Verdensstjerner dyster i kitesurfing til BIG AIR i Cold Hawaii i Thy
Der bliver virkeligt mulighed for at få en oplevelse ud over det sædvanlige, når Friends of Cold Hawaii afvikler BIG AIR i forbindelse med de kommende Cold Hawaii Games, der finder sted i Thy i perioden 10.-26. september 2021. Kitesurferne laver blandt andet spring på vandet, der sender dem over 20 meter op i luften.
For andet år i træk afholdes Cold Hawaii Games og en fast bestanddel af programmet er BIG AIR, der er kongedisciplinen indenfor kitesurfing og som kræver mange års erfaring.
– Big Air handler kort fortalt om at komme så højt til vejrs som muligt. Deraf navnet Big Air. Hele 70% af de point, man kan hente hos dommerne, handler om at komme til vejrs. De sidste 30% handler om hvor lang en afstand, man tilbagelægger på vandet kombineret med, hvor udfordrende surferens indsats i konkurrencen er. Jo sværere og mere vellykket en indsats er, jo flere point, fortæller Sports Director Mads Bloch.
Krav til vind og bølger
BIG AIR stiller store krav til såvel vind som bølger på det sted, hvor man skal konkurrere.
– Vi skal ramme op imod 14-16 sekundmeter vind helst fra vest i kombination med gode bølger. Og gerne tørt vejr af hensyn til publikum. Det vil være optimale forhold. Det er også derfor vi ikke præcist kan sige, hvilket tidspunkt konkurrencen afvikles på og hvor på Cold Hawaii kysten, pointerer Mads Bloch.
BIG AIR forventes dog afviklet i perioden lørdag den 10. til søndag den 26. juli 2021.
– Vi er nødt til at operere med en så lang tidshorisont, da vejret skal være perfekt til den her type konkurrence, der i sagens natur er afsindig afhængig af de perfekte forhold. Vi kan se to døgn før, hvornår vi kan afvikle og giver så det endelige GO 24 timer før, fortæller Mads Bloch.
Det betyder også, at de 18 atleter sidder standby fra fredag den 10. september og indtil konkurrencen kan skydes i gang.
Verdens bedste og de danske rookies
Det er toppen af BIG AIR, der indtager Cold Hawaii. Samlet set har de et svimlende antal guldmedaljer blandt andet hentet ved VM i kitesurfing gennem årene.
– Flere verdensmestre og utallige podie placeringer fra Red Bull King of the Air, bliver samlet i Thy. Det gælder blandt andre britiske Aaron Hadlow, der har fem verdensmesterskaber med til Cold Hawaii. Men også hollandske Kevin Langeree, der har vundet Red Bull King of the Air hele tre gange og vandt Cold Hawaii BIG AIR sidste år, fortæller Mads Bloch.
Blandt de helt unge, er øjnene rettet imod den kun 20-årige brite Tom Bridge, der har siddet tungt på mesterskabstitlerne i ungdomsrækkerne de seneste ti år. Men også hollandske Cohan Van Dijk, franske Julian Huynh, spanske Liam Whaley, hollandske Lasse Walker og polske Janek Grzegorzewski er kendte for levere indsatser i verdensklasse til BIG AIR over hele verden.
Danmarks største internationale kitesurf-stjerne Nick Jacobsen er selvfølgelig også på plads til Cold Hawaii BIG AIR. Herudover har man givet to wildcards til unge talenetfulde danske kitesurfere.
– Vi har valgt Lucas Gramstrup og Mikkel Hansen, der begge er store talenter på vej. Vi glæder os til at se dem og alle de andre deltagere på vandet i Thy, hvor vi kan bryste os af at have perfekte forhold til afviklingen af netop den her type konkurrence, fortæller Mads Bloch.
Faciliteter i verdensklasse
Cold Hawaii BIG AIR afvikles enten i Vorupør eller i Hanstholm i perioden 10.-26. september 2021. Arrangørerne melder ud i medierne samt på de sociale medier to døgn før, hvor konkurrencen afvikles.
– Cold Hawaii kysten fra Agger til Vigsø rummer surfspots i absolut verdensklasse, og det er også derfor, at vi kan tiltrække atleter i absolut verdensklasse til Cold Hawaii Games, siger Projektleder Kristian Kjøller, Friends of Cold Hawaii.
Han påpeger, at Cold Hawaii Games slet ikke kunne lade sig at gøre uden støtte fra Thisted Kommune, Spar Invest og Nordjyske Medier samt en række andre lokale sponsorer.