Skov er nedrammet som fundament i jorden, og et stykke Danmarks- og industrihistorie bliver i dette øjeblik skrevet. Kraftværket vil fremover være knudepunktet. Produktionens hjerte.
Cloud City vokser mod skyerne
Vi går frem i tiden igen og lander i nutiden. Vel er produktionens puls blevet stille, da man stoppede fabrikkens aktivitet i 2015.
Men hjertet, kraftværket, ligger der stadig, og den transformation, som Bibi og Signe står med i hænderne, handler om at få hjertet til at slå igen. Nu er grundlaget bare ikke produktion – men kunst. For i transformationen ligger, at man renoverer, bygger til og skaber nyt til den allerede eksisterende bygning. Samtidig vil et kæmpemæssigt kunstværk kaldet, Cloud City, der er skabt af den argentinske kunstner, Tomás Saraceno, tårne sig 30 meter, op og koble sig på den gamle kedelhal.
Formålet er at skabe et oplevelsesværk, som publikum kan udforske og opleve indefra. Dermed kombineres et kæmpe stykke aalborgensisk historie med international samtidskunst – ifølge Bibi og Signe er det præcis den blanding, der gør Kunsthal Spritten så unik at arbejde med. For det skal ikke bare være et sted, hvor samtidskunst kan mærkes og opleves – det skal også være et samlingspunkt for fællesskaberne.
– Det, der er særligt ved projektet her, er, at man har en meget stærk lokal egnsforankring. Det er både lokal stolthed, at man er en arbejderby, og at man har en industrihistorie, der både er nærværende og så stor en del af Aalborgs selvforståelse. Derudover er det også en del af et nationalt kulturarvsprojekt, for det er Slots-og kulturstyrelsen, der regulerer sådan et fredningsprojekt, og derfor er der også ambitioner på dét niveau. Samtidig tapper man ind i en international profilering, fordi man entrérer med så stor en international kunstner. For os har der helt klart ligget et særligt spænd i også at have så stærk en lokal forankring, fordi foreningslivet bliver fuldstændigt afgørende for vores succes. Det er dét foreningsliv, der skal interessere sig for at holde de lokale klubmøder nede hos os, og det er dem, der også skal interessere sig for at opleve samtidskunsten og at kunne få en samtale om den ud fra den verden, de repræsenterer, fortæller Signe.
Aalborgs særlige nerve
Lad os kigge tilbage igen. Arbejderbyen Aalborg. Vi er i 1950’erne og Akvavitten flyder som klart guld fra Spritfabrikkens haner, mens Ulla Pia runger i radioernes højtalere, og moden dikterer brylcreme-indfattede frisurer. Nu er vi i 1970’erne. Aalborgs Vestby har fået flere biler, og Spritten tårner fortsat stoisk op over de andre bygninger. Der cykles til arbejde på fabrikken med madpakker i bagagebærerne. Nu med lidt mere rodede frisurer end i de polerede 50’ere. Alt dette her… det er hverdagshistorie.
En ting, som under samtalen med Signe og Bibi viser sig at løbe gennem deres kunstneriske vision for Spritten som en Aalborg-rød tråd.
– Dét at have et hus med så stærk en historie, som stedet emmer af… altså, alle bliver bjergtagede af at være der! Det er fordi, det er fyldt af en særlig ånd, siger Signe.
Bibi nikker samstemmende og fortsætter,
– De Danske Spritfabrikker har jo været en arbejdsplads. Når man kører i taxa eller bus rundt i byen, møder man folk, der har haft en fætter eller en bror der, eller som på anden måde har haft fabrikken tæt ind på livet, og den arv vil vi gerne løfte. Det er kulturhistorie, der har været produceret. Den står stadig på mange frokostborde. Noget af det, vi kunstmæssigt har gjort os umage med at tale ind i, er, at samtidskunstscenen også forholder sig til mad og bruger spisesituationen som et sted, hvor der kan ske noget. Derfor har vi blandt andet lavet et samarbejde med Madservice Aalborg, som laver mad til plejehjem. Så vi er en kunsthal, der er optaget af, at flere føler sig involverede i samtidskunst. At det har en betydning i hverdagslivet.
Kunst kan også bare være dér, hvor man er
Signe og Bibi mødte hinanden, da de begge studerede kunsthistorie på Aarhus Universitet. Når man skal beskrive dem, kan man vælge at fortælle, hvordan de begge kommer fra lederstillinger i henholdsvis Politikens Hus og Gernes Fonden, og hvordan deres måde at være ledere på gennem tiden har formet sig til at kunne være den samarbejdsduo, de udgør i dag. Man kan også vælge at skifte til andre brilleglas. De glas, der tydeligt viser to kvinder med hver deres solide base af kunstnerisk indsigt og viden, og som brænder for at hjælpe med at få kunsten til at nå endnu flere mennesker.
– Vi har lidt et slogan, siger Bibi med skævt smil.
– Vi vil rigtig gerne være et hus, der får folk til at tænke, at kunst ikke er en ”søndagsting”, men en hverdagsting. At kunst ikke er noget, der absolut betyder, at man tager sit fine tøj på og kommer et sted hen, hvor man ikke må røre ved noget. Kunst kan også bare være der, hvor man er. Og måske er det ikke vigtigt, at man er klædt på til det. For… hvad er samtidskunst? Det er egentlig bare, at de kunstnere, vi arbejder med, interesserer sig for den hverdag, der er vigtig for dig.
– Samtidskunstens palet er bred. For den er hverdag. Men den er også de store linjer, der rykker i verdens tektoniske plader. Også dét perspektiv er en klar del af det, kunsthallen skal rumme, fortæller Signe.
– Kunsten samler os, og samtidskunst handler netop om de temaer, der berører os i vores samtid. Om det er ensomhed, klimaforandringer, globalisering… så er det temaer, vi skal forholde os til.
De helt store eksistentielle ting. Og det, samtidskunsten også kan, er at lægge nogle snit på tværs. Vi drømmer om, at vores hus skal være et samlingspunkt, hvor man får lyst til at tage en samtale. Stille de svære spørgsmål og være nysgerrige på hinanden med et andet blik. Det er dét, kunsten kan og altid har kunnet. Vi vil gerne facilitere et rum, hvor vi er nysgerrige sammen. Og så er der også perspektivet med, at vi i de her vanvittigt smukke omgivelser har nogle vilde muligheder for at skabe nogle kunstværker og installationer, som indtager meget store, fysiske rammer. Det er dét, der adskiller vores kunsthal fra andre steder, som ikke lige har 11 meter til loftet og en industrihistorie som fundament.
Det er første gang i Danmarkshistorien, der er givet lov til at opføre en bygning på en fredet bygningsgrund. Og det, fortæller Bibi, kræver nænsomhed. Men det kræver også et blik, der ser med respektfulde øjne på, hvad der var.
– Vi plejer at sige, at vi ikke er de første, og vi er heller ikke de sidste. Den sætning har vi tyvstjålet fra Praksis Arkitekterne, som står bag projektet – for det var dét, de sagde til os på vores allerførste møde, da vi havde fået jobbet. Vi bruger den sætning som ledestjerne for rigtig meget af det, vi gør. Det handler om respekt for det, man står på, og for dem, man står på skuldrene af. Men det handler også om, at man ved, der kommer nogen efter os. Det er der også noget fint i at huske sig selv på.
At være hinandens bedste spejl
Når man sidder overfor Signe og Bibi, er der én ting, som er meget tydelig: At forskelligheder kan være komplementærfarver, der fremhæver hinanden. For de to er forskellige. Og måske er det én af grundene til, at den kerne, de byder ind med i det job, de varetager, virker så stærk. De søgte lederjobbet sammen i sin tid med en vished om, at de samspillende ville kunne løfte opgaven på en helt anden måde end en enkeltperson. Det har vist sig at holde stik, fortæller Signe.
Jeg har givet dem et lettere ”kitschy” spørgsmål. ”Hvad sætter I mest pris på hos den anden?” Det er ét af den type, man måske stiller et veletableret ægtepar. Men det var oplagt, for Signe og Bibi er veletablerede i det, de gør. De griner lidt til hinanden, mens de tænker over svaret. Signe læner sig lidt tilbage i den solgule sofa og hæver perspektivet i mit spørgsmål op i fugleperspektiv.
– Selvom vi, da vi tiltrådte, overbeviste hinanden om, at det var verdens bedste idé, var der alligevel et element af, at det jo også bare skal lykkes. Og det har det gjort. Også meget mere end jeg har kunnet forestille mig. Så én af de meget store styrker, jeg oplever, er, at vi har hinandens ryg. Og det giver måske en tilgang til verden, som er en smule mere modig, end den ville være, hvis man var alene. Det giver et helt vildt sparringsrum.
Bibi fremhæver evnen til at spille hinanden gode.
– Noget af det, der var en ny AHA-oplevelse for mig, er, hvor meget, man udvikler selv sig, når man er så tæt på et andet menneske. Altså, hvor ville det være fantastisk, hvis man gjorde det i sit parforhold, ikke? Men fordi vi jo har en professionel opgave sammen, er vi også afhængige af hele tiden at give feedback og være tætte. Signe er jo mit bedste spejl. Nogle gange, når hun siger noget, tænker jeg ”Åh… men hun har jo ret!” – det er jo dér, jeg udvikler mig. Jeg havde ikke forestillet mig hvor meget det ville accelerere mig personligt… og hvor meget, det sikkert også accelererer Signe…
Det sidste siger Bibi med et stort grin, men Signe stemmer omgående i. Accelerationen er gensidig.
Og at Kunsthal Spritten også er i færd med en acceleration hen mod at blive det kunstneriske og kulturelle samlingspunkt, det er tiltænkt, er der ingen tvivl om.
VIDSTE DU
Det er tegnestuen Praksis Arkitekter, som har vundet genopbygningen af Børsen, der står bag projektet.
Tanken er at gentænke måden at udstille på. Derfor fokuseres der på én årlig udstilling, frem for flere, da dét at genopleve kunstværker kan brede oplevelsen ud.
Da Bibi og Signe fandt ud af, at der tidligere var en tradition blandt fabrikkens arbejdere med at synge sammen, lavede de et fællessangsarrangement, som havde stor succes. Det var en måde at samle mennesker på og ære fabrikkens historie på samme tid.
