René Dahl Andersen havde som mange andre drenge en drøm om at blive betjent, da han voksede op i 80’erne. Drømmen blev til virkelighed og René endte med en karriere, hvor han arbejdede i hjertet af Danmarks hårdeste narkomiljø og fandt et fællesskab med kammeraterne i narkopatruljen. René er ikke mere en del af dansk politi, men hjertet banker stadig for gaden
I 2018 befandt René sig i den helt forkerte stol i Københavns Byret.
Han havde været her mange gange før for at vidne mod nogle af de banditter, som han havde været med til at fange. Men nu var det ham selv, der sad på anklagebænken. To år tidligere havde René trådt forkert, og derfor befandt han sig nu i den situation, hvor han var sigtet for tyveri mod sin arbejdsplads, og var i fare for at miste det job, der havde betydet alt.
– Jeg synes jo stadigvæk, at jeg er politibetjent i hjertet, men jeg har desværre ikke skiltet og stillingen mere, fordi jeg dummede mig. Jeg begik en fejl, og blev taget for tyveri fra min arbejdsplads, hvilket jeg gjorde i ren frustration, starter René.
René fik en ubetinget dom på 6 måneder og brugte tiden efter på selvransagelse. Den selvransagelse førte blandt andet til bogen ’Hærdet’, der udkom i 2020, hvor han fortæller om sin tid i politiet og hvad der førte til, at han selv endte på den forkerte side af loven.
Hill Street Blues
Mange år tidligere sad en ung René i Nordjylland og drømte om et liv i blåt.
– Jeg kommer fra en lille landsby oppe ved Sæby, der hedder Hørby. Jeg er født i ’72, så jeg var knejt i start- og midt-firserne, hvor der var en TV-serie, der hed Hill Street Blues. Den handler om fællesskab og broderskab i politiet, og det fangede mig. Fordi jeg boede, hvor jeg gjorde, kan man også tage svensk tv, så jeg så den faktisk to gange om ugen, griner René.
Da Renés 10 år ældre fætter startede i politiet og kunne fortælle om den spændende hverdag som gadebetjent i København, blev han selv fast besluttet på, at han skulle samme vej.
– Fætter Tom var – og er – et menneske, der interesserede sig for andre og havde hjertet på det rigtige sted. Det var så tydeligt for alle omkring ham, så det var helt naturligt, at han skulle være betjent. For det er det, jeg synes, det handler om, når man er politibetjent. Man skal ville være noget for nogen, forklarer René.
Gode relationer blev nøglen til succes
At være noget for nogen blev også nøglen til Renés egen succes i politiet.
– I mine år havde jeg rigtig mange meddelere fra den kriminelle underverden, fordi jeg investerede i de mennesker. Det handler om at få nogle informationer, men det handler også om at have evnen til og turde at skabe en relation. Når man er parat til det, så skal man også give noget af sig selv, for man kan jo ikke bare sidde og modtage nogle oplysninger uden også at give noget af sig selv. Det gjorde jeg, og det blev en succes, fordi jeg havde nemt ved at skabe de her relationer.
René blev uddannet på Station 1, der ligger på Vesterbro i København. Ikke længe efter blev han en del af narkotika- og bevillingsafdelingen, som var arvtagerne efter den legendariske uropatrulje, der var blevet nedlagt kort tid før.
– Man havde nedlagt uropatruljen, men havde sat de samme mennesker til at lave det samme stykke arbejde i en ny afdeling.
Kort tid efter at uropatruljen var blevet genfødt med et nyt navn, ankom en ung René, der var blevet færdig med sin uddannelse på Station 1.
– Jeg kom til en kultur, som var noget anderledes end alle andre steder i Danmark. Der var en rigtig hård basse-mentalitet, og som jeg plejer at sige til mine foredrag, så er det ligesom at være på et fodboldhold. Det handler ikke om, hvad man siger, man kan. Det handler om, hvad man kan levere på banen.
I den nye afdeling blev det forventet, at man var fagligt dygtig og brugte langt mere tid, end på en normal arbejdsplads. Hvis man viste, at man ønskede at være en del af afdelingen, ventede der til gengældt et stærkt fællesskab.
– Det var virkeligt givende og der var et meget stærkt fællesskab. Vi passede på hinanden, og havde en kultur, hvor det var os imod de andre. De andre var banditterne og i nogle tilfælde var det også ledelsen, fortæller René. Banditterne var ikke misbrugerne på gaden, men i stedet de bagmænd, der udnyttede andres ulykke.
– Vi kalder dem dødens købmænd, for de lever af at sælge til folk, der har et afhængighedsforhold. Vi var parate til at gå langt, for de skulle stilles til ansvar.
René lærte hurtigt, at loven ikke var så sort og hvid, som de havde lært på politiskolen.
– Lad os sige, at den er dynamisk, altså at man kan bøje den. Det er ikke særligt populært at sige i et samfund i 2022. Man bliver forrådet og hærdet – deraf bogens navn – af det miljø og de mennesker, man er i blandt. Når man er vant til, at banditterne og den kriminelle underverden ikke spiller efter reglerne, så får man nok på et tidspunkt, og det gjorde vi. Så begyndte vi at bøje, bukke og i øvrigt også at bryde loven nogle gange for at komme i mål. Så er der det med om målet helliger midlet, fortæller René.
Oksemørbrad blev vigtig lektie
Tidligt i sin uddannelse på Station 1 lærte René, at det nogle gange kunne være det mest menneskelige og logiske at bøje loven.
– Der var en kvindelig misbruger, Maya, der havde stjålet en oksemørbrad nede i Føtex. Vi kom derned, og så sad hun jo der og var underdanig. Hun vejede 10-15 kilo for lidt og var slidt af livet. Hun havde stjålet en oksemørbrad, for det var den måde, hun kunne få penge til hendes næste fix, som var det eneste behov i hendes behovspyramide. Alternativet var at tage en kunde op, altså en kunde til gadeprostitueret, og køre ud i Sydhavnen. Hun havde valgt den anden løsning, og der kom vi så, som den udøvende magt, der skulle skrive hende for det. Det gik jeg i gang med, mens min kollega kiggede i hendes taske. Der fandt han et brev heroin, og det skulle hun jo skrives for. Jeg var helt ny, så jeg hev en konfiskationblok op og blev glad, for nu skulle jeg skrive min første narkotikasag. Men min kollega kiggede indforstået på mig – ’Du kan godt pakke den der blok væk, makker.’ Derefter tog han brevet med heroin og kom det ned i Mayas cigaretpakke, mens han havde øjenkontakt med hende. Det stod jeg og kiggede på, og tænkte, ’hey, hvad sker der her?’
Da de kom tilbage i politibilen, forklarede kollegaen, hvorfor han valgte at se igennem fingre med, at Maya havde heroin i tasken.
– Han sagde, ’Jeg ved godt, at vi skulle have skrevet Maya for det brev heroin, hvis vi skulle følge loven, men så skulle hun have stjålet en ny oksemørbrad i en anden butik, i Kvickly for eksempel, så kommer der endnu en patrulje og skal bruge tid på at skrive hende. Den sag plus den anden sag fra Føtex skal op igennem sekretariatet. De skal bruge tid på den, og der skal udskrives en bøde. Når hun har fået fem bøder, som hun ikke kan betale, så skal hun ind og afsone i Vestre fængsel eller et andet fængsel, som ikke har plads til hende.’ Så min kollega sparede systemet for en masse penge. Men allervigtigst, og det var ikke, noget han sagde, det var noget, jeg oplevede, så så han mennesket. Han så Maya og hendes behov. At hun blev virkelig, virkelig syg og skulle ud og måske udsætte sit liv for at skaffe det heroin. Det var godt politiarbejde, og det var første gang jeg mødte det med, at lad os lige se om den kan bukkes på grund af de menneskelige hensyn. Det er jo det, det handler om. Det handler ikke om magtmisbrug, men at man kigger på situationen og de mennesker, der er i det.
Penge er magt
I det daglige arbejde var det klart, hvem banditterne var. Men på trods af deres gerninger, ser René dem ikke som onde mennesker.
– Jeg har allermest ondt af misbrugerne, som sidder der, og som er blevet svigtet og bedraget hele deres liv af mennesker omkring dem. Måske helt fra barndommen til systemet, som ikke evner at løfte opgaven. Og måske evner de ikke selv at række ud. Der er så nogen, der lever af deres ulykke, men der er også en grund til, at der er nogen, der tager et valg om at være narkohandler eller bagmand. Hvad har de haft af muligheder? Det retfærdiggør det ikke, men de er jo også mennesker. Men der foregår nogle metoder og nogle ting i det miljø, jeg ikke kan respektere, og det er noget med, at man kræver penge ind og tryner de små, som skylder penge. Så man lever af andre folks ulykke. Jeg kan godt forstå, at man kan ende i den situation som bagmand, for der er virkelig mange penge at tjene, men jeg synes ikke, at det er videre sympatisk, siger René.
– I det miljø siger man, at penge er magt. Det giver noget frihed, men det er altså ikke særlig romantisk, skal jeg hilse og sige. Jeg har ikke mødt én lykkelig narkohandler, der har været der i mange år. Der er nogle af dem, der har tjent millioner, men de er altid stressede.
Undercover
Mens René var en del af narkopatruljen, fik han en henvendelse om et muligt jobskifte.
– Jeg blev kaldt ind til min chef, som sagde, ’Hvis jeg siger undercover agent, hvad siger du så?’ Så begyndte jeg at grine, og tænkte; ’Har vi sådan nogle i Danmark?’ Det sagde han, at vi havde og de havde hørt om den person og den politimand, jeg var. Det handlede om, at jeg kunne få folk til at slappe af i det i den verden, de var i. Det var både nede på kantstenen med misbrugeren og det var bagmanden, når jeg sad og afhørte dem. Så jeg havde mange meddelere. Evnen til skabe de relationer ville man gerne bygge på og så sætte mig ind som undercover-agent ude i verden. For at arbejde for PET. Så jeg blev sendt til USA og uddannet som undercover-agent ved FBI. Jeg kom hjem og startede min første opgave allerede, da jeg landede, som varede over et år i et andet land i Europa. Det at arbejde som undercover-agent sætter sine spor, fordi, så er det jo ikke kun er et skuespil. Jeg er jo mig selv. Jeg har bare et andet navn, men jeg har stadig den personlighed, jeg har.
René var god til sit job som undercover-agent, hvor han skulle han spille rollen som én af banditter, han selv havde jagtet i mange år, for at kunne komme tæt på, så de kunne fælde nogle af de større fisk.
– Jeg var indsat i et andet europæisk land med en kvindelig kollega. Vi skulle spille venner, og hun var virkelig smuk virkelig intelligent og dygtig, så vi lykkedes med at få alle de oplysninger, vi skulle. Der sad en efterforskningsgruppe i kulissen, som vi aldrig så. Vi var to stykker værktøj, der blev sat ind. Så skulle vi komme ind i periferien eller så tæt på de der banditter som muligt. Det var en kriminel organisation. Så spiller man jo skuespil. Vi spillede kriminelle med store biler og brugte mange penge på restauranter, barer og værtshuse for at komme tæt på dem. Jeg fik rettens kendelse til at måtte handle med narkotika blandt andet. Til sidst lykkedes vi med at komme tæt på, og så begyndte vi at skaffe oplysninger inden vi slog til efter lidt over et år. Der havde vi beslaglagt for, som jeg husker det, i omegnen af 300 millioner i værdier. Biler, både, huse, kontanter og alt muligt andet.
Havregryn i stedet for bøffer
René fik en smagsprøve på det luksusliv, som banditterne levede, men han glædede sig til at komme hjem til hverdagen.
– Jeg glædede mig til at komme hjem til min cykel og mine havregryn, fordi det var jo facade, og man var nødt til at gøre det så ægte som muligt. Men der var jo kun Milou, som min kollega hed, og jeg, og så var der de her banditter. Men det jeg fandt ud af i sådan en sag, hvor man arbejder med meddelere som undercover-agent, var, at det er jo virkelig bare mennesker, som har taget et valg om en kriminel løbebane. Jeg siger ikke, at jeg kom til at kunne lide dem, men der opstod en tæt relation.
Efter en periode som undercover-agent valgte René at ven- de tilbage til narkopatruljen.
– Jeg savnede gaden. Jeg savnede at komme ud. Der skete en omstrukturering i PET og så jeg fik en mulighed for at komme tilbage og arbejde med narkotika på gadeplan, med misbrugerne, mine meddelere og sidde i en patruljevogn med to kollegaer i civil. Når vi satte os ind i den bil, var det os, der styrede, hvad vi skulle lave. Der sad ikke nogle chefer med en plan. Det var sindssygt motiverende, fordi den investering man lavede i det arbejde den aften med de der to kollegaer, det kom der et resultat ud af. Det var virkelig givende, og handlede om, at hvis man turde at investere i gaden, som vi kaldte det, altså Istedgade og de mennesker, der var der, så spredte det nogle ringe i vandet, hvor man måtte slå til på de oplysninger, man fik. Jeg har sagt i et andet interview, at der er ikke noget, der slår en sommeraften med nedrullede ruder i Istedgade med de to rigtige kolleger i civil og hele byen, der emmer af kriminalitet, hvor man kører stille og roligt ned gennem gaden. Vi følte, vi var på jagt. Det var fantastisk.
Trådte ved siden af
På trods af det gode fællesskab begyndte de forringede arbejdsforhold at påvirke René og kollegaerne. Som andre offentlige sektorer blev politiet også ramt af nedskæringer, som tærede på ressourcerne.
– Det skaber jo et pres på den enkelte kollega og det enkelte menneske, og gør, at der er ikke tid til menneskene. Det er ikke bare dem, man møder, men også kollegerne indbyrdes og i øvrigt også i uddannelsen, altså fagligheden i det. Så begynder tingene at skride, og det skaber en frustration internt. Der kom så mange interne frustrationer i politiet på grund af de manglende ressourcer og fordi, man skruede op for trykket på den enkelte betjent, der i øvrigt ikke havde tid til at lave sit arbejde. Så begyndte man at ville monitere, altså lave statistikker og måltal i stedet for at kigge på, at vi skulle ud og lave en politiforretning, hvor det handlede om at kunne være til stede. Det kan man jo ikke sætte tid på, hvor lang tid det tager. Det har skabt stor frustration, fortæller René tankefuldt.
Frustrationerne satte sig i René, så han endte selv med at træde ved siden af loven og fik en dom i Københavns byret.
– Jeg sov ikke aftenen inden, for jeg var jo vant til at skulle sidde nede i midten i vidneskranken og kigge over på mine venner, der sad i højre side. Det var anklageren, som jeg i ni ud af ti tilfælde kendte godt. Så kom banditten ind og skulle sidde i venstre side sammen med sin forsvarsadvokat. Nu var det bare mig, der skulle sidde derovre. Det var virkelig ikke rart. Mange af mine kolleger og venner sad nede bagved for at overvære de fire retsdage. Jeg vidste, at jeg havde gjort det og alligevel så forsøger man jo at sno sig af mange grunde for at klare frisag og måske beholde sit job og sin identitet. Som betjent har man samme rettigheder som alle andre, når man er tiltalt, så manvmå lyve i vidneskranken. Jeg havde startet med at tilstå, og det havde jeg det bedst med. Men der var meget på spil. Jeg fik en dom og det er vigtigt for mig, at den eneste, der har skylden for, at jeg ikke er betjent mere, det er mig. Det er ikke noget, jeg skal forsvare. Jeg har ikke skrevet en bog, fordi det var synd for mig. Nej, jeg dummede mig og den er jeg nødt til at eje. Der er en grund til, at man når derhen, men fakta er, at det er mit ansvar og mig, der tog den beslutning. Desværre.
I dag har René tilgivet sig selv.
– Jeg er virkelig ked af, at jeg gjorde det, men jeg har tilgivet mig selv. Jeg er ikke skamfuld mere. Det var jeg i årevis. Men jeg har lært noget. Det, man skal huske, når man begår en fejl, det er, at det fylder. Man føler det fylder så meget, at det fylder alt i verden, så man tror, at det fylder lige så meget for mennesker omkring en. Det gør det ikke, for andre mennesker har også deres at døje med. Man må prøve at acceptere, at det er noget, som jeg selv skal arbejde med. Jeg må komme videre og finde noget nyt indhold i livet. Man kan ikke ændre tingene, altså det sagte ord og de gerninger, man har gjort. Det kan man ikke rulle tilbage, men man kan kigge fremad. Der var engang en ældre mand, der sagde til mig, at hvis du kigger ud af forruden på en bil, så er der en grund til at forruden er stor og bakspejlet er så lille, for du skal fremad. Derfor må du godt lige kigge bagud en gang imellem og se hvad det er der, hvad du har med. Men husk nu, at man skal fremad. Det er det, jeg gør.
I dag lever René af at være foredragsholder og har to podcasts på Podimo, som handler om den kriminelle underverden. Og han taler stadig politiets sag.
– Jeg prøver at få sådan nogle som dig og læserne til at forstå, hvad det betyder at være i det job. Hvad er det for nogle skæbner, man møder og hvad det i øvrigt gør ved både politifolkene, men også banditterne. Så har jeg fundet en glæde i, via mine foredrag, at nå en masse mennesker, som ved at høre min livshistorie kan – Ja, det kan jeg se på min indbakke og på folks tilbagemeldinger
– kan se, at det er helt okay at fejle og dumme sig. Vi skal bare lære af det. Samtidig med det, så giver jeg også folk et indblik i, at når man har hjertet med på arbejde, som så godt som alle politifolk har, så sætter det sine spor.