Skip to main content

Tag: Skråen

En hyldest til nordjysk musik

Fredag den 18. marts er startskuddet til dette års Band Battle, hvor dygtige nordjyske talenter fra vækstlaget indleder kampen om trofæet, der bliver uddelt til den afsluttende finale d. 18. maj.

Efter veloverståede indledende Band Battle-runder på Skråen og Abzalon Event Factory i Aalborg, er feltet af Band Battle deltagere nu indskrænket til 10 bands og 10 sangskrivere. I løbet af marts og april skal de deltagende artister i kategorierne ”Bands” og ”Songwriter”, spille koncert for et veloplagt publikum på Skråen til semifinalerne. To af de deltagende navne kan i sidste ende løbe af sted med titlen som ”Årets Nordjyske Songwriter” og ”Årets Nordjyske Live Band” ved den store finale d. 14. maj.

Ved dette års Band Battle er der stadig traditioner som holdes i hævd til semifinalerne – publikum stemmer én artist videre til finalen, og dommerjuryen ligeledes én. 
Årets felt af deltagere byder blandt andet på rock fra Nibe, metal fra Hobro, hip Hop fra Hjørring og pop fra Aalborg. Til hver semifinale afslutter en tidligere Band Battle deltager aftenen med en koncert.

Udover Band Battle igangsætter Skråen sit ”Skråen By Night” program fra 19. marts og frem til 6. maj. Der bliver afholdt 14 koncerter på Skråens lille scene, hvor der er fokus på lokale og regionale upcoming navne. Her kan man også finde tidligere Band Battle deltagere på programmet. Blandt andet Charlotte Amalie, som vandt Band Battle i 2016 med gruppen Tunnelvision. Hun spiller dobbeltkoncert med det nye nordiske R’n’B navn Jessie Ka fra Aalborg. I programmet kan man bl.a. også finde Modlyd – et arrangementsbaseret netværk for kvinder, ikke-binære og transpersoner i Aalborg, Maaneland – ny dansk pop poesi og Country med veteranen Claus Flindt Bjerg under initialerne CFB.

Al Jacobi løb med titlen som ”Årets Nordjyske Songwriter” ved Band Battle 2021

Indledende runder med propfyldte sale

Arrangørerne er lykkelige for at slippe ud af coronaens skygge. Band Battle 2021 var med siddende publikum, men allerede ved de indledende runder af Band Battle 2022 kunne både Skråen og Abzalon Event Factory melde om propfyldte koncertsale.

– Der er en overvejende tendens til at solo-artister fylder mere blandt de deltagende. Dette gør sig i øvrigt også gældende, når man ser udbuddet af musik som spilles på radiostationerne og festivalerne i det hele taget. Der har været langt flere ansøgere i songwriter-kategorien der bruger computeren, som et redskab til at skrive sange fremfor en akustisk guitar. Men de traditionelle singer-songwritere er heldigvis ikke uddøde – ej heller det traditionelle rockband! Alt tilsammen er med til at styrke en mangfoldig musikkultur, hvor alle ikke finder samme løsning, men har hvert deres udtryk, siger projektleder Mark Kühn i en pressemeddelelse om årets deltagerfelt.

– Efter Band Battle 2021 har vi bemærket, at mange af sidste års finalister har taget en retning mod en international karrierevej, blandt andre  Enilora, Vingard og Al Jacobi. Sidste års vinder, Vingard har for nylig bosat sig i Berlin for at fordybe sig i sin sangskrivning, mens Al Jacobi har offentliggjort en turne på tværs af Tyskland bestående af 20 koncerter dette forår. Det skal nævnes, at både Enilora, Vingard og Al Jacobi spiller koncert i løbet af forårets Band Battle program.

De Band Battle-deltagerne, der når hele vejen til finalen, har en unik mulighed for at imponere en gruppe mennesker, der kan gøre en stor forskel i deres vej til at blive ‘opdaget’. Igen i år består Band Battle-finalens dommerpanel af professionelle branchefolk fra festivaler, spillesteder, pressen, bookingbureauer mm. Den store finale løber af stablen d. 14. maj.

Årets konferenciers er Marcus ”Muldvarpen” Delfer og Camilla Gammelgaard Johansen.

Af tidligere vindere finder man bl.a. Rikke Thomsen, Ginne Marker, Angående Mig, Al Jacobi og Vingard som blandt andet efterfølgende har spillet support for Dizzy Mizz Lizzy, Magtens Korridorer, Poul Krebs, Benal og mange andre på Skråen, til Skovrock og Fredagsfest i Karolinelund. Så der er altså meget på spil!

Program for Band Battle 2022

18. marts: Songwriter Semifinale #1 + Koncert med Lærkelil
24. marts: Songwriter Semifinale #2 + Koncert med Al Jacobi
26. marts: Bands Semifinale #1 + Koncert med Enilora
21. april: Bands Semifinale #2 + Koncert med Asbjørn Folkvang
14. maj: Finale + Koncert med Vingard

Program for Skråen By Night – Forår 2022

19. marts: SZOA + Klang
25. marts: THOBY
1. april: Hit Børsen
2. april: Lasse Storm
8. april: Jessie Ka + Charlotte Amalie
9. april: JigIT
15. april: Flashback 80’s
16. april: Modlyd
22. april: Maaneland
23. april: CFB
30. april: Carmie
6. maj: Solvej + Color, The Blind

Lokalmusikken skal atter hyldes

Band Battle 2022 sætter atter jagten ind på at finde ”Årets Nordjyske Live Band” og ”Årets Nordjyske Songwriter”.

 

Det traditionsrige Band Battle løber af stablen dette forår, og for 36. gang åbner Skråen dørene for publikum til en tour de force af nordjysk musik.

De deltagende musikere skal foruden titlerne som værende Årets Nordjyske Songwriter og Årets Nordjyske Live Band, dyste om en præmiepulje med en værdi på over 80.000 kr. Præmiepuljen indeholder kolde kontanter, koncert-optrædener og live videoproduktioner.

 

Fra fredag d. 14. januar til og med 11. februar kan nordjyske artister ansøge om plads i forløbet via skraaen.dk. Alle musikalske genre er velkomne. Eneste krav er at man har bopæl i Region Nordjylland og præsenterer sit eget materiale.

Bands og sangskrivere har mulighed for at deltage i indledende runder, eller ansøge om plads i semifinalerne ved at indsende sin musik via en online ansøgningsportal. Der er ikke krav om kvaliteten af optagelsen som indsendes. Det vil sige at en smartphone optagelse godt kan bruges, så længe man kan høre hvad der foregår. Et udvalg af professionelle musikere og branchefolk vil siden lytte ansøgningerne igennem og udvælge årets deltagere.

 

Der er sket meget siden Band Battle 2021, bl.a. har man kunne opleve en lang række af deltagernes egne koncerter på Skråen og i Kedelhallen i Nordkraft som en del af Songwriters Beachclub. Årets Nordjyske Songwriter Al Jacobi (Billedet herunder), med det borgerlige navn Rune Mørch Albrechtsen, har med sit ærlige, konceptuelle og gennemførte hiphop projekt nået den store milepæl at udgive sit debutalbum med en række tilhørende koncerter. Det har absolut heller ikke stået stille hos vinderen i Band kategorien 2021, Vingard (Billedet øverst). Ud over titlen som Årets Nordjyske Live Band er det blevet til optrædener i tv-shows, udgivelse af 6 singler og 80 koncerter! Nu rykker bandets forsanger og sangskriver Tine Vingaard de nordjyske teltpæle op og flytter til Berlin for at opleve nye musikalske eventyr. Men vi glæder os til atter at høre Vingard i det Nordjyske i det kommende år.

 

 

I år vil de indledende runder af Band Battle finde sted på Østhimmerlands Ungdomsskole, Abzalon Event Factory og Skråens lille scene. Semifinalerne kommer til at foregå på Skråen hvor publikum på vanlig vis har mulighed for at stemme deres favoritter videre til den store finale, som i år finder sted d. 14. maj.

 

Band Battle 2022 er mere end en konkurrence. Skråen ønsker at finde så meget Nordjysk passion og talent som muligt, samtidig med at styrke det nordjyske musikmiljø gennem koncerter, netværk, kompetencer og udvikling. Derfor arrangeres workshops og foredrag for de udvalgte i forårsperioden, i samarbejde med lokale aktører. Band Battle indebærer også muligheden for de deltagende at blive ”opdaget”. Igen i år består Band Battle finalens dommerpanel af professionelle branchefolk fra festivaler, spillesteder, pressen, bookingbureauer mm.

 

Af tidligere deltagere finder man bl.a. Rikke Thomsen, Ginne Marker, Angående Mig, The Blue Van og Hjalte Ross som blandt andet efterfølgende har spillet support for Dizzy Mizz Lizzy, Nik & Jay, Poul Krebs, Benal og mange andre på Skråen, til Skovrock og Fredagsfest i Karolinelund. Så der er altså meget på spil!

 

Find ansøgningsportalen og mere information om Band Battle på Skråen.dk

 

For spørgsmål direkte; kontakt Mark Kühn, tlf: 60651121, mark@skraaen.dk

 

 

Band Battle 2022 – Datooversigt, alle dage kl. 20

 

Indledende runde:                                                         

Østhimmerlands Ungdomsskole              16. februar

Skråens Lounge (bands)                           23. februar

Abzalon Event Factory (songwriter)         02. marts     

 

Songwriter Semifinaler på Skråen:          18. & 24. marts

Band Semifinale på Skråen:                     26. marts & 21. april

Finale:                                                       14. maj

Nordjyske Annika Aakjær udgiver ny single

“T-shirt” er en svingende erindringssang om de år, hvor crop tops sidste gang var på mode, de år hvor Britney med lolita-look sang sig ind i sin optur, før derouten, hvor Creamy sang børnesange i mavebluser, som det hed dengang, pakket ind i en slet skjult seksualisering. Dengang ingen kunne finde på at italesætte eller problematisere den ellers åbenlyse pornoficering af børn, i hvert fald ikke i det Nordjylland, Annika Aakjær voksede op i.

 

Dengang de fleste små pigers yndlingsfilm hed “Pretty woman”, en askepot-fortælling om prostitution. Små piger gik rundt i korte mavebluser, hvor der stod “babe” eller “angel”. Der står ikke så meget på crop tops i dag, allerhøjest “Beyonce” eller “Feminism”.

 

Et sted imellem de to mode-cyklusser er der sket noget i forhold til frigørelsen af den kvindelige seksualitet. Kroppen objektiviseres ikke på samme måde som tidligere, og det er præcis det, Annika Aakjær prøver at indfange med teksten i sangen, den er skrevet ud fra en 11-årig piges blik på en fremtid, hvor friheden synes begrænset. Hun ønsker at bryde ud, men ved egentlig ikke, hvad det hele handler om endnu.

 

Omkvædet er en hilsen fra Honolulu og dukker op som en tur til Hawaii, du havde glemt, du var på. Som en brise med en hilsen fra fremtiden om, at disse to piger, de er meget mere, end hvad folk ser.

 

Annika udtaler selv: “Jeg har skrevet sangen til min barndomsveninde, som var et par år ældre end mig, jeg så hende komme i puberteten, før jeg selv begyndte, og det var som at se ind i en fremtid, der virkede uendelig svær at navigere i og ikke mindst acceptere. At blive set som et objekt, eller ikke at være smuk nok til at blive det, var spørgsmålet, som jeg aldrig har ønsket svaret på. Der var Bibelen, og der var Baby-Spice, og så var der mig. Trods de tunge tanker bag føler jeg, vi har lavet en easy-breezy tilgængelig sang, som kaster med vibes, jeg ikke har prøvet at kaste med før.”

 

Sangen er ligesom Aakjærs seneste meget succesfulde single “POP”, skrevet og produceret i samarbejde med svenske Johan Eckeborn, som er Annikas nærmeste musikalske samarbejdspartner igennem 7 år. Pia “Vakle” Christensen står bag sangens svedigt kyndige flødekor. Mads Nilsson har mixet og masterered.

 

OPLEV Annika 6. maj 2022 på Skråen i Aalborg

 

 

 

 

T-shirt

 

Det var dig

der gik i kirke som barn

og mig der beholdt tøjet på

selv når sommeren blev varm

og selvom du var så blond som man ka bliv

så var det stadig mig, der var naiv

 

du sagde dit navn kommer fra biblen af

som om du skylder gud noget du ik ka betale tillage

du sad og græd hos mig med solbrun hud

jeg fatted ingenting og så så bleg ud

 

og på din T shirt

stod der voksen og følsom

på min stod der flirt

jeg aned ik hvad det handlede om

folk så os bare

som to piger

men jeg ser os som noget meget

meget friere

noget verden ik ka holde nede

historien ik ka fucke med

 

og vi dansed til Roxette i radioen

“it must have been love” and “she’s got the look”

og jeg tænkte alle sangene handlede om dig

før alt blev H2O og Levis

 

jeg troede at slyngveninder var et grimt ord

fordi de kom ud af munden på min stedmor

jeg sagde dit navn kommer fra bibelen af

og jeg går bare rundt og hedder Annika

 

og på din T shirt

stod der voksen og følsom

på min stod der flirt

jeg aned ik hvad det handlede om

folk så os bare

som to piger

men jeg ser os som noget meget

meget friere

noget verden ik ka holde nede

historien ik ka fucke med

 

 

 

 

Majestique tilbage i Aalborg

”Majestique er den mest underholdende, elegante og afvekslende voksen-cirkusforestilling jeg har oplevet… 5 kæmpe store stjerner” skrev anmelderne, da den canadisk / engelske cirkus cabaret Majestique sidste sommer havde verdenspremiere i det ikoniske spejltelt Paradiso ved Nordkraft Aalborg

Publikums begejstring var overvældende for mixet af spænding, nostalgisk romantik og den berusende oplevelse af Majestique’s verdensklasse artister, der vil underholde, begejstre og overraske.
Nu kommer de igen til Aalborg med deres nye forestilling, der har verdenspremiere fredag 27. august i Spejlteltet Paradiso ved Nordkraft.
Velkommen til en fantastisk oplevelse med hele 10 fantastiske internationale acts med artister og performere:

URSULA MARTINEZ (UK)
Legendarisk “røde tørklæde” nummer.
Det er ikke hvad du gør, men hvordan du gør det!

MICHAEL BETRIAN
Verdensberømt for sine opfindsomme trick – og charme
Oplev – Disco Diablo

DAREDEDEVIL CHICKEN (US)
Hysterisk morsom duo fra Las Vegas

CABARET DECADANSE (CANADA)
Dukke teater for voksne – fantastisk, livlig, fræk og morsom.

ROCKY LANES (US)
Fantastisk sangerinde som vil bjergtage publikum.

CORNELIUS ATKINSON
En sand mester i luftakrobatik – styrke og yndefuld på een gang.

LUCKY HELL (AUSTRALIEN)
Glamourøs sværsluger i høje hæle.

NATHAN & ISIS (UK)
Rulleskøjteakrobatik tilsat lidt britisk charme.

KATHARINE ARNOLD
En cirkuslegende der har arbejdet med Cirque Du Soleil

MELANIE CHY
Håndstand som du aldrig har set det før – du taber kæben!

Alt sammen sat sammen i det mest spetakulære, fantastiske, morsomme og underholdende show denne sommer.

 

Spilletider:

25/08/21 kl. 20:00

27/08/21 kl. 21:00

28/08/21 kl. 21:00

29/08/21 kl. 20:00

01/09/21 kl. 20:00

02/09/21 kl. 20:00

03/09/21 kl. 21:00

04/09/21 kl. 21:00

05/09/21 kl. 20:00

 

Forsalg: www.billetlugen.dk

Så sker det – FREDAGS FEST er igen på plads og klar i Karolinelund Hver fredag – hele sommeren

Skråens populære Fredags Fest koncerter var et kæmpe hit og gik helt fantastisk i 2019

Op til 6.000 gæster fandt hver fredag vej til Karolinelund midt i Aalborg.

Men så kom coronaen – med restriktioner og alt blev lukket ned.

Og vi måtte nøjes med at lave en sid-ned miniudgave “Fredags Hygge” sidste sommer.

Nu bliver der heldigvis åbnet op igen, så Skråen har fået lov til at samle 2.000 stående gæster fordelt på 2 zoner i Karolinelund.

En zone i venstre side af pladsen og en i højre side.

Hver zone med egen indgang, egne toiletter, egne barer og boder.

Der skal checkes coronapas I indgangen, men ellers er alt som vi husker det med fadølsvogne, madsalg og masser af hygge i Aalborgs gamle fine park.

Det gælder om at være hurtig. Pga. afstandskrav, smitteopsporing osv. sælges alle billetterne i år i forsalg.

Velkommen til Danmarks hyggeligste havefest, og et program der for alvor kan sparke gang i sommeren

 

Fredag 2. juli kl. 20

BIRTHE KJÆR & FEEL GOOD BAND

Fredags Festen starter i år med et af landets mest legendarisk partynavne Birthe Kjær og hendes store flotte Feel Good Band.

Ekstra Bladets altid kritiske anmelder Thomas Treo skrev: ”Fuck Britney! Birthe vælter Smukfest”

Overalt høster Birthe Kjær den ene flotte anmeldelse efter den anden. Med en uimodståelig charme og smittende glæde indtager hun scener landet over, og efterlader altid publikum i et inferno af “syng med”, gummibåde og klapsalver – holdet er nok det tætteste man i dagens Danmark kommer på et ægte kultorkester.

Repertoiret spænder fra hele karrieren med sange som “Arrivederci Franz”, ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Sommer og sol”, og ”Tennessee Waltz”.

Og selvfølgelig maler de både Karolinelund og byen rød.

 

Fredag 9. juli kl. 20

JOHN – RASMUS BJERG

Fredags Fest nr. 2 I 2019 fyldte Rasmus Bjerg Karolinelund med sin hyldest til John Mogensen, musikken og historien.

Selvom John Mogensen døde i 1977, lever han i bedste velgående – ikke mindst i de danske hjerter. Siden Ole Bornedals biografiske drama ”Så længe jeg lever”, er mere end 400.000 publikummer gået i biografen for at opleve Rasmus Bjerg som Danmarks muligvis mest folkekære musiker.

Og nu 44 år efter sin død, står John Mogensen atter live på scenen.

Rasmus Bjerg er igen klar til at bringe legenden til live.

 

Forsalg kun 195 kr incl. Gebyr på billetlugen.dk

Køb dine billetter her:

Topnavne klar til at indtage Skråen

Alle der har savnet store danske navne som D-A-D, TV-2, Niels Hausgaard og Hjalmer kan nu glæde sig.
Efter 5 måneders corona-nedlukning åbner Aalborgs store spillested Skråen igen.
Og allerede i de første par uger er der en lang række topnavne på programmet:
Fredag 7. Maj: HJALMER & Band
Lørdag 8. Maj: IB GRØNBECH & Containerkvartetten
Onsdag 12. Maj: D-A-D
Torsdag 13. Maj: TROELS GUSTAVSEN & Band
Fredag 21. Maj: TV-2 Jubilæumstour
Søndag 23. Maj: MICHAEL LEARNS TO ROCK
Og ud over dette kan vi i de samme uger også glæde os til gensyn med årets store nordjyske talentkonkurrence BAND BATTLE, hvor hele 39 af landsdelens varmeste og bedste bands og songwritere skal på scenen.
Band Battle 2021:
kvartfinaler 6., 11., 14., 15., 19. og 20. Maj
semifinaler 4. og 5. Juni
finaler 19. Juni.
Skråen er klar og corona-sikret, og det samme gælder de mange bands.

Band Battle 2021 på Skråen

 Band Battle sætter atter jagten ind på at finde ”Årets Nordjyske Live Band” og ”Årets Nordjyske Songwriter”

Band Battle 2021 åbner for ansøgningssluserne d. 4. januar. Der er i 2021 tale om rekord mange deltagerpladser og koncertaftener. 

Det er 35. gang at Skråen afholder Band Battle. I 2020 måtte langt de fleste Band Battle koncertaftener aflyses på grund af den igangværende Corona situation. Men i stedet for at skrue ned for ambitionsniveauet, skrues der op i 2021. Alle deltagere fra de aflyste koncerter bliver tilbudt plads i forløbet, samtidig med at der åbnes op for nye. 

Sammenlagt 15 bands og 15 songwritere fra Nordjylland skal foruden titlerne som værende Årets Nordjyske Songwriter og Årets Nordjyske Live Band, dyste om en præmiepulje med en værdi på over 80.000 kr. Præmiepuljen indeholder kolde kontanter, koncert optrædener og live videoproduktioner. 

Som noget nyt i Band Battle 21, sidestilles de to kategorier både i antal deltagere, præmiestørrelse og spilletid på scenen. Derudover ønsker Skråen at nå ud til producer-orienterede sangskrivere, som har været underrepræsenteret tidligere år. 

Udskillelsesforløbet bliver også anderledes i 2021. Bestående af 3 runder, bliver feltet langsomt snævret ind hen over foråret. Fra sammenlagte 30 deltagere i runde et, til 12 deltagere i runde to, hvoraf til 6 artister skal spille til den tredje og afgørende runde…. den store Finale på Skråen som løber af stablen d. 15 maj. 

Uanset musikalsk genre har nordjyske musikere mulighed for at deltage i Band Battle. Har man skrevet en håndfuld gode sange i corona-isolation, er det NU at de skal se dagens lys. 

En Mand Stærk 2019

Fra d. 4. januar til og med d. 31. januar, kan bands og songwritere ansøge ved at indsende sin musik via en online ansøgningsportal. Der er ikke krav om kvaliteten af optagelsen som indsendes. Det vil sige at en smartphone optagelse godt kan bruges, så længe man kan høre hvad der foregår. 

Et udvalg af professionelle musikere og branchefolk vil siden lytte ansøgningerne igennem og udvælge årets deltagere. 

Band Battle 2021 er mere end en konkurrence. Skråen ønsker at finde så meget Nordjysk passion og talent som muligt samtidig med at styrke det nordjyske musikmiljø gennem koncerter, netværk, kompetencer og udvikling. Derfor arrangeres workshops og foredrag for de udvalgte i forårsperioden, i samarbejde med lokale aktører. 

Band Battle indebærer også muligheden for de deltagende at blive ”opdaget”. Igen i år består Band Battle finalens dommerpanel af professionelle branchefolk fra festivaler, spillesteder, pressen, bookingbureauer mm. 

Find ansøgningsportalen og mere information om Band Battle på Skråen.dk – Band Battle 2021 

Af tidligere vindere finder man bl.a. Rikke Thomsen, Ginne Marker, Angående Mig, SILI og Én Mand Stærk som blandt andet efterfølgende har spillet support for Dizzy Mizz Lizzy, Magtens Korridorer, Poul Krebs, Benal og mange andre på Skråen, til Skovrock og Fredagsfest i Karolinelund. Så der er altså meget på spil! 

 

 

For mere information; kontakt Mark Kühn, tlf: 60651121, mark@skraaen.dk 

 

SILI der er tidligere vinder

Band Battle 2021 

Datooversigt 

1. Runde (15 bands + 15 songwritere) 

13/03: Bands 17/03: Songwriter 24/03: Songwriter 02/04: Bands 07/04: Songwriter 17/04: Bands 

2. Runde (6 bands + 6 songwritere) 

21/04: Songwriter 23/04: Bands 

3. Runde (3 bands + 3 songwritere) 

15/5: Finale 

Koncertanmeldelse: Glædeligt gensyn med Thy-brødre!

Koncert med Jonah Blacksmith onsdag den 11. november kl. 20.00 på Royal Stage hos Skråen.

Jeg stødte tilfældigt på Jonah Blacksmith for et par år siden og fald pladask for deres folk-rock musik og nærværende liveoptræden. De to brødre forsangeren Simon og Thomas Alstrup er fra Thy og det bærer både optræden, anekdoterne mellem sangene og deres tekster præg af. Alt ved dem virker livsbekræftende og med stor kærlighed til livet.

Der var på grund af corona lidt udskiftning i syv-mands-bandet, men det mærkede man ikke til. Alt ‘spillede’ og energien var vild, farverig og fuld af spilleglæde. Koncerten og bandet er i særdeleshed i verdensklasse.

For omkring en måned siden udgav Jonah Blacksmith deres tredje studiealbum ‘Brothers’ og der blev til denne koncert spillet et par af de nye numre. Jeg må sige, at de høje forventninger, jeg havde til de nye sange, blev indfriet.

Både melodi og tekst i for eksempel titelnumret ‘Brothers’ holder og det er bemærkelsværdigt hvordan deres tekster berører livets problemer og fine budskaber uden at blive overfortolket i en tung tekst. Kærlighed til livet synges og spilles fængende og smukt.

Denne aftens koncert bød også på nogle af deres tidligere hits som ‘Daughter of Jonah’, ‘Monster’ – som jeg virkelig er vild med, og ‘once you love’ – alle sange blev hyldet og belønnet med klap, tramp og masser af pift fra publikum. Det var en bragende succes og Skråen formåede igen, at sørge for den bedste oplevelse, under de restriktioner der er i denne coronatid. Hatten af for det!

Jonah Blacksmith er opkaldt efter brødrenes bedstefar Johannes Alstrup, der var smed i den lille by Koldby i Thy. Bandet har udgivet tre studiealbum: Northern Trail i 2014 samt et selvbetitlet album i 2017. 23. oktober 2020 udgave bandet sit tredje studiealbum ‘Brothers’.

Standarden er høj og jeg tror at bandet de næste år vil kunne opleves ude omkring på den internationale musikscene. Deres optræden og musikkens høje standard kan bære det! Alstrup-familien i Thy må være stolte af deres sønner.

Selv om aftenens koncert efter en time pludselig afbrydes af husets alarm og vi alle blev henvist ud på forpladsen, vendte bandet efter 15 minutters ufrivillig pause tilbage til scenen og sørgede for at den gode stemning var den vi gik fra Royal Stage med. En fremragende aften.

Der gives helt klart 6 stjerner.

Anmeldelse: Nicolaj Lange ”Større end nogensinde”

Mandag aften kunne Skråen slå dørene op for Nicolaj Lange, der stod klar med sit andet onemanshow ”Større end nogensinde”, som er opfølgningen på ”Mere skæg end nogensinde.” Det store spørgsmål, Lange havde lagt for aftenen, var, hvornår man er blevet voksen i en alder af 44 år.

Jeg havde glædet mig til at komme lidt ud af corona-komaen for at få en aften med underholdning og en dertilhørende stor fadøl. På trods af afstanden mellem publikum af de ensomme sæder, føltes salen på ingen måde tom.

Jeg har ikke hørt nordjydens humor før og var derfor spændt på, om Lange var i stand til at indkredse hele salen i sine jokes eller om de blot tilgodeså aalborgensiske midaldrende mænd med et barn eller to – eller hende, der er gift med en. Her må jeg erkende, at han bedst får ramt de sidstnævnte med sine fortællinger om 80’erne, kone, børn og smerter i benene, hvor os under 30, uden børn og ægtefælle må klukke med på de semi-interne jokes.

Den charmerende nordjyde er dog i stand til at få alle i salen med, når han kaster sig ud i mere samfundsrelaterede problemstillinger om bl.a. fertilitetsbehandling, instagram-hatere, elcykler og den store Tinka-krise. Når han pakker debatter om krænkelseskultur, kønsroller og first-world-problem-kriser ind i en sarkastisk nordjysk jargon, er den 44-årige komiker henrivende skøn og får inkluderet hele salen i sit show. Desværre sker dette i glimt, og vi savner mere af det!

Den røde tråd må man huske sig selv på under showet, og man får følelsen af, at emnerne om Langes rolle som ægtemand og far bliver taget lidt ud i luften. Han forsøger dog at binde sløjfe på showet til sidst ved at vende tilbage til sin startende anekdote omkring en 5’er i lommen, og her forsøger han at konkludere en smule på baggrunden for at føle sig voksen.

Nicolaj Lange vinder en del hos mig ved at kaste sig ud i at henvende sig direkte til publikum, som er en af de sværeste stand-up-discipliner. Her ved han ikke helt, hvad han ender med, men får leveret en af aftenens bedste jokes om katte, der både er modigt eksekveret og hylende morsom. Det er fantastisk at overvære, når det hele går op i en højere enhed.

Helt overbevist om, at Nicolaj Lange er større end nogensinde, er jeg ikke. Jeg giver alligevel komikeren plads til at vokse – og her hentyder jeg hverken til højde eller drøjde, men jeg ønsker, at han vokser sig større på stand-up-scenen end han er nu, for jeg kan se, at det kan han. Han har en skøn, charmerende, lun, nordjysk humor, og han rammer den rent, når han samler hele publikum om sine jokes.

Jeg giver Nicolaj Lange 3 ud af 6 stjerner for sit show, fordi han i især sidste halvdel af showet når længere ud i salen end blot til sin egen aldersgruppe, og han skinner igennem, når han leverer jokes ud gennem et større perspektiv.

Vovet, humoristisk og gennemført cirkus-cabaret

På Teglgårds pladsen i Aalborg – altså på den smukke plads mellem Nordkraft, Musikkens Hus og Karolinelund ligger der hvert år et smukt gammelt spejltelt, Paradiso, i to uger. Spejlteltet er en idé, som Skråen står bag og det bruges til forskellige forestillinger.

Spejlteltet fyldes af glade publikummer. Nogle sidder i de fine båse langs teltes ydervæg, i mens andre sidder på stolerækkerne. Atmosfæren i teltet er intim.

Vi skal underholdes af den prisvindende trup, der i år starter deres verdensturné med forestillingen Majestique, en blanding af cirkus og cabaret i Aalborg. 

Og sikke en start! 

Tempoet er højt og sceneskiftene foregår ubemærket mellem alle de internationale kunstnere. 

Jonglør i tivoli

Første kunstner på scenen er den talentfulde sangerinde Anna Cabaret, derefter underholdes vi af en lang række fantastiske kunstnere, så som tryllekunstneren Charlie Caper, jongløren Francois Borie, akrobaterne Melanie Chy, der ankommer på sin lækre motorcykel, Iryna Bossanova, der svinger sig elegant i trapezen og til sidst Marco Motta, der er et vaskeægte slangemenneske, viser også sine færdigheder i trapezen – alt foregår i højeste gear og wauw-effekten er stor! 

Farverne, kostumerne, musikken og lyssætningen er fantastisk, og understøtter alt sammen de dygtige performere så man bliver suget ind i deres verden af mystik, elegance og magi.

Humor er gennemgående for alle de optrædende. Især The Rubberman, der ligesom Marco Motta er slangemenneske, samt artisten Captain Frodo er to meget underholdende elementer i forestillingen. The Rubberman vrider og krøller sin krop gennem to tennisketsjere på sjoveste vis, alt i mens han triller ned af scenen flere gange, før opgaven er løst. Publikum skriger af grin.

Captain Frodo er norsk og ham har vi tidligere mødt i blandt andet Zirkus Nemo.

Første afdeling er suveræn og i pausen er stemningen høj blandt publikum. I pausen er baren åben, så publikum kan købe nye forsyninger og gøre sig klar til næste afdeling.

Spejlteltet er et anderledes rum, end dem vi kender på Skråen og det gør stemningen omkring showet magisk. 

Anden afdeling starter, og vi er spændte på hvad der nu skal ske. Men desværre er vi knapt så begejstret, som ved første afdeling – nok fordi, at vi nu havde endnu højere forventninger til et brag af en slutning. Braget var der, men flere af numrene i anden del virkede som en kopi af første og det er ærgerligt. Majestique er den mest underholdende, elegante og afvekslende voksen-cirkusforestilling jeg har oplevet. Effekten af at tilføre cabaret-delen til showet er skøn, og det giver et godt afbræk til de andre numre, igennem forestillingen.

Jeg håber inderligt, at spejlteltet Paradiso, vender tilbage igen næste år og jeg vil glæde mig til endnu flere nye, unikke og fascinerende oplevelser, i det stemningsfulde telt. 

Herfra gives der fem kæmpestore stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev