Skip to main content

Tag: scene

Anmeldelse: Mio min Mio – en forestilling for børn og voksne

I Aalborg Teaters opsætning af “Mio, min Mio” blev vi taget med på en rejse ind i en magisk eventyrverden. Forestillingen, der er baseret på Astrids Lindgrens klassiker, formidler budskabet om venskab som kilde til mod og styrke.

Hilde Brinchmann har på Lille Scene i Aalborg Teater opsat forestillingen om den unge dreng Mio, der gennem stykket kæmper for at finde sig selv og redde de forsvundne børn fra Landet i det fjerne. Venskab giver mod og styrke. Det er præmissen for den unge adopterede dreng, Bo Vilhelm Olsen, når han drager ud på rejsen for at finde sin far og sit retmæssige ophav – hvor han får sit rigtige navn, Mio.

Allerede ved ankomst til teateret blev vi bedt om at tage vores sko af, hvilket indledte en unik og mindeværdig oplevelse. Vi blev ført bag scenen, som om vi selv blev trukket ind i eventyret. Denne tilgang til teateroplevelsen gav os følelsen af at være en del af historien, før forestillingen overhovedet var begyndt. Kort efter sad hele publikum presset sammen på gulvet, og ud af det blå rejste en dreng sig op – han trådte op på trappetrinene foran os og fortællingen gik i gang.

Østen Borre Simonsen fangede fra første øjeblik tilskuernes opmærksomhed, i sin overbevisende optræden som hovedkarakteren Mio. Hans fortolkning var både overbevisende og hjertevarmende, og han fik os til at føle os investeret i historien fra start til slut. Gennem forestillingen havde han selskab af Clara Josephine Manley, der hovedsageligt spillede Mios ven Jum-Jum. Her byggede deres relation på et tæt venskab, som gav dem styrken til at bekæmpe den onde Ridder Kato. Desuden skal Lars Topp Thomsen nævnes for sit alsidige skuespil, hvor han med lethed påtog sig forskellige roller, alt for Mios far Kongen til den onde Ridder Kato.

Kulisserne var opstillet af sider fra bogen, som var med til at sætte scenen for den fortælling, der fandt sted. På symbolsk vis blev siderne gennem forestillingen åbnet, for at illustrere sceneskiftet, så publikum blev taget dybere ind i bogen og fortællingen. En særlig styrke ved denne opsætning var inddragelsen af publikum, især børnene. Selvom det måske var skræmmende for nogle i begyndelsen, blev vi alle en del af forestillingen. Som vi nærmede os enden stod hele publikum på scenen med skuespillerne, inden stykket blev afsluttet og et stående bifald fyldte salen.

Opsætningen af “Mio min Mio” blev gennemført med stor succes, hvor den eneste negative oplevelse, jeg sidder tilbage med, var komforten på siddepladserne. Gennem størstedelen af forestillingen sad publikum på trappen, hvor det grundet pladsmangel blev en noget sammenklemt oplevelse. Men dette faktum er ikke nok til at fjerne succesen fra teaterstykket, som jeg giver 5 ud af 6 stjerner.

 

Band Battle 2021 på Skråen

 Band Battle sætter atter jagten ind på at finde ”Årets Nordjyske Live Band” og ”Årets Nordjyske Songwriter”

Band Battle 2021 åbner for ansøgningssluserne d. 4. januar. Der er i 2021 tale om rekord mange deltagerpladser og koncertaftener. 

Det er 35. gang at Skråen afholder Band Battle. I 2020 måtte langt de fleste Band Battle koncertaftener aflyses på grund af den igangværende Corona situation. Men i stedet for at skrue ned for ambitionsniveauet, skrues der op i 2021. Alle deltagere fra de aflyste koncerter bliver tilbudt plads i forløbet, samtidig med at der åbnes op for nye. 

Sammenlagt 15 bands og 15 songwritere fra Nordjylland skal foruden titlerne som værende Årets Nordjyske Songwriter og Årets Nordjyske Live Band, dyste om en præmiepulje med en værdi på over 80.000 kr. Præmiepuljen indeholder kolde kontanter, koncert optrædener og live videoproduktioner. 

Som noget nyt i Band Battle 21, sidestilles de to kategorier både i antal deltagere, præmiestørrelse og spilletid på scenen. Derudover ønsker Skråen at nå ud til producer-orienterede sangskrivere, som har været underrepræsenteret tidligere år. 

Udskillelsesforløbet bliver også anderledes i 2021. Bestående af 3 runder, bliver feltet langsomt snævret ind hen over foråret. Fra sammenlagte 30 deltagere i runde et, til 12 deltagere i runde to, hvoraf til 6 artister skal spille til den tredje og afgørende runde…. den store Finale på Skråen som løber af stablen d. 15 maj. 

Uanset musikalsk genre har nordjyske musikere mulighed for at deltage i Band Battle. Har man skrevet en håndfuld gode sange i corona-isolation, er det NU at de skal se dagens lys. 

En Mand Stærk 2019

Fra d. 4. januar til og med d. 31. januar, kan bands og songwritere ansøge ved at indsende sin musik via en online ansøgningsportal. Der er ikke krav om kvaliteten af optagelsen som indsendes. Det vil sige at en smartphone optagelse godt kan bruges, så længe man kan høre hvad der foregår. 

Et udvalg af professionelle musikere og branchefolk vil siden lytte ansøgningerne igennem og udvælge årets deltagere. 

Band Battle 2021 er mere end en konkurrence. Skråen ønsker at finde så meget Nordjysk passion og talent som muligt samtidig med at styrke det nordjyske musikmiljø gennem koncerter, netværk, kompetencer og udvikling. Derfor arrangeres workshops og foredrag for de udvalgte i forårsperioden, i samarbejde med lokale aktører. 

Band Battle indebærer også muligheden for de deltagende at blive ”opdaget”. Igen i år består Band Battle finalens dommerpanel af professionelle branchefolk fra festivaler, spillesteder, pressen, bookingbureauer mm. 

Find ansøgningsportalen og mere information om Band Battle på Skråen.dk – Band Battle 2021 

Af tidligere vindere finder man bl.a. Rikke Thomsen, Ginne Marker, Angående Mig, SILI og Én Mand Stærk som blandt andet efterfølgende har spillet support for Dizzy Mizz Lizzy, Magtens Korridorer, Poul Krebs, Benal og mange andre på Skråen, til Skovrock og Fredagsfest i Karolinelund. Så der er altså meget på spil! 

 

 

For mere information; kontakt Mark Kühn, tlf: 60651121, mark@skraaen.dk 

 

SILI der er tidligere vinder

Band Battle 2021 

Datooversigt 

1. Runde (15 bands + 15 songwritere) 

13/03: Bands 17/03: Songwriter 24/03: Songwriter 02/04: Bands 07/04: Songwriter 17/04: Bands 

2. Runde (6 bands + 6 songwritere) 

21/04: Songwriter 23/04: Bands 

3. Runde (3 bands + 3 songwritere) 

15/5: Finale 


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev