Anmeldelse af ’Drabscheferne: Den ultimative forbrydelse – drabet’
De to tidligere drabschefer, Kurt Kragh og Ove Dahl, gæstede mandag aften koncertsalen i Musikkens Hus med deres foredrag ’Den ultimative forbrydelse – drabet’.
Publikumsdemografien var meget blandet i forhold til, hvad jeg tidligere har oplevet i Musikkens Hus. Men fællesnævneren for de tilstedeværende var nok, at de alle var interesserede i ’true crime’. Det har været sådan en slags bølge, som er skyllet ind over landet i de senere år. Selve foredraget var udsolgt, og folk lyttede med stor interesse til trods for at mange af fortællingerne nok var ret velkendte for de fleste true crime-interesserede.
De to drabschefer gik punktlig på scenen, klokken 19.00 sharp, og Ove Dahl lagde godt ud med lidt humor, alt imens han præsenterede sig selv og aftenens indhold. Det skabte en god og tryg atmosfære, inden den tidligere kriminalkommissær i Rejseholdet, Kurt Kragh, tog over. Han præsenterede også kort sig selv, inden han gik i gang med at forklare om begreberne ’kontaktdrab’ og ’fjerndrab’ samt hvilke af disse to, der er de sværeste for en efterforsker at opklare. Det ledte ham derpå videre til at tale om de 7 motiver, som typisk ligger til grund for et drab. Med udgangspunkt i motiverne kunne han og Ove således fortælle om nogle af deres tidligere drabsefterforskninger, som blandt andre omfattede Stewardesse-drabet på et hotelværelse i København, æresdrabet på den 14-årige Sonay samt om Amagermanden.
Efter pausen lagde Ove Dahl atter ud med lidt let humor, hvorefter Kurt Kragh fik lov til at fortælle endnu en historie fra drabsefterforskningens arkiver. Mens de hver især fortalte om deres sager, viste de samtidigt på et stort lærred fotografier af de omtalte ofre, gerningssteder og spor. Selvom det var et temmelig grimt layoutet diasshow, så gjorde det, hvad det skulle og gav på den måde publikum mulighed for at få en større indlevelse og forståelse i sagen. Afslutningsvis fortalte Ove Dahl om én af sine sidste efterforskninger, og selvom de to herrer gik lidt over tiden, så virkede de ingenlunde til at have travlt med at forlade scenen. De signerede desuden også deres bøger i forhallen både før og efter foredraget.
For interesserede, så kan man opleve Drabscheferne igen, når de atter vender tilbage i Musikkens Hus tirsdag den 5. maj 2020 klokken 19.00. Der er efter sigende stadig billetter at få.
Nogle ville måske finde foredraget for langt. Men det var det bestemt ikke for sande true crime interesserede. For både de og undertegnet fik, hvad vi kom efter, da de to gavtyve med et glimt i øjet og deres lune gemytter drillede både hinanden og publikum. Noget man nok også er nødt til at kunne for at håndtere at arbejde med drabsefterforskning. Selvom det ikke var ny viden for undertegnet, så var det alligevel ganske interessant at høre historierne og indtrykkene fra hestens egen mule. For det gav et utrolig validt indtryk samt nye små ukendte detaljer. Kurt Kragh og Ove Dahl fortalte der ud af uden videre skreven manus ved hånden, og jeg blev nemt suget ind i deres fortællinger. Jeg følte mig faktisk også ganske godt tilpas undervejs, og fik som sagt også hvad jeg kom efter. Derfor giver jeg de to drabschefer 5 flotte stjerner ud af 6 stjerner.