Tag: Teater

Sommerteater på KUNSTEN

Skrevet af adminittp d. 2. juli 2020. Uploaded i Kultur.

(Pressemeddelelse)

Crazy Good Summer Theatre

Få kultur til din sommer. For tredje sommer i træk kan du få en fandenivoldsk, skarp og alternativ teateroplevelse, når Teatret Slotsgården – i samarbejde med Aalborg Teater og Kunsten – serverer en af Molières sjoveste komedier George Dandin. Sommerteater i en skæv, fandenivoldsk og underholdende ramme på KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg.

Kunstnerisk leder Jacob Moth-Poulsen udtaler:

“Teatret Slotsgården har over en årrække udviklet sig til at blive en nutidig og fri skuesplads for den moderne skuespiller. Et populært teater i en slotsgård på fyn hvor en særlig inkluderede, moderne og uafhængig spilestil er vokset frem. Vi er kendt for at skabe forestillinger som udfordrer publikums forventninger, i en direkte og levende spillestil. Forestillinger der benytter komediens særlige generøse evne til at skabe fælles ståsted. Med overraskende elementer og uforudsigelige strukturer og fortællegreb, kommunikerer Teatret Slotsgårdens iscenesættelser i en eksperimenterede og nyskabende historiefortælling.”

“Vi rider på en Molièrebølge på Teatret Slotsgården, og vi glæder os helt vildt til at invitere publikum med i et skørt, galt og fandenivoldsk univers skabt af en af historiens største komediedigtere Molière. Ensemblet består af et top-tunet hold af vores tids talentfulde unge skuespillere, der giver den klassiske tekst en moderne krop og stemme i et underholdende uforudsigeligt format. Vi går fordomsfrit i kødet på Molières klassiker, og jeg lover, at det med garanti bliver sjovt og overraskende – George Dandin i Slotsgården er noget, du med sikkerhed ikke har lyst til at misse!”

GEORGE DANDIN: George Dandin er en af Molières rigtig sjove farcer, der belyser vores til tider absurde trang til at få tingene på vores måde. Fortællingen er en stærk kommentar til hvor umuligt det kan være, at ændre den verden og virkelighed vi befinder os i. Hvad skal der egentligt til for, at åbne dine medmenneskers forblindede vanestyrrede øjne? Kendetegnet for Molières arbejde, er den dybereliggende forståelse for samfundskritik og menneskelige strukturer. Med George Dandin placerer Molière sine karakterer komedien George Dandin er lige blevet lykkeligt gift med Angelique, men der går ikke længe før han får en mistanke om at hun mødes hemmeligt med en anden bag hans ryg. I forsøget på at opklare mysteriet og få sandheden frem bliver George Dandin lukket ind i en labyrint af glat fornægtelse, udspekuleret diplomati og fordrejede sandheder. Og med George Dandins alt for stærke retfærdighedssans og til tider usunde temperament er det en dårlig kombination.

Spilleperiode: George Dandin har premiere d. 1. August kl. 19.30 og spiller på KUNSTEN Museum of Modern Art i Aalborg’s flotte amfiscene til 5. august 2020.

Medvirkende og kreativt team:

Tekst: Molière

Instruktion/Bearbejdelse: Jacob Moth-Poulsen & Johan Sarauw

Koncept/Scenografi: Johan Sarauw og Jacob Moth-Poulsen

Kostumer: Olivia Hetman

Annonce

Medvirkende: Kasper Dalsgaard, Freja Klint, Morten Klode, Rebecca Rønde Kiilerich, Thomas Nielsen, Amanda Bøgestrøm og Jonas Kriegbaum.

Forestillingen støttes af: Statens Kunstfond , Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, Odense Kommune, Wilhelm Hansen Fonden, Gartneriet Markhaven og Aalborg Kommune.

Oplev Esben Smed, Jacob Lohmann og Iben Hjejle i Hamlet

Skrevet af adminittp d. 17. juni 2020. Uploaded i Kultur.

Det Kongelige Teater indtager Aalborghallen 5. oktober med den verdensberømte tragedie Hamlet – Prins af Danmark. På scenen står en lang række kendte, danske skuespillere, som leverer den berømte fortælling om hævn, mord og en ung mands forvandling til afsindig hævner

Skuespilchef Morten Kirkskov fra Det Kongelige Teater har blandt andet hentet de kendte skuespillere Esben Smed, Jacob Lohmann, Iben Hjejle og Laus Høybye til iscenesættelsen af William Shakespeares tragedie Hamlet – Prins af Danmark. Med på scenen er også nyuddannede Sara Viktoria Bjerregaard, Stine Schrøder Jensen, Alvin Olid Bursøe, Anton Hjejle og Mads Rømer Brolin-Tani.

Teaterstykket spiller i Aalborghallen mandag 5. oktober kl. 19.30 som en del af Det Kongelige Teaters turné, og her vil det nordjyske publikum kunne opleve, hvordan Morten Kirkskovs aktualisering af stykket sætter fokus på individets ret og på de personlige omkostninger, det har at gå imod magten ved at gribe til våben.

Hamlets forvandling

Det er ikke uden grund, at Hamlet har fået titlen som verdensdramatikkens største tragedie. Handlingen udspiller sig i Danmark, efter at Hamlet har afbrudt sine studier i humanisme i Wittenberg og er vendt hjem til Kronborg for at begrave sin far, der uventet er gået bort. Han er i sorg og i stedet for selv at overtage tronen, gør onkel Claudius det og overtager tilmed hans mor, Dronning Gertrud. Farens genfærd viser sig for ham og kræver hævn over sin morder, kong Claudius. Men intet er Hamlet mere imod end at hævne og slå ihjel, og på trods af sin tvivl forvandles han til et afsindigt menneske, en dræber. I sin umulige kamp, svigter han ikke mindst sin store kærlighed, Ofelia. I tragediens slutning er stort set alle døde, og Danmark står uden konge eller dronning.

Det Kongelige Teaters opsætning af Hamlet bliver med tyske Philipp Fürhofers moderne scenografi og Karin Betz’ renæssancekostumer.

Billetter til Det Kongelige Teaters opsætning af Hamlet – Prins af Danmark er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor, tlf. 9935 5566 eller via. akkc.dk. Billetprisen er A: 380 kr. B: 330 kr. C: 280 kr. inkl. gebyr. Stykket er en del af AKKC’s Spar2 ordning.

Teateranmeldelse: Det Gode vs. Det Onde

Skrevet af adminittp d. 27. januar 2020. Uploaded i Aalborg, Anmeldelser, Kultur, Teater.

Det må være en del af dét at være menneske, ikke sandt? At det er rart, når nogen er de onde, så vi sammen kan være vrede på dem eller forargede over dem. Og at det er med til at give det hele mening, når andre er de gode. Så hepper vi på dem og føler, at vi også selv er vigtige, som de små støvfnug i verden, vi nu er. Men hvad hvis vi blander det hele sammen i én stor, rodet pose, hvor der er både grusomhed, gode intentioner, udsmurt afføring, Frodo (Jep, hobitten), Bill Cosbys 80’er-blomstrede, bedrageriske sofa og så tre uperfekte mennesker, der alle søger at finde den bedste måde at kunne rumme sig selv og verden på?

Hvis vi samler alt det – plus et utal af andre latterfremkaldende, grænseoverskridende og tankevækkende elementer – så har vi et forrygende, nutidigt eventyr, der er så sammensat og absurd, at det faktisk virker ganske realistisk. Hovedpersonen Hans spilles skiftevist af stykkets tre hovedrolle-indehavere: Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen, og Hans gennemgår en sand eventyrrejse ud i …tja. Livet. Life as we know it.

Hele stykket kaster publikum rundt i et følelsesmæssigt virvar, mens de tre skuespillere taler meta-agtigt om det eventyr, de fremfører. Det er nemlig klart fra starten, at vi er vidne til en forestilling om en forestilling. Og jo mere rodet scenen bliver, jo mere kompleksitet gennemsyrer alt, hvad forestillingen er. Skiftevis har de stafetten med alle stoppestederne på Hans’ livslinje, og skiftevis får de salen til at vælte af latter og holde vejret af ren forargelse – eller direkte afsky. For mennesker gør ting, der er væmmelige. Det ved vi. Og det bliver først rigtig frygteligt, når de samme mennesker gør gode ting. For hvad er de så? I små bidder får vi hos publikum at vide, at historien ikke er så køn og pæn, som vi gerne vil gøre den til. Og det fungerer godt, for det vedrører os allesammen. Ind og ud af Hans’ liv får vi også leveret forklaringsbidder om menneskets eksistentielle dilemmaer – og det fungerer også. Blot er det en anelse fortravlet af og til, og den ro, som spillerne lægger ind i de satiriske øjeblikke, kunne med fordel også være brugt mere i de alvorligere og fortællende bidder.

De sceniske virkemidler starter som få, men ender som mange. En blanding af grå bagvæg og videokameraer, der kan smække alt fra kakerlakker i et glasbur og til skuespillernes egne, svedige og virkelighedsfyldte ansigter op på den. Krydret med både humoristiske og gravalvorlige statist-figurer, og alt godt fra materialismens skatkammer, bliver det faktisk lige i øjet. Og musikken… Den er brudstykker af alt muligt, vi langt henad vejen har hørt før. Og det fungerer fordi, vi allerede kender det og har proppet det ned i de følelses-kasser, hvor vi synes, det hører til.

Tue Biering har både forfattet og iscenesat et virkeligt eventyr, og det er noget helt særligt. Ena Spottag, Marie Knudsen Fogh og Jacob Moth-Poulsen vender vrangen ud på det pæne, ordentlige, politisk korrekte og blankpolerede. I stedet giver de os en ægthed, der er bundsolid og til at forstå.

Tro ikke, at noget kun er, som du tror!

Det Gode vs. Det Onde spiller på Aalborg Teaters Lille Scene fra 27. jan. 2020 til 14. feb. 2020

Teateranmeldelse: Nu brænder det, Nora! – ‘Et dukkehjem’ på Vendsyssel Teater

Skrevet af adminittp d. 22. februar 2019. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Teater.

”Nu brænder det”, konstaterer Sofie Topp-Duus i rollen som Nora i Vendsyssel Teaters version af det 140 år gamle kærlighedsdrama Et dukkehjem. Det blusser op i kaminen, den Ibsenske ild får så sandelig fat i sit publikum og fortjener * * * * * * for oplevelsen.

Et dagligstuedrama på rund scene

Det smukke parketgulv må ikke betrædes. Det skal holde spilleperioden ud. Der er altså en fjerde væg i instruktør Kaspar Rostrups opsætning af Henrik Ibsens naturalistiske stykke fra 1879. Selvom vi, interessant nok, betragter dagligstuens kærlighedsdrama i et rundt scenerum. Fortielse og forklædning ses fra 360 grader og kommer realistisk tæt på. Akkurat så tæt er vi på Historiens gentagelse, at vi finder aktualitet i skildringen af unge Nora Helmer, som vælger sig selv til og en kvinderolle fra. Hun tager døren ud af ægteskabets dukketilværelse i sin skuffelse over sin mands reaktion, efter det er kommet for en dag, at hun i en kærlighedsgerning til ham og familien har lavet dokumentfalsk.

Dukker og dacapo

I dag har den kønspolitiske debat bevæget sig fra dagligstue til virtuelt rum. Vi kvinder iscenesætter os selv i frie roller mellem Baby Doll og Business Buddy, mens mændene, ja, de bliver tiltagende forvirrede. Vi kan spørge os selv, om vi egentlig taler rigtigt sammen eller udvikler en krænkelseskultur, hvor den der råber højest, slår tonen an. Mens vi rykker længere fra hinanden i den offentlige mening, nærmer vi os noget ægte i teatersæderne. Kaspar Rostrups moderne Ibsen-fortolkning om at kende sig selv og hinanden er et forfriskede dacapo, og opsætningen et relevant repertoirevalg. Problemerne må igen rejses på en rigtig scene, så vi forstår kunsten at samtale.

Tarenteldans og kønskamp

Applaus skal lyde til samme instruktør som med psykologisk flair får det bedste samspil frem mellem en ung og en garvet skuespiller: Unge Sofie Topp-Duus balancerer med sin livfuldhed Noras koketteri med klog handlekraft, så den spinkle krop viser sig overraskende stærk i Martin Hestbæks stramme nakkegreb. Det kræver sit kvindelige modspil, når han eminent bringer en faretruende dæmoni og en drenget sårbarhed ind i sin karakter som ægtemand Torvald Helmer. Sofie snurrer sig sublimt ind i og ud af Noras forklædninger, da hun danser sin tarenteldans, mens vi gyser til kønnenes kamp og en melodi, der skærer sig igennem akter som trommehinder.

Trisse og tristesse

Undervejs er der humoristisk forløsning i barnepige Anne-Marie, som i skikkelse af Susanne Heinrich trisser lukt ind i vores hjerter i forening med tristessens mester Søren Hauch-Fausbøll, som spiller Doktor Rank, den dødeligt syge ven og elskelige klovn plantet i den højspændte atmosfære. Et virkelig godt cast. Det samme er Jette Sophie Sievertsen, Noras fornuftige veninde Fru Linde, som forsøger at rede trådene ud, mens hun løser knuden på sin egen fortid i skikkelse af sagfører Krogstad, urovækkende forløst af Preben Kristensen. Hver gang Preben entrerer rummet, mærker vi Noras angst og hans egen tragedie. Det er mimisk mesterspil.

Noras exit

Nora går baglæns ud af døren. Hun holder øjenkontakt med sin mand, som står dér afklædt, og med sit publikum. Vi holder vejret sammen med Historien. For her er vi ikke i tvivl om, hvor Nora går hen: Hun fortsætter ind i de næste 150 års kvindeoprør, og hendes arbejde er ikke færdigt endnu, når scenelyset slukkes. Det er kun lige begyndt. Debatten brænder endnu, og måske fordi vi har glemt at tale sammen, kan teatret som i Det Moderne Gennembrud igen hjælpe os til at nå hinanden, uanset placering i alle verdens hjørner. Hvem ved, måske en dag finder Nora hjem?

Forestillingen spiller frem til den 20. Marts. Se den,- hvis der endnu er få billetter tilbage. Se mere her

Teateranmeldelse: Kunsten at vække genklang

Skrevet af adminittp d. 4. februar 2019. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Teater.

Teaterkoncerten Spotify og Radio Luxembourg fortjener ***** stjerner for en herlig forening af dygtige sangere, rørende fortællinger og et indblik i musikkens væsen – men også i den magi, der opstår, når modige borgere deler minder og drømme, så det vækker genklang hos publikum.

Lyset dæmpes i den intime Black Box, som udgør Aalborg Teaters Lille Scene. Premieren på Borgerscenens syvende forestilling, teaterkoncerten Spotify og Radio Luxembourg er i gang. Fra sidevæggen kiler dagens sidste solstråler sig gennem vinduets skodder og falder ned over et par transistorradioer på væggene. Lyset fortsætter hen over ryglænet på en falmet lædersofa, over et par stole og ned på en forstærker, et trommesæt og flere instrumenter i scenerummet.

Er vi i en dagligstue fra 60erne? Eller sidder vi i et moderne lydstudie med et nostalgisk touch? Måske et sted imellem, ligesom de to generationer, der mødes om det fælles imellem dem: Musikken. For der er måske ikke så langt mellem ung og ældre, hvis man har gehør for hinanden.

Netop det budskab toner klokkeklart igennem hele teaterkoncerten. Mellem de optrædendes overraskende professionelle sangpræstationer mærker vi, at de faktisk er kommet til at kende og holde af hinanden i kraft af glæden ved musik, som har lokket dem alle til modigt at medvirke i Borgerscenen. Det giver forestillingen en særlig varme og ægthed, som når helt ud til publikum.

Tæsk og transistor

For den ældre generation, der kender til et før og efter ’68, gik dagene dengang på hæld foran transistoren, som via radio Luxembourg eller radio Mercur bragte musikken fra den store verden. For de unge, der kun kender et før og efter Google, søges den globale musik frem i Spotify. Forskellen tegnes fornemt op af Ole Sten og Frida Nørgaard. Ole fortæller sjovt og medrivende om dengang, han ”lånte” sin storebrors hellige radio og lyttede med lange ører, mens dagen gik på hæld, indtil han blev opdaget og fik en flad. Charmerende Frida Nørgaard har de fleste minder foran sig eller ordnet i playlister til enhver lejlighed. Hun arbejder på en ny til et højskoleophold.

Hvis man som undertegnede aldersmæssigt befinder sig imellem de to generationer, er det sjovt at opleve, hvordan man spontant lever sig ind i både de unges og de ældres musikfortællinger – som nu unge Sebastian Oscar D. Jensen, der med en vidunderlig selvironi fortæller om, hvorfor han begyndte at spille bas frem for guitar, så vi til sidst triller tårer af grin. Eller den tidligere sanger, Lotte Lottenburger, som synger et af sin ungdomshits, til en anden type tåre river sig løs. Det er smukt, hvordan hun stråler på hjemmebane i sit fag og at se hendes silhuet spejles i den mørke lydstudie-rude bag hende, så hun ligner en Edith Piaf af i dag.

Musik som terapi eller livsfilosofi

Victor Weng Brøsted fortæller, at musik skal have nosser, for ellers er den ikke værd at lytte til. Det er han til gengæld i sine filosofiske betragtninger om musik, og når han giver os analytisk fornemmelse for det nummer, han leverer som om, vi faktisk først kommer helt tæt på ham, når han er i musikken. Yndefylde Amanda Haar har som Freja en fantastisk sangstemme. De to unge piger er forskellige men i duet og hver for sig, synger englene med. Amanda fortæller, hvorfor det for hende ikke handler om at optræde (synd og skam) men om, hvordan musik påvirker os.

Birgitte Rode har gjort karriere fra konservatoriet til koncerter og Danmarks Radio, og hun minder os om dengang, kunstnerne fik en rimelig betaling for at blive spillet i radioen. Dermed bringer hun på forfriskende vis holdninger ind i forestillingen, mens også hun leverer vokalvaren.

I længden bliver teaterkoncerten lidt lang, og der kunne med fordel strammes op rent fortælleteknisk af den dygtige instruktør Rolf Heim, der som altid tilfører lidt tryllestøv til enhver forestilling, han rører ved. Efter den første time har musikkens og menneskets mange nuancer allerede vakt genklang i salen, så vi synger med.

Spotify og Radio Luxembourg spiller frem til 6. Marts på Aalborg Teaters Borgerscene.

Teateranmeldelse: SEXPOL på Aalborg Teater

Skrevet af adminittp d. 3. oktober 2018. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Teater.

”Hvis alle mennesker får en orgasme om dagen, vil verden forandre sig og blive et bedre sted”

Salen ved Lille Scene er fyldt af forventningsfulde mennesker. Alle er her, ser det ud til. Yngre studerende, modne par, ældre og garvede teatergængere. Set i bakspejlet udgør publikum uden tvivl den mangfoldige repræsentation af mennesker, som den seksualpolitiske gruppe SexPol i 1930’erne kæmpede for at nå ud til.

De stod midt i tiden med arbejdsløshed, depression, fascisme, illegale aborter, manglende prævention og en skamfuld tilgang til sex. Med lægen og psykoanalytikeren Wilhelm Reich i spidsen, forsøgte de – forfatter Jo Jacobsen, læge Jonathan Leunbach, journalist Ellen Siersted og læge Tage Phillipson – på idealistisk vis at udbrede seksualoplysning i alle samfundets klasser og grupper. For dem var den allerhøjeste drivkraft dét, som Wilhelm Reich, spillet af Kasper Leisner, på nærmest frelserprædikende vis, belærte dem om:

At fascismen bor i alle mennesker, og at den skal bekæmpes med orgastisk frigørelse gennem psykoanalyse.

For en nutidig anmelder på midterrækken er fanatismen og den sekteriske tone i Reichs ord klar som glas. Og det har ganske sikkert også været målet for opsætningen. Kulissen er minimalistisk. En stor, rund, åben port.

Ind til hvad? Tænker man som publikum.

Den åbne ports enkle selv bliver ved hjælp af projektørlys gjort alt andet end kedelig.

Mærker det på egen krop

Når den meterhøje, styrkeudstrålende Reich taler, fyldes den i starten med hypnotiserende kroppe, der vikles ud og ind af hinanden. Længere henne i stykket, hvor den overgjorte idealisme bliver altdominerende, og vanviddet så småt starter, ses Reichs ansigt med det dybdeborende blik, fylde hele porten og mere til. Intenst er det.

Fra stykkets begyndelse er det tydeligt, at dét, som gruppen forsøger at udbrede, mærker de på egen krop. En proces, de for alt i verden vil igennem. Morten Brovn skaber en overbevisende og gennemført Tage Phillipson, hvis usikkerhed og selvundertrykkelse kommer frem i en perfekt mimisk balance. Helle Fagralid spiller (den til stykket opfundne) Bodil Phillipson, gift med Tage, der med en overbevisende smertelighed, viser splittelsen mellem idealisme og menneskelighed. Man mærker hendes desperation i hver en celle, da Reichs mange fangarme har tag i hende.

Stykket bæres hele vejen igennem af fortællende stemmer fra de seks (og eneste) roller, hvilket er særdeles godt for oplevelsen. På intet tidspunkt er man hægtet af. Reichs psykoanalytiske monologer leveres af Kasper Leisner med en så voldsom suggestion, at de ellers vævende pointer virker enkle.

Som handlingen intensiveres, og problematikkerne skærpes, træder hver enkel rolle frem i lys lue. De virker klædt af, trods de er fuldt påklædte, mens idealerne efterhånden udfordres og presses af politik, samtidskampe og egne, indre dæmoner. At Kathrine Høj Andersen lægger et stykke af sin sjæl ud i Jo Jacobsen, da Jo går i clinch med Leunbach over et dødsfald efter en fosterfordrivelse foretaget af ham, er tydeligt for enhver. Vreden kan nærmest ses som en aura omkring hende.

Gribende portrættering

Jens Gotthelfs gribende portrættering af en fortabt Leunbach træder for alvor igennem, da stykket når sin sekundære fase og 2. verdenskrig har splittet gruppen. Trods sparsom makeup og et farveskift i kostumet som eneste virkemidler, virker Leunbach mindst 30 år ældre. Energien er skiftet, og Gotthelf fanger det.

I splittelsens begyndelse står en ensom, men stærk Ellen Siersted, spillet af Solvej Kyong-Sook Christiansen, og tager imod det, der er et af stykkets absolutte, følelsesmæssige højdepunkter. Wilhelm Reichs store sammenbrud, hvis lyde, bevægelser og nervøse trækninger går langt ud over scenekanten og ind i publikums parate nerver. Den høje, skæggede skikkelse bliver pludselig så lille i Ellen Siersteds arme, og hendes karakter træder her stærkt og udtryksfuldt frem.

Stykket slutter med en intensitet, der viser en kulmination på de mange års følelser, indre kampe, ydre kampe og forliste idealer, som sekstetten rummede. De forsvinder. Intet blev, som de håbede – og dog.

Som en utroligt smuk afrunding på forestillingen, taler fortællestemmerne om, hvad der skete i eftertiden. Porten i kulissen fyldes af filmiske snapshots fra 60’er og 70’ernes verdensomrystende seksuelle frigørelse, og budskabet er tydeligt: Alverdens psykoanalytiske termer, orgastiske frigørelsesidealer og seksualpolitiske kampe er kogt ned i én enkelt sætning, der må vække genklang i hver eneste publikummer… ”Make Love Not War”.

Det var jo dét, de sagde.

SexPol er en dybt relevant, bevægende, forstyrrende og smuk forestilling.

SEXPOL spiller på Lille Scene med sidste spilledag d. 6 oktober, læs mere her

Anmeldelse: Underkastelse, Aalborg Teater (Lille Scene)

Skrevet af adminittp d. 14. november 2016. Uploaded i Kultur, Teater.

I Frankrig i 2022 bliver en muslim overraskende valgt som ny præsident. Han indfører en mild Sharia-lovgivning, der har vidtrækkende konsekvenser for det meste af landet. Men hvordan kom det så vidt? Og er det for det gode eller det værre?

Den franske forfatter Michel Houellebecq har et rygte for at være en enfant terrible, hvilket blev cementeret i 2015, da hans 6. roman, Underkastelse, udkom. Handlingen foregår i en nær fremtid, hvor en moderat muslim er kommet til magten. Ved et bizart tilfælde udkom bogen den samme dag som angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris d. 7. januar 2015. En af hans personlige venner var blandt de dræbte og Houllebecq stoppede straks al promovering af Underkastelse og forlod Paris for en stund. Det stoppede dog ikke medierne fra at omtale den og flere steder blev han kritiseret for opildne konflikten mellem islam og den vestlige verden.

Meningen med livet

Nu har Aalborg Teater så valgt at give sig i kast med værket i en opsætning med Martin Ringmose i hovedrollen som Francois, en aldrende og velanset litteraturprofessor, der kæmper med at finde meningen med tilværelsen. Han sidder i en lejlighed i Paris og filosoferer over, hvad livet egentlig skal bruges til, når man har opnået det man vil. I stedet for den tomme trommerum af voksenlivets faste forhold, giftermål og skilsmisse, så er han blevet i ungdommens cyklus og indleder et forhold til en ung studerende hvert år, som bliver udskiftet ved et nyt semesters begyndelse.

I bogen er det svært at holde af Francois, der, mildt sagt, er en opblæst, patriarkalsk, rødvinsalkoholiseret nar. I Martin Ringmoses version er karakteren blødt lidt op, men det er stadig svært ikke at lade sig provokere af Francois facon og meninger. Martin Ringmose leverer replikkerne med et tilpas glimt i øjet, så man ikke kan lade være med at le af ham. Det er en svær rolle, men man føler sig tryg i selskab med Martin Ringmose, der udfylder rollen med den arrogance og selvsikkerhed, der skal til.

Presseudsendelse kan frit anvendes ved omtale af: Aalborg teater "Underkastelse " Kristine Elmedal Johansen og Martin Ringsmose Dato: 08.11.16 Foto: Lars Horn / Baghuset — Kristine Elmedal Johansen og Martin Ringsmose – Foto: Lars Horn / Baghuset

Stykkets følelsesmæssige nerve

Overfor Francois står Myriam, en studine/elskerinde, som han har svært ved at slippe selvom det sædvanlige år er ovre. Myriam er, i Kristine Elmedal Johansens fine fløjlsbløde spil, stykkets følelsesmæssige klangbund. Uden hende ville både Francois og Underkastelse ikke være andet end et intellektuel tankeeksperiment. Hun er den eneste, der virkelig har noget at miste ved Det Muslimske Broderskabs fremgang på grund af hendes jødiske baggrund. Derudover virker hun også til at være noget af det eneste Francois holder af, og er med til at gøre ham mere menneskelig.

Underkastelse er et spændende og tankeprovokerende stykke. Det kunne næsten ikke være mere aktuelt i disse tider, hvor verden i den grad virker splittet politisk. Underkastelse er en advarsel mod ligegyldigheden og fundamentalismen, uanset hvor den kommer fra. Aalborg Teaters opsætning lægger sig tæt op af romanen, hvilket både er dets største styrke og største tab. Romanen er fysisk med på scenen og oplæsningerne er en naturlig forlængelse af den akademiske verden, vi befinder os i. Dog er stykket en sjælden gang så teksttungt, at selv skuespillerne virker til at kløjes i ordene.

Se mere om Underkastelse på Aalborg Teaters side

Premiere på Ronja Røverdatter

Skrevet af adminittp d. 3. november 2016. Uploaded i Kultur, Teater.

I går var der premiere på Ronja Røverdatter på Aalborg Teater med Ena Spottag i hovedrollen som Ronja. Vi havde sendt vores to dygtige anmeldere, Josefine og Frederik, afsted for allerførste gang og herunder kan I høre hvad de synes:

[youtube=https://www.youtube.com/watch?v=To9cH8cvW_U]

Læs mere om stykket hos Aalborg Teater

Læs også vores interview med Ena Spottag