Skip to main content

Tag: skagen

På toppen af Danmark skinner solen

Annonce – Det er på toppen af Danmark, det sker. For andet år i træk er Gitte Als med på udstillerlisten på Grenen Kunstmuseum. Det er stort. Skagen er noget særligt, som landsdel, som Danmarks nordligste punkt og med det specielle lys, som kunstnere verden over hylder

Kompressoren larmer. Malerier og rammer bliver blæst helt rene. De sidste billeder er monteret, bliver pakket omhyggeligt og sendingen suser afsted til Skagen.

– Jeg er stolt og glad, lyder det eftertænksomt fra Gitte, vi møder i værkstedet, hvor sæsonens farver står tydeligt markeret i malerklunset.

Hun fortæller:

– Det er overvældende at gøre entré på den “store kunstscene”. Hænge side om side med berømtheder som Aksel Lind og Niels Helledie. Det havde jeg kun drømt om. Aldrig forestillet mig, at det ville ske. Jeg er så meget nordjyde og har lyttet til Tante Jante i alt for mange år.

– For mange år siden spurgte en akademiker mig, hvordan kan du holde ud at have så lille et liv. Det ramte mig, og jeg har tænkt over det mange gange siden. Men resultatet er altid det samme, jeg er glad og taknemmelig for mit liv. Nyder at være i det og nyder at være sammen med de mennesker jeg kender.

Gitte er vokset op i Aalborgs vestlige bydel og har levet sin barndom i Vestre Bådelaug, i Stadionhallen, i Haraldslund – blandt almindelige mennesker. Der var et mærkbart skel mellem nord- og sydsiden af Annebergvej. Sydsiden var forbeholdt Hasserisfolket, dem med lidt flere penge. Gitte og hendes familie, der boede på nordsiden, var knap så fine, det kaldte man bare vestbyen.

– Min familie var dygtige med deres hænder, alle som en. Bedstefar var skrædder, faster cigarmager, onkel malermester og sådan kunne de alle noget særligt, siger hun og fortæller videre:

– Mine evner med en pensel kommer ikke fra fremmede. Min far var maskiningeniør på den anerkendte Toppenbergs Maskinfabrik, og hvor end vi kom, var han kendt af byens folk. I en sparsom fritid tegnede han de flotteste billeder. Detaljerede og i fri hånd. Det samme gjorde min storebror, mens mor tryllede de smukkeste håndværker med strikkepinde og stramajnål. Det flød helt naturligt og min familie er min baggrund og min stolthed. Jeg var også ferm med hænderne, men det gik i ungdomsdvale, livet ændrede sig og jeg blev regnskabs- og juranørd i stedet for. Sådan lidt desværre, for det andet er langt sjovere, reflekterer hun.

Livet spiller sin egen melodi

Årtier senere, skæbnebestemt måske, genopstod interessen. Livet tog en drejning og Gitte brugte år på et strengt cancerforløb. Det gav til gengæld nyt mod, for – hvorfor spilde et sekund mere i beskedenhedens land, siger hun og beretter tilfreds om en helt ny tid i livet.

– Jeg slog op i banen, brugte mit talent for at skrive og startede som selvstændig journalist og tekstforfatter. Mens jeg malede. For jeg ville begge dele. Det kunstneriske understøtter hinanden. Man kan sige, jeg skriver i farver og maler med ord.

Som kunsten har fået mere plads, er der også sket meget på tastaturet. Det udvikler sig konstant, teksterne bliver mere modige, farverne i sproget står tydeligt og kunderne har fundet en ordsnedker, der “har ordet i sin magt”.

– Ja, siger Gitte;

– Jeg er ikke længere bange for at sige, jeg skriver blændende tekster, der får læseren til at blive hængende. Og alt i alt – mit liv er så godt, og jeg er taknemmelig for hver en dag solsorten kalder mig op til en ny dag.

Fremtiden er nutiden. Den skal nydes.

FAKTA OM GITTE ALS

Gitte Als er aktuel med udstilling på Grenen Kunstmuseum i perioden marts 2021 til oktober 2021.

Hun er fast repræsenteret hos Galleri Beck i Brønderslev.

LÆS MERE:

www.gitteals-art.dk

www.gitteals.dk

Oplev Nordjyllands gratis glæder

Gode oplevelser behøver ikke koste en bondegård. I Nordjylland er der rig mulighed for at opleve et væld af sjove og lærerige attraktioner uden at skulle have penge op af lommen – herunder for eksempel inspirerende naturformidling, sjove naturlegepladser og historiske ringborge.

 

Det kan være en bekostelig affære at holde ferie med alt, hvad det indebærer. Men i Nordjylland kan du nemt spare mange penge på underholdning og aktiviteter, for her venter massevis af gratis oplevelser for store og små, som tilmed er både sjove og lærerige.

En port til landets eneste vildmark

På den nordjyske vestkyst ligger Danmarks første nationalpark og landets eneste vildmark, Nationalpark Thy, hvor der er rig mulighed for at opleve de unikke vidder, få sand mellem tæerne og få en masse naturrige oplevelser. Inden længe kan både lokale og turister desuden glæde sig til at besøge et splinternyt formidlingscenter, som forventeligt slår dørene op i maj 2021.

 

Det nye formidlingscenter skal skabe en stærk og tydelig port til nationalparken og skal med respekt for omgivelserne formidle storslået natur og vigtig kulturhistorie. Herudover er det ambitionen, at formidlingscenteret skal motivere og inspirere folk til at komme ud på oplevelser i områdets mageløse og vilde klitnatur.

 

Hold stranden ren

Vestkysten byder foruden den storslåede natur på smukke sandstrande – heriblandt en af Nordeuropas bedste badestrande, som kan besøges i Blokhus. Strandene langs den nordjyske kyststrækning er generelt velplejede, og det skyldes blandt andet den populære begivenhed Kystlotteriet, hvor ihærdige deltagere indsamler affald på stranden for at vinde fine gevinster.

 

Kystlotteriet er en sjov og nem måde at vise hensyn til miljøet under sin ferie, og det er tilmed let at være med. Hele familien kan samles på stranden, hvor der er opstillet strandkasser med affaldssække til fri afbenyttelse. Herefter er det bare at samle affald sammen og sætte et Kystlotterilod på posen, som blot skal efterlades ved strandkassen til afhentning, og krydse fingre for at loddet udtrækkes som vinder.

 

Kystlotteriet afvikles på udvalgte strande langs hele den nordjyske vestkyst.

 

Gå på jagt efter Danmarks guld

På Nordjyllands modsatte kyststrækning i øst, kan man være heldig at finde rav – særligt hvis man har erfaring, tålmodighed og en god portion held. De bedste forhold for at gå på ravjagt findes, når sydøstenvinden har raset og lagt sig igen, da ravet herefter ofte driver ind på land med søplanter og tang.

 

Vil man være sikker på at få en succesfuld ravjagt, er det en fordel at vide, hvordan rav adskiller sig fra sten. Rav er let og vejer kun en tredjedel af en almindelig sten, og herudover har rav blandt andet en hul klang, som kan høres ved at slå klumpen forsigtigt mod en tand.

 

De nordjyske østkyststrande byder desuden på rig mulighed for at finde rødkonkylier, knivmuslinger og tårnsnegle.

Oplevelser, der syder

I kystbyen Frederikshavn afgår færgen flere gange dagligt til den lille, nordjyske solskinsø Læsø, som ligger midt i Kattegat. Her kan man blandt andet opleve natur, et højt gastronomisk niveau, børnevenlige badestrande, samt kunst og kultur. Besøg for eksempel Læsø Sydesalt, hvor det ældgamle håndværk med at syde og udvinde salt kan opleves på tæt hold. I 30 år har stedet nemlig tilbudt gratis beretninger fra sydehytten, hvor man kan helt sikkert vil blive bjergtaget af stemningen i hytten, af bjælkekonstruktionen, vandets syden, lysstrålernes møde med vanddampen og røgen fra ildstedet.

 

Afslut med fordel dit besøg med en tur i syderiets butik, hvor det blandt andet er muligt at købe det populære og hjemmevundne salt med hjem.

 

Få pulsen op i Nordjyllands hovedstad

I Nordjyllands hovedstad, Aalborg, kan man også med fordel lægge vejen forbi friluftsparken Vestre Fjordpark, som er placeret i udkanten af Aalborg midtby. Området gennemgik en omfattende renovering i 2017 og spænder i dag over et areal på 165.000 kvadratmeter. Her er hele seks forskellige aktivitetsområder tilknyttet, som indbyder til svømning, kano- og kajaksejlads, windsurfing, SUP, volleyball, grillhygge.

 

Et stenkast fra Vestre Fjordpark kan man opleve den lille charmerende bydel Fjordbyen, som består af små, farverige huse. Fjordbyen blomstrede frem i 1930’erne, hvor mange af byens fattige fiskere brugte skurene i området til at opbevare deres grej samt som ly for vind og vejr. I dag er skurene omdannet til fantasifulde og selvbyggede kolonihaver, som bestemt er et besøg værd.

 

Rejs tilbage til vikingetiden

Cirka to kilometer nord for muslingebyen Løgstør ligger ringborgen Aggersborg på Limfjordens nordlige bred. Borgen er den største og den første af Harald Blåtands fem ringborge i Danmark, som alle spillede en afgørende rolle i vikingetiden.

 

Aggersborg er angiveligt opført omkring 970’erne, og det er således mere end 1000 år siden borgen oplevede sin storhedstid. Dengang var vandstanden højere, så Limfjorden var endnu tættere på ringborgen, end den er i dag. Det betød blandt andet, at det var nemt at kontrollere, hvilke skibe der passerede gennem fjorden, som var datidens trafikale knudepunkt.

 

I dag er det blandt andet muligt at gå en tur på den rekonstruerede vold eller træde ind gennem voldens fire åbninger og tage et nærmere kig på borgplafsen, der dækker over 45.000 kvadratmeter.

 

Tag familien med på svampejagt

Rykker man længere ind i landet til de nordjyske skove, venter massevis af skønne oplevelser. Tag for eksempel på jagt efter kantareller og Karl Johan-svampe i Rold Skov i Rebild, Tved Klitplantage i Nationalpark Thy, Tolne Skov ved Sindal eller Læsø Klitplantage på Læsø, som er nogle af de mest populære steder til netop svampejagt.

 

Særligt i sensommeren og efteråret bugner Nordjyllands skove med spiselige svampe, så på denne tid af året sikrer man sig ikke blot motion, frisk luft og natur, men også kantareller og svampe, som kan bruges til et lækkert aftensmåltid.

 

Der findes omkring 3.000 svampearter i Danmark – heriblandt både spiselige og giftige svampe. Det kan være svært at artsbestemme svampe for selv garvede kendere, og derfor bør man kun spise svampe, som man er helt sikker på, ikke er giftige.

 

Find Ask og Pil

De nordjyske skove er ikke kun oplagte til svampejagt. De indbyder nemlig også til en jagt efter imponerende troldeskulpturer, som den danske trækunstner Thomas Dambo siden 2016 løbende har opført af genbrugstræ i hele landet.

 

Troldene i Nordjylland hedder Ask fra Ashøj og Pil Tusind Tunge, og de er placeret på et hemmeligt sted i nærheden af Hurup i Thy og på den lille ø Egholm. En del af charmen ved Thomas Dambos troldejagt er, at man skal lede grundigt efter troldende og være parat til at tage på opdagelse i naturen. Derfor er troldenes præcise placering ikke offentliggjort nogle steder.

 

Har man brug for en hjælpende hånd til at finde frem til troldene, er det dog muligt at få hjælp via et digitalt skattekort.

 

Leg og læring i skoven

Når de nordjyske trolde er lokaliseret, kan dagen med fordel sluttes af med et besøg på Glarborgen i Øland Skov ved Brovst. Her er et 3 hektar stort naturområde blevet omdannet til et stort aktivitets- og oplevelsesområde med plads til leg, læring og fysisk træning.

 

Skoven byder blandt andet på sjove legeredskaber for børn såsom balancestamme, træstubbe, som er velegnet til at leje ”jorden er giftig”, og Steens Spitfire, som er en flyvemaskine lavet i træ. Herudover findes der i skovens hjerte en fodboldbane samt en mur af træ til boldspil.

Vi fjerner tonsvis af havfald fra strandene

Havmiljøvogterne har gennemført et forsøg, der viser, at en enkelt dispenser med gratis havfaldsposer årligt resulterer i omkring 5 tons ekstra indsamlet plastik og andet løst affald

Hvis vi i Danmark drømmer om rene strande uden plastik og andet løst affald, så skal vi blot gøre det lettere for strandgæsterne at samle det op.

Det må være konklusionen på en undersøgelse, som Søværnets Havmiljøvogterkampagne netop har gennemført. Undersøgelsen viser nemlig, at opstilling af blot en enkelt dispenser med gratis havfaldsposer i sig selv skaber så meget mere frivillig aktivitet, at der på årsbasis bliver indsamlet omkring 5 tons ekstra havfald. Poserne bliver med andre ord brugt så flittigt, at stranden i nærheden af dispenseren bliver 5 tons havfald renere.

Undersøgelsen bygger på erfaringerne fra to dispensere, som Havmiljøvogterkampagnen sidste år satte op på stranden ved Grenå og på Nordstrand ved Skagen. Efter fire måneder blev erfaringerne analyseret, og det viste sig, at resultaterne fra de to dispensere var stort set identiske. Fra hver dispenser blev der i perioden taget lige godt 1.000 havfaldsposer. Det svarer til 8-9 poser om dagen, og da folkene bag forsøget vurderer, at omkring 80 procent af poserne bliver leveret fyldte tilbage med i gennemsnit 2 kg havfald, så betyder det, at der hver dag bliver opsamlet omkring 15 kg ekstra havfald. På årsbasis løber det op i omkring 5 tons for hver dispenser. Alle tallene er naturligvis behæftet med en vis usikkerhed, men de afslører klart, at dispenserne har en stor og positiv selvstændig effekt på det frivillige arbejde med at skabe renere strande i Danmark.

På baggrund af disse erfaringer opstiller Havmiljøvogterkampagnen nu yderligere 10 posedispensere på en række forskellige danske strande. Disse 10 nye dispensere er doneret af butikskæden Ny Form, der sælger fritidsbeklædning til hele familien. Håbet er, at også de danske kystkommuner i fremtiden vil deltage i projektet. Planen er at etablere samarbejder, hvor havmiljøvogtere sørger for poser og vedligehold, mens kommunerne skal investere i dispensere og sikre affaldscontainere og tømning, hvilket i forvejen er en kommunal opgave.

Søværnets Havmiljøvogterkampagne har eksisteret siden 2006. Med 25.000 frivillige til at spotte olie og samle affald på danske strande og vande er det den første og største fællesindsats til bekæmpelse af “havfald”, som havmiljøvogterne kalder det plastik og andet affald, de samler. Søværnet får hjælp til kampagnen af blandt andet Spar Nord Fonden, Ny Form-butikkerne og Den Blå Planet.

 

Aalborgforfatter udgiver sin anden roman

Den 8. Juli 2019 udkom Nelly Sanders anden skønlitterære roman “Et bedre, om man vil”. Handlingen tager udgangspunkt i ungdomslivet i 1980’ernes Skagen og beskriver, hvordan hovedpersonens vanskelige opvækst trækker tråde langt ind i voksenlivet

Nelly Sander er en af de dygtige journalister på APPETIZE’s feelancehold, hvor hun blandt andet har lavet interview med Ole Thestrup, Dorthe Gerlach fra Hush og BS Christiansen.

Nelly er cand.mag. i sprog og internationale forhold samt fagjournalist. Ligesom hovedpersonen i romanen er hun opvokset i Skagen i 1980’erne, har i en årrække boet som expat i Oman og bor i dag i Aalborg. Nelly Sander debuterede med romanen ”fryd” i 2012.

Titlen fra Nelly Sanders anden skønlitterære roman “Et bedre, om man vil” er lånt fra Holger Drachmanns “Erindring”. Meget af bogen foregår i Skagen i 1980’erne, men man følger også hovedpersonen Ane i nutiden, hvor hun bor i Aalborg og senere i udlandet.

Fra bogens bagsidetekst:

“Kirsten gik et stykke længere fremme på stranden. Ane prøvede ikke på at indhente hende, hun slæbte sig bare af sted langs vandet i retning mod byen og væk fra det forbandede hus. Hun havde stadig tårer i øjnene, da hun nåede hen til Vippefyret.”

Ane er ung i 1980’ernes Skagen, men for hende er livet på toppen af Danmark ikke noget skønmaleri. Lyset over Skagen trækker mørke skygger med sig. Mens forældrene kæmper med en kuldsejlende forretning og et snigende misbrug, forsøger Ane og hendes bror at finde vej gennem teenageårene, hvor de begge kommer til at overskride grænser, de aldrig havde forestillet sig.

Med hjælp fra sin dansklærer lykkes det alligevel Ane at blive en ægte mønsterbryder. I hvert fald på papiret. Hun bliver gift, får en uddannelse og et job. Men hun er også en trist nogle og fyrreårig, der hader sit arbejde og kæmper med mistro om utroskab og skuffelsen over ikke at blive mor.

Anes veje krydses af mennesker, der også har deres at slås med: Den forsømte pige, de kalder Hul-Lotte. Egon og Claus, som bakser med tilværelsen i et forsømt kolonihavehus, og Kirsten, som på flere måder bliver en vigtig del af Anes historie. Skal Ane slæbe fortidens bagage med sig gennem hele livet, eller vil det lykkes hende at frigøre sig?

Læs et kort uddrag fra romanen:

Ane sætter panden mod ruden i Skagenstoget, der næsten lydløst glider hen over skinnerne på det sidste stykke af deres rejse, Frederikshavn til Skagen. Dér ligger den gamle røde murstensbygning, Ålbæk Station. Så er der kun et kvarters tid tilbage. Hendes tanker dropper tilbage til firserne og det gamle rød/hvide Skagenstog med syv vogne, der bumlede af sted mod Frederikshavn hver eneste hverdag for at bringe dem til gymnasiet og handelsskolen. Der blev lavet en del paniklektier på togturen om morgenen. Ane smiler. Men så maser andre billeder og følelser sig frem. Svigt. Skuffelse. Angst. En klump trykker hende på halsen. Var det en dum idé at tage til Skagen?

Bogen kan købes hos danske boghandlere og på deres websider fra den 8. juli 2019.

Oplev Skagen på ny

I den smukke gamle havnemesterbolig fra 1905 finder man Turisthus Nord. Huset har en central placering på havnen i Skagen, og fra vinduerne på første sal har turistdirektør René Zeeberg et godt udsyn til havneområdet. Et område der forandrer sig dag for dag, når Skagen går ind i sommersæsonen. Herfra kan der følges med i det summende liv på havnens restauranter, de ankommende både i havnebassinet og antallet af autocamperede nedenfor, som indikerer at Skagen er gået ind i sommerperioden

Turisthus Nord dækker over en turistforening og et feriehusudlejningsbureau. Huset er derfor åbent hele året, hvor de ansatte sørger for at tage godt imod turisterne og for at klæde erhvervslivet på til at tage godt imod turisterne. Turisthus Nord er således afhængig af erhvervslivet og omvendt.

– Det er en symbiose og en vekselvirkning, som erhvervslivet har taget til sig. Vi skal spille hinanden gode, for at skabe de bedste oplevelser for vores turister, påpeger René. Det er tydeligt, at han selv tager sin rolle som ambassadør for Turisthus Nord og byerne Frederikshavn, Sæby og Skagen alvorligt, men ikke højtideligt. Det samme gør de respektive byers personligheder, som fremgår af turistbrochurerne denne sommer. Der er nemlig sat ansigt på, således at du som turist allerede kender lidt til de personer, som du vil møde, når du bevæger dig rundt på opdagelse i byerne.

– Det er nærværende og genkendeligt, synes vi. Og vi har aldrig haft så stort et oplag af turistbrochurer, som vi har nu. Folk efterspørger det, fordi det er trygt og det vi genkender ved ferie, siger René.

På denne officielt første dag i sommermånederne mærkes nærværet og engagementet tydeligt, da Appetizes udsendte bliver inviteret på en køretur rundt i Skagen. Her deler René rundhåndet ud af historier og information om det Skagen han, som så mange andre, holder så meget af. Turen går fra Vesterby til Østerby og de ikoniske gule huse med hvid kantning på taget bliver kun større og større, som vejen tilbagelægges. Vi stopper ved et af byens varetegn, Vippefyret og idet vi træder ud af bilen, mødes vi af en altoverskyggende duft af hybenroser.

– Herude bor en del deltids skawboere, som vi kalder dem, fortæller René. Skagen har nemlig året rundt 8000 faste beboere, men i sommersæsonen hæves det antal til 50.000. Skagen vokser til at være Danmarks niende største by hen over sommeren og bliver derved på størrelse med Helsingør.

Videre går turen ad små, hyggelige veje til det kendte Brøndums hotel midt i Skagen. Her træder vi ind i en tidslomme og en stemning, som går helt tilbage til Skagenskunstnernes tid. Det er tydeligt at mærke, hvorfor gæsterne kommer retur hertil. Her vidner om en simplere
tid, uden tv, toilet eller bad på værelset. På vej videre ud imod Grenen fortæller René, at han for år tilbage viste filminstruktør Bille August rundt i Skagen.

– Pludselig råbte han stands! Han sprang ud af bilen
og lavede en billedramme med sine hænder op foran sine øjne. Og
her blev en af scenerne til filmen Balladen om Marie Krøyer senere filmet, fortæller René imens han peger på den pågældende gade. I bedste værtsrolle fortæller René anekdoter alt imens han hilsner på folk i byen.

– Som turistchef kender man næsten alle, fortæller han.

René har stort fokus på at skabe flere sæsoner, en proces som han viderefører fra tidligere hvor han bl.a. har været med til at tage initiativ til Skagen Marathon og Skagen Vinterbaderfestival, som en del af destinationsudviklingen.

– Det er en kunst at forlænge turistsæsonen og med Vinterbaderfestivalen udvider vi de oplevelser, som Skagen i forvejen har at byde på. Som Danmarks første vinterbaderfestival er den blevet lidt af et tilløbsstykke. Vi har valgt, at der skal være loft på antallet af deltagere, for netop at bevare den jordnære og hyggelige stemning, påpeger han. Af andre initiativer kan nævnes Skagen Maraton med 2000 løbere, som løber af stablen den første lørdag i oktober og det årlige Helly Hansen Skagen Race i Kristi Himmelfart, hvor mellem 100 og 300 sejlbåde dyster om at komme først fra Oslo til Skagen.

Turen går nu videre ud til Grenen, spidsen af Skagens Odde. Grenen har ca. 1,5 mio. besøgende året rundt og er dermed et af de mest besøgte steder i Danmark. I dag er ikke en undtagelse, her bliver både talt norsk og italiensk. Vi er heldige, at Sandormen ankommer samtidig med os og medejer af selskabet som driver Sandormen, Christian Hjermitslev, inviterer på en tur ud til spidsen. Christian fortæller at Sandormen kører, når der er turister, som står klar til afgang. Grenens udseende er foranderligt pga. vind, vejr og strømforhold og der er da også en norsk turist, som lige må spør

ge Christian om, hvor man skal stå for at have et ben i hvert hav. I dag ser Grenen nemlig ikke ud som på kortet og de fleste billeder, som man ser af Skagens Odde. Den buer nemlig til venstre i stedet for højre og går ikke ud i en spids.

– Da jeg startede med at køre Sandormen tilbage i 2005, stod der en bundgarnspæl ca. 80 meter ude i vandet, men nu står den altså 80 meter inde på land. Det indikerer meget godt hvordan Grenen udvikler sig over tid, fortæller Christian.

Vi slutter af med en tur ud til det idylliske Gl. Skagen til Solnedgangskiosken, hvor man klapper solen ned og kan nyde synet af de fine gamle Skagenshuse, som heldigvis, bliver renoveret og restaureret efter forskrifterne for Skagenshuse. René når lige at indvillige os i, hvordan man slår smut inden turen igen går retur til Havnemesterboligen og Turisthus Nord. Der er ingen tvivl om, at Skagen er klar til sommer, og det er vi også nu.

Turisthus Nord

  • Beskæftiger 17 medarbejdere og har 82 på lønningslisten i sommermånederne
  • Har 320 medlemmer af turistforeningen
  • Turismen omsatte sidste år for 2 mia. kroner i hele Frederikshavn kommune, som omfatter Sæby, Skagen, Frederiks- havn og beskæftiger 2450 medarbejdere
  • Kommunen har 1,5 mio. overnatninger om året
  • 44 krydstogtskibe i år i Skagen. Det giver 68.000 besøgende og Turisthus Nord har et guidekorps på 40 guider, som står klar til at tage imod og vise de besøgende rundt i Skagen

Vidste du

  • Råbjerg Mile ligger ved Bunken Klitplantage mellem Skagen og Frederikshavn. Den måler 1 kvm2 i omfang og 40 meter i højden og så vandrer den 15-20 meter om året. Den er derved Danmarks største vandreklit.
  • Grenen er foranderlig i sit udseende og har årligt en tilvækst på gennemsnitligt 10 meter mod Sverige i nordøstlig retning.
  • Sandormen har et suttetræ påmonteret foran på traktoren og der er mange yngre turister, som vælger at det er netop der, deres sut skal afleveres, når tiden er inde til det.

Om René Zeeberg

Født 11.11.80 og oprindeligt fra Aalborg
Civilstatus Gift med Nina, sammen har de Philip på 7 år og Emilie på 5 år
Uddannelse Kandidat i Tourism Marketing & Management fra Aalborg Universitet i 2008.
Karriere
2015 – nu: Adm. Direktør for Turisthus Nord
2014: Kåret som Årets Unge Erhvervsleder i Danmark af Junior Chamber International (JCI)
2012-2015: Erhvervs- og turistchef, VÆKST Jammerbugt
2008-2012: Projekt Pressechef, Skagen turistforening
2005-2006: Programme Assistant ved UNESCO i Bangkok

Kridt løbeskoene og deltag i Danmarks smukkeste løb – Skagen Marathon!

Annonce – Hvert år valfarter tusindvis af forventningsfulde løbere til Skagen den første weekend i oktober, hvor Skagen Marathon skydes i gang i hjertet af Skagen. Der er flere distancer at vælge mellem, så alle kan være med! Tag bare familien, vennerne eller kollegerne med og få en fantastisk løbsoplevelse sammen i Skagens unikke natur.

Det er ikke uden grund, at Skagen Marathon kaldes for Danmarks smukkeste løb. Løbsruterne byder på skønne naturstrækninger samt på flere af Skagens kendte seværdigheder – blandt andet Den Tilsandende Kirke og Skagen Grå Fyr. Ruten går også gennem Skagen by, hvor du kan opleve byens charmerende stemning med gule skagenshuse og hyggelige små gader. I start- og målområdet ved lystbådehavnen er der en fantastisk stemning hele dagen med masser af spændte løbere og glade tilskuere.

For mange løbere er det efterhånden blevet en fast tradition at deltage i Skagen Marathon, og der er omtrent 2000 deltagere i alt fra hele landet og resten af Skandinavien. Siden løbet første gang blev skudt i gang i 2010, er deltagerantallet steget hvert år. Én af årsagerne til løbets store popularitet er blandt andet, at mange ofte slår deres personlige rekord, da det flade landskab giver god mulighed for det.

Ny løbsrute til Grenens spids

I år arbejder man på at lancere én helt ny spændende løbsrute, der går helt ud til Grenens spids. Karen Riis, Projektansvarlig fra Turisthus Nord samt koordinator for Skagen Marathon fortæller: ”Vi arbejder netop nu på at få tilladelserne i hus til en ny og udfordrende rute til dem, der ønsker et hårdere løb. Det vil være helt unikt at deltage i et løb, der går helt ud til Grenens spids – et løb hvor man virkelig kan opleve essensen af Skagens kystnatur og hvor det meste af ruten er i sand. Vi håber på at kunne offentliggøre mere om den nye rute snarest, så hold endelig øje med vores Facebook- og webside.”

Glæd dig til en forrygende løbsoplevelse til Skagen Marathon 06.10.18.

Der vil være mulighed for at løbe 1/1-marathon, 1/2-marathon, 11 kilometer og 5,5 km, og for børnene vil der være et børnemarathon, som er samme tid og rute som 5,5 km

TILMELD DIG PÅ: www.skagenmarathon.dk/

Highlights i Skagen i juli og august 2018

5. – 8. juli – Skagen Festival 2018

Kom og vær med og oplev stemningen og de mange fantastiske danske og udenlandske bands, der alle er med til at gøre festivalen til noget ganske særligt. Festivalen, som foregår rundt om i byen og på havnen, byder på et væld af forskellige genrer indenfor musik, som kan opleves ved de mange koncerter på inden – og udendørs scener. www.skagenfestival.dk

Skagen Food & Design Market

24. – 25.august – Skagen Food & Design Market
Alle sanserne kommer i drømmeland, når nordiske fødevareproducenter for 13. år i træk viser, fortæller og byder på smagsprøver i de autentiske omgivelser i den gamle auktionshal i Skagen. De nordiske fødevareproducenter står klar til at fortælle den gode historie om deres produkter, og der er mulighed for at smage og handle alt fra fisk og skaldyr til ost, chokolade, nyslynget honning og meget mere. Dansk design i tekstil, smykker og interiør kan også opleves – både som unika produkter og som mere etablerede danske design mærker.
Entré for voksne. Børn u/12 år er gratis. www.toppenafdanmark.dk/skagen-food-design-market-2018

Verdensballetten i Skagen

16. juli – Verdensballetten i Skagen

For 11. år i træk præsenterer Verdensballetten sin forestilling ved Den Tilsandede Kirke i Skagen.
En række af verdens fineste og mest berømte balletdansere medvirker.

Det er ballerinaer og solodansere fra The Royal Ballet of London, Marinskiij Balletten i St. Petersborg og Statsballetten i Berlin. Sammen med danske musikere og sangere byder forestillingen på et program med ballet og opera. Ballet fra både det klassiske og det moderne repertoire, arier og scener fra operaens verden og klassisk musik for violin og klaver. www.verdensballetten.dk

Skagen Sommerrock

28. juli – SKAGEN SOMMERROCK

SOMMERROCK I SKAGEN er en 1-dagsfestival på Torvet ved Kappelborg i hjertet af Skagen. Her bliver der fuld fart på med mas- ser af sommerrock med bands som Nikolaj & Piloterne, Hardinger Band, Moonjam og Big Fat Snake. www.toppenafdanmark.dk/skagen-sommerrock

Skagens Museum locher med ny udstilling

Mørk, bevægelse og detaljer er de tre ord, der bruges til at beskrive Skagens Museums nye udstilling, Fanget i gips, der løber fra d. 16. oktober 2017 til d. 2. april 2018. Udstillingen består af teaterfigurer fra den mindre kendte Axel Locher, der portrætterede danske skuespillere midt i en dans eller replik. Udstillingen er anderledes i sin form og i sit udtryk, og den står i kontrast til de ellers kendte klassikere fra Skagens Museum.

Tre af mine gode studievenner og jeg har bevæget os langt nordpå. Faktisk så langt som man overhovedet kan komme i Danmark. Vi er taget den lange vej til toppen – til altid skønne Skagen med det formål at besøge Skagens Museum.

Fanget i gips

Museet blev stiftet den 20. oktober 1908, som et resultat af de kendte skagensmaleres (Michael og Anna Ancher, P.S. Krøyer, Laurits Tuxen, Holger Drachmann, Carl Locher, Thorvald Bindesbøll, Ulrik Plesner, Christian Krogh og Oscar Björck) kunstnerkoloni. I 2008 blev det besluttet, at Skagens Museum skulle gennemgå en renovering og udvidelse, hvor den 300 m2 store skifersal blev bygget. Jakob Stig Nielsen, som er kommunikationsmedarbejder ved Skagens Museum, forklarer hvordan en af pointerne med udvidelsen har været at få mere plads til samlingen. Endvidere har det også givet en mulighed for at udvide kredsen af udstillede kunstnere og værktyper. Netop skifersalen dannede rammen om et projekt, mine studiekammerater og jeg skrev sidste efterår. Her samarbejdede vi med museet omkring udstillingen ’Fanget i gips’. Da udstillingen åbnede tidligere på måneden, skulle vi selvfølgelig op og se det endelig resultat.

Skagens Museum

Statuetter med unik kraft og stærke udtryk

Udstillingen består af teaterfigurer lavet af billedhuggeren Axel Locher (1874-1941), der er søn af skagensmaleren Carl Locher. Teaterfigurerne er små statuetter på mellem 25-40 centimeter. Lochers ide med statuetterne var at gengive danske skuespillere for at bevare deres unikke kraft og stærke udtryk. Han portrætterede eksempelvis Poul Reumert og Bodil Ipsen fra kendte værker af Holberg, Schiller, Tolstoj, Ibsen m.fl. Axel Locher har med ca. 70 statuetter forsøgt at fange kunstnernes replikker og bevægelser og fastfrosset det i gips. Jakob uddyber, hvordan at Axel Locher ligesom Helga Ancher er generationen efter kunstnerkoloniens glansperiode. Han arbejdede dog i Skagen i samme periode som en række andre kunstnere og har en direkte forbindelse til skagensmalerne igennem sin far.

En stor del af Axel Lochers statuetter har befundet sig i museets samling i en længere årrække, men de fleste har været gemt af vejen i magasinerne, fortæller Jakob videre.

Fanget i en ensom dans

Selve skifersalen er et stort rum med højt til loftet. Væggene i rummet kan flyttes og rykkes rundt alt afhængig af udstillingen. Skifersalen muliggør nogle mere alternative udstillingsmetoder end resten af museet, som indeholder de klassiske skagensmalerier. Væggene er malet helt sorte i salen, hvor der kan skimtes en enkelt lille statuette af en dansende ballerina. Hun er udstillet i et rum i væggen med et enkelt spotlys på sig, så hun er helt i fokus – fanget i en ensom dans.

 

Bag denne væg er rummet stadig helt mørkt. Der er ingen vinduer og belysningen kommer fra loftslamper. Rummet består af en masse montrer, der indeholder de små detaljerede figurer.

 

Montrer i skifersalen, der udstiller Axel Lochers teaterstatuetter

Den næste del af udstillingen indeholder et helt hvidt rum, der står i kontrast til den første del af udstillingen. Her kan man se billeder af de skuespillere, som Locher har portrætteret gennem hans statuetter. Der er billedtapet på væggene, vaser og montre med porcelænsfigurer, som han også har lavet. Med de hvide vægge skabes der en kontrast til det sorte rum, samtidig er indholdet af udstillingen også en kontrast til statuetterne i det andet rum, idet de viser en anden del af Lochers arbejde.

Bag ved statuetterne kan man se billeder af de skuespillere, som Locher har portrætteret

Mørk, bevægelse og detaljer

Jakob fra museet beskriver udstillingen med 3 ord: mørk, bevægelse og detaljer.

Mørk: det er ikke kunsten, der er mørk, men selve udstillingen idet museet benytter sig af udstillingsarkitektur og lyssætning, der kan give publikum associationer til teaterverdenen.

Bevægelse: statuetterne af skuespillerne er udsædvanligt udtryksfulde for genren, og fanger mange af figurerne midt i en særlig replik eller en bevægelse.

Detaljer: der er mulighed for at gå helt tæt på figurerne – bevæge sig rundt omkring dem og danne sine egne tolkninger.

Den smukke detaljerede statuette viser Bodil Ipsen som dronning Elisabeth i ‘Maria Stuart’ af Friedrich Schiller

Efter vores besøg har vi en diskussion om udstillingen. Julie synes, at ’Fanget i gips’ er en spændende udstilling, som gør det muligt at lære noget mere om en ellers overset skagensmalers søn og hans værker. Jonas er enig, og synes den interessante udstilling giver et andet billede på, hvad skagensmalerne ellers kunne. Han forklarer: ”Figurerne er fine og lette at nærstudere”. Han mangler dog lidt mere baggrundsinformation om de forskellige figurere samt deres fortælling. Han gad også godt se lidt mere om processen bag fremstillingen af statuetterne. Mette mener også, at de små statuetter let kan forsvinde i mængden, og mangler også lidt mere historie om de enkelte statuetter. Hun synes dog samtidig, at udstillingen er spændende og statuetterne er flotte.

Jeg er enig med de andre i min gruppe. Det kunne være virkelig spændende med noget mere forklaring om processen bag værkerne. Derudover kunne jeg også godt tænke mig, at vide lidt mere om de forskellige teaterstykker og skuespil, som de portrætterede personer, har spillet med i. Jeg er helt vild med den transformation, der er mulighed for i skifersalen, der er nogle muligheder, som adskiller sig fra den ældre del af museet. ’Fanget i gips’ skaber en god kontrast i: maleri/skulptur, stort/småt, mørkt/lyst, kendt/ukendt, i forhold til den anden del af museet. Jeg synes samtidig også, at salen giver rigtig god plads til de enkelte værker og formår at vise en masse kunst fra en forholdsvis ukendt kunstner.

Jakob fortæller, hvordan at den største udfordring har været at præsentere de forholdsvis små statuetter på en ny måde i et stort udstillingslokale, således at de stadig er visuelt interessante. Ifølge Jakob virker publikum glade for udstillingen, og de bruger generelt lang tid på den. Jakob tror, det er fordi, at de færreste kender Axel Locher, og at derved får en positiv oplevelse ved at se hans værker.

I den gamle del af museet kan man beundre de store og imponerende klassikere, hvor skifersalen giver et nyt rum med en anderledes udstilling. Begge dele er helt sikkert et besøg hver.

Skagens Museum

Brøndumsvej 4

9990 Skagen

 

 


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev