Skip to main content

Tag: Silas Holst

Nyt dansk boyband med Silas Holst i front

I want it that way! Fans kan godt glæde sig til at synge med på Backstreet Boys’ kæmpe hit og mange andre af de største boyband-hits gennem tiden. Sæt kryds i kalenderen 14. januar 2023, hvor Silas Holst samler sine boys i en unik koncertoplevelse med Danmarks nye boyband i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

 

Silas Holst, Kim Ace Nielsen, Emil Hartmann, Jeff Schjerlund og Joakim Tranberg er The Boyband! Scenekunstnerne, der kan krediteres som prisvindende musicalstjerner, skuespillere, koreografer, dansere, sangere og tv-personligheder, drager på en ambitiøs, storslået og spektakulær turné rundt i hele landet – The Boyband Tour, som i starten af 2023 gæster AKKC.

 

De største boyband-hits

The Boyband synger musikalske perler som I Want It That Way, Everybody og Show Me The Meaning – sange de fleste boybandfans har sunget med på, og ikke for sidste gang. Det bliver en musikalsk tidsrejse, hvor de fem toptunede artister sprænger rammerne i en euforisk, humoristisk og helt ny koncertoplevelse. Publikum kan godt gøre sig klar til at tabe kæben, til at blive blæst bagover, miste pusten og træne lattermusklerne. De fem mænd, hvis selvtillid og selvironi er på sit højeste, tager publikum med ind i et popunivers, hvor tidernes største boyband-hits fremføres i et stort sceneshow med hæsblæsende storskærmsproduktion og gæsteoptrædener.

Den perfekte boyband opskrift

Find fem mænd, der kan synge, danse, spille skuespil og som er i nogenlunde god form. Optag en musikvideo i et vandbassin med tætsiddende hvidt tøj. Og byg en kæmpe scene med en kæmpe storskærm. Der kan sættes tjek ved det hele med The Boyband Tour. Silas Holst og co. garanterer årets fest, når sang, dans, skuespil, showmanship og humoristiske indslag smelter sammen i en koncertoplevelse langt udover det sædvanlige.

 

  • Jeg glæder mig til at trække en fra publikum med op på scenen, det bliver vildt, udtaler Kim Ace Nielsen, der også kan opleves i en af de bærende roller i Shu-bi-dua – The Musical, som spiller i AKKC i foråret 2022.

 

 

 

 

Billetter til The Boyband Tour – Do You Remember 14. januar 2023 kl. 20 i AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er fra 280 kr. til 430 kr. inkl. gebyr. VIP-billet 730 kr. inkl. gebyr (læs mere på akkc.dk).

Showanmeldelse af ‘Disco Tango’

Lørdag aften var der gensyn med diverse melodigrandprix-klassikere i AKKC, da showet ’Disco Tango’ spillede. Aftenen bød på et tætpakket program med hele 64 numre leveret af henholdsvis Annette Heick, Silas Holst, Lonnie Devantier, Bryan Rice og Gry – der alle blev akkompagneret af Henrik Krogsgaard og Co.

Der var en stemningsfuld atmosfære i salen, da speak af selveste Jørgen de Mylius satte showet i gang. Aftenens første nummer bød på ’Dansevise’ (1963), der blev sunget af den scenevante Annette Heick. Hun gav derpå stafetten videre til Gry, der med sine velkendte rejehop sang sin egen grandprixsang ’Kloden Drejer’ (1983). Det var noget, der for alvor fik gang i folks klappelyst, der ikke just blev mindre, da den tredje grandprix-veteran, Lonnie Devantier, kom på scenen med hendes egen ’Hallo, Hallo’ (1990). Dernæst var det Bryan Rice og Silas Holsts tur til at gøre deres entré. Det gjorde de med at synge ’Smuk Som Et Stjerneskud’ (2000), hvortil der næsten gik et suk igennem publikum, der på grund af corona-restriktionerne desværre ikke måtte synge med. Men det gav bare anledning til endnu flere klapsalver.

Alle fem kunstnere var klædt i sort, da showet startede, men derefter kom der for alvor gang i farverne, pailletterne og tøjskiftene. Et medley af hits, der ikke vandt, begyndte og her var det f.eks. en glædelig overraskelse, at de havde valgt at stå med viftene dannebrogsflag, da de sang ’Hip Hurra, Det’ Min Fødselsdag’ (1982). Det gav ligesom festlighederne et ekstra kindkys af charme og glæde. Vi fik også et britisk samt et svensk medley med på vejen, hvor henholdsvis ’Making Your Mind Up’ (1981) og ’Waterloo’ (1974) selvfølgelig var repræsenteret.

Efter pausen kom der endnu et medley, hvorefter Annette Heick tog over med det italienske hit ’Nel Blu Dipinto Di Blu’ (1958). I den forbindelse kom Silas Holst pludselig dansende ind på scenen og gav en lille smagsprøve på sine evner i latindans. Det virkede ret forfriskende og jeg ville ønske, at der generelt var lidt mere af den slags til stede i hele showet. Han overtog efterfølgende mikrofonen fra Annette og sang så på smukkeste vis klassikeren ’To Lys På Et Bord’ (1960).

Som en hyldest til grandprix-kongen Tommy Seebach sang Annette Heick ’Under Stjernerne På Himlen’ (1993), hvilket fik en pæn del af publikum til at tænde for deres mobiltelefoner for derved at kunne lyse op og være med. Men da turen bagefter kom til selve showets titelnummer, ’Disco Tango’ (1979), blev jeg desværre så distraheret af de gyselige gulvtæppelignende kjoler, at jeg ikke kunne nyde nummeret fuldt ud. Men hvem ved, måske det var en hyldest til grandprix-historiens mange mærkelige tøjvalg?

Jeg havde meget høje forventninger til showet på grund af både tema og mit kendskab til kunstnernes talent og formåen – hvilket der heller ikke var mangel på. For hver sang blev leveret med stor passion, sangtalent og grandprix-glæde. Men jeg savnede dog lidt mere spræl, konfetti og baggrundsdansere. For med et melodigrandprix-tema kan man virkelig give den fuld skrald, da sådan et show jo stort set ikke kender nogen grænser. Tempoet faldt desværre også alt for meget efter pausen, hvilket fik anden halvdel til at virke lidt som om at luften var gået af ballonen. Dog fungerede det rigtig fint med de små anekdoter undervejs og der var generelt en ’feel-good-vibe’ over hele linjen. Diverse grandprix-entusiaster fik jo beklageligvis ikke et internationalt Eurovision i år, men som et slags plaster på såret fik man til gengæld ’Disco Tango’. Så for en kavalkade af hit på hit fra den store grandprix-tidsmaskine, stjernetalent og grandprix-passion giver jeg showet 4 solide stjerner ud af i alt 6 stjerner.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev