Skip to main content
pressemeddelelse / Aalborg Teater
6. maj 2021

Aalborg Teater genåbner med en fantastisk teatersæson

Sæsonen 2021 /22 byder på ikke mindre end 25 titler, heraf 14 premierer, gæstespil, repremierer, co-produktioner og gratis streams.

Aalborg Teater har været særdeles aktiv i foråret 2021 med streams af blandt andet premiereforestillingerne Tine og De skønne dage i Aranjuez, og det høje aktivitetsniveau fortsætter også i denne sæson der indledes i efteråret 2021.

Det bliver en sæson med smukke og stærke fortællinger, der udfordrer, rører, forholder sig til den tid vi lever i, vækker til eftertanke, er debatskabende og kryber ind under huden.

Kort sagt en forrygende og fantastisk teatersæson med oplevelser i alle genrer og for alle aldersgrupper.

Alt er i spil

 

”En mand med et ur ved altid hvad klokken er.

En mand med to kan aldrig være sikker”.

Albert Einstein

”Vi lever i en tid hvor alt er i spil og hvor vi ikke længere har fast grund under fødderne. Derfor har jeg også valgt Albert Einsteins ord som citat for denne sæson. Det beskriver i en nøddeskal vor tid. Det er både fantastisk og skræmmende. Det polariserer, skaber frygt, usikkerhed og forvirring. Men det byder også på muligheder. Og alle de forestillinger vi præsenterer i den kommende sæson, forholder sig til den tid vi lever i”, siger Teaterchef Hans Henriksen.

Vi forholder os til vores samtid

For Aalborg Teater er det vigtigt at være et teater, der forholder sig til sin samtid. ”Vi vil gerne debattere og diskutere, og derfor relaterer vores forestillinger sig også til de problemstillinger, som er vigtige for den tid vi lever i”, siger Hans Henriksen.

”Det være sig den veluddannede middelklasses brudte illusioner i Sommergæster, eller betydningen af overgreb og nederlag på den danske folkesjæl i Tine. Fremmedhed, ydmygelse og raseri i Medea, eller udfordringerne med køn og narrativer i De skønne dage i Aranjuez. Den voksende identitære bevægelse i Morgenlandet, og selvmordet i Jeg er vinden eller forholdet mellem fantasi og virkelighed, smerte og liv i Hvem er bange for Virginia Woolf.”

”Vi ønsker at vise vores publikum alle facetter af teatret. Teater er liv på en helt speciel måde. At elske teatret er at elske livet – og det har vi brug for i dag”, slutter Hans Henriksen.

Store Scene

På Store Scene åbnes sæsonen 4. september 2021 med Maxim Gorkij’s Sommergæster. For den veluddannede middelklasse er livet ikke blot ulideligt let. Det kan også være ulideligt tomt. Forude venter revolutionen – motiveret af trangen til at kysse den evige virkelighedsflugt farvel.

Sommergæster, fra 1904 er fortsat aktuel med sin stærkt underholdende og sylespidse skildring af middelklassens passivitet.

På scenen vil man kunne opleve det meste af Aalborg Teaters ensemble. Scenografien til forestillingen er skabt af den verdenskendte Serge von Ars og forestillingen iscenesættes af Teaterdirektør Hans Henriksen.

30. september 2021 er der premiere på Herman Bangs klassiske og ikoniske mesterværk Tine.

Tine er en gribende og tragisk kærlighedshistorie, der udspiller sig før og under krigen i 1864.

Line Nørholt og Thomas Kristian Bek indtager rollerne som Tine og Berg. Den prisvindende instruktør Runar Hodne iscenesætter forestillingen. Jenny Rossander, bedre kendt som Lydmor, har komponeret den stemningsfulde og smukke musik til forestillingen.

Edward Albees Tony-vindende forestilling Hvem er bange for Virginia Woolf har premiere 17. februar 2022.

I denne opsætning indtager Martin Ringsmose og Marie Knudsen Fogh rollerne som George og Martha. Teaterdirektør Hans Henriksen iscenesætter forestillingen, mens hans makker gennem snart 20 år, Nicolaj Spangaa, skaber scenografien.

4. maj 2022 er der premiere på den forrygende musical Sugar.

Nogle gange må man ty til kreative løsninger, hvis man skal slippe ud af en tilspidset situation. Eksempelvis kan det ske, at man ufrivilligt bevidner et gangsteropgør. Så må man iklæde sig dametøj, skifte navn og blive medlem af et kvindeband.

Sugar er baseret på filmen Some like it hot, der havde Marilyn Monroe i rollen som Sugar Kane, mens Jack Lemmon og Tony Curtis spillede Jerry og Joe. I denne opsætning spilles Jerry og Joe af Nikolaj Bjørn-Andersen og Albert Stein Ankerstjerne, mens Karla Rosendahl spiller Sugar Kane.

Det er Mia Lipschitz der iscenesætter forestillingen i en scenografi skabt af Camilla Bjørnvad.

Sæsonen sluttes af på Store Scene med den Reumertnominerede co-produktion Livstidsgæsterne af Line Knutzon. Forestillingen er skabt i samarbejde med Betty Nansen Teatret. Livstidsgæsterne iscenesættes af Elisa Kragerup, og på rollelisten er blandt andre Ena Spottag, Niels Ellegaard og Maria Rossing.

Lille Scene

På Lille Scene byder Aalborg Teater på både en stor klassiker og ikke mindst ny dansk dramatik, skrevet direkte til Aalborg Teater.

Sæsonen 2021 /22 åbnes med Euripides store klassiske tragedie Medea med Camilla Gjelstrup i titelrollen. Forestillingen iscenesættes af Sullivan Lloyd Nordrum og scenografien er skabt af Katrine Krohn.

8. oktober er der premiere på forestillingen De skønne dage i Aranjuez af Nobelprismodtageren Peter Handke.

De skønne dage i Aranjuez iscenesættes af Hans Henriksen og scenografen skabes af Ditte Marie Walter Thygesen. Manden og kvinden spilles af Martin Ringsmose og Camilla Gjelstrup.

 

Nordjyskfødte Camilla Kold Andersen er Aalborg Teaters nye faste instruktør og 20. november har hun premiere på sin første forestilling på Aalborg Teater, nemlig Jon Fosses Jeg er vinden.

Døden kan være svær at tale om. Også for den, der ikke længere kan holde livet ud, og som derfor ønsker at gøre en ende på det. Men hvad nu, hvis man nu kunne få hjælp fra det hinsides til at få sat ord på det uudsigelige?

I forestillingen medvirker Karla Rosendahl og Marie Knudsen Fogh.

Aalborg Teaters faste dramatiker Julie Maj Jakobsen har tidligere skrevet prisvindende dramatik til teatret, blandt andet Aftenlandet. Nu er hun aktuel med forestillingen Morgenlandet, hvor hun tager udgangspunkt i nutidens højreradikale bevægelser – og specifikt Generation Identitær, der opstod i Frankrig og siden 2018 har været en officiel ungdomsbevægelse i Danmark.

Morgenlandet har urpremiere 5. februar 2022 og iscenesættes af Camilla Kold Andersen og på rollelisten er blandt andre Bolette Nørregaard Bang, Lars Topp Thomsen og Line Nørholt.

26. marts 2022 er der premiere på endnu et stykke nyt dansk dramatik med co-produktionen I krydset får de ny sofa, som bygger på forfatter Helle Helles anmelderroste roman de.

Forestillingen er en co-produktion med Hotel Pro Forma.

Sæsonen på Lille Scene sluttes af med en Danmarkspremiere når der 13. maj 2022 er premiere på instruktør og forfatter Kamilla Wargo Breklings Er det bare en overgang?

Livet er én lang bevægelse. Det eneste vi kan regne med er, at alt forandrer sig. Og det, der var, bliver til noget andet.

Mindste Scene

På Mindste Scene er der 8. marts 2022 Danmarkspremiere på Edouard Louis’ Hvem slog min far ihjel?

Hvem slog min far ihjel? er en kærlighedserklæring fra den homoseksuelle forfatter til sin homofobiske og racistiske fabriksarbejderfar.

Forestillingens eneste medvirkende er Evrim Benli.

Fantastisk gensyn

I efteråret 2021 bliver der mulighed for at opleve eller genopleve Henrik Szklany’s fantastiske forestilling Alle mulige ting til salg.

Når tvangsauktionen truer, rudekuverterne ikke længere kan være under gulvtæppet og når man så ovenikøbet har mistet sit skånejob, så er det på tide at træde i karakter og tage skeen i den anden hånd og det er lige netop hvad Anita har tænkt sig at gøre.

Forestillingen var en kæmpesucces og fuldstændig udsolgt da den spillede på Lille Scene i 2018, nu flytter Anita og alle hendes ting for en tid ind på Store Scene og kan opleves der fra 28. oktober 2021.

Teateroplevelser for hele familien

Den kommende sæson er også fyldt med oplevelser for familier.

Allerede 6. august er der mulighed for at opleve succesopsætningen af H. C. Andersens elskede eventyr Fyrtøjet.

Fyrtøjet gav både børn og voksne øjne så store som the-kopper og Rundetårn, da forestillingen sidst indtog Aalborg Teater, og nu er hele holdet klar til at tage publikum med på en fortryllende og spektakulær oplevelsesrejse ind i H. C. Andersens magiske univers.

November og december 2021 byder på årets store familiejuleforestilling, nemlig Snefald, der har repremiere 13. november og spiller helt frem til jul.

Når man er ni år gammel, har mistet sine forældre og bor hos sin gnavne nabo, kan det være svært at tro på julemanden og omfavne julens magi. Men hvis man blot har en lille smule håb tilbage, kan man alligevel prøve at sende et brev til julemanden – bare for at se hvad der sker.

Årets børne- og skolesceneforestilling

H. C. Andersens klassiske fortælling Kejserens nye klæder er blevet gendigtet og dramatiseret af Victor Tjerneld og resultatet er en farverig og stærkt underholdende forestilling for både børn og voksne.

Kejserens nye klæder har premiere 29. januar 2022.

Derudover byder sæsonen 2021/22 på Late Night Show med Casper Philipson, Two Lions and a Castle fra Dansk Danseteater, Larsens Teatersuppe, Dialog og 3. Stop fra Gug samt nye aktiviteter på AAT Stream.


Nyeste artikler

Sangerinden Drew Sycamore er vokset op i en lillebitte by i bunden af Nordjylland. Med den nordjyske jordnærhed og en urokkelig tro på, at succesen…
Når man står midt i et voksenliv, hvor logistik og hamsterhjul er ved at tage over, så længes vi nok alle sammen en smule efter barndommen, hvor de…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev