Skip to main content

Tag: Vesterbro

Nordjyllands største julekalender

Over 35 nordjyske virksomheder går hver dag i december sammen om at samle penge ind til Skyggebørn. På Vesterbro hænger nu ”Nordjyllands største julekalender,” hvor der åbnes en låge med en donation direkte til Skyggebørn. Den 24. december afsløres det samlede beløb. Og der kommer flere virksomheder til, som dagene går.

 

December er en måned, hvor vi bliver mindet om, hvor godt det er at have nære relationer. Men det er også en måned, der kan være svær for de mennesker – særligt børn og unge – der har mistet en forælder.

 

Derfor startede idéen med ”Nordjyllands største julekalender”, der netop har til formål at indsamle penge til Skyggebørn og sende en kærlig tanke til de børn og unge, der har mistet én, der står dem nært.

”Jeg har længe gået med tanken om at lave en indsamling til Skyggebørn med en julekalender, der skaber opmærksomhed i bybilledet. Da vi lige nu er i gang med at renovere en facade på Vesterbro, var det nærliggende, at vi kunne opsætte et stort banner med en julekalender på hjørnet af Vesterbro og Hasserisgade,” fortæller initiativtageren Henrik Staun, der er indehaver af Byggefirmaet Staun.

 

Den gode idé tog hurtigt form, og på under 14 dage kom hele indsamlingen i stand. Og over 35 virksomheder var klar til at støtte op om den gode sag.

”Jeg fortalte om idéen i mit lokale erhvervsnetværk, og så blev vi en lille gruppe, der har arbejdet frivilligt på at få idéen ud at leve. Både med hele konceptet, grafik til julekalenderen, kontakt til virksomhederne og tryk af det endelige banner, der nu er monteret i kæmpe skala på Vesterbro. Jeg er derfor meget taknemmelig for, at vi har fået det hele i stand på så kort tid, og så mange virksomheder har ønsket at bakke op om den gode sag, og flere kommer til,” siger Henrik Staun.

 

Skyggebørn er en nonprofitorganisation og modtager ingen offentlig støtte. Skyggebørn er derfor afhængige af økonomisk støtte fra virksomheder, fonde og medlemmer for at kunne tilbyde børn gratis plads i en gruppe. Derfor betyder donationer fra indsamlingen meget for foreningen.

”Indsamlingen går lige i hjertet hos os i Skyggebørn. Vi modtager ikke offentlig støtte, så vi er afhængige af, at virksomheder og private personer har lyst til at støtte os. Det gør virkelig en kæmpe forskel for alle de børn og unge, der kommer hos os og kan få hjælp til at tale om sorg,” siger Lotte Thomsen, der er partner og eventkoordinator hos Skyggebørn. Hun fortsætter:

”Sorg er et stort tabu i vores samfund. Hos Skyggebørn bringer vi de uudtalte ting på banen og taler om sorg uden filter. Vi afmystificerer de tunge emner og italesætter det, som andre ikke gør. Derfor er der så mange børn og unge, der er glade for at komme hos os, fordi vi er sammen om sorgen. Jeg håber, at julekalenderen på Vesterbro kan være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at vi taler om sorg og investerer i vores mentale sundhed.”

 

Julekalenderende har fået en ret central placering i Aalborg på hjørnet af Vesterbro og Hasserisgade. Banneret måler 12 x 12 meter og har fået 24 låger, der hver dag åbnes, og man kan se, hvilke virksomheder der har doneret og selve beløbet. Den 24. december kan alle tal regnes sammen, og det fulde beløb går direkte til Skyggebørn.

Hvis man får lyst til at støtte det gode formål, er der en QR-kode på banneret, man kan scanne og donere et valgfrit beløb til Skyggebørn og være med i lodtrækning om fine præmier som virksomheder har doneret. Senere i december kommer der også lidt andre ideer til.

 

 

Frivillige ildsjæle har arbejdet de sidste 14 dage på at stable Nordjyllands største julekalender på benene. Fra venstre: Kjetil Løite fra Fotograferne Vesterbro, Henrik Staun fra Byggefirmaet Staun og Kathrine Kanne fra SAND:PR. Betine Brix fra Creativum/APPETIZE var desværre forhindret.

 

 

 

For yderligere kontakt venligst:

  • Initiativtager Henrik Staun, direkte 20 66 13 13 og mail: henrik@staun.dk
  • Lotte Thomsen, Skyggebørn, mobil 30 70 33 11 og mail: lotte@skyggeboern.dk
  • Presseservice: Kathrine Kanne, direkte 20 26 79 81 og mail: kathrine@sandpr.dk

 

 

Mere info om Skyggebørn

Skyggebørn er samtalegrupper for børn og unge i sorg, som har mistet én, der står dem nær eller har kronisk eller livstruende sygdom tæt inde på livet. Grupperne er inddelt efter alder – ikke efter årsagen, der har udløst sorgen eller hvor længe det er siden de har mistet.

 

Skyggebørns hovedafdeling ligger her i Aalborg og har derudover afdelinger i Aarhus, Esbjerg og København.

Skyggebørn er en nonprofitorganisation og modtager ingen offentlig støtte. Skyggebørn er derfor afhængige af økonomisk støtte fra virksomheder, fonde og medlemmer for at kunne tilbyde børn gratis plads i en gruppe.

 

Læs mere her: www.skyggeboern.dk

 

Flere standsnings- og opsamlingssteder i Aalborg skal skabe øget tryghed i nattelivet

Med etablering af nye standsningsmuligheder på Vesterbro og mulighed for korttidsparkering i Vesterå, bliver det nu lettere for forældre og andre at lave afhentning.

 

Implementering af Aalborg Kommunes midtbyplan har medført, at bybuslinje 12 og 13 er blevet omlagt fra Østerågade til ruten Vesterbro-Vingårdsgade-Boulevarden. Vesterbro er nu det stoppested i Aalborg Kommune, der betjener næst flest buslinjer og tredje flest busafgange.

For at understøtte busomlægningen er perronerne ved stoppestedet på Vesterbro blevet udvidet, så der nu kan holde op til fem busser ad gangen. Inden buspassagererne kan få fuld glæde af de nye busperroner, mangler der opsætning af yderligere læskærme, hegn mod cykelsti, samt plantning af nye og flere træer.

Med udvidelsen af perronerne har Aalborg Kommune grebet muligheden for at tillade standsning ved dele af perronerne i weekenden. Behovet for en tryg afhentning tæt på Jomfru Ane Gade er stor, derfor opsættes der i forbindelse med projektet nye skilte ved perronerne. Det betyder, at det i weekenden – fra kl. 00.00 til kl. 06.00 – er tilladt at standse ved dele af perronerne på Vesterbro. Med dette tiltag bliver det muligt at foretage afsætning eller opsamling, når man skal bringe feststemte personer hjem fra byen i nattetimerne.

Som endnu et tryghedsskabende tiltag vil der blive etableret flere opsamlingspladser ved Vesterå syd. Her bliver de fire nordligste parkeringspladser på Vesterå syd, mod Ved Stranden, skiltet med en tidsbegrænsning på 30 minutter efter kl. 19.00 på hverdage og efter kl. 16.00 i weekenden. Det gør det muligt at lave aftale om afhentning i nattetimerne, hvor man kan vente i op til 30 minutter inden hjemtransport. Etableringen af disse pladser afventer dog, at den afspærring, det pt. er opsat som værn mod sammenstyrtning af ejendom på adressen, fjernes.

Rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen siger om tiltagene:

– ‘ Mia sagen fylder pt. meget i medierne grundet den netop afsluttede retssag. I min forvaltning har vi siden den tragiske hændelse arbejdet ihærdigt på adskillige fysiske tiltag, der skal gøre det mere trygt at gå i byen i Aalborg. Eksempelvis har vi etableret 4 nye Taxiholdepladser i Vesterå, og med etableringen af standsnings-muligheden på Vesterbro og de 4 pladser med korttidsparkering i Vesterå, bliver muligheden for “forældreafhentning” væsentligt nemmere. Det er rigtig fine tryghedsskabende tiltag, som jeg er glad for, at vi nu får etableret’.

FAKTA

Tiltagene med standsnings- og opsamlingsmuligheder på Vesterbro og ved de fire parkeringspladser på Vesterå syd skal være med til at understøtte de tryghedsskabende initiativer, der løbende skabes og koordineres i “Tryg Aalborg“.

Comwell Hvide Hus Aalborg – meget mere end et hotel

Uanset om du kommer fra syd eller nord, vil du med stor sandsynlighed passere Comwell, når du kører ind i Aalborg. Det prægtige hotel troner majestætisk frem på Vesterbro skønt omgivet af smuk natur i form af både kildeparken og skovdalen. Enhver aalborgenser, med respekt for sig selv, kender til Comwell Hvide Hus Aalborg, men få ved at hotellet faktisk er meget mere end et hotel, hvor man kan overnatte

Hotellet i den store hvide bygning åbnede i 1969 og har i mange år været et af Aalborgs kendetegn. Siden 2014 har hoteldirektør Mette Bonderup siddet ved roret, og hun har således ledt Comwell Hvide Hus Aalborg i knap 10 år, hvor hun har været vidne til hotellets rivende udvikling.

– Særligt de seneste år har vi oplevet, at Hvide Hus virkelig har rykket sig. I 2014 overtog Comwell-koncernen hotellet. På daværende tidspunkt var hotellet ved at være lidt slidt og trængte til en modernisering. Derfor lod vi huset gennemgå en totalrenovering indvendig. Nu fremstår hotellet markant mere moderne og tidssvarende, og det kan vi mærke har båret frugt, fortæller Mette Bonderup med respekt.

Meget mere end overnatning

De seneste år har Comwell Hvide Hus Aalborg oplevet en stigende popularitet. Denne fremgang viser sig ikke alene i form af flere overnatninger. Velredte senge med sprøde hvide lagner er nemlig kun en lille brøkdel af, hvad det populære hotel tilbyder. Afvikling af konferencer og selskaber hører til blandt husets spidskompetencer. Dertil kommer deres á la carte restaurant; Restaurant Vesterbro og ikke mindst deres bar; BAR V. Og det er over hele linjen, at hotellet oplever, at antallet af forespørgsler stiger.

– Efter corona oplevede vi et virkelig travlt år, og det ser ud til at travlheden fortsætter i samme tempo i 2023. Særligt i vores afdeling for selskaber ser vi en markant fremgang. Her har vi alt lige fra det lille hyggelige selskab på 20 personer til den store firma- fest på 400 personer, og vi tager imod alt med kyshånd, fortæller restaurantchef Kasper Wøldike med et glimt i øjet.

Konferencer til hverdag og selskaber til fest

Mona Wieben driver til dagligt hotellets konferenceafdeling. Hun arbejder på tværs af Comwells to nordjyske hoteller; Comwell Hvide Hus Aalborg og Comwell Rebild Bakker, der begge er drevet af Mette Bonderup.

– Comwell Hvide Hus Aalborg er et by- og konferencehotel, og det betyder, at konferencerne sammen med husets værelser fylder mest i hverdagen her på hotellet. Man kan sige, at hverdagen typisk står i forretningslivets tegn. Weekenderne derimod er fulde af liv på deres egen måde med selskaber og glade weekendgæster, forklarer Mona.

Restaurant Vesterbro

Hotellets restaurant; Restaurant Vesterbro er bestemt et besøg værd. Maden, der serveres, er på et højt niveau, og man vil opleve spændende retter og et personale, der gør alt, hvad de kan, for at deres gæster får en fantastisk oplevelse.

– Vi tilpasser vores retter efter årstiderne, og vi har altid fokus på de små detaljer. Det er dem, der sætter prikken over i’et og dem, der sætter os forrest.

Går den grønne vej

Når det kommer til hotellets mad har Marlene og hele koncernen generelt valgt at gå den grønne vej.

– Vi mestrer de grønne retter, og vi har taget et stort skridt i den rigtige retning i forhold til at servere mere grønt og mindre kød. Det oplever man ikke kun i vores á la carte restaurant, men over hele linjen her på hotellet, beretter Marlene stolt.

Generelt har Comwell som koncern et stort fokus på økologi, bæredygtighed og ikke mindst på at formindske deres CO2-af- tryk. Det har resulteret i, at koncernen for femte år i træk netop har vundet ”Sustainable Brand Index Award“, hvilket betyder, at danske forbrugere opfatter koncernen som det mest bæredygtige brand i branchen.

BAR V

Hotellet er stolte af deres bar; BAR V. Barchef Sebastian Døssing og hans makker Anders Busted arbejder for at BAR V skal være det hyggeligste sted i byen. Et sted, hvor stemningen er afslappet, og hvor man kan nyde cocktails på et internationalt højt niveau. – Vi anser BAR V som et af hotellets flagskibe. I både 2019 og i 2022 modtog vi prisen for ”Aalborgs bedste cocktail bar” til Aalborg Awards. Det er vi utrolig stolte af, og det viser os, at det vi gør, er rigtigt, fortæller Sebastian.

Det er dog ikke kun i BAR V, man søger mod den afslappede stemning.

– Alt omkring os behøver ikke altid være så formelt. Vi ønsker, at alle vores gæster skal føle sig godt tilpas her på hotellet. De skal føle sig mødt af en rar og venlig stemning fra de tjekker ind i receptionen til de tjekker ud igen, og det gør vi alt for at imødekomme, afslutter Mette Bonderup.

Man behøver ikke at komme langvejs fra for at et besøg på Comwell Hvide Hus giver mening. Hvad enten du har brug for en blød seng at sove i eller blot ønsker lidt forkælelse i form af lækker mad og farverige cocktails i skønne omgivelser, står Comwells‘ medarbejdere klar til at give dig en oplevelse ud over det sædvanlige.

 

COMWELL HVIDE HUS AALBORG

Vesterbro 2

9000 Aalborg

Tlf. 98 13 84 00

www.comwell.com

 

Kunden i fokus

AnnonceDen gamle Astoria Biograf på Vesterbro fik nye lejere sidste år. Det er to dygtige kvinder med masser af personlighed og ben i næsen, der vil have kunden tilbage i fokus i ejendomsmæglerfaget

De nye lejere er ejendomsmæglerfirmaet DITHJEM, der er stiftet af Camilla Stisager og Christina Neve. Eller helt nye lejere er de efterhånden ikke mere, for DITHJEM kan fejre et års fødselsdag d. 1. maj.

Når man træder indenfor døren på Vesterbro 49, så er det umiddelbart kun husannoncerne i vinduet, der sladrer om, at det er en ejendomsmæglervirksomhed, der ligger her. Her er hyggeligt og de to ejeres personlighed skinner igennem i den stilede indretning.

– Vi har indrettet os med de samme materialer, som vi ville indrette os med derhjemme for at gøre det hjemligt og anderledes, i stedet for på et kædekontor, hvor det ofte bliver bestemt ovenfra, hvordan der skal se ud. Så vi skulle føle os hjemme og samtidig skulle det udtrykke, hvem vi er, fortæller Camilla.

Et godt match

Christina og Camilla fik deres start i branchen i henholdsvis Nybolig og Home, inden de begge blev ansat hos Thorkild Kristensen. De fortæller grinende, at de ikke kunne udstå hinanden ved første møde, men det gik hurtigt over og de har været bedste veninder lige siden.

Da idéen om eget firma begyndte at tage fat, så tog de på ferie sammen til Filippinerne, for at begynde snakken for alvor. De endte med at komme hjem med et firmanavn, DITHJEM, der symboliserer deres underliggende filosofi, om at det er kunden, det handler om;

– Det er for at understrege, at det er kunden og kundens hjem, der er i fokus, fortæller Camilla.

Mange venskaber er gået i stykker, når parterne har valgt at starte firma, men Christina og Camilla var heldigvis det helt rigtige match;

– Jeg tror, vi har haft et skænderi én gang siden vi startede, bemærker Christina, mens Camilla fortæller, at de komplementerer hinanden godt i det daglige både på det faglige område og med opgaverne på kontoret.

Mæglere og ikke sælgere

Christina og Camilla overvejede kortvarigt at blive en del af en kæde, men kunne hurtigt mærke, at det ikke var den rigtige vej for dem;

– Vi fik et tilbud fra to store kæder i byen, men vi kunne ikke mærke os selv i de forskellige koncepter. Vi bruger rigtig meget tid her, så det skulle også være et sted, hvor vi følte os hjemme, fortæller Christina.

Derfor er de 100% uafhængige og elsker, at de kan give kunderne lige præcis den service, der er så vigtig for dem begge. De havde begge en idé om at tingene kunne gøres anderledes, hvilket var den største drivkraft, da de stiftede DITHJEM.

– Vi vil gerne væk fra klicheen om ejendomsmægleren med den store bil og stedet skal være i øjenhøjde med kunden. Vi skal lige ti skridt tilbage til servicefaget, fordi i en verden hvor alt bliver digitaliseret, så synes vi, det er vigtigt, at man kan bevare den personlige relation. Derfor vil vi heller ikke være kæmpestore. Vi skal ikke have fem butikker og femten medarbejdere, fordi vi føler at sjælen forsvinder, hvis man bliver for store, fortæller Christina.

– Så bliver det et salgskontor. Man skal huske på, at der er en grund til at det hedder ejendomsmæglere, fordi vi jo er mæglere og ikke sælgere. Det er jo, dybest set, et servicefag og ikke et salgsfag, afslutter Camilla.

Derfor kender de for eksempel hinandens ejendomme, så de til hver en tid kan hjælpe kunderne bedst muligt.

– Vi hverken kan eller vil lukke os selv ind i en skal og sige, at nu er vi ejendomsmæglere. Vi er jo også mennesker. Jeg er for eksempel overbevist om, at jeg er den ejendomsmægler i Danmark, der har solgt flest huse i klip-klappere, griner Camilla og forsætter;

– Hvis der nu er 35 grader, så har jeg ikke lyst til at klemme mig ned i et par stilletter, når kunden alligevel også har klip-klapper på. Jeg tror, at de er ligeglade, så længe der er en god kemi.

– Det handler jo også om at tilpasse sig omgivelserne. Hvis man skal ud på en hesteejendom, så kommer du i gummistøvler og ikke i stilletter, forsætter Christina.

Udover Christina og Camilla kan man møde Anne på kontoret, der også er uddannet ejendomsmægler, men hvis primære arbejdsopgave er at følge kunderne helt til dørs efter købsaftalen er underskrevet. Den fjerde beboer på kontoret er hunden Bertha, der er maskot og professionel humørspreder.

Stor erfaring

Da DITHJEM holdte åbningsreception sidste år på en af sommerens eneste solskinsdage, så var det med DJ, hotdogs og drinks i stedet for champagne og kanapeer. Det blev en festdag i de to ejeres ånd, hvor både nye og gamle kunder kom en tur forbi Vesterbro 49.

De har valgt at give et lille vink til den gamle lejer ved at tilbyde varme popcorn fra popcornsmaskinen, når der kommer besøgende.

– Jeg tror, at beliggenheden har hjulpet os lidt på vej, for alle ved hvor vi bor, når man siger, at det er i den gamle Astoria, fortæller Christina.

Der skulle en større ombygning til, før det nye firma kunne flytte ind, men nu er det blevet lige præcis, som de ønsker.

Christina og Camilla har samlet over 20 års erfaring som ejendomsmæglere. De oplevede begge at arbejde igennem finanskrisen, som jo gik hårdt ud over boligbranchen. Det har været med til at gøre dem begge til bedre mæglere.

– Jeg tror, vi har en fordel i, at vi begge har været igennem krisen. Mange forlader branchen, når det begynder at gå nedad, men dem der kan og vil arbejde som mæglere, de overlever. Man skal bare arbejde lidt mere for det, bemærker Camilla.

Et godt formål

De var begge enige om, at de ville gøre tingene anderledes i DITHJEM, så i stedet for at bruge en masse penge på markedsføring, så valgte de, at 5% af omsætningen skulle gå til velgørende formål det første år for at fejre opstarten. Det var så stor en succes, at da årsskiftet kom, besluttede de at forsætte et år mere, hvor de nu donerer 5% af deres salær.

– Når man har mulighed for at gøre en forskel i lokalsamfundet, så ville vi gerne, når vi havde en mulighed for det som nystartet firma, fortæller Camilla.

Det har været vigtigt for dem, at det er mindre projekter, de støtter ved dette tiltag, i stedet for større organisationer.

– Der er mange lokale foreninger, som ikke har det så nemt, for de har ikke ligeså stort et bagland, så det er der vi synes, at vores bidrag skal gå til, fortsætter Christina.

De vælger 3 organisationer om året, hvor de forskellige beløb bliver fordelt med hjælp fra hussælgerne, som selv kan bestemme, hvor overskuddet af deres hussalg skal hen.

– Det er vores sælgere, der vælger hvem deres andel skal gå til af de tre, så når man har solgt sit hus, så krydser man af, hvem man synes pengene skal gå til, forklarer Christina.

Sidste år var temaet ”Et trygt sted at være”, så der gik pengene til Dansk Dyreværn Aalborg, Barnets Blå Hus Aalborg og Café Hjerterummet, som tilsammen fik 46.640,-. I år spurgte Christina og Camilla om råd på blandt andet Facebook og Instagram og udvalgte derefter de tre foreninger, nemlig The Back To Life Project, Farstrup Vildtplejestation og Skyggebørn.

Eksperter i Aalborg

DITHJEM har primært boliger i Aalborg og i en omkringliggende radius på 30 km. De har til tider fået henvendelser på ejendomme længere væk, som de har takket nej til, fordi de vil fokusere på det område, hvor de er allerbedst. De vil nemlig kun tilbyde deres kunder en rådgivning, hvor de står 100% inde for kvaliteten, og det kan de ikke, hvis de ikke kender området godt nok.

Til gengæld så har DITHJEM alle slags boliger, så hvis man står foran at skulle sælge sin bolig, er Vesterbro 49 bestemt et besøg værd. Her får man en anderledes ejendomsmægler, hvor professionalisme i øjenhøjde er helt centralt og kunden altid er i fokus.

Kontakt

DITHJEM
Vesterbro 49, st. th.
9000 Aalborg
hjem@dit-hjem.dk
+45 7216 1616
www.dit-hjem.dk


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev