Tag: Vejgaard

Julemærkemarchen i Vejgaard sigter mod en dobbelt succes i forhold til sidste år

Skrevet af adminittp d. 22. november 2023. Uploaded i Livsstil.

Første søndag i december er der traditionen tro altid Julemærkemarchen og i år for 2. gang i Vejgaard, hvor Aalborg Firmaidræt, Vejgaard Samråd, Vejgaard Handel og De Frivilliges Hus Aalborg går sammen med andre aktive frivillige i Vejgaard om at arrangere marchen i Aalborg området.

Starten går i år fra Frivillighuset på Hadsundvej i Vejgaard klokken 10, hvor de som minimum håber at kunne slå rekorden på 115 børn og voksne fra sidste år og succesmålet er 200. Man kan også i år både gå eller løbe en tur sammen på henholdsvis 5 eller 10 km rundt i det skønne Vejgaard. I år “skyder” Rådmand Nuuradiin Salah Hussein fra Aalborg Byråd marchen i gang.

Ruterne fra sidste år gentages, da de modtog stor ros fra deltagerne i 2022, dog med et nyt startsted – Frivillighuset Aalborg (i Vejgaard). Deltagerne får udleveret et kort over ruten, hvor små historiske fakta om Vejgaard også er inkluderet.

Vi er stolte over at vi igen i år kan arrangere Julemærkemarch i Vejgaard hvor overskuddet går til Julemærkehjemmene, fortæller Anne Louise Vangsgaard fra Aalborg Firmaidræt, som for første gang er medarrangør på Julemærkemarchen.

Når deltagerne kommer i mål, er der diplom til alle og man kan hygge sig i huset med lækre æbleskiver og dejlig varm gløgg og saft som FDF Vejgaard står for.

Vejgaard samlede sidste år i alt 5.740 kr. ind. Vi håber at kunne slå dette beløb i år og håber rigtig mange vil kigge forbi med familien, kolleger, venner & veninder udtaler de 2 frivillige aktive fra Vejgaard Karen Sander Graven-Nielsen og Jette Haugaard Grønhøj, som henholdsvis repræsenterer Vejgaard Samråd og Vejgaard Handel.

Fakta – fortællinger fra sidste år:

En mand havde været med siden det blev afholdt med start inde fra det store posthus ved Budolfikirke, da startede det kl. 9. Og der var over 2000 deltagere.

Så var der ham med mærkebogen, han deltog i alle de marcher han kunne finde.

Og familien i 3 generationer der deltog. Den yngste datter er pt på ophold på julemærkehjemmet i Hobro. Og hun glædede sig til at komme derned i går aftes, så hun kunne vise sit diplom, for så ville hun modtage en belønning.

Og den ældre mand der nu gik med krykker, men kom og købte et emblem, da han havde deltaget altid. Så ville han gå så langt kræfterne rakte.

Musiker helt ind i sjælen

Skrevet af adminittp d. 19. juni 2022. Uploaded i Aalborg, Kultur, Musik.

På trods af, at Ivan Pedersen har brugt mere end et halvt århundrede i musikbranchen, er der intet der tyder på, at pensionen lurer i horisonten. Igennem en alsidig karriere har den dygtige musiker blandt andet siddet bag trommerne, stået helt i front som sanger, sunget kor og arbejdet for bedre vilkår i musikbranchen.

Ivan Pedersen blev født i 1950 i den lille by Jebjerg, der ligger på halvøen Salling nord for Skive. To år senere flyttede familien til Vejgaard, hvor Ivan brugte sin barndom og ungdom.

– Vejgaard var jo i udpræget grad et arbejderkvarter, så det hører med til fortællingen. Min far var gartner og hans første job i Aalborg var hos en gartner i Lundsgårdsgade. Efter det, og hans senere fastansættelse som gartner ved Aalborg kommunes kirkegårde, kom vi aldrig væk fra den ende af byen.

Opvæksten i Vejgaard prægede Ivan på både godt og ondt.

– Jeg plejer at sige, jeg kommer fra et hjem med voksdug. Min kone bliver lidt stødt, fordi jeg altid glemmer servietterne, når jeg dækker bord. I Vejgaard satte man en ære i ikke at være nogen til besvær, ikke at forlange noget af nogen og ikke forvente noget af andre – man lærte at passe sine egne ting, være selvhjulpen og ikke at drømme alt for store drømme.

Det mener Ivan, at der sagtens kan ligge en styrke i, men til gengæld bliver selvtilliden jo ikke den mest udtalte egenskab hos en ung mand, der slet ikke oplevede samme opbakning hjemmefra, som unge nok er vant til i dag.

– Roserne sad ikke løst i hjemmet, så vi unger lærte at klare os med lidt. Det ville i dag nok blive kaldt mangel på interesse fra forældrenes side, men er nok snarere et udtryk for, at min far og mor aldrig SELV havde oplevet ros og anderkendelse, og derfor ikke ejede sprog til at udtrykke det.

Masser af musik i barndomshjemmet

I Ivans barndomshjem var der ikke klaver, men til gengæld masser af musik i andre former.

– Min mor sang i køkkenet fra morgen til aften. Det var alt fra salmer, højskolesangbogen og til dagens hits; ’Der sidder en vovse i mit vindue’, ’Ud på flisen Karoline’, ’Texas gule rose’, ’Heksedansen’ og ’Her kommer mutter med kost og spand’. De blev fremført af datidens popsangere, nemlig skuespillerne fra de danske sommerrevyer. Min far spillede på mandolin, harmonika og sav, tro det eller lad være. Begge mine forældre var med i friluftsforestillinger som syngende amatørskuespillere.

Den unge Ivan havde selv en periode med blokfløjte, men den blev lagt på hylden, da han hørte de lokkende toner fra Elvis Presley fra nabodrengens åbne vindue.

– Jeg fik blokfløjteundervisning og spillede klassiske stykker i en kvartet med fire træblæsere. Med det som min musikalske bagage, var Elvis’ Jailhouse Rock jo nærmest et kulturchok. Jeg synes stadigvæk, den sang er verdens bedste rock n ́roll nummer, også med den viden, jeg har nu. Derefter blev det The Animals, The Kinks, the Who, Chuck Berry, og de engelske Merseygrupper med Beatles i spidsen. Selvfølgelig var det den musik, som alle de mange Aalborggrupper, der huserede dengang, spillede og dertil alt, hvad man hørte i radioen. Da vi selv var godt i gang med vores egen famlende begyndelse i øve-kælderen kom Red Squares forbi Aalborg og viste en Vejgaard-knægt, hvad sceneudstråling og virkelig publikums-entusiasme og medleven var for noget. Wow, husker Ivan begejstret.

Musik var ’do it yourself’

I 1966 dannede 16-årige Ivan Pedersen orkesteret McKinleys sammen med de jævnaldrende Per Lunen, Jørgen Høst og Frank Nielsen, så musikkarrieren fik sin spæde start, inden Ivan startede på Aalborghus Gymnasium, hvor han blev student i 1970.

– Aalborghus var jo en slags musikgymnasium, og jeg var da også, trods jeg gik der som matematiker, Gud bedre det, deltager i flere musikforestillinger OG i koret, som havde en vis ”klassisk observans”. Jeg nåede da også at spille med McKinleys til en af forestillingerne på skolen. Men jeg slap aldrig rigtigt ud fra under voksdugen og fik hørt en rigtig klassisk koncert, spillet af rigtigt levende mennesker, mens jeg boede i byen, heller ikke selvom jeg gik på Aalborghus. Jeg var nok allerede solgt til djævelens musik. Jeg skulle blive over 40 år gammel, før jeg hørte et symfoniorkester LIVE. I Aalborg kom jeg slet ikke omkring miljøer, hvor en sådan dannelse henimod ”klassisk live” forekom. Hjemme talte vi heller aldrig om, at vi skulle til koncert med byens symfoniorkester eller noget andet orkester for den sags skyld. Musik var en ”do it yourself”- ting.

Ambitionerne voksede

Navnet til McKinleys blev inspireret af de mange nye succesfulde bands, der kom fra USA og England.

– Der var et amerikanerband, som hed The McCoys. De var kendt for sangen Hang on Sloopy. Jeg syntes grafikken så godt ud, og at udtalen af navnet lød godt. Da Beatles kom med McCartney-navnet, var den ged jo barberet. Det SKULLE være noget med ’Mc’ foran, fordi det lød godt. Så det blev til McKinleys.

Ambitionerne voksede i takt med bandets succes.

– Ambitionerne var der vel hele tiden, men opstod i en størrelse passende til hvor langt, vi var nået. Først ville vi være det band, vennerne valgte til at spille til deres egne skolefester. Så ville vi også ønskes som band af andre skoler. Derefter ville vi spille på voksne steder for penge. Så ville vi være et band, som de andre orkestre i byen snakkede om. Derefter ville vi spille i København og indspille i et rigtigt studie. Så ville vi spilles i radioen. Så ikke bare singler, men albums – og så ville vi også spille i udlandet, og sådan bliver det bare ved. Når man så har prøvet det hele to og tre gange, og man stadig spiller til halbal, så dør karriere-sulten måske lidt.

Musikere – ikke kunstnere

I 1980 gik McKinleys hver til sit.

– Det var en sammenhæng af mange årsager. Jeg var på vej til København, fordi jeg havde mødt min kæreste, der senere blev min hustru, derovre. Nogen skulle læse videre, andre ville have et mere stabilt job, fordi børnene var begyndt at komme, og måske, fordi vi kunne mærke, alle vores indsatser til trods, at arbejdet ikke medførte egentlige mærkbare fremskridt fra det stadie, vi var nået til. Måske var vi bare mætte af den slags oplevelser, for der havde godt nok været mange af dem. Vi havde aldrig set os selv som ”kunstnere”. Vi var musikere, og diskuterede slet ikke, om det, sådan nogen som os lavede, var drevet af en kunstnerisk nødvendighed eller om musikken var MENINGEN med vores liv. Det var helt sikkert vores altopslugende ungdomspassion, men når det hele endte i for mange gentagelser, så ophørte glæden nok bare. Publikum ville lige så gerne høre os spille tidens store hits, som de ville høre vores egne sange, og det var jo ikke det, der var meningen – ikke for mig i hvert fald. Vi spillede jo nok bare mere for et festpublikum end for et decideret musikinteresseret koncertpublikum. Selv de senere store danske bands, der kom ud af denne periode, startede med at spille til dans. Nå, ja, Det gjorde Carl Nielsen jo også.

Et hemmeligt hit

I 1982 var Ivan en del af bandet Taxie, der fik en sang udtaget til Grand Prix. ’Drømmene er forbi’ endte på en sidsteplads, men samtidig havde Ivan Pedersen et voksende hit i støbeskeen. Der var der bare ingen, der vidste.

– På det tidspunkt var det for mig en stor ting at blive udtaget til Grand Prix med min egen sang. Men det der cover af den italienske melodi, som Lecia og jeg samtidigt havde indsunget incognito, regnede vi ikke for noget særligt. Jeg var dog MEGET påvirket af, for første gang uden mine trommer, at skulle stå helt alene med en mikrofon foran hele nationen. Jeg havde bestemt heller ikke endnu ”fundet min stemme”, så det var en rystende – og noget blodfattig version af den senere power-sanger, der fremstod i det 1982 Grand Prix.

Succesen med ’Hvor skal vi sove i nat?’ opstod først efter Grand Prix for singlen blev udgivet uden billede og navne på coveret. Den blev spillet heftigt af DJ ́en til after-partyet efter det selvsamme Grand Prix, men selvfølgelig uden nogen afslørede, hvem, hvad eller hvorfor.

– Da ”hemmeligheden” slap ud og vi begyndte at optræde live, havde jeg ikke rigtigt noget ordentligt scene-tøj, så jeg endte med at købe det sæt tøj, jeg bar til Grand Prix af DR, for bare at se nogenlunde ordentlig ud.

Undren over succesen

Ivan Pedersen var fast tekst-skriver til en række andre kunstnere på det tidspunkt, så han havde ikke regnet med, at han selv skulle bag mikrofonen, da han mødte op for at aflevere den færdige tekst til det italienske hit.

– Da jeg kom for at overlevere teksten i studiet, bad de mig selv indsynge den, sammen med Lecia, som havde været på kontrakt hos EMI i en del år. Hun var allerede klar ved mikrofonen, fordi hun var indskrevet som regulær studio-sanger til den session. Jeg indvilgede i også at synge, men kun hvis de lovede at udsende den UDEN vores navne eller fotos på coveret. Men allerede til festen efter Grand Prixet kunne vi jo – fra hver sin ende af lokalet – se, hvor meget folk trippede med på den. Det oversteg enhver forventning. Derfor satte vi os naturligvis sammen og overvejede, om vi skulle følge op på den store succes, som sangen til vores begges overraskelse blev til. Vi var begge fattige som kirkerotter dengang, og besluttede derfor at give det en chance.

Navn Ivan Pedersen
Født 22. april 1950 i Skive
Opvokset Vejgaard
Bopæl Samsø
Civilstatus Gift med Jytte Poulsen siden 1983
Job Blandt andet trommeslager, sanger og sangskriver
Karriere Ivan var med til at starte bandet McKinleys og har sidenhen medvirket i flere forskellige konstellationer, blandt andet Laban, Backseat og Moonjam. Derudover har han også udgivet musik som solist og været backingsanger for blandt andet Poul Krebs.
Aktuel Turnerer blandt andet med Things We Do For Love og Ivan & Danmarks Næstbedste Trio.

Skrev autografer incognito

Ivan havde en sjov oplevelse, da han blev bedt om at skrive en autograf på singlen på trods af, at dem der spurgte, ikke havde nogen idé om, at de rent faktisk havde fat i den rigtige sanger. Han havde et spillejob på Oslobåden, hvor de spillede mange af tidens mest populære melodier.

– Sangen var en stor succes, og mens duoen var i gang der på båden, så spillede vi selvfølgelig også den. De nordmænd, der havde været på weekend i Danmark kom med singlen i hånden – helt begejstrede – og sagde, de var vilde med den, men da ingen i Danmark vidste, HVEM der sang den, kunne vi så ikke bare sætte vores autograf på singlen, som de havde købt, for vi spillede den jo så fremragende. Så det endte med, at jeg sad der og autograferede ”min egen plade” incognito.

Laban fik overvældende succes, og de to sangere arbejdede bestemt også knaldhårdt og målrettet på projektet. Den indsats endte da også med en prestigefyldt hitlisteplacering i Amerika.

Den største oplevelse var vel, at mens vi faktisk, efter næsten 4 års indsats, alvorligt snakkede om at stoppe, mens legen var god, så gik Love in Siberia fanneme ind på den amerikanske hitliste Billboard hot 100. Det var en fed følelse, i TV-avisen, i bedste sendetid, at blive interviewet af (salig) Poul Jørgensen på grund af USA-placeringen og på den måde at sende en hilsen til at alle de herhjemme, der ikke synes, vi var ”fine nok” til at være med til at synge Afrikasangen, da de største navne spillede til støttekoncert i Parken.

Forlod fronten for en stund

Da Laban gik i opløsning, fandt Ivan stor glæde ved at efterlade fronten af scenen for en stund og synge kor for fx Moonjam og Poul Krebs.

– Jeg har altid været et bandmenneske. Det var nærmest afslappende ikke at skulle stå forrest og trække læsset. Men desuden var det vigtigt for mig, straks at komme i gang med noget andet efter Laban. Der var nemlig allerede den tendens, at branchen mente, at jeg efter popduoen, bare skulle se at finde mig en taxa at køre i, for nu havde jeg jo haft ”min tur på karussellen”, så både branche og publikum var trætte af mig.

I 1992 dannede Ivan Pedersen rockbandet Backseat Boys (senere bare Backseat) med sine venner. Med branchens manglende tro på Ivans muligheder efter den store succes med Laban, føltes det ekstra godt, at det nye projekt også blev et hit.

– Det var naturligvis en stor fornøjelse, via et nyt, lille pladeselskab – og denne gang med sange af egen tilvirkning – to gange at blive ugens uundgåelige på P3, at blive grammynomineret i alt otte gange og opleve, at det – trods alle forudsigelser om det modsatte – KUNNE lade sig gøre at slippe ud af Labans slagskygge.

I 1996 modtog Ivan en Grammy som Årets Sanger.

– Den var i særklasse en glæde, for det skete, mens prisen blev givet efter en afstemning mellem mine kollegaer og branchefolk. Ikke som nu, hvor publikum jo bestemmer suverænt, hvem der får priserne. Det er altid noget særligt at modtage en hædersbevisning fra sine kollegaer.

Danmarks flittigste musiker

I 80’erne fik Ivan en spirende interesse for det musikpolitiske arbejde.

– Jeg blev inviteret ind i et kollegialt fællesskab i en forening af sangskrivere i Danske Populær Autorer allerede i 1985 og der blev min interesse for det faglige vækket, alene ved at komme i foreningen. Jeg kom tidligt ind i bestyrelsen, og ad den vej endte jeg med formandskab i både foreningen selv og i Koda ́s bestyrelse. Jeg har også siddet i NCB ́s bestyrelse, i Statens Musikråd, i København kommunes musikudvalg, og i Rosa ́s bestyrelse.

I 2016 kunne Ivan Pedersen fejre 50-års jubilæum, men på trods af en hjerteoperation samme år, så er han stadig en af de flittigste i den danske musikbranche.

– Jeg plejer at sige, at så længe der kommer nogen, når jeg hænger en plakat op, så kommer jeg også. Men det handler om, at jeg synes, jeg stadig udvikler mig og bliver bedre til det, jeg gør. Jeg kan bestemt ikke det, jeg kunne engang, rent stemmemæssigt, men så er der måske nok kommet mere udtryk på i stedet, og jeg oplever, at jeg virkeligt, når ind i tilhørerne ved mine koncerter, og DET er virkeligt en stor tilfredsstillelse, at optræde foran siddende, koncentreret lyttende musikelskere – så hvorfor ikke fortsætte? Der er endnu ikke nogen, der i venlighed har sagt til mig, om det ikke var nu, jeg skulle stoppe for mit eftermæles skyld. Men vær ikke i tvivl om, at jeg sagtens selv kan høre, at NU går den ikke længere. Jeg håber bare, det bliver FØR publikum synes, det lyder dårligt.

Det starter med glæden

Skrevet af adminittp d. 20. februar 2022. Uploaded i Aalborg, Kultur, Musik.

Der er ikke nødvendigvis mange, der løfter et øjenbryn, når de går forbi Michael Back på gaden. Til gengæld bobler det af glæde og genkendelse hos en stor gruppe børn og deres forældre, når han tager sin faste uniform på, der består af en gul t-shirt og røde seler, og inviterer ind i sit glædesfyldte musikunivers, som han optræder med i hele Danmark

Michael Back har levet af at spille musik for børn i næsten 25 år. Nogle kan måske også huske ham fra Aalborgbandet Boobs, der hittede i 80’erne med nummeret ’Åh, hvor jeg, ih, hvor jeg, uh, hvor jeg vil!’

Michael bruger meget af sin tid på at spille i forskellige institutioner.

– Jeg spiller primært for de mindste børn, altså 0-6 år og andre barnlige sjæle. Det er det, jeg har sat snuden op efter at være god til, for man kan ikke være god til alt. Det har jeg så gjort igennem mange år.

Musikalsk legestue

Skiftet fra rockband til børnemusiker kom naturligt, da Michael selv blev far.

– Jeg har spillet musik, siden jeg var 13-14 år gammel. Jeg har spillet i et rockband, hvor vi lavede LP’er. Derefter blev jeg uddannet pædagog og fik børn, som jeg begyndte at lave musik sammen med. Vi var nogle fædre, der lavede en musikalsk legestue, hvor vi hver mandag spillede for de børn og voksne, der gad at komme og høre os. Det blev en kæmpe succes. Det var meget anderledes end, hvad jeg havde prøvet før.

Det var et nyt slags publikum Michael skulle vænne sig til, men han lærte hurtigt at sætte pris på børnenes umiddelbare og bundløst ærlige reaktioner.

– Jeg blev fuldstændig bidt, når jeg kunne mærke, at jeg ramte børnene. Når man rammer dem det helt rigtige sted og dér, hvor de er, kan man skabe noget glæde. Man kan også se på dem, når de ikke er med og det er det, der er så fantastisk ved børn. Det er kontant afregning. Hvis du ikke er spændende nok, så gider de dig ikke og går deres vej. Der er voksne nogle gange flinke, griner Michael.

Virus satte skub i drømmen

Da Michaels egne børn var små, havde han en del spillejobs i blandt andet Jomfru Ané Gade, samtidig med, at han arbejdede som pædagog. Det var en stresset tid, så han tog en beslutning om at lægge rockmusikken på hylden for kun at koncentrere sig om jobbet som pædagog.

– På det tidspunkt havde jeg stadigvæk legestuen, som kom til at fylde mere og mere. Jeg havde måske 100 arrangementer om året og drømte om at leve af musikken. Det ønske havde jeg haft, siden jeg spillede med i Boobs. Jeg havde mærket savsmul- det i manegen, men vidste stadig ikke, hvordan jeg skulle leve af musikken. Det var en kæmpe drøm.

Da Michael var i Norge i forbindelse med sit job som pædagog, blev han ringet op hjemmefra. Michaels far var desværre død, så han skulle hjem og planlægge begravelse. En måned senere blev Michael selv syg med meget dårlige nyrer.

– Det viste sig, at jeg havde fået den dødelige hantavirus, som kun rammer to mennesker om året. Det er nemmere at vinde i lotto end at få den virus. Mens jeg var på hospitalet og havde det virkelig skidt, lå jeg og tænkte. Jeg var omkring 34 år og havde en drøm om at lave det, jeg havde lyst til. En gang imellem skal man springe ud i noget, man ikke helt har styr på, for at få sin drøm opfyldt. Jeg besluttede, at nu skulle det være. Hvad kunne jeg miste? Jeg kunne miste penge, men jeg kunne ikke miste mine børn, min familie og mig selv. Tværtimod, så kunne jeg få opfyldt en drøm.

Kroppen sagde fra

Michael valgte at gå efter drømmen, og da han kom hjem fra hospitalet, sagde han til sine kollegaer, at han stoppede et halvt år efter. Der blev skruet op for spillejobs, og på tre år var han gået fra 100 arrangementer om året til 320. Michael var fast besluttet på, at det skulle lykkedes, og arbejdede derfor måske hårdere end hans krop kunne holde til. I hvert fald måtte han endnu engang en tur forbi hospitalet, fordi han havde problemer med at få luft og var ved at besvime under et spillejob. Lægerne fandt ud af, at han nok havde haft en blodprop, hvilket ikke var mærkeligt med hans travle kalender.

– Hvad gør man så? Jeg fik ikke så meget for at spille dengang, og er dårlig til at sige nej til ting. Derfor satte jeg prisen op, så det regulerede sig selv, griner Michael.

Nu er han ude 150 gange om året og husker med gru tilbage på kalenderen de første år.

– Det var ikke sjovt til sidst, det var det ikke. Men det var nyt og jeg skulle jo leve af det. Jeg havde også en bank, der rykkede i mig engang imellem. Når jeg går på scenen, giver jeg altid børnene det bedste, jeg kan. Det er jo virkelig mange antenner og energi, der er i gang på det tidspunkt. Selvom jeg kun optræder en times tid, så er man jo træt bagefter, forklarer Michael.

Børn skal bevæges

Michael har taget en diplomuddannelse i rytmisk musik og bevægelse, og at få børn til at bevæge sig er noget, han brænder meget for.

– Da jeg startede for mange år siden, følte jeg, at der næsten ikke kunne ske nok, når det gjaldt børnene. Dem jeg kendte, der spillede til enkebal, fortalte, at der skulle man spille to hurtige og så måtte sjæleren komme, for de gamle kunne ikke holde til det. Sådan er det faktisk med børnene i dag. Hvis jeg har to-tre hurtige sange, så sker der et eller andet, for de kan ikke holde til det. Jeg føler ikke, at de har fysikken, som de havde engang, fortæller Michael

– Jeg har oplevet børn, der tror, de er ved at blive syge, når de får sved på panden. Jeg har oplevet børn, der går ud og sætter sig, fordi de bliver forpustede. Jeg tror, at mange børn er inaktive i dag. Derfor lægger jeg meget vægt på, at mine sange opfordrer til leg og bevægelse. Børn tænker med kroppen og bruger bevægelser før de kan tale. Jeg synes, det er vigtigt at give børnene nogle oplevelser, hvor de kan lære sig selv at kende ved at bruge deres krop.

Musik skaber gode minder

Under pandemien begyndte Michael at bruge YouTube mere til at dele sin musik. Han lægger vægt på, at en skærm ikke behøver at være passiv leg, men man kan bruge det som indgangsvinkel til for eksempel en dansefest i køkkenet, hvor hele familien kan være med, mens maden simrer på komfuret.

– Hvis der er noget, børn kan lide, så er det voksne, som leger med dem og viser glæde. Det er virkelig gode oplevelser, man får. Der håber jeg, at min musik kan være med at skabe nogle gode stunder.

Michael har altid skrevet sin musik selv, og får engang imellem opgaver, hvor han skal skrive for andre. For nylig har han skrevet en kramme-sang for et firma, der glædede sig til, at vi kunne give hinanden et knus igen.

Følelserne i fokus

Det sidste år har Michael Back arbejdet på et nyt projekt med en tekstforfatter, der har skrevet en række sangtekster med hendes to børn, hvor det er følelserne, der er det centrale.

-Det er et tekstunivers, som har fokus på, hvordan børnene har det. Der er rigtig mange børn, der har det skidt og det kan være svært at sætte ord på, fortæller Michael.

– Vi er ved at lave et album, der kommer til maj eller juni. Det er et spændende projekt, og jeg glæder mig så meget til at præsentere det. Arbejdstitlen er ‘Lad mig være – skønne tankevækkende sange for hele familien’ og vi prøver at fange nogle stemninger, som børn kan være i engang imellem. Det tror jeg virkelig bliver fedt.

Michael fortæller, han bliver stolt, når hans unge publikum siger, at han er skør.

-Så får de en high five, griner Michael.

-Jeg vil gerne være ham, der er lidt skør. Vi gider ikke denne alvorlige verden, vi lever i. Der skal også være nogle stunder, som bare er sjove. Hvor tiden flyver, man leger og de bare er børn. Det gør den jo tit, men det kan også gøres med musikken.

Glæden giver gode byggesten

– Man siger, at i de første leveår af et barns liv er sanse-apparatet størst. Alle indtryk op til 3-4 års alderen suger de til sig, og det bliver byggestenene til det, der sker resten af deres liv. Det har meget at sige, at man giver dem nogle kulturelle oplevelser, som de selv kan bygge videre på. Det, de har oplevet i vuggestuen, kan gøre, at de har lyst til at gå i musikskole senere hen. Jeg skal ikke lære dem at synge og spille. Jeg skal bare give dem nogle sindssygt gode oplevelser, der gør, at de får musikken ind på livet. Så kommer der nogle dygtige folk, når de kommer i skole, der kan give børnene undervisning, hvis de ønsker det.

For Michael er det vigtigt, at musikken får lov at være ren leg i de første vigtige år.

– Musik stimulerer nemlig alle sanser og er glæde, stemninger og følelser. Da jeg selv startede med at spille guitar som 8-årig, hadede jeg det som pesten. Jeg skulle, fordi jeg havde lovet min far at gennemføre. Men det gav mig noget, og da jeg blev lidt ældre, spillede jeg samme sang, lige meget om jeg følte mig trist eller glad.

Boobs’ spæde start

– Da jeg var 14 år flyttede jeg med min familie fra Albertslund til Aalborg Øst. Det er skrækkeligt at flytte, når man er i den alder. Jeg lignede en fra ‘Vil du se min smukke navle’, og var en københavnerfyr. Det var ikke helt velset i Nordjylland på det tidspunkt, fortæller Michael med smil.

– En af de første, jeg mødte på Tornhøjskolen, var Hans Jørgen, der spurgte om jeg kunne spille på noget. De var nemlig nogle, der var i gang med at starte et musikhold. Jeg kunne spille lidt guitar, så jeg blev inviteret med. Det var min indgangsvinkel til at komme sammen med nogle andre, for jeg følte virkelig, at det var en træls tid.

Underviseren på musikholdet så et lys i de unge drenge, hvor Michael selv, Hans Jørgen og Michael K gik i samme klasse. De  tre skoledrenge var næsten nok til en musikgruppe, men manglede dog en trommeslager. Ham fandt de i et par klasser under og med From var bandet Boobs fuldendt.

– Fra da af tog det fart. Vi begyndte at lave vores egne ting og spillede koncerter. Første job var vist på en ungdomsklub, hvor vi optrådte i ens røde t-shirts.

Ambitionerne bar frugt

Lige fra starten var ambitionerne store i det unge band. Alt blev indspillet og sendt til pladeselskaberne, for de var fast besluttede på at udkomme med en plade.

– Det lød ikke ret godt i starten, men vi sendte det altid af sted. På et tidspunkt var der to pladeselskaber, der var interesserede. Vi mødtes med begge på Musikcaféen i København, hvilken var et anerkendt og stort sted at spille. Vi valgte det ene selskab og lavede vores første to plader. Vi fik derefter et andet pladeselskab, hvor vi lavede den sidste plade. Det var faktisk et af verdens største pladeselskaber dengang. Vores mest kendte sang var ‘Åh, hvor jeg, ih, hvor jeg, uh, hvor jeg vil!’. Den gjorde, at vi kom til at spille på Roskilde Festival og til Verdens Ungdomsfestival i Gorky Park i Moskva. Vi prøvede alt muligt og spillede i hele Danmark. Det var virkelig en fed tid.

De høje ambitioner kom for blandt andet til udtryk i nogle specielle øve-sessioner.

– Vi var så ambitiøse, at vi øvede i mørke nogle gange. På et tidspunkt var der nogle, der sagde til os, hvorfor vi kiggede så ondt på hinanden. Det viste sig, at hver gang der var en, der lavede en fejl, så fik de et surt blik.

Det ville bandet ikke havde siddende på sig, og besluttede derfor, at de ville smile for eftertiden. Så hvis én lavede en fejl, skulle de kun grine.

– Til gengæld skulle vi være så dygtige, at vi kunne se publikum i øjnene og lave et show. Vi lavede dansetrin, løb på stedet og alt muligt. Vi var virkelig dygtige til at arrangere. For at kunne gøre det, skulle vi kunne spille uden at kigge på vores instrumenter. Derfor øvede vi i mørke, griner Michael.

Pausen blev lang

Tiden i Boobs blev byggestenene i Michaels videre karriere.

– Det var en rigtig fin tid, og det gjorde, at jeg kan lave det, jeg gør, i dag. Jeg mærkede savsmulden i manegen og spillede sammen med nogle virkelig søde mennesker i Boobs. Vi har stadigvæk et stærkt bånd, selvom det efterhånden er fyrre år siden. Uden dem var jeg ikke samme sted i dag, fortæller Michael.

– Jeg må ærligt indrømme, at vi nok ikke selv var klar over, hvor gode og kendte vi egentlig var. Det var først bagefter. Når der var gang i den efter en koncert, sad vi som regel i omklædningsrummet og snakkede om, hvordan det var gået. Det var ikke sådan, at vi var ude og jagte damer, griner Michael.

– Officielt holder vi stadig pause. Vi stoppede, da vi skulle til lave vores fjerde LP. Vi forsøgte at lave en masse sange, men kunne bare ikke få det til at fungere. Til sidst kørte vi surt i det. Det var ikke sjovt mere. Vi havde brugt hele vores ungdom på den måde og på et tidspunkt kører man træt. Jeg var desuden lige blevet færdig med seminariet og havde fået job som pædagog.

Bandet holdt et møde, hvor de blev enige om, at det var bedst at holde pause og det har de gjort lige siden.

– For mig var det helt naturligt, at nu skulle vi ikke mere. Vi havde prøvet vores og kunne ikke presse det sidste saft ud af citronen. Vi kunne ikke mere.

Alle fire arbejder stadig med musik i dag på den ene eller den anden måde.

– Man oplever noget, mens man er ung, og det sætter sine spor igennem hele livet. Tiden med Boobs var den fedeste og har sat sine spor hos mig. Jeg er virkelig glad for den tid og synes, at det er fantastisk, det vi fik lavet, og de oplevelser, vi fik. Det vil jeg aldrig være foruden.

Prins af børnekarnevalet

Musikken har givet en masse gode oplevelser. En af dem var i 2014, da Michael blev kåret til Prins af børnekarnevalet i Aalborg.

– Det havde jeg ikke lige set komme, at de valgte mig. Det var fedt, at der var nogen, der tænkte på mig på den måde. Sikke en oplevelse. En ting var kroningen i Zoologisk Have, hvor de holdt tale om, hvorfor de havde valgt mig. Jeg får næsten helt gåsehud, når jeg tænker på det. Så var der selve dagen. Jeg skulle gå foran optoget fra Nytorv og op til Kildeparken. Vi gik flere tusind mennesker med mig i front hele vejen ned til Kildeparken, hvor jeg spillede på den store scene og senere på den lille scene for de mindre børn. Det var en fantastisk dag.

Det sidste spørgsmål går på, om det mon var den største oplevelse i karrieren?

– Det er i hvert fald en af dem, afslutter Michael med et smil.

Fakta om Michael Back

Født 3 . oktober 1964 i Valby
Opvokset Albertslund og Aalborg Øst
Uddannelse HF på Aalborghus, Pædagogseminariet, diplomuddannelse i rytmisk musik og bevægelse, og autodidakt børnemusiker.
Job Musik og sjov for børn, foredrags- og kursusholder og sangskriver
Privat Kæreste med Birgitte på 10. år
Familie To voksne børn, et barnebarn, en bonusdatter og to bonus-børnebørn + den tyrkiske gadehund Liva
Se mere Find Michael på hans YouTube-kanal, der hedder ’Musik og Sjov TV med Michael Back’

Storkamp på Soffy Road – Vejgaard Boldspilklub møder Superligaholdet FC Nordsjælland

Skrevet af adminittp d. 6. september 2017. Uploaded i Kultur, Sport.

Mandag blev det offentliggjort, at Vejgaard Boldspilklub (VB) skal dyste mod FC Nordsjælland i pokalturneringen. FC Nordsjælland ligger i øjeblikket nummer et i Superligaen, så det er ikke nogen nem modstander, VB har trukket.

Pokalturneringen (DBU Pokalen) er en årlig fodboldturnering, som DBU arrangerer. Kampen er en vind-eller-forsvind kamp, hvilket betyder, at hvis VB taber, er de helt ude af turneringen. Det er dog ikke første gang at Vejgaard-drengene møder et superligahold. I pokalturneringen for to år siden, mødte de SønderjyskE. VB nåede at være foran 1-0, før de desværre tabte kampen 3-1.

Mathias Madsen, der er viceanfører for Vejgaard BK, fortæller til APPETIZE, at det bliver en rigtig svær opgave, og han frygter et stort nederlag, der vil ydmyge holdet. Samtidig håber han på miraklet, for ham og holdet vil gøre alt for at vinde og slå Nordsjælland ud af tuneringen – det ville være drømmen. Mathias uddyber yderligere: ”Det er en af de oplevelser, man stræber efter. Det bliver den største kamp i min karriere som amatørfodboldspiller”.

Kampen skal spilles onsdag d. 27. september kl. 16.30 på Vejgaards hjemmebane, Soffy Road, der har sit lidt sjove navn efter vejen, den ligger på: Sofievej.

Mathias er glad for, at det er en hjemmebane kamp, for ved de store kampe, kommer der altid mange lokale og bakker op om holdet. Endvidere fortæller han hvordan, at det gør noget helt specielt ved stemningen, at kunne mærke opbakningen fra lokalbefolkningen.

Sejrsbillede efter kamp mod FC Sydvest 05 Tønder
Foto: Lars Bo Nielsen

Den personlige betjening

Skrevet af adminittp d. 12. december 2016. Uploaded i Reklame.

Tirsdag den 8. november kl. 10.00 havde jeg en aftale med Lars Bloch Briller i Vejgaard. Jeg havde glædet mig meget til at møde hele familien, da jeg synes, at Lars Bloch Briller er en spændende forretning. Efterhånden har de udvidet til fire butikker og er virkelig blevet til et familieforetagende. Så jeg glæder mig selvfølgelig til at møde familien, for hvordan er det egentlig at arbejde sammen med sin nærmeste familie – og hvordan startede forretningen op i sin tid?

Lars Bloch Briller startede den 18. maj 1990 i Vejgaard, skråt over for den nuværende forretning, i en gammel købmandsforretnings lagerlokale.

– Jeg havde drømmen om at blive selvstændig, så jeg tog springet og startede forretningen, forklarer Lars.

Det første år stod Lars alene, men allerede et år efter fik han en ansat, og i dag tæller butikken i Vejgaard seks ansatte. Efter syv år blev pladsen for trang, med kun 38 kvadratmeter, og forretningen flyttede til de nuværende lokaler på hovedgaden i Vejgaard. Udover butikken i Vejgaard tæller Lars Bloch Briller en butik i Nibe, hvor det i dag er Jesper Bloch, Lars’ søn, der er ansvarlig, og i forretningen i Aabybro kan man møde Jespers kone, Malene. Derudover tæller Lars Bloch en forretning i Hobro, hvor det er to piger, der står for den daglige drift, hvor den ene i sin tid er udlært af Lars.

Det nære forhold

Lige meget hvilken af de fire forretninger man befinder sig i, er det den samme filosofi, man som kunde møder. Det er den personlige kontakt, der er vigtig.

– Folk gider ikke fortælle deres historie flere gange. Hvis de f.eks. har været igennem et sygdomsforløb, er det vigtigt, at vi kender til historien, så vi kan hjælpe og give dem den bedst mulige betjening, forklarer Malene.

Den personlige kontakt til kunderne er noget, der har været kendetegnet ved Lars Bloch Briller lige fra begyndelsen.

– Hos os har vi det, der hedder en brilleaftale, hvilket er noget, vi altid har haft. Den går kort sagt ud på, at kunden giver et fast beløb om måneden, uden renter eller gebyr, i stedet for at købe brillerne med det samme. For 27 år siden var PBS ikke noget man brugte, så der kom folk selv ind og betalte hver måned, hvilket gav en stor form for nærhed til kunderne, fortæller Lars, og Malene fortsætter;

– Ja og i dag gør mange det faktisk stadigvæk, og det er jo så hyggeligt. Så får vi lige en snak, hvilket også gør, at vi virkelig har en relation til vores kunder.

– Den nære relation er også vigtig, når vi skal betjene vores kunder, forklarer Jesper. Når man kender folk, er det nemmere at finde lige præcis den brille, der passer til dem og deres personlighed – og både Malene og Lars nikker genkendende.

– Men det er samtidig også vigtigt, at vi formår at skubbe kunden ud i noget, de måske ikke lige havde tænkt, så de får set på en brille, som de ikke selv havde forestillet sig. Hvis kunden for eksempel vælger at låne fire par briller med hjem, så er det vores opgave, at vi ikke giver kunden fire næsten ens par med hjem. Der skal i hvert fald være en, der skiller sig ud, så kunden har det bedste grundlag at vælge ud fra, fortæller Malene.

– Kunden er vores visitkort på gaden, så det er virkelig vigtigt, at vi formår at guide kunden i den rigtige retning, siger Lars.

Et familieforetagende

Egentlig lå det ikke i kortene, at Jesper skulle være optiker, men det blev alligevel til drømmen, og Jesper gik i lære i Hjørring i den samme kæde, hvor Malene i sin tid er udlært.

– Jeg er egentlig udlært i Aalborg, men jeg kom så til Hjørring, hvor Jesper stod i lære, og sådan lærte vi hinanden at kende, fortæller Malene. I dag er de gift og har to børn og bor i Biersted. I september 2016 overtog Malene og Jesper forretningen i Aabybro, så et form for generationsskifte er ved at ske i Lars Bloch Briller, og Malene og Jesper kommer løbende mere ind over. Når man besøger forretningen i Aabybro, er det derfor altid Malene eller Jesper, man som kunde vil møde.

– Det kan måske gøre det lettere for kunden at komme ind, da de kender os eller i hvert fald har set os før, da vi jo selv bor i lokalområdet, forklarer Jesper.

Når man taler med Lars, Jesper og Malene, er det tydeligt, at de virkelig brænder for deres fag og sætter en ære i, at man som kunde får en unik og rigtig god oplevelse, hver gang man kommer ind i en af deres butikker. Men hvordan er det mon egentlig at arbejde sammen som familie?

– Vi ender jo nok altid med at snakke forretning, når vi er sammen i fritiden også. Det er jo så stor en del af os, og det fylder bare meget, forklarer Malene. Men når Jesper og jeg er hjemme, forsøger vi virkelig at slippe det lidt. Det er derfor godt, at vi ikke står i den samme forretning hver dag, for så kan det godt være, at vi snakker briller, når vi kommer hjem, men så er det i det mindste to forskellige butikker, vi snakker om, og Jesper fortsætter. Det tror jeg også er vigtigt for vores privatliv, at vi oplever noget forskelligt i løbet af dagen.

– Men det kan selvfølgelig ikke undgås, at der lige vil være nogle ting, vi skal drøfte, når vi er sammen, når vi er i forskellige butikker, men derfor skal vi selvfølgelig stadigvæk huske, at vi også er en privat familie, der også skal snakke om noget andet, siger Malene.

Men de er alle tre enige om, at det også er et privilegium at arbejde sammen med sin nærmeste familie. Det gør, at det også kan være lidt nemmere at forene familielivet, og Lars fortæller stolt.

– Jeg har jo blandt andet fået den ære at hente mine børnebørn hver anden fredag, så det er jo fantastisk at få lov til at have dem lidt alene der.

– Det kører bare på en rigtig fin måde. Vi er super gode til at bruge hinanden, og så har vi jo også den fordel, at vi kan træde til i de forskellige butikker, hvis der skulle være noget sygdom, så vores kunder stadigvæk får den nære personlige betjening, som vi rigtig gerne vil kunne tilbyde hver eneste gang, forklarer Malene.

Fremtiden for butikkerne

Med fire forretninger er der nok at se til, og drømmen er derfor heller ikke flere butikker lige nu, men derimod en optimering af de fire eksisterende, så de også i fremtiden kan tilbyde deres kunder den bedst mulige service med de nyeste teknikker. Den første butik der står for tur, er Vejgaard-forretningen.

– Vi har pladsen til at udbygge lidt, og der er kommet nogle nye måleteknikker, som vi gerne vil være med på, og så har vi også snakket om muligheden for evt. at få en øjenlæge tilknyttet, fortæller Lars. Det er vigtigt, at vi sikrer os, at vores fire butikker har det bedste og nyeste udstyr, så vi kan være med i alt det nye, der sker inden for vores branche. Derfor tager vi også på messe et par gange om året, da det er vigtigt, at vi kommer ud og ser, hvad der sker, så vi kan tilbyde vores kunder det bedste. Derudover er det vigtigt for Lars Bloch Briller at bibeholde den personlige kontakt.

– Vi kan ikke være flere steder, så derfor er det bedre at fokusere på de butikker, som vi har nu. For os handler det også om, at den ekspedient vores kunder møder i dag også skal være den samme igen om 14 dage, forklarer Jesper.

Det er tydeligt, at et besøg hos Lars Bloch Briller ikke bare er et besøg hos en hvilken som helst optiker. Her bliver der sat en ære i at give kunderne en oplevelse ud over det sædvanlige.

– Vi er familieoptikeren. Vi har par, der kommer ind, som har fået briller hos os i mange år, og nu har de måske et barn, der skal have briller – og der har vi et stort udvalg af briller til børn, fortæller Lars.

– Personligt vil jeg sige, at jeg er den samme optiker, lige meget hvilken butik jeg er i, men her er forskellen det familierelaterede, fortæller Malene. Vi skal ikke betragtes som en butik, selvfølgelig vil vi gerne sælge en vare, men for os handler det om at få en god og ærlig dialog med kunden, så de har lyst til at komme igen. Vi er ikke en kæde på den måde, så der er ingen, der står og river i os med røde tal. Derfor har vi mulighed for at gøre det mere på vores måde, hvilket gavner både os og kunderne i den sidste ende.