Tag: Tycho Brahe

Hvad jeg googlede:

”Har du en cykel så stig lige af den + vits”

(Fordi hjemme ved os er vi hooked på TV2-reality’en ”Landmand søger kærlighed”, som vi godt kan lide hhv. at krumme tæer til, blive irritable på og have meninger om. Og i et af afsnittene blev der fyret en vits af, som jeg i skrivende stund stadig ikke forstår.

– Jeg kan en god vits. Jørgen, har du en cykel? Så stig lige af’en…. Hahahaha.

…blev der sagt. Jeg har tænkt så meget på den vits, at jeg drømte om den forleden nat. Hvad er der med den? Forstår nogen den?)

”Buffalo sko 2018”

(De er kommet igen jo… Jeg kan huske, at jeg var så frygtelig misundelig på de 8. klasse-piger, der havde dem, da jeg selv gik rundt i de str. 33-vinterstøvler, som min mor havde købt til mit 8-årige jeg, som egentlig også var fine, for der var kunstig pels på, men mine trompetbukser kunne aldrig komme ordentligt ud over dem, fordi de gik så højt op på benet. Så det var jo lidt træls. Nå ja… det gik, det hele. Og så havde jeg jo også lige startet min samling af papir med Diddl på.)

”Julekalender 2018”

(Det er her, jeg gerne vil være helt åben og ærlig omkring, at ja – jeg er en af dem, der går meget op i, hvilke julekalendere der bliver sendt i fjernsynet, så jeg allerede tidligt i efteråret kan danne mig enten en ”ja, det er jo ikke som før i tiden…” eller ”nøj, hvor jeg glæder mig”-mening. Man kunne måske godt tro, det er på vegne af mine børn, at jeg gerne vil være orienteret, men det er det overhovedet ikke. Sidste år tva… opfordrede… jeg dem til at se Pyrus med mig hver eftermiddag.)

Hvad jeg opdagede:

1. Der er to typer mennesker på et offentligt toilet.

Den ene type går ind, kigger efter om der er åben dør ved en af båsene, og hvis der ikke er det, kigger de diskret under døren for at se, om der er et par ben. Først dér (hvis de konstaterer, at der under en dør ingen ben er) tager de i håndtaget og åbner døren.

Den anden type går ind, tager i den første og bedste dør (selvom den er lukket), og 9 ud af 10 gange møder de enten en låst dør eller en tom bås. Men… 1 ud af 10 gange vil der sidde en person med bukserne nede om anklerne derinde, som bliver så forskrækket, at tis-strålen stopper, og som efterfølgende vil have en svær indre kamp om, hvem det var mest pinligt for, og hvordan man kommer videre herfra.

Og til det vil jeg bare sige: Jeg er en glad og tryg 1’er (som desværre et par gange har prøvet at glemme at låse)

2. Jeg har et par Puma Joggingbukser, som jeg bruger regelmæssigt. Der er intet åbenlyst slid på dem, og de sidder så fint og er så rare. Men så var der en eftermiddag, hvor jeg pludselig blev meget bevidst om, at jeg ikke kunne huske nogensinde at have købt dem. Hvor kom de fra? Og hvornår var de overhovedet kommet ind i mit liv? Jeg kunne huske at have brugt dem… nærmest… altid. Før, efter og under graviditeter.

Så kom jeg til at kigge på mærket.

Str. 164/12 år, står der i dem.

Og jeg kom i tanke om den forårsdag i 2004, hvor min mor havde været i Sportsmaster efter nye joggingbukser til mig.

Nu er de jo ikke nye mere, men meget, meget imponerende… For mine hofter er ikke samme størrelse som i 2004.

Hvad der skete i dag:

Det blev pludselig relevant, da det – 20 min inden jeg skrev det her – gik op for mig, at i dag ikke er en Tycho Brahes dag, men at den for vores vedkommende alligevel må være det.

For i morges kom jeg for sent op og var forvirret, som kun den alt for tungt sovende kan være forvirret. ”KLÆP”, sagde jeg, da Christian vækkede mig. Jeg ved ikke hvorfor.

Jeg skulle lige hurtigt have en bolle og noget kaffe. Men jeg skar mig i fingeren, dybt. Det blødte, og jeg sagde ”av, for… årh fuck!”

”Fuck”, sagde Daniel så. ”Fuck”, sagde han igen.

Så skete der det, at Daniel gik ud og skyllede ud 4 gange i et stoppet toilet. Gæt hvad der så skete… ”Mor, der er meget vand på gulvet. Skal jeg hoppe i det?”, sagde William.

Og så… efter alt muligt bøvl med alle ting i hele verden og dumme gummistøvler… så var det nu, vi skulle ud i bilen og køre af sted til børnehaven. Bortset fra at det skulle vi åbenbart ikke. For batteriet var dødt, og bilen lød lidt ligesom, når en ældre Labrador hoster.

Men så var det jo godt, nr. 2-bilen holdt ved siden af, og efter autostole-flytning og snak om dumme gummistøvler igen, kom begge unger glade i børnehave.

Og så kørte jeg hjem for at skifte tøj og trække vejret. Puha. Ro på, nu.

Da jeg hev den fine, nystrøgede bluse ned over hovedet, revnede den hele vejen i syningen i venstre side, og da jeg lynede mine bukser, måtte jeg svedende bruge 10 minutter på at få mine underbukser ud af lynlåsen igen.

Se, dét var en rigtig, rigtig – rigtig – stor lortemorgen. Men en fin september, forresten.

Tak, fordi du læste med 🙂