Skip to main content

Tag: Sæson

Aalborg Teater øger publikumstallet med 6 % i sæsonen 2020 /21

Sæson 2020 / 21 var præget af Covid-19 og de restriktioner pandemien medførte såvel nationalt som lokalt. Dog formåede Aalborg Teater at øge publikumsantallet med godt 6 % over det budgetterede. Ikke færre end 90.821 publikummer nød godt af et stort og varieret udbud fra teatret i 2020 / 21.

Ikke mindst på grund af stor omstillingsparathed i en ny og uvant kulturformidlingssituation var Aalborg Teater i stand til, ikke blot at fastholde det budgetterede publikumsantal, men rent faktisk at øge antallet af publikummer. Aalborg Teater skabte platformen AAT Stream og gennem streamings fik ikke bare det nordjyske teaterpublikum, men teaterpublikummer over hele landet eftertragtede oplevelser.

Aalborg Teater var det danske teater, som streamede flest forestillinger under Corona-nedlukningen, hvilket gjorde teatret i stand til at bevare kontakten med publikum til trods for, at det ikke var muligt at mødes fysisk i teaterrummet.

I alt 11 forestillinger blev streamet i løbet af foråret 2021.

Aalborg Teater åbnede AAT Stream med, som det første teater i Danmark at live-streame tre premierer; Herman Bangs Tine, Peter Handkes De skønne dage i Aranjuez samt co-produktionen The Robot Project. Julie Maj Jakobsen, teatrets husdramatiker, skrev forestillingen Jeg har skudt mig selv for sidste gang – en forestilling i 3 afsnit.

Derudover steamede teatret repertoireforestillingen Cyrano samt Teaterkoncerten Drømte mig en drøm.

Ikke færre end 10 titler blev streamet via AAT Stream, som i den grad var en succes og stillede den kultur-sult, der var opstået i et nedlukket samfund.

I sæson 2020 / 21 var der planlagt 18 forskellige forestillinger på teatrets tre scener, med i alt 345 opførelser, hvoraf det lykkedes at gennemføre 169 opførelser for et live-publikum, hvilket svarer til at 49 % af de planlagte opførelser blev vist for et live-publikum.

Mange af de planlagte aktiviteter blev, udover live-streams, erstattet med udendørs-forestillingerne ByVandRing (Luna Park Scenekunst), These Shapes are made for Dancing (co-produktion med Steen Kørner Studio) samt Walking Landscapes (co-produktion med Metropolis – KIT).

Trods nedlukning og deraf følgende aflysninger af forestillinger kommer Aalborg Teater ud af sæson 2020 / 21 med et positivt resultat efter skat på t. DKK 1.637.

For yderligere information:

Teaterdirektør Hans Henriksen, tlf. 9631 6013

Bestyrelsesformand Inger Askehave, tlf. 4185 2288

 

Teatrets årsregnskab kan læses HER

Syng med på ‘Spis bøf en anden gang’

Lørdag d. 29/2 var klimavenlig mad på den musikalske menu, da 13-årige Liva vandt børnenes MGP med klimaopsangen ‘Ingen plan B’. Her opfordrer den unge pige danskerne til at passe på planeten ved blandt andet at “spise bøf en anden gang”.

Hvis familien er blevet smittet af den skønne (op)sang og har fået lyst til at eksperimentere med en mere grøntsagsbaseret kost, så kommer Sæson her med to alternativer og en tredje mellemvej, som med sikkerhed ville få MGP-vinderen til at bryde ud i sang.

Hvis man gerne vil have en delikat og lækker sprød overflade på sin grøntsagsbøf, så er det bare at give sig i kast med en version baseret på selleri. Den skal man nemlig panere, inden familien kan sætte tænderne i en sprød og klimavenligudgave af den klassiske burger.

Burger med selleri og gulerodsslaw. Opskrift: Michelle Appelros. Foto: Maria Warnke Nørregaard

Rødebedebøf. Opskrift: Bente Nissen Lundsgaard, Foto: Henrik Freek

Denne røde proteinrige hakkedreng er lavet hovedsageligt på rødbeder og en smule kikærter. Den kan snildt erstatte den klassiske variant og bruges i en burgerbolle eller spises med sovs og kartofler til.

Sidste alternative bøf er ikke kødfri, men en fin mellemvej, hvis familien ikke helt kan slippe kødet, men gerne vil spare på mængden af det. Det kan I nemt gøre ved at spæde farsen til bøffen, frikadellen, karbonaden og krebinetten op med en håndfuld umamifyldte champignoner. Udover at være propfyldte med smag, så sørger svampene også for, at bøffen ikke tørrer helt ud.

Fars med champignon. Idé: Gitte Heidi Rasmussen, Foto: Betina Hastoft

Opskrifter

  • Find opskriften på rødbedebøf her.
  • Find opskriften på burger med selleri og gulerodsslaw her.
  • Og find opskriften på at få champignon i fars her.

Sæsonaktuelle søde mellemmåltider

Når klokken slår mellemmåltid, er det naturligt at gribe ud efter frugt og grønt. Især de sæsonbestemte af slagsen hvor smagen ganske enkelt ikke bliver bedre. Mellemmåltidet er et oplagt sted at sætte ind, hvis du og din familie skal have lidt mere frugt og grønt om dagen.

Sæson kommer her med fun facts om månedens grøntsager og lækre opskrifter, der gør det nemt at få én frugt eller grøntsag mere om dagen.

Blommer

Spis dem som de er om eftermiddagen. Eller brug den søde, runde frugt i desserter, salater eller til kompot, men de har i høj grad også deres berettigelse i anden madlavning. Kast dig fx ud i denne skønne opskrift, hvor blommerne er det bærende element i retten.

Tip og styling: Gitte Heidi Rasmussen, Foto: Betina Hastoft

Vidste du, at?

  • Blommen er den næstmest dyrkede frugt i verden, hvor æblet tager førstepladsen?
  • Amerikanerne er vilde med blomme-budding? Så vilde er de, at desserten har fået sin helt egen dag, National Plum Pudding Day, den 12. februar.

Æbler og pærer

Med overgangen til efterår og naturens farveskifte følger æble- og pæresæsonen. De sprøde og søde frugter er et nemt mellemmåltid i sig selv hos både børn og voksne, men de byder på meget mere end det. Både æbler og pærer har alle dage været populære i alverdens madlavning. Kast dig fx ud i at lave pærer med bacon eller en æblemad med friskost og kylling.

Tip og styling: Gitte Heidi Rasmussen, Foto: Betina Hastoft

Vidste du, at?

  • Pærer altid høstes umodne, men modner i løbet af 3-4 dage ved almindelig rumtemperatur?
  • Der findes flere end 7.500 forskellige æblesorter, som bliver dyrket rundt omkring i verden?

Brug for mere inspiration?

På sæson.dk finder du både opskrifter, tips og tricks til grøntsager i sæson.

Grill og grøntsager på sommermenuen

Lune sommeraftener, duften af grill og skønne grøntsager i lange baner – der er grobund for velsmagende sommerretter med ærter, broccoli og squash i sæson netop nu. Med opskrifter fra Sæson får du nemt grøntsager på menuen – helt uden at gå på kompromis med den gode smagsoplevelse.

Sæson kommer her med fun facts om månedens grøntsager og lækre opskrifter, der gør det nemt at få én frugt eller grøntsag mere om dagen.

Ærter

Ærter er et godt bud på sommerens bedste snack. Ikke alene er de kaloriefattige, de er også fulde af vitaminer, proteiner, fibre og antioxidanter, og så smager de himmelsk, når de er nyhøstede. Sæsonen for den lille grønne spise, der især er populær i madpakken eller som eftermiddagssnack hos de mindste, er ikke særlig lang, og derfor skal du spise løs af dem i juli. De er væk igen, før du aner det.

Vidste du, at?

  • Verdens ældste ært blev fundet i Thailand? Den var over 3000 år gammel.
  • Ærter skal høstes på det helt rigtige tidspunkt for ikke at blive for små, for hårde og for melede.

Broccoli

Foto: Sæson

Broccoli deler vandene og kan få selv de mest madglade børn og voksne til at rynke på næsen. Det er synd. Den supersunde grøntsag har nemlig mange gode egenskaber. Udover at indeholde masser af kostfibre og vitaminer, er den nem at tilberede i alverdens spændende retter. Få nemt én mere om dagen ved at prøve Sæsons opskrift på broccolirøsti. Eller lav en salat med både broccoli og ærter.

Vidste du, at

  • Stokken fra broccoli sagtens kan bruges? Skær det yderste, hårde lag af med en lille kniv. Halvér på langs eller skær i skiver og damp stokken med i gryden.
  • Broccoli er i familie med blomkål?

Har du rester til overs? Så prøv denne dip med broccoli.

Squash

Tip og styling: Gitte Heidi Rasmussen, Foto: Betina Hastoft

Squash, courgette eller zucchini. Kært barn har mange navne. Den aflange grøntsag har en mild smag, der gør den oplagt at bruge i børnevenlige retter, hvor den ikke vil dominere smagsmæssigt. Squash er derfor en nem måde at snige mere af sæsonens grønt ind i hverdagsretterne. Prøv fx opskriften på frikadeller med squash. Squashen er også ideel at grille som tilbehør til aftensmaden på terrassen.

Vidste du, at?

  • Squash både kan være grønne, gule, aflange og runde?
  • Squash kan strimles og bruges i stedet for spaghetti? Det er en nem og sund måde at få mere grønt på.

Om Sæson

Sæson er en kampagne finansieret af Dansk Gartneri og EU med det formål at inspirere danskerne til at spise mere frugt og grønt. Læs mere på sæson.dk.

Smagfulde salater i maj

Findes der noget som en frisk, sprød salat til frokost, mellemmåltid eller som tilbehør til din aftensmad? Vælg afgrøder der er i sæson, så får du mest smag og næring ud af dine grøntsager. I maj sætter Sæson fokus på hjertesalat, iceberg og babyleaves og giver dig nemme og velsmagende opskrifter til at få én mere om dagen.

Sæson kommer her med fun facts om månedens grøntsager og lækre opskrifter, der gør det nemt at få én frugt eller grøntsag mere om dagen.

 

Hjertesalat

Salaten, der har vundet danskernes hjerte de sidste år, smager dejligt frisk, men er også ideel til lynstegning på panden eller på grillen. Den milde og knassprøde salat gør sig godt i mange verdenskøkkener – prøv fx denne opskrift på thailandske snacks og krydret kød.

 

Tilberedning

20 minutter – 4 personer

Skær løget i små tern. Svits kødet i olie til det har skiftet farve. Svits løget med et par minutter. Tilsæt sojasauce, ingefær, sambal oelek, limesaft og sukker, og svits, til kødet er gyldent og karamelliseret.

Skyl og afdryp salatblade fra hjertesalaten. Læg dem på et skærebræt eller fad. Fordel kødet på bladene. Drys med hakkede peanuts. Pynt evt. med koriander.

Tip
Kom evt. 1 tsk græsk yoghurt eller creme fraiche på hvert blad ovenpå kødfyldet.

Opskrifter og styling: Bente nissen Lundsgaard, foto: Henrik Freek

 

Vidste du, at?

  • Hvis man vil undgå mørke skæreflader på salaten, kan man rive bladene af i stedet for at skære i salaten?
  • Hjertesalat også kaldes mini-romainesalat?

 

Iceberg

Finthakket icebergsalat kender de fleste, men prøv at bruge et blad som skål eller indpakning. Den milde smag gør iceberg til et oplagt valg som gnavegrønt til de mindste i en wrap som her.

Opskrift: Gitte Heidi Rasmussen, Foto: Betina Hastoft

 

 

Vidste du, at?

  • Man nemt kan fjerne den hårde stok på icebergsalaten ved at slå rod-enden ned mod bordpladen? Så løsnes den og kan fjernes.

 

Babyleaves

De er sarte, de er sprøde, og de er smagfulde. Babyleaves i sæson kan smage søde og milde, mens andre er let bitre eller stærke. En pose med blandede babyleaves gør det nemt at få sæsonens grønt med på middagsbordet eller at tage en salat med på farten.

 

Vidste du, at?

  • Du altid skal lægge salatbladene øverst i din tag med-salat? Når du lægger de tunge ting i bunden af bøtten eller glasset og slutter af med salatbladene, så forbliver de lækre og kan nemt blandes, når salaten nydes

 

 

Om Sæson

Sæson er en kampagne finansieret af Dansk Gartneri og EU med det formål at inspirere danskerne til at spise mere frugt og grønt. Læs mere på sæson.dk.

Brug for mere inspiration?

På sæson.dk finder du både opskrifter, tips og tricks til grøntsager i sæson.

 

Forældre laver sjældent mad med deres børn

Når gulerødderne skal skrælles, eller kartoflerne skal koges, er det ikke børnene, der er de første i køkkenet. Det er nemlig sjældent, at forældre inddrager deres børn i madlavningen. En undersøgelse for Sæson viser, at over 30 procent af danske forældre laver mad med deres børn sjældnere end én gang om måneden.

Danske forældre tager sjældent børnene med i køkkenet, når der skal kokkereres. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Norstat for Sæson blandt 500 danske forældre med hjemmeboende børn.

På landsplan sætter over 30 procent af danske forældre børnene i sving i køkkenet sjældnere end én gang om måneden, og kun én ud af fem forældre laver mad med deres børn et par gange om ugen.

Sådan får du børnene med i køkkenet

Hos Sæson, der arbejder for at inspirere børnefamilier til at spise mere af sæsonens frugt og grønt, er man bekymret for tendensen:

– Det er vores erfaring, at det er mere spændende at smage på retter, man selv har været med til at lave. Derfor opfordrer vi forældrene til at tage børnene mere med i køkkenet – også i det små, siger Katri Franck Justesen, der er projektleder hos Sæson.

Sæson opfordrer forældre til at inddrage børnene i madlavningen allerede fra 2 års-alderen, da gode kost- og madlavningsvaner bliver etableret allerede tidligt i barndommen:

– Start i det små, lad børnene skylle gulerødderne, skære agurken eller pynte pizzaen. I starten er de måske bare med i køkkenet nogle minutter. Det handler om at vække en interesse og gøre dem fortrolige med råvarerne. Langsomt vil de opnå fortrolighed med råvarerne, smagene og køkkenet. Forældrene vil opdage, at madlavningen kan være en hyggelig fælles aktivitet, og at børnene lige så stille kan blive en hjælp i hverdagen. Fra omkring 1. klasse kan nogle børn begynde selv at lave mad under opsyn fra forældrene, og så er det pludselig mor og far, der får maden serveret en travl tirsdag, siger Katri Franck Justesen.

Fem gode råd til at få børnene med i køkkenet

  1. Tag børnene med på indkøb og lad dem være med til at vælge, hvad der skal på menuen.
  2. Find dage, hvor der er tid og overskud, så øges chancen for succesfuldt samvær i køkkenet. Hellere færre og korte stunder end få og lange seancer, der ender galt.
  3. Bevar et positivt fokus på det at lave mad. Hvis du som forælder virker interesseret i det, vil dine børn også vise interesse.
  4. Det skal være sjovt at være med i køkkenet, så lad dine børn eksperimentere med forskellige udskæringer og krydderier.
  5. Giv ansvar fra dig og giv dine børn en ugentlig maddag, når færdighederne i køkkenet er på plads.

Tre børnevenlige retter, som selv junior kan lave

Juniors brandgode biksemad

Bland-selv råkost med kylling og peanutdip

Juniors flabede boller i karry

Om undersøgelsen

Til kampagnen blev en omnibusundersøgelse foretaget blandt 500 danske forældre med hjemmeboende børn fordelt over hele landet, for at blive klogere på danskernes madvaner.

Om Sæson

Sæson er en kampagne finansieret af Dansk Gartneri og EU med det formål at inspirere danskerne til at spise mere af sæsonens frugt og grønt. Læs mere på sæson.dk.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev