Skip to main content

Tag: sanger

James Blunt spiller eksklusivt Nibe Festival 2024

Efter en historisk og helt forrygende billetsalgsstart, hvor Nibe Festival tilbage i starten af september solgte samtlige partoutbilletter på en uge, så fortsætter opturen i Nibe. Første navn er klar til posteren, og det er et massivt hovednavn. James Blunt spiller Nibe onsdag d. 3. juli kl. 19:30 – sommerens eneste koncert i Danmark! 

”Vi er i et forrygende humør på festivalkontoret. James Blunt har længe stået på ønskelisten, men af forskellige årsager har det været stolpe ud, de gange vi har budt eller forespurgt på den. Nu sidder den så velplaceret i ”trekanten”, og det er dermed langt om længe lykkedes os at lande Blunt” – udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen. 

Kæmpehits og sprudlende charme 

James Blunt har igennem årene leveret masser af iørefaldende hits, og har også hevet bl.a. Brit Awards, MTV Awards, og har ikke mindre end fire gange været nomineret til hele fire Grammy Awards. 

I rækken af hits er ”You´re Beautiful” og ”Goodbye My Lover” mastodontiske. James Blunt er lige nu aktuel med bl.a. ”Beside You”, som leder tankerne hen på den gennemførte ”happy-pop”, som amerikanske OneRepublic på overbevisende vis leverede til Nibe 2023. Og selv om netop de to førnævnte gigahits er smukke ballader, så leverer James Blunt fantastiske livekoncerter med masser af charme, varme og en tæt kontakt med publikum. 

Masser af offentliggørelser frem mod 2024 

James Blunt bliver startskuddet på masser af offentliggørelser. ”Vi er oprigtigt målrettede på at vise vores mange tusinde gæster, som viste os tillid, da de tømte ”billetlugen” for partoutbilletter, at vi, på alle ”hylder”, kan leve op til denne tillid. James Blunt offentliggørelsen er en god start, but there´s much more to come, som man siger” – udtaler Peter Møller Madsen 

Dagsbilletsalgsstart 5. december 

Den 5. december kl. 10 åbner salget af dagsbilletter til Nibe Festival 2024, som afvikles i dagene 3. – 6. juli. Der er et begrænset antal dagsbilletter til de fire festivaldage. Samtlige dage var udsolgt i 2023.  

De første 24 timer kan du spare 100 kr. på dagsbilletten! Herefter stiger billetten fra 650 kr. (ekskl. gebyr), som er samme startpris som til Nibe 2023, til 750 kr. (ekskl. gebyr). Så der er penge at spare til de hurtige.  

Nibe Festival regner med stor søgning til dagsbilletterne, da mange måtte gå forgæves efter en partoutbillet. 

 

Oplev dejlige Signe Svendsen med nyt album i Musikkens Hus

Hvem vil ikke elskes igen, som er titlen på Signe Svendsens femte album, danner ramme om næste måneds koncert med den danske sanger og sangskriver, når hun søndag 13. november gæster Intimsalen i Musikkens Hus i forbindelse med en større efterårsturné.

48-årige Signe Svendsen slog for alvor sit navn fast på den danske musikscene, da hun sammen med Rollo & King i 2001 vandt Dansk Melodi Grand Prix med Der står et billede af dig på mit bord. Efter at have turneret land og rige rundt med Søren Poppe og Stefan Teilmann Laub Nielsen samt gjort Niels Hausgaard selskab ved flere musikalske lejligheder træk Signe Svendsen sig for at færdiggøre sin uddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium. Tiden væk fra rampelyset brugte Signe Svendsen derudover på at genfinde sig selv som kunstner, og i 2010 udgav hun debutalbummet, Ny passager, hvorpå otte af de 10 numre var skrevet af Signe Svendsen selv.

Akustisk lydbillede og en særegen ro
Albummet blev startskuddet til en flot solokarriere, som har budt på en række udgivelser, hvoraf det nyeste skud på stammen, Hvem vil ikke elskes igen, er blevet til på baggrund af et samarbejde med producer og guitarist Lars Skjærbæk og Palle Hjorth på tangenter. Sammen har de skabt et poetisk og nærmest filmisk univers omkring de enkelte sange, hvis akustiske lydbillede og særegne ro leder tankerne væk fra hverdagens trummerum.

Tilblivelsen af samt titlen på albummet udspringer af et ophold i fødebyen Nyborg, som Signe Svendsen tidligere på året midlertidigt flyttede tilbage til for at være tæt på sin mor, der på dette tidspunkt havde brug for støtte til at komme på fode igen oven på et alvorligt brud. Sammensuriummet af praktiske gøremål i morens livskrise resulterede dog også i, at idéer til sange begyndte at pible frem, hvilket gødede jorden til det nye album. Hvem vil ikke elskes igen, som er omdrejningspunkt i næste måneds koncert i Musikkens Hus, hylder således kærligheden, når vi hver især har allermest brug for den.

Hvad: Koncert med Signe Svendsen
Hvor og hvornår: Intimsalen i Musikkens Hus, lørdag 13. november kl. 20:00
Billetpris: 300 kr.

 

Legendariske Tom Jones spiller på Nibe Festival 2022

I sidste uge smed Nibe Festival et af årets hovednavne – partykongerne Black Eyed Peas spiller på Nibe onsdag d. 29. juni 2022. Og nu leverer festivalen endnu et internationalt hovednavn – Sir Tom Jones rammer Nibe 2022 torsdag d. 30. juni.

81-årig musikalsk styrke med uformindsket power

Alder er mest af alt et tal på et stykke papir. Det er Tom Jones et godt eksempel på. I forsommeren runder den store sanger 82 skarpe år, og på trods af det fremstår Tom Jones stadig som en ”sexbomb” med en kæmpe stemme og ufatteligt meget power.

Der gror aldrig mos på en rullesten, siger man. Det samme er helt sikkert tilfældet med Tom Jones, som i øvrigt stadig udgiver stærkt materiale.

Gaffa gav i foråret 2021 albummet ”Surrounded by Time” 5 stjerner under overskriften ”80 år – med saft og overbevisende overskud”.

Ekstra Bladet skrev ”Ustyrlig legende forbavser igen” og fortsætter med ”Veteranens massive stemme er i nærmest naturstridig god stand”.

Berlingskes anmelder gav også 5 stjerner og startede anmeldelsen ud med: ”80-årige Tom Jones lyder overrumplende vital og udfordrende på nyt album”

Hit på hit fra Tom Jones

Ét er nye udgivelser, noget andet er det massive ”bagkatalog”, Tom Jones kan levere – ikke mindst også live.

Perlerækken er tæt på uendelig og i flæng kan nævnes numre som ”It´s Not Unusual”, ”Sexbomb”, ”Green Green Grass Of Home”, ”She’s A Lady”, ”Delilah” og ”What´s New Pussycat”.

Stor respekt i musikmiljøet

Det store format og de mange år på den helt store scene har sat sit præg i musikbranchen.

Det kom tydeligt frem, da Tom Jones i 1999 udgav albummet ”Reload”, hvor han diskede op med en lang række fede coverduetter med navne som Robbie Williams, Natalie Imbruglia, Zucchro, Van Morrison, The Pretenders.

Tom Jones blev i øvrigt ifm. hans 80-års fødselsdag hyldet af Stevie Wonder under The Voice UK, hvor Jones er dommer – her sammen med lige så geniale will.i.am fra Black Eyed Peas. Meget rørende og et klart eksempel på den respekt, der er omkring Tom Jones.

En lysende stjerne i midsommermørket i den smukke Skalskov

”Vi er meget stolte over, at vi får den store mulighed for, og udsøgte fornøjelse af, at præsentere Sir Tom Jones på Nibe 2022. At det så sker samme år, hvor vi også byder på Black Eyed Peas, fortæller jo klart og tydeligt, at vi mener det, når vi siger, at vi kommer tilbage til sommer stærkere end nogensinde” udtaler Peter Møller Madsen fra Nibe Festival.

Tom Jones spiller Stor Scene torsdag d. 30. juni kl. 22:30.

Programmet snart fuldendt

Den fuldendte plakat til Nibe Festival 2022, som afvikles i dagene 29. juni – 2. juli, kommer på ”gaden” i løbet af den kommende måned.

Pt. er følgende navne offentliggjort: Black Eyed Peas (US), Tom Jones (UK), MALURT, Martin Jensen, Suspekt, Drew Sycamore, Alex Vargas, Jada, Tobias Rahim, Gnags, Tessa, Cheff Records (TopGunn, Kidd, Klumben, ELOQ), Faustix x Ude Af Kontrol, Benjamin Hav & Familien, Artigeardit, Clara, Poul Krebs, Rasmus Seebach, Mekdes, Michael Learns To Rock, Jonah Blacksmith, Dopha, Dizzy Mizz Lizzy, Joyce, Burhan G og Andreas Odbjerg.

Billetprisstigning d. 1. marts

Billetsalget til Nibe 2022 går ganske enkelt strygende. En meget stor procentdel af billet-køberne valgte at overføre billetten fra 2020 og 2021. På trods af det, er der gang i billetlugerne.

1. marts stiger billetprisen på partout- og dagsbilletter. Billetterne kan købes på www.nibefestival.

 

 

GRATIS og unik oplevelse – Debutkoncert med rytmisk vokalgruppe og beatbox

Sanger og kordirigent Jasmin Rose debuterer fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse med

Debutkoncert fredag d. 12. november kl. 20.30 i Rytmisk Sal, Musikkens Hus i Aalborg

Jasmin Rose beskriver selv sin debutkoncert som en magisk og mystisk rejse, med historier om liv og kærlighed – fortalt af en vokalgruppe på syv sangere under ledelse af Jasmin og understøttet af beatbox-legenden RoxorLoops.

”En koncert for alle, der holder af popmusik iblandet toner af nordisk og mellemøstlig folkemusik og som elsker vokalmusik og improvisation”, siger Jasmin Rose.

Fra musical over grandprix til musikkonservatoriet

Jasmin Rose er født i London og opvokset i Nordsjælland med en engelske far og en dansk mor. Hendes passion for musik og for at optræde startede allerede som 4-årig, da hun oplevede musicalen “Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat”. Op gennem hele sin skoletid har hun arbejdet med sang og teater.

Jasmin Rose har en musical performer-uddannelse fra London School of Musical Theatre og har senest medvirket i musicalen ”Jesus Christ Superstar” i Tivolis Koncertsal. De senere år har hun dog især fokuseret på a cappella vokalmusik. Hun har været en del af vokalgruppen Dopplers og har aktuelt et duoprojekt med beatboxeren RoxorLoops, som også er hendes kæreste. Sammen optrådte de ved dansk melodigrandprix i 2020 med sangen ”Human”.

Siden 2016 har Jasmin Rose studeret Rytmisk Sang og Korledelse ved Det Jyske Musikkonservatoriums afdeling i Aalborg. Sideløbende har hun arbejdet som korleder, sanglærer og udøvende kunstner. Hun har stor erfaring med at lede forskellige kor, fra gospelkor over rytmiske vokalgrupper til pensionistkor. Som korsanger har hun bl.a. optrådt med Bobby McFerrin og ved TV2’s store Juleshow. Jasmin skriver også selv musik til kor og vandt i 2016 ”Syng Komponist” for satsen ”Broken Heart”. Hun har skrevet en del andre originale korsatser, hvoraf to kan høres på Spotify eller iTunes.

Jasmin Rose har studeret korledelse hos professor Jim Daus Hjernøe på RAMA Vocalcenter ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg, et af verdens førende centre for rytmisk korledelse. Hun afslutter nu studierne med debutkoncert fra solistklassen, det højeste niveau ved konservatoriet.

RAMA Vocal Center bliver hvert år opsøgt af korledere fra hele verden, både til centrets ordinære uddannelser og til efteruddannelseskurser.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev