Tag: Sara Blædel

Humlebien Ordkraft

Skrevet af adminittp d. 21. februar 2021. Uploaded i Aalborg, Kultur, Litteratur.

I 2020 skulle Ordkraft have fejret sit 10-års jubilæum i nordkraft med tre dage spækket med ord, litteratur, musik, teater, film og ikke mindst tusindvis af forventningsfulde publikummer i spækkede sale. Sådan blev det som bekendt ikke. Coronaen gjorde sit indtog og Ordkraft blev, som så mange andre ting, aflyst. Selvom der heller ikke bliver nogen Ordkraft i april 2021, ser folkene bag frem til at afholde en noget anderledes festival i løbet af året. Formen bliver en anden end normalt, men kærligheden til ord og litteratur forbliver den samme som altid

Det hele startede som en vild idé hos forfatter, komponist, journalist og idémager, Evanthore Vestergaard. Han luftede idéen i det aalborgensiske medie- og kulturmiljø i 2010, og fik hurtigt smittet en masse mennesker med sin store begejstring. I oktober 2010 blev foreningen Ordkraft dannet, og allerede i foråret 2011 afholdt man den første festival. Siden har festivalen udviklet sig og har vokset sig større i både omfang og popularitet og antallet af arrangementer på programmet er ca. fordoblet. Midt i planlægningen af en coronapræget særudgave af Ordkraft reflekterer bestyrelsesformand Jørgen Pyndt over, hvorfor der overhovedet er brug for en festival som Ordkraft.

– Festivalen er vigtig, først og fremmest som et kvalitetstilbud til det publikum, der efterspørger litteratur, debat og engagerende kunstneriske oplevelser – og så er Ordkraft samtidig et udtryk

for den kolossale omstilling, som Aalborg har gennemgået i de seneste 15-20 år fra en traditionel arbejderby med et begrænset kulturudbud til den levende videns- og handelsby, den er i dag. Det var bare naturligt at lave en festival i Aalborg. Så det gjorde vi.

Han understreger, at den lokale forankring betyder meget for de kunstnere, der arbejder og bor i det nordjyske. De får et gevaldigt trin at træde op på, og han mener at Ordkraft på den måde er med til at styrke det regionale miljø.

– At vi har Nordkraft som fysisk omdrejningspunkt er en gave. Den gamle hal summer af historie og tyngde, og så er det en gigantisk fordel, at vi har andre kulturinstitutioner som Biffen, Skråen og Teater Nordkraft under samme tag. Det giver helt unikke samarbejdsmuligheder.

Jørgen Pyndt har været involveret i Ordkraft fra starten og har haft flere forskellige kasketter på gennem årene. Det har givet mange store oplevelser, og én af dem har især bidt sig fast.

– Skulle jeg plukke en enkelt oplevelse ud, så vil jeg være ubeskeden og nævne min samtale med forfatteren Knud Romer i 2019. Romer er jo et forrygende fyrværkeri af fortællelyst og forundring, og vi havde det så godt sammen på scenen – og jeg fornemmede straks, at publikum i salen i den grad havde det lige så godt. Romer og jeg kommer begge fra Lolland-Falster, og en uge efter festivalen fik jeg en smuk mail fra Romer, hvor han refererede til min fødeby på Falster, landsbyen Sdr. Kirkeby, som han selv cyklede igennem som knægt, når han skulle bade ved Marienlyst. Og så skrev han, at hvis han havde vidst, at jeg boede der, så ville han have stillet cyklen ved købmanden og råbt ud over byen: Jørgen, Jørgen – skal vi lege? Så bliver man rørt – og så er det hele besværet værd.

Besværet er de mange om at løfte, og uden at nævne navne på enkeltpersoner, organisationer og virksomheder, understreger Jørgen Pyndt, at Ordkraft i stor grad lever i kraft af den støtte og velvilje, der fra dag et har været til stede i Aalborg og Nordjylland og som fortsat er til stede i en svær periode for festivalen.

– Der er så mange og så dedikerede mennesker, at det vil gøre ondt at nævne nogle frem for andre. Jeg har ofte sammenlignet Ordkraft med en humlebi, for egentlig burde det ikke kunne lade sig gøre at skrabe midlerne sammen år efter år og skabe endnu en festival. Det kan kun lade sig gøre, fordi alle står last og brast. Men jeg vil godt igen nævne manden bag Ordkraft, Evanthore Vestergaard, fordi han fik ideen og skabte begejstringen. Den begejstring lever stadig, selvom aflysningen i 2020 var et hårdt slag.

Jørgen Pyndt og resten af holdet bag Ordkraft arbejder i disse dage på at finde en god måde at afholde Ordkraft i 2021. De har give hinanden håndslag på, at festivalen skal finde sted i en eller anden form i år, så humlebien Ordkraft flyver stædigt videre, selvom vingerne i den grad bliver sat på en prøve.

Hvordan bliver Ordkraft til Ordkraft?

Når den sidste forfattersamtale er afholdt, de stående klapsalver har lagt sig, og publikum har forladt Nordkraft efter årets festival, starter Ordkrafts redaktion processen med at lægge programmet for næste års festival. Redaktionen består af 10 mennesker, som hver især brænder et godt stykke over gennemsnittet for ord og litteratur. Nogle elsker børnebøger, andre læser den helt smalle poesi, andre igen har tygget sig gennem alle krimier fra bestsellerlisten. Der er næsten tale om en superbogklub, hvor man oven i at læse og diskutere det læste, får stor indflydelse på, hvem der skal på programmet til næste festival. Projektleder, Anine Kaas, sidder for bordenden til redaktionsmøderne, og hun fremhæver netop den bredde sammensætning af redaktionsmedlemmernes interesser som en stor styrke.

– Vi er virkelig bredt dækket ind, og det synes jeg godt, man kan se i programmet. Der er både de store populære bestsellere som f.eks. Sara Blædel, som var med til den første festival i 2011. Og så er der navne, som publikum kommer til at læse meget mere fra de kommende år.

Meget mere end bøger

Det er ikke kun bøgerne, der er bredt dækket ind i redaktionsgruppen. Musik, film, teater og billedkunst fylder også, og orddelen af Ordkraft fylder en del, når programmet skal sammensættes.

– Ord kan foldes ud på så mange kanaler og medier, så vi har altid spændende performere som kan noget med ord, med på programmet. Det har vi haft siden vi startede, hvor vi f.eks. havde en optaktturne med Niarn, som lavede rap-workshops med skoleelever rundt om i regionen. Det hele kulminerede med en optræden til Ordkraft i 2011, fortæller Anine.

En vigtig faktor i planlægningen af Ordkraft er den årlige forlagsturné. Her sender redaktionen en lille delegation ud til forlagene, fordi de ved, hvad der rører sig på litteraturscenen. Hvem der har en ny bog klar lige om lidt, og hvem der samarbejder med hvem på spændende projekter, som kunne være interessant at vise frem til festivalen. I efteråret 2020 – mellem nedlukning 1 og nedlukning 2, nåede den lille delegation ud på sin forlagstur, og de lover at de har taget lækkerier med hjem til Ordkraftprogrammet.

Anette kommer ind bag historien til Ordkraft

Hvert år deltager ca. 8.000 mennesker i Ordkraft og fylder Nordkraft med det liv og skaber den stemning, der gør festivalen unik. En af dem, der har været med helt fra begyndelsen, er Anette Andersen på 52. Hun bor i Aalborg er uddannet cand.pæd og så blogger hun om litteratur.

– Jeg var med første gang i 2011 til åbningen, hvor jeg og en gruppe kollegaer gik i samlet flok til Nordkraft. Jakob Ejersbos mor var der og læse højt fra hans bøger, og vi syntes at det var kæmpestort. Man møder andre, der deler glæden ved litteraturen og kommer ind bag ved historien. Det er lidt lige som én stor læsegruppe, der sidder i salene. Det bliver et samlingspunkt på tværs af landet, og jeg er både løbet ind i gamle venner og bekendte og tidligere kollegaer, når jeg har været til Ordkraft.

Der har været mange højdepunkter gennem årene for Anette, som både går til arrangementerne med de store bestseller-superstjerner og til de mere smalle programpunkter, hvor man tit bliver overrasket.

– Jeg skal altid ind og se de nominerede til DR Romanprisen. Især nu hvor jeg selv er blevet en del af DR Romanklubbens læsegruppe på Aalborg Bibliotekerne. Jeg har også haft en rørende oplevelse, da en ung forfatter fra Brønderslev Forfatterskole læste højt fra sine egne digte. Et af de skævere arrangementer, jeg har været til, var i 2019, hvor Peter Adolphsen talte om sin bog ”Rynkekneppesygen”. Den handler kort fortalt om mennesker, der ældes i lyntempo og som samtidig er stangliderlige. Vi var kun fem i lokalet, og jeg overvejede faktisk at gå igen, fordi det blev SÅ intimt. Men jeg blev, og det endte med at være en superfin samtale, fortæller Anette.

Anette ser frem til flere oplevelser i årene, der kommer og fortæller, at hun selvfølgelig skal deltage i Ordkraft 2021 i det omfang coronasituationen tillader det.

Lotte Kaa Andersen kommer hjem til festival

En stor og vigtig del af en god og spændende ord- og litteraturfestival er navnene på programmet. Leverandørerne af de ord, som bevæger publikum. En af dem er forfatter Lotte Kaa Andersen, som har deltaget i Ordkraft to gange – i 2016 og igen i 2019. Hun er vokset op i Svenstrup, bor nu i Charlottenlund og var med for at tale om bøgerne Hambros Allé 7-9-13, 100 dage og Syv sind.

– Jeg var med i 2016, hvor jeg var helt grøn. Jeg havde aldrig været på en litteraturfestival, og jeg blev helt benovet over, at salen var fyldt, og der var kø, da jeg skulle signere bøger bagefter. Det er en vild oplevelse at møde mennesker, der virkelig har læst mine bøger grundigt, og spørger ind til konkrete ting, der står på side det og det.

Hjem til Nordjylland

For Lotte Kaa Andersen er det noget særlig at komme hjem til Nordjylland og deltage i Ordkraft. Hun flyttede fra egnen som 19-årig og siden er store dele af familien også flyttet. Så turene til det nordjyske sker oftest, når det har noget med forfattergerningen at gøre:

– Jeg glæder mig ekstra meget, når jeg skal til Nordjylland. Det er her, jeg møder gymnasievenner og gamle naboer – mennesker jeg måske ikke har set i 30 år. Jeg var til et bogklubsarrangement, hvor der var en måske 100 læsere fra forskellige kommuner, som havde læst og snakket om min bog. En af dem viste sig at være min gamle matematiklærer fra folkeskolen. Hun kom op til mig efter arrangementet, og sagde, at hun nu bedre kunne forstå, hvorfor hun havde haft så svært ved at lære mig ligninger i 4. klasse, når nu det var det her, jeg skulle lave, fortæller Lotte.

Lotte Kaa Andersen beskriver Ordkraft som én af de hyggeligste litteraturfestivaler at deltage i og fremhæver blandt andet det uhøjtidelige, det uimponerede sindelag og den nordjyske humor som noget hun ser frem til hver gang, hun tager rejsen herop. Også fordi det giver mulighed for at mødes med en masse kollegaer.

At være forfatter kan være et ensomt job, og selvom Lotte har sin såkaldte basisgruppe med Iben Mondrup, Malene Ravn, Alberte Winding og Mathilde Walter Clark, er der ikke lige en kantine, hvor man kan mødes og snakke i kaffepausen. Det giver festivaler som Ordkraft mulighed for.

– Som deltager er det også sjovt at møde de andre forfattere, som tit er lige så nørdede som en selv. Der er en god kollegial stemning, og vi spiser sammen og man bliver hængende længe. Så kommer man også tæt på stjernerne. Pludselig sidder man i loungen og spiser bønnesalat med Leonora Christina Skov og Anne Glad og opdager, at de er smaddersøde. Det hele bliver afmystificeret lidt backstage, siger Lotte.

Forfatteren tager ikke udelukkende til litteraturfestival for sin egen optrædens skyld. Når hun ikke selv er på scenen, dyrker hun festivaloplevelsen og tager til så mange forfattersamtaler som muligt. Både hos forfattere, hvis bøger hun har læst og kender, men også hos nogle af dem, hun ikke kender til på forhånd.

– Morten Ramsland og hans roman Lyskabinettet var en af de læseoplevelser, jeg fik øjnene op for. Den roman havde jeg nok ikke opdaget ellers, men jeg interesserede mig for den, fordi Iben Mondrup skulle tale med ham, og så lød den spændende.

Lotte Kaa Andersen er snart klar med Den inderste kerne – en roman om den danske videnskabskvinde Inge Lehmann. Den udkommer den 11. maj.

Boganmeldelse: Den tavse enke

Skrevet af adminittp d. 16. november 2020. Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Litteratur.

Sara Blædel er aktuel med sin 11. krimi i serien om Louise Rick, og i disse mørke efterårsstunder er en god bog nærmest uundværlig – i hvert fald når man som læser er så godt underholdt, som man er i Den tavse enke.

Den knaldgule forside lokker enhver litteraturentusiast, og det mystiske øjebliksbillede med den væltede stol og de indtørrede cornflakes symboliserer faktisk et af de helt store sprængpunkter i krimien – og mere røber jeg ikke!

Blædels nye krimi indeholder selvfølgelig mord, mystik og page-turnende spænding til det sidste, men fortællingen byder på meget mere end det: homoseksualitet, skam og fordomme er blandt andet på programmet gennem hele fortællingen. Det gør, at læser både bliver underholdt og oplyst gennem hele bogen, for hvis der er noget, Blædel kan, så er det at skrive på et massivt grundlag af research.

Louise Rick er hjemvendt fra orlov og klar til at være en aktiv, ledende del af politiets nyopstartede rejseenhed P13. Der går ikke længe, før hun bliver kaldt til det fynske øhav på Tåsinge, hvor en midaldrende dame er fundet død midt i sin egen krostue på Strammelse Kro.

Det er enkefrue Dorthe Hyllested, som af uvisse årsager er blevet dræbt, og det hjælper da heller ikke på forståelsen, når Louise Rick og hendes kollegaer taler med folk i lokalsamfundet. Kroejeren Dorthe og hendes afdøde mand Nils er vellidt blandt alle, og ingen kan komme med et kvalificeret bud på, hvad der kan være sket.

Efterforskningen går meget trægt, men pludselig går det op for P13, at kroen gemmer på meget mere end som så. En træhytte tilknyttet kroen, som ikke bliver brugt til gængse kro-formål og et forladt børneværelse er med til at spore Louise Rick ind på, hvilket mangedoblet liv Dorthe og Nils har levet. Et liv præget af, at der på grund af manglende accept fra omverdenen har været behov for at leve delvist fordækt.

Louise Rick får brug for assistance, og hendes uofficielle samarbejdspartner og veninde Camilla Lind er den første, hun kontakter. Camilla, som ellers plejer at være på pinden med det samme, overgiver sig langsomt og modvilligt, men da hun først bliver sat ind i sagen, er hun hooked! Louise Rick er også modstræbende nødt til at kontakte ekskæresten Eik, som hun ikke har set, siden hun forlod ham på en strand i Thailand. Det er altså et glædeligt gensyn med flere af seriens gengangere og ikke kun på det professionelle plan. Plejesønnen Jonas og underboerne Melvin og Grete Milling er med på sidelinjen, og en tragisk hændelse på hjemmefronten ender med at få Louise Rick så meget ud af kurs, at hun havner i armene på en tidligere forbryder.

Den tavse enke er for enhver. Både den garvede og den nyopstartede læser. Længden er overkommelig, fordi sproget er letfordøjeligt og fordi Blædel får opbygget spændingen fra side et.

Blædel får ofte hug for sit ”flade” sprog, men i dette tilfælde synes jeg, at de meget nøgterne beskrivelser har en funktion. De beskrivende passager gør, at troværdigheden i krimien stiger, hvilket øger spændingen. Det er tydeligt, hvordan Blædel har gjort et kæmpe stykke researcharbejde med de geografiske beretninger og de psykologiske betragtninger, der får fortællingen til at stige massivt i spændingsgraderne.

En klart anbefalelsesværdig og på mange måder relatérbar krimi!

Sara Blædel – Kvinden bag mordene

Skrevet af adminittp d. 26. oktober 2020. Uploaded i Kultur, Litteratur.

Det stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at Sara Blædel en dag ville blive storsælgende krimiforfatter, der bliver læst både i udlandet og Danmark. Hun havde aldrig haft drømmen, før historien, der skulle blive til ’Grønt Støv’, langsomt tog form i Saras fantasi. Den 6. november udkommer 11. bog i serien om den populære Louise Rick

På trods af, at Sara i dag er en af Danmarks bedst sælgende forfattere, havde hun aldrig troet, at det var det, hun skulle leve af en dag. Men interessen for historiefortælling og krimier startede til gengæld allerede i barndommen;

– Dengang var der ikke noget som helst inde i mig, der indikerede, at jeg en dag selv ville komme til at skrive krimier. Interessen startede faktisk på mit børneværelse, fortæller Sara.

En verden i bøgerne

Sara startede livet i kartoffelrækkerne i København og derefter i Lerbjerg, der ligger udenfor Hvalsø på Midtsjælland.

– Udover i København og Hvalsø, så var min verden inde i bøgernes univers. Jeg læste nemlig ’De 5’. Udover, at de var spændende, så var det et perfekt univers at gå ind i for en som mig, der var lidt indadvendt og genert, da jeg var barn. Det var enormt trygt at have nogle fiktive venner og et sted, hvor man selv kunne være en lille bitte smule helt.

Sara levede sig helt ind i historierne i den populære krimiserie og følte, at hun nærmest var en del af det lille fællesskab, der skulle opklare alverdens små mysterier.

– Jeg tror, at det der, min lyst til den type fortællinger blev vakt, forklarer hun.

Saras familie boede først fast inde i København, hvor de brugte boligen i den lille flække på Midtsjælland som weekend- og sommerhus.

– Jeg er kommet derude, siden jeg var 2-3 år. Min bedste veninde fra dengang hed Gitte, og hun er i øvrigt stadigvæk min allernærmeste. Jeg husker det som om, at vi hver søndag lå og spionerede på bilisterne, der kørte ud i skoven, griner Sara.

Hende og veninden lå på taget af et legehus i haven og forestillede sig, hvad søndagsbilisterne mon skulle af skumle ting i skoven.

– Der er ikke tal på, hvor mange lig og tyvekoster, der er blevet kørt ind i skoven ude ved Lerbjerg. Så det startede jo som fortællinger i mit eget hoved. Jeg var på intet tidpunkt bevidst om, at den hjerne herinde ville begynde at tage det alvorligt. Det var slet ikke det, der var meningen. Det var bare sjov og ballade, smiler Sara.

Eget forlag

1993 førte interessen for krimier til, at Sara startede et forlag, som kom til at hedde ’Sara B’.

– Det var lang tid før nogen krimibølge. Jeg vil ikke sige, at det var den bedste timing i verden, men jeg startede det og udgav andres krimier. Det var faktisk genudgivelser af primært engelske og amerikanske krimier, der havde været udgivet i Berlingskes krimiserie. Min idé var at håndplukke det, som jeg synes var det bedste af det. Jeg havde ingen forudsætninger for at blive forlægger, men jeg satte mig for at undersøge, hvordan man gjorde. Det var en rejse, ligesom brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, griner Sara, der ikke lod sig slå ud af et marked, hvor krimier ikke nød samme popularitet som i dag.

– Der var ikke nogen forretningsplan, der viste, at det her var en god idé. Det var til gengæld en kæmpe lyst til, at det skulle virke. Min idé dengang, det var at udgive nogle gode paperbacks, som man kunne købe på togstationer, tankstationer og selvfølgelig hos boghandleren til en rimelig pris. Jeg var så glad for krimier, at jeg gerne ville have, at det skulle komme mere bredt ud.

Selvom hun selv nævner, at der var mange, der syntes, hun var tosset, så var forlaget ikke en dårlig idé, for krimigenren begyndte langsomt at få mere vind i sejlene.

Udgav succesforfatter

Forlaget fik så meget succes, at Sara blev kontaktet af forfatteren Kirsten Holst, som spurgte om Sara havde lyst til udgive hendes næste bog.

– Jeg var næsten ikke til at skyde igennem. Det var en kæmpe anderkendelse af det, jeg lavede. Det var selvfølgelig også en stor mundfuld, for jeg var jo ikke ’rigtig’ forlægger. Pludselig blev det alvor, for hun solgte rigtig mange bøger. Jeg ville virkelig gerne have, at det skulle lykkedes, så jeg ’steppede up’ og vi havde det så sjovt, fortæller Sara.

Journalist af omveje

Snart åbnede endnu en dør sig;

– Så var der et ugeblad, der spurgte, om jeg ville udvælge nogle sommerkrimier til deres sommermagasin. Det ville jeg selvfølgelig gerne, fortæller Sara.

Derefter blev hun spurgt om hun ikke ville lave et interview med Kirsten Holst til samme magasin, hvilket var en mulighed, som var svær at sige nej til som forlægger. Hun havde aldrig prøvet det før, men det skulle ikke stå i vejen. Hun havde dog en ekstra forhindring, som skulle overvindes;

– Der er jo det ved det, at jeg er ordblind. Ikke stærkt ordblind, men jeg er nok ordblind til, at det var meget grænseoverskridende at skulle aflevere en artikel. Det ene interview ledte til, at de spurgte, om jeg ville lave nogle flere forfatterinterviews. Jeg øjnede, at der var en indtægt forbundet med det, for det var ikke mange penge, jeg tjente ved forlaget, så det sagde jeg selvfølgelig ja til. Det blev en vej ind til at begynde at skrive noget mere.

Lysten til at skrive

Sara fortæller, at hun var taknemmelig over den tålmodighed som chefredaktøren viste i forbindelse med, at der var nogle kommaer og endelser, som aldrig sad helt i skabet. - Det har jo gjort, at jeg fik lyst til at skrive. Der var ikke nogen, der ikke syntes, at det ikke var godt nok, for de kunne godt se, at jeg var god til at tale med folk. Jeg begyndte også at arbejde med andre journalistiske opgaver. At der var plads til sådan en som mig, der havde en utrolig stor vilje, en kæmpe lyst og en ret høj energi, det blev favnet. Det er der, jeg fik troen på, at jeg kunne skrive noget som helst. Så det har været en underlig lang vej. Selv den gang med forlaget, der lå der ikke noget om, at jeg skulle skrive krimier. Det var vitterligt ikke inde i mit univers overhovedet. Det har aldrig været en drøm på den måde. Det har aldrig været noget, jeg havde tænkt, at jeg skulle. For mig er hele lysten ved krimier, at det er nogle andre, der har skrevet dem.

Vilje og øvelse

Selvom det aldrig har været en drøm for Sara at få succes som krimiforfatter, så er det alligevel der, hun er endt. Og endda som en af Danmarks mest succesfulde indenfor genren.

– Det har ikke været et mål. Det er kommet hen ad vejen, af omstændigheder og muligheder, jeg har fået. Ting, der har åbnet sig og chancer, jeg har grebet undervejs. Og så har jeg øvet mig. Det er også kommet af en vilje. Den vilje er forbundet med den usikkerhed, der sidder og altid har siddet i mig, fordi der for eksempel var noget med stavning, som jeg ikke var skrap til. Det har jo været en begrænsning, og det sætter sig jo som en usikkerhed. Derfor har jeg nok været endnu mere drevet af, at hvis der er noget, jeg virkelig gerne vil, så skal jeg fandme også gøre mig umage, siger hun eftertrykkeligt.

Aldrig rutine

Usikkerheden er mere og mere blevet erstattet med en ro, der er kommet med alderen.

– Det gør ikke noget, at jeg fejler. Jeg har sluttet fred med, at jeg ikke behøver at være virkelig god til mange ting, men jeg vil gerne være virkelig god til det, som jeg foretager mig. Det er ikke et pres, der er kommet nogle andre steder fra. Men det er ti gange sjovere at lave noget, hvor man føler, at man nogenlunde kan bunde, fortæller Sara ærligt.

Det gælder også, når Sara sætter sig til tastaturet for at skrive en ny bog. Det bliver aldrig rutine på trods af, at hun efterhån- den har udgivet en hel del. Der bliver altid gjort et grundigt forarbejde, før hver historie bliver skrevet.

– Jeg skal stramme mig an hver gang, for det er også det, som er det sjove. Hvis man bare skal gentage, det man laver, så ville jeg falde om af kedsomhed. Det skal være drevet af nysgerrighed og lyst, slår Sara fast.

Ligesom da hun var barn og læste ’De 5’, så er det stadig legen med at leve sig ind i bogens univers og forestille sig, at man er en af heltene. Som Sara smilende nævner, så har hun jo her en stor indvirkning på handlingen, når det er hende, der er forfatteren. Så måske er der alligevel ikke så langt til pigen, der lå ovenpå legehuset og opfandt mysterier om de ellers så uskyldige søndagsbilister.

Louise Rick startede som en leg

Rigtig mange læsere har stiftet bekendtskab med efterforskeren Louise Rick, som de har fulgt igennem snart elleve bøger. Karakteren dukkede op, da Sara Blædel havde brug for en mental pause i en hverdag med fart på;

– Hun kom anstigende ind i mit hoved stort set uden forvarsel. På det tidspunkt arbejdede jeg på Metronome som redaktionschef, hvor jeg stod i spidsen for nogle TV-programmer. Vi havde sindssygt travlt. Hun opstod som et slags helle, hvor jeg kunne gå ind og fortælle mig selv en historie. En historie, hvor jeg digtede løs på hvad nu, hvis der skete det og det i København. I virkeligheden så tror jeg, at det var i stedet for at gå til erhvervscoach, griner Sara.

– Så skete der det, at jeg blev nysgerrig. Jeg kunne se hende så tydeligt for mig. Jeg tænkte ikke på det som en bog til at begynde med. Jeg tænkte på det som en leg. Som en forlængelse af at læse. Der gik et pænt stykke tid, før det gik op for mig, at jeg faktisk var i gang med at bygge en bog op. Så jeg føler virkelig meget, at det er hende som fandt mig.

Rick blev parkeret

Sara havde egentlig parkeret Louise Rick en smule efter den niende bog i serien. Der var nemlig dukket en anden idé op, som skulle blive til en trilogi om Ilka Jensen, der arver en bedemands forretning fra sin far i USA.  Sara vidste ikke selv, om der ville komme flere bøger om Louise Rick, fordi den rigtige historie ikke var dukket op.

– Det gjorde der først, da jeg var ved at skrive den tredje bog i trilogien om Ilka. Så kom der noget, hvor det begyndte at snurre, fortæller Sara.

Det blev til ’Pigen under træet’, der udkom sidste år, hvor Louise Rick måtte se sig selv som pårørende i stedet for på den anden side af bordet.

Den svære ungdom

I mange krimier møder man en hovedperson, der bærer rundt på dæmoner som alkoholmisbrug, problemer i privatlivet eller diagnoser af den ene eller den anden slags. I modsætning til det er Louise Rick, som er en helt almindelig kvinde, der er dygtig til sit arbejde og så dedikeret, at der ikke er plads til så meget andet;

– Louise er meget mere fokuseret på sit arbejde, end hun er på at gå til pigemiddag. Det har hun fra mig. Sådan havde jeg det også, da jeg arbejdede som journalist. Jeg var ret dedikeret til det, for jeg kunne godt lide det. Det drive til at gøre noget, fordi man er drevet af sin egen lyst og nysgerrighed, det vil jeg gerne putte ind i hende, fortæller Sara og uddyber, at Louise dog er påvirket af en svær oplevelse tidligere i livet;

– Jeg vidste, at hun havde en oplevelse i sit ungdomsliv med en kæreste, hvor han havde hængt sig umiddelbart efter de var flyttet sammen. Hun kommer præcis det samme sted fra, hvor jeg selv er vokset op, og jeg flyttede også ret tidligt sammen med en kæreste, men han lever i bedste velgående. Men det med at være ung og så man måske bliver svigtet eller selv svigter, det sætter sig og får, for mig i hvert fald, en betydning af enten at man ikke gjorde det godt nok eller man blev vraget. Ungdomskærlighed betyder jo ikke en skid, når man er blevet voksen, men det betyder en hel masse, når man er ung.

Interessant i sig selv

Sara fortæller, at hendes ungdomsår var helt almindelige med fester og fart på, men det er ikke umiddelbart dem hun husker på, som de bedste år af hendes liv;

– Men igennem bøgerne har jeg  kunne mærke, at de har betydet  meget mere for mig, end jeg egentlig var klar over. Særligt også, da jeg skrev ’Pigen under træet’, hvor jeg tænkte, at der var venskaber, som jeg ikke har tillagt kæmpestor betydning, fordi det ’bare’ var ungdomsår. Men jeg kan godt mærke, at de venskaber i virkeligheden nok har betydet mere for mig, end jeg har været klar over. Det med at høre til et sted og være en del af en flok, det har jeg stille og roligt skrevet på.

Ifølge Sara så behøver Louise ikke en masse personlige problemer for at være interessant;

– Det er i virkeligheden, i min optik, ikke nødvendigt at skabe så meget mere stort drama omkring en hovedperson, end at give dem det liv, som mange af os jo egentlig har haft. Vi har jo alle sammen haft gode og mindre gode perioder i vores opvækst. Jeg føler ikke, at det er nødvendigt at give Louise Rick et traume for at gøre hende interessant. Jeg synes, at hun er interessant i sig selv og jeg har enormt meget lyst til at skrive om hende.

Forbindelsen til Nordjylland

Sara har været i Skagen flere gange på skriverefugium;

– Jeg har siddet rigtig meget deroppe og nogle gange flere gange om året. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og Nordjylland, fordi jeg har ikke nogle bånd dertil. Det sker et eller andet i mig, når jeg kommer op nordpå. Jeg har også nogle gode venner, en flok, som jeg er ret tæt med, så jeg er kommet meget deroppe. Jeg har ofte siddet på Klitgården og skrevet. I den periode, hvor jeg  skrev ’Dødsenglen’, som er den femte bog, der lejede jeg et hus  i Skagen i et halvt år, fortæller Sara.

– Det er et eller andet samhørighedsforhold med Nordjylland og mig. Vi er kommet her lige siden jeg var barn, for mine forældre  var meget gode venner med Klaus Rifbjerg og Ping, hans kone,  og besøgte dem i Kandestederne. Så det har også været naturligt for mig, efter jeg blev voksen. Særligt, da jeg for 10-15 år siden fik en venskabskreds, som jeg holder utrolig meget af, og som jeg ses ret ofte med. Så derfor tror jeg, at jeg føler det som at komme hjem, når jeg kommer derop, smiler Sara.

– Og så fordi, at jeg har siddet på Klitgården så mange gange og ret jævnligt er oppe og holde foredrag. På alle mine bogturnéer er jeg rundt i Nordjylland og har et ret stærkt forhold både til boghandlere og læsere, synes jeg.

Navn Sara Blædel
Født 6. august 1964
Opvokset i København og Hvalsø bopæl København
 Børn Adam på 23 år
Yndlings krimiforfatter ’Noget af det, jeg har været gladest har været er Michael Connelly’
Udgivet i 38 lande
Aktuel med 11. bind i serien om efterforsker Louise Rick. ’Den tavse enke’ udkommer 6. november

Læserne bliver taget med på råd

Sara laver en grundig research til nye historier;

– ’Den tavse enke’ foregår på Tåsinge, så der har jeg været og lavet research. Det er utrolig virkelig for mig, når jeg skriver. Både personerne og stedet bliver utrolig virkeligt i mit hoved. Det er jo, som da jeg var læser, hvor jeg går ind i et univers og er nysgerrig på, hvad der skal ske. Så det er jo noget med at skabe rammen for det univers og så selv føle sig underholdt, mens man skriver, fortæller hun.

Derfor har Sara faktisk aldrig en læser i tankerne, når hun skriver, fordi historien skal primært være underholdende for hende selv. Det er først, når bogen er på vej i trykken, at tanken om, hvordan den nu bliver modtaget dukker op. Læserne bliver dog til tider taget med på råd undervejs i processen til en ny bog. For eksempel spurgte hun på Facebook om deres lejrskolehistorier, da hun researchede den forrige bog.

– Jeg har en flok af dedikerede folk med mig, føler jeg. Det mest generøse er, at de gider at tage sig tid til at dele historier med mig. Da jeg skrev ’Pigen under træet’, der omhandler en lejrskoletur på Bornholm, hvor jeg selv var, da jeg gik i 7. klasse, spurgte jeg, hvad de kunne huske fra deres egne lejrskoleophold. Der er en vidensbank, som gør det helt utroligt sjovt at skrive. Så er det jo også sjovt for dem, at de kan genkende nogle ting, når det så kommer med i bogen. Det er bare sjovt, at vi har noget sammen og de gider altid at lege med mig, smiler Sara begejstret.

Det forsvundne glas

Sara har allerede idéen til endnu en historie om Louise Rick;

– Jeg ved lige præcis, hvad omdrejningspunktet i den næste skal være. Jeg har været i mit sommerhus under hele Corona. Jeg tog derop 1. april og har siddet og skrevet bogen deroppe. Ude i mit køkken har jeg et skab, hvor jeg har seks vinglas stående. En dag opdagede jeg, at nu var der kun fem glas. Jeg vidste, at jeg ikke havde smadret et, men der var kun fem. Jeg tænkte, at var da alligevel mærkeligt. Der var ikke nogen grund til, at der skulle mangle et. Hvem havde været inde i mit hus? Og hvorfor skulle der have været nogen inde i mit hus og tage et rødvinsglas? Men det manglede. Så gik der nogle uger, og så manglede der et glas mere. Så nu har jeg fire rødvinsglas og ingen forklaring på, hvad der er blevet af dem. Mere skal der ikke til i en krimiforfatters hjerne. Det er ikke glastyven, som jeg skal skrive om, men det starter nogle tanker i mit hoved og inden det her skete, der var jeg begyndt og sysle lidt, at hvad nu hvis, smiler Sara, der er påpasselig med ikke at afsløre for meget.

Hør og se podcast med Sara Blædel her:

Sara Blædel kommer til Ordkraft 2020

Skrevet af adminittp d. 28. juni 2019. Uploaded i Aalborg, Kultur, Litteratur.

Når litteraturfestivalen Ordkraft vender tilbage i april til næste år kan de fejre 10 års jubilæum. I denne uge offentliggjorde de første navn til næste års festival. Det er den populære krimiforfatter, Sara Blædel, der faktisk også var på programmet det første år, festivalen blev afholdt.

Det var en nyhed, der blev taget rigtig god imod på facebook, hvor Ordkraft skrev at Sara Blædel var topscoreren over ønskede gæster blandt adspurgte publikummer.

Sara Blædel er udkommet i over 30 lande. Hun debuterede Sara Blædel debuterede i 2004 med ‘Grønt støv’, som var den første bog i serien om kriminalassistent Louise Rick. Hendes sidste bog, ‘Den Tredje Søster´, udkom sidste år i december.

Se mere på Ordkrafts hjemmeside