ADVODAN – Din lokale advokat i Aalborg og Brønderslev
Vi har stillet advokat og partner hos ADVODAN Hanne Bruun Jacobsen nogle spørgsmål omkring, hvad det er, der er vigtigt at gøre, når det kommer til at få styr på fremtidsfuldmagt, testamenter og arv.
Det første, advokat Hanne Bruun Jacobsen anbefaler er, at finde ud af, hvem der arver en, hvis ikke man har oprettet et testamente. Først herefter kan tage stilling til, om det er arvelovens fordeling man ønsker eller ej.
Undgå konflikter i familien om arven
Der kan ofte opstå konflikter på grund af fraværet af et testamente. Det er en situation, som Hanne som autoriseret bobestyrer desværre ser alt for ofte.
– Jeg har flere dødsboer, hvor arven ikke går til afdødes samlever igennem næsten hele livet men til fjerne slægtninge, som afdøde næsten ingen kontakt har haft til. Andre særligt triste tilfælde er, når en person, der dør i en al for tidlig alder, efterlader sig børn, som endnu ikke er fyldt 18 år, men hvor der ikke er oprettet et testamente, som begunstiger den anden forælder. I disse tilfælde er jeg fra lovens side forpligtet til at låse børnenes arv fast i en forvaltningsafdeling frem for at udlodde arven til den forælder, der bliver efterladt som enlig forsørger for de mindreårige børn.
– Jeg ser desuden mindst fem tilfælde årligt, hvor staten arver fordi afdøde, der ikke var gift og ikke efterlod sig børn eller anden familie, ikke havde oprettet et testamente.
Fremtidsfuldmagt og testamente
Det er vigtigt først og fremmest at få slået fast, hvordan testamentet og fremtidsfuldmagten adskiller sig fra hinanden.
En fremtidsfuldmagt gælder, mens du stadig er i live, men når du på baggrund af en lægefaglig vurdering ikke længere anses for at være i stand til at træffe fornuftige beslutninger. Fremtidsfuldmagten ophører ved din død.
Fremtidsfuldmagten er således relevant, når der på dine vegne rådes over din formue i levende live, mens testamentet er relevant, når din tilbageværende formue skal fordeles til arvingerne. Det er sjældent at testatorerne er uenige om indholdet af deres testamente, idet dem, der opretter testamenter sammen, typisk er ægtefæller eller samlevende, hvorfor de har de samme interesser, som de ønsker at sikre. Ønsker testatorerne, at arven efter dem fordeles forskelligt, kan dette også nemt indføres i et fælles testamente således, at ingen af parterne skal gå på kompromis med deres ønsker.
I forhold til fremtidsfuldmagten så opretter man én pr. person, hvorfor man helt selv kan vælge indholdet heraf. En fremtidsfuldmagt er således et dokument, der er helt unikt for opretteren – efter Hannes opfattelse er det en slags forsikring.
– Der hvor jeg typisk møder konflikterne er til gengæld i dødsboerne, idet afdøde ikke længere har mulighed for at fortælle og eventuelt uddybe sine ønsker, og de uforstående efterladte har følelserne helt uden på tøjet i en svær tid. Det er min erfaring, at disse konflikter nemmere kan undgås, hvis man i forbindelse med oprettelsen af testamentet husker at få oplyst og måske forklaret ens nærmeste, hvorfor man har truffet de beslutninger, som man nu har, fortæller Hanne.
Hvor skal man starte?
Ring eller skriv til en advokat og forklar kort din situation, så vil de fleste advokater nemt kunne give et svar på, om du har behov for et testamente eller ej, og hvad næste skridt i processen vil være. Hanne og hendes kollegaer giver altid en sådan vurdering uden beregning.
I forhold til en fremtidsfuldmagt, så er det noget alle bør oprette, så længe de har én eller flere personer, som de ønsker skal træde til, hvis de på et tidspunkt ikke længere selv er i stand til at træffe fornuftige beslutninger. Alle bør oprette en fremtidsfuldmagt, fordi fremtidsfuldmagten ikke kun beskytter en i de ofte omtalte demenstilfælde men også, hvis man pludseligt skulle komme ud for en ulykke, som efterlader en i koma eller med alvorlige kognitive funktionsnedsættelser, hvilket er noget, der desværre kan ske for alle uanset alder og helbred.
Vær desuden kritisk overfor de online løsninger, hvis prisen er alt for god, idet dette typisk indikerer, at du ikke vil blive rådgivet af en professionel om netop de valg, der er de bedste for dig.
TESTAMENTET ER SÆRLIGT VIGTIGT FOR
- de sammenbragte familier med dine, mine og/eller vores børn
- de enlige uden ægtefælle og børn
- ugifte samlevende med og uden børn
- forældre med børn under 18 år
- ægtefæller hvor en eller begge har en virksomhed
- ægtefæller der ønsker, at arven skal være særeje
ADVODAN – Aalborg & Brønderslev
Telefon: 96 31 33 00
Aalborg: Mølleå 1, 1. sal tv., 9000 Aalborg, aalborg@advodan.dk
Brønderslev: Håndværkervej 1, 9700 Brønderslev, broenderslev@advodan.dk

