Skip to main content
Tekst Mathilde Falden I Foto Rocco Peditto
12. august 2020

VeganDóttir ruller ind i hjertet af Aalborg

Fra den 16. august 2020 kan aalborgenserne se frem til både lækre burgers og varierende retter lavet med fokus på bæredygtighed, dyrevelfærd og minimalt madspild. Dette bliver langet over disken fra et rullende køkken i Råt & Godt Urban City, som ligger på Hjulmagervej 58 i Aalborg Centrum.

VeganDóttir er et nyt bæredygtigt og vegansk koncept. Heraf kommer også navnet, som betyder veganer-datter. Konceptet er udviklet af Paula, Rasmus og Kolbrún, som selv lever vegansk og altid har eksperimenteret med det veganske køkken ved siden af deres studier.

”Vores koncept er vegansk fordi vi går op i bæredygtighed. Det gælder både for os selv, dyrene og naturen. Det hele hænger sammen og vi mener alle bør have gode levevilkår.”

– Kolbrún, Paula og Rasmus

Vegansk burger
Vegansk burger cheeseburger

Deres fokus er på at lave veganske og bæredygtige svar på de retter, vi allerede kender og elsker. Her vil aalborgenserne altså kunne forvente saftige burgers, lækre sandwiches og varierende retter og kager fra dag til dag – alt fra lasagne eller sushi til jordbærtærter og snickerskager, hvoraf hele molevitten er plantebaseret og bæredygtigt. Op til jul kan det rullende køkkens gæster også forvente veganske svar på den traditionelle, danske julemad: her kan man blandt andet opleve nøddesteg, paneret pastinak og andre lækre jule-alternativer.

Vi er helt sikre på, at nordjyderne er klar til vores veganske koncept. De fleste går jo mest bare op i, at maden smager godt og er næringsrig, og det er i dén grad noget, vi lever op til! Vores mad er ikke kun til veganere, men til alle der ønsker en lækker smagsoplevelse og kan lide at støtte lokalmiljøet. Vi vil støtte de lokale grøntsagsfarmere, da vi ved, at Danmark har potentiale til at dyrke meget mere end vi gør i dag.”

– Kolbrún, Paula og Rasmus

VeganDóttir – Kolbrún, Paula og Rasmus

VeganDóttir indhenter alle deres råvarer fra en nordjysk perma-have, hvor kvaliteten af varerne er endnu højere end hos de økologiske vi allerede kender. Perma-kulturer har indgående fokus på dyrevelfærd, økosystemer, miljø og nul-tolerance overfor giftstoffer. Derudover er der også fokus på at bruge de grøntsager, som ellers bliver valgt fra i butikkerne. Grøntsager som intet fejler, men som har et lidt mere krøllet udseende end de andre. Sidst på dagen, når VeganDóttir har spist en masse nordjyder af, leverer de overskydende grøntsager, skræl, toppe osv. tilbage til perma-haven, så det kan laves om til jord og dermed genanvendes.

VeganDóttir startede år 2020 ud med at rejse en crowdfunding, der skulle hjælpe dem og deres veganske koncept med en plads i hjertet af Aalborg. De skulle nå 50.000 kr for at kunne indfri drømmen om et rullende veganske køkken. Allerede i april under corona-krisen var målet nået, så selvom nordjyderne har ry for at være en smule traditionelle, har der vist sig at være stor opbakning omkring det rullende veganske køkken.

På redaktionen har vi selv prøvesmagt VeganDóttirs burgers, og vi drømmer stadig om én mere!


Nyeste artikler

Annonce
[Annonce for Helene Dahl Gottschalk] – Det er helt særligt at stå med bogen i hånden første gang, forklarer Helene Dahl Gottschalk med stolth…
Under den kolde krig har Danmark været mere udsat, end man måske har lyst til at tænke på. Vores lille nation havde en strategisk position, der g…
Mens melankolien er tydelig i Tommas Jørgensens malerier, så er der altid et glimt af humor. På samme måde virker han selv som en alvorlig mand ved…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev