Teateranmeldelse: Der er højt til loftet, indtil uvejret bryder løs
Aalborg Teaters opsætning af Yasmina Rezas komedie Blodbadets Gud er et ualmindeligt godt valg af et velkendt scenarie: Det verbale blodbad sidder lige i skabet og viser os, hvad der lurer bag civilisationens maske, når vi curler og kæmper for det, vi har kært – vores børn – og os selv. Forestillingen fortjener ****** skræmmende store stjerner.
Farce, fnidder og friske tulipaner
Det er formiddag i Paris. En uheldig hændelse mellem to drenge har resulteret i to mistede fortænder hos den ene. Det har sat to forældrepar i stævne i det ene pars lejlighed. På sofabordet, ved siden af en show off kunstbog, er vasen væbnet med friskindkøbte tulipaner, og kagen står skarpladt på køl. Man kan vel som civiliserede mennesker løse sådan en situation i fordragelighed, så der ikke går fnidder i den. Nej? – I hver sin sofa sidder de to par troværdigt anspændte overfor hinanden; Intet har de til fælles udover, at de alle inderst inde mener, at de har ret i deres og ikke vil give sig.
Blod, bræk og business
Spinkelt høflige Annette spilles af kropssprogets mesterfortolker, Nanna Skaarup Voss, som fornemt trækker en fysisk, svær rolle, der er med til at accelerere og forskubbe gruppens konflikter og magtbalancer på kryds og tværs i stykket. I takt med at Annettes maveindhold og promille stiger, transformeres hun gradvist fra fin til fandenivoldsk. Ved hendes side er den fraværende Alain, Annettes advokatmand, – her må Lars Topp Thomsen roses for i dén grad at være vokset sammen med sit suit. Han rammer Alain på kornet og har den helt rigtige måde at bevæge sig på. For hver gang mobilen ringer, bliver Alains kyniske klarsyn befriende ærligt for os.
Hamstere og hule humanister
Ægtemanden Michel tager på de sjoveste måder tilløb til at sige sin ærlige mening til sin humanistkone Veronique og til resten af selskabet. I Jacob Moth-Poulsens fortolkning bliver Michels frisure og påklædning undervejs et rodet arrangement. Vi triller tårer af grin, når han bliver skide sur over, hvad man skal høre for en død hamster. Veronique kender vi fra den politisk korrekte tone i det offentlige rum. Hende vi måske er blevet til; den hule humanist. Her balancerer Camilla Gjelstrup virkelig sin rolle, så vi ikke blot bydes fra af Veroniques retskafne karakter og små spidse bemærkninger men også finder en ærlighed i hendes teatralske udtryk, hvor vi får et kig ind til en ensom kvinde i opløsning.
Holdånd og helhjertet sammenspil
Forestillingen balancerer farcens karikerede roller, fart og dialogmæssige humor med en underliggende gru, som gør den både underholdende og til et stykke, som det er værd at tale sammen om. Et der bider sig fast i både ego, køn og ekkokammer. Det er anden gang skuespiller Martin Ringmose instruerer, og det gør han godt. Vi mærker tydeligt, at selvom der snart ingen holdånd hersker i curlingforældrenes ægteskaber, så er den til stede hos skuespillerne, som gør et godt team. Deres sammenspil er eminent, og de får de mest ulidelige og urkomiske karaktertræk fremhævet hos hinanden. Martin viser gennem sin instruktion, at han både kan læse mennesker, kolleger og tekster – tempo, humor og pauser sidder lige i skabet og i forestillingen er der højt til loftet – også efter at uvejret er brudt løs.
Forestillingen spiller frem til 16. Februar på Aalborg Teater.