Skip to main content

Tag: Spejlteltet

Sophie’s Surprise – Internationalt Cirkus & Cabaret Show

Sophie’s Surprise – Internationalt Cirkus & Cabaret Show
Skråen 3. – 7. Sep.

De seneste par år har Skråen kunnet præsentere international Cirkus & Cabaret med Majestique i spejlteltet Paradise, opstillet ved siden af Nordkraft. Ikke mindre end 2.500 købte billet sidste sommer og anmeldelserne var super gode. I år er både Paradiso og Majestique ude og prøve nye udfordringer andre steder i Verden.

Samtidig har både vi og de allerede sat kryds i kalenderen ved Aalborg 2024. Til gengæld giver det mulighed for, at Skråen nu kan præsentere en rygende varm nyhed til september. Direkte fra London et helt nyt internationalt Cirkus & Cabaret Show Sophie’s Surprise.

Showet har premiere nu på fredag ved Fringe Festivalen i Edinburgh, hvor de derefter optræder resten af august. Herefter flyver de til Aalborg, hvor de så er klar på Skråen fra 3. – 7. Sep.

Sophie’s Surprise lover det skøreste og vildeste surprise party du nogensinde kommer til.

Sophie fylder 29, og det fejrer de og vi med Cirkus & Cabaret, Musik & Comedy.

Tænk, hvis The Spice Girls aldrig var blevet opløst, Cirque du Soleil fik solstik og Downingstreet 10 faktisk havde vidst, hvordan man holder en fest. Glæd dig til internationalt Cirkus & Cabaret Show fra London med verdenskendte unge energiske kunstnere fra bl.a. Cirque du Soleil, Britain’s Got Talent og Majestique. Forvent Twilight-fanfiktion, enhjulede narkohandlere og dødsforagtende bedrifter.

Verdenskendte unge kunstnere.

Trio Vertex blev dannet i 2021 og har optrådt over hele Europa i flere tv-shows, i 2022 deltog de i Young Stage cirkusfestival i Schweiz, hvor de vandt Guldstjernen og publikumsprisen. Rollelisten på Sophie’s Surprise 29th inkluderer også luftartisten Katharine Arnold, hånd-til-hånd og rulleskøjteakrobaterne Nathan Redwood Price og Isis Clegg-Vinell, luftartisten Cornelius Atkinson, cykelakrobaten og komikeren Sam Goodburn, akrobaten Nella Niva og, selvfølgelig – Sophie.

Så dit festtøj på, festen starter kl. 20 skarpt – men husk, lad være med at fortælle det til Sophie.

Billetter til Sophie’s Surprise på Skråen 3. – 7. september kan købes her

Majestique tilbage i Aalborg

”Majestique er den mest underholdende, elegante og afvekslende voksen-cirkusforestilling jeg har oplevet… 5 kæmpe store stjerner” skrev anmelderne, da den canadisk / engelske cirkus cabaret Majestique sidste sommer havde verdenspremiere i det ikoniske spejltelt Paradiso ved Nordkraft Aalborg

Publikums begejstring var overvældende for mixet af spænding, nostalgisk romantik og den berusende oplevelse af Majestique’s verdensklasse artister, der vil underholde, begejstre og overraske.
Nu kommer de igen til Aalborg med deres nye forestilling, der har verdenspremiere fredag 27. august i Spejlteltet Paradiso ved Nordkraft.
Velkommen til en fantastisk oplevelse med hele 10 fantastiske internationale acts med artister og performere:

URSULA MARTINEZ (UK)
Legendarisk “røde tørklæde” nummer.
Det er ikke hvad du gør, men hvordan du gør det!

MICHAEL BETRIAN
Verdensberømt for sine opfindsomme trick – og charme
Oplev – Disco Diablo

DAREDEDEVIL CHICKEN (US)
Hysterisk morsom duo fra Las Vegas

CABARET DECADANSE (CANADA)
Dukke teater for voksne – fantastisk, livlig, fræk og morsom.

ROCKY LANES (US)
Fantastisk sangerinde som vil bjergtage publikum.

CORNELIUS ATKINSON
En sand mester i luftakrobatik – styrke og yndefuld på een gang.

LUCKY HELL (AUSTRALIEN)
Glamourøs sværsluger i høje hæle.

NATHAN & ISIS (UK)
Rulleskøjteakrobatik tilsat lidt britisk charme.

KATHARINE ARNOLD
En cirkuslegende der har arbejdet med Cirque Du Soleil

MELANIE CHY
Håndstand som du aldrig har set det før – du taber kæben!

Alt sammen sat sammen i det mest spetakulære, fantastiske, morsomme og underholdende show denne sommer.

 

Spilletider:

25/08/21 kl. 20:00

27/08/21 kl. 21:00

28/08/21 kl. 21:00

29/08/21 kl. 20:00

01/09/21 kl. 20:00

02/09/21 kl. 20:00

03/09/21 kl. 21:00

04/09/21 kl. 21:00

05/09/21 kl. 20:00

 

Forsalg: www.billetlugen.dk

Vovet, humoristisk og gennemført cirkus-cabaret

På Teglgårds pladsen i Aalborg – altså på den smukke plads mellem Nordkraft, Musikkens Hus og Karolinelund ligger der hvert år et smukt gammelt spejltelt, Paradiso, i to uger. Spejlteltet er en idé, som Skråen står bag og det bruges til forskellige forestillinger.

Spejlteltet fyldes af glade publikummer. Nogle sidder i de fine båse langs teltes ydervæg, i mens andre sidder på stolerækkerne. Atmosfæren i teltet er intim.

Vi skal underholdes af den prisvindende trup, der i år starter deres verdensturné med forestillingen Majestique, en blanding af cirkus og cabaret i Aalborg. 

Og sikke en start! 

Tempoet er højt og sceneskiftene foregår ubemærket mellem alle de internationale kunstnere. 

Jonglør i tivoli

Første kunstner på scenen er den talentfulde sangerinde Anna Cabaret, derefter underholdes vi af en lang række fantastiske kunstnere, så som tryllekunstneren Charlie Caper, jongløren Francois Borie, akrobaterne Melanie Chy, der ankommer på sin lækre motorcykel, Iryna Bossanova, der svinger sig elegant i trapezen og til sidst Marco Motta, der er et vaskeægte slangemenneske, viser også sine færdigheder i trapezen – alt foregår i højeste gear og wauw-effekten er stor! 

Farverne, kostumerne, musikken og lyssætningen er fantastisk, og understøtter alt sammen de dygtige performere så man bliver suget ind i deres verden af mystik, elegance og magi.

Humor er gennemgående for alle de optrædende. Især The Rubberman, der ligesom Marco Motta er slangemenneske, samt artisten Captain Frodo er to meget underholdende elementer i forestillingen. The Rubberman vrider og krøller sin krop gennem to tennisketsjere på sjoveste vis, alt i mens han triller ned af scenen flere gange, før opgaven er løst. Publikum skriger af grin.

Captain Frodo er norsk og ham har vi tidligere mødt i blandt andet Zirkus Nemo.

Første afdeling er suveræn og i pausen er stemningen høj blandt publikum. I pausen er baren åben, så publikum kan købe nye forsyninger og gøre sig klar til næste afdeling.

Spejlteltet er et anderledes rum, end dem vi kender på Skråen og det gør stemningen omkring showet magisk. 

Anden afdeling starter, og vi er spændte på hvad der nu skal ske. Men desværre er vi knapt så begejstret, som ved første afdeling – nok fordi, at vi nu havde endnu højere forventninger til et brag af en slutning. Braget var der, men flere af numrene i anden del virkede som en kopi af første og det er ærgerligt. Majestique er den mest underholdende, elegante og afvekslende voksen-cirkusforestilling jeg har oplevet. Effekten af at tilføre cabaret-delen til showet er skøn, og det giver et godt afbræk til de andre numre, igennem forestillingen.

Jeg håber inderligt, at spejlteltet Paradiso, vender tilbage igen næste år og jeg vil glæde mig til endnu flere nye, unikke og fascinerende oplevelser, i det stemningsfulde telt. 

Herfra gives der fem kæmpestore stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev