Skip to main content

Tag: Stigsborg

Stor indvielse når nyt bylivshus åbner på Stigsborg – populær bager flytter ind

Den 29. februar åbner bylivshuset Henning J på Stigsborg i Nørresundby, der skal indeholde børne- og kreaområde, fleksible studiepladser, loungehjørne og et fodboldområde dedikeret til fodboldlegenden Henning Jensen. Beboerne kan samtidig glæde sig til friskbagte lækkerier fra Surdejsbageren, som slår dørene op til en ny butik i bylivshuset.

 

Udviklingen af den populære bydel Stigsborg i Nørresundby skrider hastigt fremad med voksende beboertilflytning og flere færdige byggerier. Snart vil bydelen emme af endnu mere liv, når et nyt bylivshus slår dørene op den 29. februar. Her kan byens borgere samles og benytte sig af husets forskellige områder, herunder børne- og loungeområde, fodboldhjørne, fleksible studiepladser og kreaområde. Samtidigt åbner det populære bageri Surdejsbageren sin egen afdeling i bylivshuset, hvor man kan nyde en god kop kaffe og friskbagt surdejsbrød.

 

Det nye bylivshus har fået navnet Henning J, da man har valgt at opkalde huset efter fodboldlegenden Henning Jensen, der startede sin karriere i Stigsborg-området – og som ligeledes har fået Henning Jensens Plads på Stigsborg opkaldt efter sig.

 

Bylivshuset Henning J skal fungere som et moderne forsamlingshus, hvor man kan nyde en god kop kaffe, fordybe sig i sin computer, være kreativ med sine børn, eller blot har brug for et sted at slå sig ned. Tanken er, at der løbende skal åbnes op for forskellige aktiviteter såsom strikkeklub, gåklub og meget mere, som kan være med til at invitere beboerne ind i huset, lyder det fra Hanne Kræn, der er bylivsudvikler hos A. Enggaard, som er en del af selskabet Stigsborg P/S.

 

Jesper C. Winter, der er ejer af Surdejsbageren, ser ligeledes frem til at åbne sin anden butik og ikke mindst at slå dørene op på Nørresundby-siden.

 

Vi har gennem længere tid undersøgt muligheden for at åbne endnu en butik, men vi har ventet på at finde den rette beliggenhed. Det har vi nu fundet, og jeg er helt overbevist om, at Stigsborg er det perfekte område at slå os ned i, da der er masser af liv og mennesker i forskellige aldre, som passer godt til netop vores bageri, siger Jesper C. Winter.

 

Surdejsbageren får placering i bylivshusets stueetage med egen indgang, så der både er mulighed for at hente kaffe og brød to go samt sætte sig i caféen eller bylivshusets øvrige områder.

Borgmester indvier huset 29. februar

Bylivshuset Henning J åbner officielt den 29. februar, hvor der vil være reception fra kl. 14-17 med gratis kaffe og sødt fra Surdejsbageren. Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen indvier huset kl. 14, og derudover vil Nørresundby Forenede Boldklubber sætte gang i bordfodbold og andre sjove aktiviteter. Fra kl. 15-17 vil den talentfulde lokale kunstner Frida Still Vium lave åben workshop, og der vil også være andre aktiviteter på dagen at se frem til.

 

Vi glæder os meget til at indvie Henning J og håber, at mange har lyst til at kigge forbi og bakke op om et lokalt initiativ som dette, der er med til at skabe liv i området. Forhåbningen er, at Henning J bliver det nye samlingspunkt på Stigsborg og i Nørresundby generelt, hvor man kan samles uanset alder og interesser, lyder det fra Hanne Kræn.

 

Bylivshuset Henning J får en midlertidig placering på Stigsborg Bygade 31 i Stigsborgs mobilitetshus, som er et moderne parkeringshus med forskellige faciliteter såsom delebil, løbehjulsstativ, pakkeboks, udkigspost, cykelreparation mm. På sigt skal bylivshuset rykke ned på Stigsborgs nye skole, Børne- og Ungeuniverset, som forventes at stå færdig i løbet af 2025.

 

 

Unikke fællesfaciliteter tiltrækker beboere til ny bydel

Siden salgsstart i slutningen af august er over en tredjedel af 91 ejerboliger i boligejendommen Havnebryggen Stigsborg solgt. Og det er vel at mærke med godt et år til indflytning. Ifølge ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen, der står bag formidlingen af de nye havneboliger, skyldes den store interesse foruden den attraktive placering blandt andet, at der er lagt særlig vægt på at skabe gode fællesfaciliteter i form af det unikt indrettede Kanthusene, der rummer både loungeområder, køkken og spiseområder.

 

Stigsborg i Aalborg, der bliver en af Danmarks største nybyggede kystnære bydele, er ved at tage form, og netop nu er opførelsen af 91 boliger i boligejendommen Havnebryggen i fuld gang. Og selvom der fortsat er knap et år til, at de nye lejligheder står klar til brug, er der allerede godt gang i salget af bydelens første ejerboliger.

 

I slutningen af august blev Havnebryggens lejligheder, der varierer i størrelse fra 50 til 155 kvadratmeter, nemlig sat til salg, og på bare få måneder er over en tredjedel af lejlighederne allerede solgt.

Havnebryggen Stigsborg henvender sig til en blandet beboergruppe lige fra seniorer og enlige til børnefamilier og yngre par, og vi har fra start mærket en stor interesse for dem. På bare få måneder er en tredjedel af alle boligerne solgt, og med knap et år til indflytning tegner det rigtig positivt, forklarer Allan Nørgaard, der er ejendomsmægler og indehaver af Thorkild Kristensen, som er ansvarlig for formidlingen af boligerne.

 

De nye ejerboliger, som ligger i første række ned til Limfjorden, er skabt med lige dele fokus på privatliv og fællesskab. Og derfor har udviklerne bag ejendommen lagt særlig vægt på at skabe det attraktive Kanthusene, som er et fælleshus med loungeområder, fælles køkken og spiseområder. Her kan beboerne frit benytte sig af de fælles faciliteter til diverse aktiviteter eller som et ekstra sted at slå sig ned på hjemmearbejdsdage.

 

Foruden den attraktive beliggenhed ved Limfjorden med udsigt ud over Aalborgs havnefront har Havnebryggens unikke fællesfaciliteter helt bestemt medvirket til, at boligerne er så populære. Vi ser en tendens til, at gode og attraktive fællesfaciliteter bliver vigtigere og vigtigere for valg af bolig. På den måde kan den private bolig forlænges, samtidig med at man indgår i et fællesskab med de andre beboere. Og her er Havnebryggens Kanthusene helt i særklasse, siger Allan Nørgaard.

Farver, tekstiler og møbler skal inspirere

Kanthusene, der allerede nu står klar, indeholder nogle helt særlige faciliteter, der i sin indretning adskiller sig markant fra den nordiske stil, som mange hjem og fælleshuse ellers er præget af. Rummene er nemlig unikt indrettet af den kreative indretningsarkitekt Rie Floor fra firmaet Rie Floor. Her danner dekorative, flaskegrønne tapeter, Chesterfield-møbler og en gennemført avantgarde stil ramme om de fælles rum.

 

– I stedet for den traditionelle fælleshus-tankegang, har tanken været at skabe en moderne kultursalon, der i sin essens inviterer til både fordybelse, ro, liv, langsomhed og fællesskaber. Her kan kreative rammer inspirere til at samtale med sine naboer, mødes over et slag skak, læse en bog eller blot nyde sit eget selskab foran ilden i pejsen med udsigt til Limfjordens skiftende stemning lige udenfor vinduerne, fortæller Rie Floor og fortsætter:

 

– På den måde får bylivsforeningen en kulisse, der giver alle beboerne mulighed for blandt andet at arrangere privatkoncerter, foredrag og ginsmagning i salonen. I caféen ser jeg for mig, at det lange bord benyttes til social dining, madklub eller diverse hobbyaktiviteter.

 

Havnebryggen Stigsborg vil være klar til indflytning i efteråret 2022.

Stigsborg Havnefront

Denne artikel er sponsoreret

Aalborg og Nørresundby Havnefront har de senere år gennemgået en stor forvandling. Hvor der tidligere var tung industri, danner havnefronterne nu ramme om boliger, uddannelser, kulturtilbud og et levende byliv. Turen er nu kommet til at stille skarpt på Nørresundby Havnefront Øst, også kaldet Stigsborg Havnefront

Hvis man forestiller sig Limfjorden og Limfjordsbroen som to tværgående linjer, så bliver Aalborg og Nørresundby delt ind i fire kvadrater. Der er sket en kraftig byudvikling i de tre af dem, og nu er det snart tid til, at det fjerde kvadrat, nemlig Stigsborg Havnefront, skal undergå samme forvandling. De første spæde skridt er allerede taget, men det forventes først, at området står helt færdigt om 20-25 år. Det betyder dog ikke, at det bliver en stor byggeplads i alle årene, langt fra. Allerede nu er der lavet tiltag, så det bliver et spændende område for os alle sammen at færdes på.

Plads til 7000 nye beboere

På Stigsborg Havnefront, som er et ca. 55 ha stort areal i Nørresundby, der strækker sig mellem Limfjordsbroen i vest og Limfjordstunnellen i øst, ligger det sidste by- og fjordnære industriområde. Hedegaards store bygning og industrianlæg fylder godt i landskabet, men efter planen skal arealet udvikles løbende over de næste 20-25 år.

Det i alt ca. 55 ha store areal, som Aalborg Havn kun er en lille del af, er Aalborgs største byudviklingsområde i nyere tid. Når projektet er færdigt, er der plads til 7000 nye beboere.

Hos Aalborg Havn ser de det som en naturlig udvikling, at industrien kommer ud af byen og direktøren for Aalborg Havn A/S, Claus Holstein, glæder sig over, at Nørresundby får samme byfornyelse, som Aalborg-siden har fået.

stigsborg-havnefront1

Fortiden spøger

Stigsborg har fået sit navn efter et gammelt voldsted, der med forsigtighed kan dateres til senmiddelalderen. Ejeren af voldstedet, Sti Hvide, rygtedes at have hjemsøgt området lige siden. Omkring store højtider skal man efter sigende kunne fange et glimt af ham, når han kommer ridende fra Voerbjerg ned over Skansebakkerne mod Stigsborg med sine fire hvide heste.

Siden da har området været hjemsted for lidt af hvert og i nyere tid har der været industri, havneanlæg, jernbaneanlæg, beboelse og et stadion. Resterne af fæstningsværket Stigsborg forsvandt i 1913, da der blev opført en svovlsyrefabrik på stedet.

Det var denne fabrik, der senere overgik til finske hænder og skiftede navn til Kemira i 1989, som nogle nok kan huske. Sammen med en lignende fabrik, der lå umiddelbart overfor på Aalborg-siden, stod de for næsten halvdelen af Danmarks kunstgødning-produktion. Fabrikken havde eget havneanlæg, fordi det var nødvendigt at sejle de tunge råstoffer, som svovlkis, råfosfat og brændsel, helt ind til fabrikken. Igennem alle årene har fabrikken været genstand for utallige miljøsager, så det var nok til stor glæde for mange sundbynitter, da fabrikken lukkede i 1998.

I 2001 overgik arealet til Aalborg Kommune, og derefter var spørgsmålet, hvordan man bedst sikrede sig mod den forurening, som Kemira og andre fabrikker havde efterladt i jorden. En af de mest effektive metoder har vist sig at være, at man lader forureningen ligge, men dækker det til med 1-2 meter rent jord. Det bliver dermed helt sikkert og forsvarligt at anvende arealerne. Den måde at håndtere forureningen på er anerkendt praksis i Danmark og er i fuld overensstemmelse med både miljølovgivning og efter myndighedernes anbefaling.

stigsborg3

Gode løsninger

Aalborg Kommune og Aalborg Havn a/s har meget stor fokus på, at området skal bruges aktivt allerede nu, så de har inviteret alle borgere til at komme med forslag til aktiviteter, som området kan bruges til. De mener det endda så alvorligt, at de har ansat en projektkoordinator – Kurt Bennetsen – til at være tovholder for de midlertidige løsninger. så hvis der sidder nogen med en god idé, så er det bare at slå på tråden til Kurt – hans kontaktoplysninger findes på projektets hjemmeside www.stigsborghavnefront.dk.

Nogle af de midlertidige aktiviteter, som projektkoordinatoren allerede har fået henvendelser på, er tilbagevendende motionsløb, triatlonløb, styrketræningsaktiviteter og musiske aktiviteter, som alle skal være med til at engagere sundbynitterne og aalborgenserne omkring Stigsborg Havnefront.

Formålet er at få engageret hele Nørresundby og Aalborg og få skabt synlighed og gode fortællinger om området, så Stigsborg Havnefront bliver det mest spændende byomdannelsesområde i Aalborg Kommune.

I midten af november blev nordens største murmaleri afsløret på Hedegaards silo. Udover en hædring af de tech-college stude- rende, som sammen med sponsorer havde udført det kæmpestore maleri, blev arrangementet brugt som et kick-off til etablering af en innovativ erhvervsklynge. Erhvervsklyngen skal danne ramme for innovative erhvervsvirksomheder og iværksættere, der kan bruge området som forsøgsområde, og hvor én af de midlertidige aktiviteter vil være at inspirere virksomhederne med innovative smartcity tiltag og foredrag.

Næste sommer kommer DGI’s Landstævne til Aalborg, og her bliver der etableret en teltcamp på Stigsborg-området, hvor flere tusinde deltagere skal overnatte. Et håb er, at der i den forbindelse bliver mulighed for at sikre, at nogle af de midlertidige installationer kan genbruges efter landsstævnet. For eksempel vil brandtårnene kunne bruges som udsigtsplatforme, meeting-points kan bruges som ”bydelscenter” og den sammenhængende stiforbindelse kan blive til gavn og glæde for motionsaktiviteter i form af løb, cykling og gåture.

stigsborg4

Byliv fremfor alt

I november blev der afsløret tre forslag til, hvordan Stigsborg Havnefront kan se ud, når området er færdigudbygget. Visionen for området er, at Stigsborg Havnefront skal skabe sammenhæng i Aalborgs bymidte omkring fjorden. Fælles for de tre forslag er den grundlæggende idé om, at det skal være ”byliv før byrum før bygninger”. Det betyder, at der tages udgangspunkt i det liv, som skal leves på Stigsborg Havnefront. Herudfra kan man så forme byrum og funktioner, og lade bygningerne ’underlægge sig’ de principper, der er for ønskerne til det liv, der skal leves.

Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen fortæller:

– Når vi planlægger en helt ny bydel med så lang en tidshorisont, er der ingen som kan forudsige, hvordan vi lever vores liv om 20 – 25 år. Ingen kan forudsige, hvilke boformer vi foretrækker eller hvordan vi transporterer os rundt. Måske vil vi til den tid have selvkørende biler, som vi deles om, og måske er vores arbejdsliv og fritidsliv helt anderledes, end vi kender det i dag. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi fokuserer på at skabe rigtig gode rammer for det liv, der skal leves på Stigsborg Havnefront. Bygningerne skal nok komme, men det er bylivet, der skal i fokus, slutter rådmanden.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev