REGAN Vest – Den sidste bastion
Under den kolde krig har Danmark været mere udsat, end man måske har lyst til at tænke på. Vores lille nation havde en strategisk position, der gjorde det attraktivt for fremmede magter at have kontrollen over landet, hvis den kolde krig blev varm. Derfor byggede man i al hemmelighed en bunker i Nordjylland, der kunne have sikret Danmarks fremtid.
Forestil dig, at du bliver vækket en sen aften, og får besked på, at det, som så mange danskere aldrig har troet var realistisk, er sket. Du skynder dig op i lastvognen til de andre, der også er udvalgt til den specielle opgave.
I nattens mulm og mørke kører I afsted. Endelig når I en stilfærdig vej, hvor ganske få huse ligger placeret i noget af Danmarks skønneste natur, som lige kan anes i måneskinnet. Ved et helt almindeligt familiehus på Røde Møllevej ved Skørping drejer lastvognen ind, og fortsætter op i skoven, inden den stopper foran indgangen til noget, der mest af alt ligner en efterladt bunker fra 2. verdenskrig.
Mellem de alvorlige ansigter, der venter på at blive lukket ind, finder man blandt andet landets regent og statsminister. Fælles for alle, ligegyldigt om de er minister eller ventilationsmedarbejder, er, at de kun har en lille pose med de få ejendele, der er tilladt at tage med i bunkeren.
Bag døren gemmer der sig et yderst hemmeligt bunkeranlæg, som tages i brug, hvis Warszawa-pagtens tropper har indtaget Danmark, og krig på dansk jord er en realitet. Inden du går indenfor, sørger du for at tage en dyb indånding af den kolde, friske natteluft og kigge mod stjernerne. Når døren lukker bag dig, er det uvist, hvornår du igen får himlen at se. Og når det sker, kan du kun håbe på, at alt, hvad du har kært, stadig står.
Forberedt på krig
Ovenstående scenarie blev heldigvis aldrig til virkelighed, men fra 1968 til 2003, var det en risiko, som de 350 mennesker, der havde sagt ja til tage med i bunkeren REGAN Vest, skulle være klar til.
Blandt de udvalgte var først og fremmest landets regering og regenten, men også helt almindelige arbejdere, der skulle være med til at give Danmark en chance for overlevelse.
Men hvad var truslen? I dag er den kolde krig primært noget, som vi hører om i film og historiebøger, men på daværende tidspunkt så det anderledes ud. Med russerne i front havde østblokken samlet sig i Warszawa-pagten, der stod stærkt mod vesten. De allierede havde til gengæld lavet en alliance i NATO, som gjorde fælles front mod de kommunistiske magter.
Danmark havde en udsat position, fordi landet var strategisk godt placeret. Mange af Warszawa-pagtens lande grænsede til Østersøen, hvor Danmark lå placeret som en slags bomvagt, der kontrollerede passagen til Nordsøen og videre ud i Atlanterhavet. Her ville man hurtigt kunne sætte en stoppe for en krigsflåde, og derfor var kontrollen over Danmark en vigtig brik, som var attraktiv for begge sider.
Gemt i skoven
I dag er REGAN Vest åbnet for befolkningen, hvor Nordjyske Museer står for at give de besøgende en bid af en ellers skjult historie. En af de faste guider er Lars Møller, der har haft en lang karriere som jægersoldat, som startede i 1984 under den kolde krig.
Som aktiv soldat krydser hans egen historie bunkerens, men det vidste han intet om dengang. Under den kolde krig trænede Lars’ team intensivt til at kunne trænge uset ind i Polen for at kunne observere troppebevægelser. Hvis de polske styrker begyndte at røre på sig, skulle de melde tilbage, og det ville sætte en kædereaktion i gang, som ville ende med, at regeringen rykkede ind i Regan Vest.
På trods af, at Lars faktisk allerede dengang boede i nærheden, så var han, som de fleste danskere, uvidende om, hvad der gemte sig i skoven.
– Jeg har jo boet i Himmerland siden 1984. Ret tæt på bunkeren i virkeligheden, men jeg har faktisk aldrig vidst, at den lå her. Jeg har kørt hernede på Røde Møllevej og har været i området, men jeg anede ikke, at bunkeren lå her, fortæller Lars.
At man kunne bygge en bunker på over 5500 kvm, uden nogen opdagede det, virker ret utroligt i dag. Det er dog endnu mere tankevækkende, at det er lykkedes at holde REGAN Vest hemmelig i over 35 år.
Først og fremmest vidste de mange arbejdere ikke, hvad de var med til at bygge, da konstruktionen startede i 60’erne.
– De arbejdere, der gik derinde, troede, at de var i gang med at bygge alt muligt forskelligt. Nogle har kaldt det raketten, fordi de troede, det var et raketaffyringsanlæg. En af dem, der var projektleder her i et par år, vidste godt, at han gravede ud til en konstruktion. Men han troede, det muligvis var en underjordisk kaserne til en hemmelig hær fra NATO. Så man har ikke vidst, hvad det var. Lokale i området kalder det for minen, og det er jo klart, for i to år har man ikke lavet andet end at grave kalk og kridt ud, der er blevet kørt op til Aalborg Portland. Det er ind gået i cementproduktionen, så det har jo været en mine. Men minegangene er udformet på en bestemt måde, så man kunne konstruere en bunker bagefter, fortæller Lars.
De lokale holdt tæt
Mange i lokalbefolkningen var klar over, at der var en hemmelighed i skoven, men det ragede ikke dem og det ragede slet ikke omverdenen.
– Jeg har talt med rigtig mange lokale her i området. De siger, de vidste godt, at der lå et eller andet hemmeligt her i området. De vidste ikke hvor, og de vidste heller ikke, hvad det var. Vi var også i 60‘erne. I dag tager vi lige en selfie, og så er den på nettet. Dengang, hvis ikke det var i radioen eller i avisen, så var det ikke. Der var måske lidt snak op på kroen, men det døde der. Det kom næsten ikke ud af lokalområdet. Derfor er det lykkedes at holde det hemmeligt. Nogle få gange er anlægget blevet blottet, men det er altså ikke mange.
Der var få tegn på, at det ikke bare var en gammel mine, der lå der.
– Det var sjovt, at der altid var ryddet sne her og strømmen altid virkede. Når den gik ud alle mulige andre steder, så var der strøm her. Telefonerne virkede altid. Der har været lidt fordele ved det, men man har også haft en naturlig trang til at beskytte det. Vi er altså også i Himmerland. Her taler vi sjældent om det, vi bør tale om. Så vi taler i hvert fald heller ikke om det, vi slet ikke skal tale om, griner Lars.
Ikke kun 98%
Mange af dem, der skulle arbejde i bunkeren, kom fra et normalt hverdagsliv i Nordjylland. Det gjaldt blandt andet sygeplejersker, læger, præsten, og de mange hjemmeværnsfolk, der alle skulle skrive under på en tavshedserklæring, og derfor ikke måtte fortælle deres familier, at de skulle ned i bunkeren uden dem, hvis atomkrigen kom.
Teleteknikere fra Jydsk Telefon, var nogle af dem, der havde en nøglefunktion i bunkeren, fordi kommunikation med omverdenen var så vigtig.
– Det er jo nogle af de folk, der kommer ude fra det helt almindelige arbejdsliv i Nordjylland. De graver kabler ned, og laver telecentraler i Hjørring, Brønderslev og alt muligt andet. I tilfælde af en krig, skal de jo sørge for at alt virker. Og det er piece of cake for dem, for det er det, de arbejder med til daglig. Det er derfor, man har sådan nogle med herned. Men de forlader deres familie og alt det de har kært på jordens overflade. De ved ikke, hvad det er de kommer ud til igen. Det skal man virkelig være dedikeret for at gøre.
Lars fortæller om en teletekniker, der endelig kunne fortælle sin hustru om hans rolle i bunkeren, da den blev taget ud af beredskabet i 2012. Det var ikke en samtale, han glædede sig til.
– Han skulle have været hernede, og hun skulle ikke med. Så han gik hjem til hende, og det var jo en kæmpe sten han kastede fra hjertet, så han havde lyst til at fortælle om det. ’Skat, jeg skulle faktisk have været nede i den bunker.’ Hun tabte fuldkommen underkæben, blev enormt overrasket, og sagde, ’Det er løgn.’ ’Nej det skulle jeg.’ Og så sagde hun, ’Jamen, det skulle jeg også,’ griner Lars.
Hustruen var nemlig en del af hjemmeværnet og skulle have været med i bunkeren som en såkaldt køkkenlotte.
– Det er jo en fed historie, fordi i de 12-15 år, hvor de begge har haft den her krigstidsfunktion, har de ikke talt med hinanden om det. De har holdt deres kæft, og det er jo fordi, vi kan godt mærke, at det her er så alvorligt, at det kan man bare ikke tale om. Det er jo det, der er hele fidusen med hemmeligholdelse. Det kan ikke være 98% hemmeligt. Enten er det hemmeligt, eller også er det ikke. Det kan ikke være halvhemmeligt.
Bunkeren giver stadig tryghed
I dag er bunkeren hjemsted for en helt anden gruppe, der nyder godt af sikkerheden, nemlig flagermus.
I sommerperioden kan man være heldig at møde en enkelt flagermus i indgangstunnellen, men om vinteren flytter de ind og overtager anlægget.
– De har deres eget liv. Der er jo lukket december og januar på grund af flagermus, så det er en fredet bestand, man passer på, fortæller Lars.
Mens flagermusene får lov at være i fred for mennesker, så er de lokale mus mere aggressive. Hvis flagermusen hænger lavere end en meter, så løber musene op ad væggen og æder dem.
– Det kan vi se, fordi der ligger flagermus uden hoveder. Så musene spiser flagermushovederne, fordi det er i hjernen, der er mest fedt. Så vi har sat musefælder op, fordi man skal jo passe på den bestand, der er.
Angrebet var planlagt
Der er ikke mange, der er klar over, hvor tæt Danmark kunne have været på et angreb. Lars fortæller, at man i dag ved, at der dengang var polske soldater, der specifikt blev trænet i at indtage Danmark.
Mens angrebsplanerne stadig er hemmelige, så kan man i dag se, hvad de havde tænkt sig ud fra nogle af de øvelser, der blev gennemført af den polske hær.
– Vi kender øvelsesplanerne. For de øvelser, vi ved, der er blevet gennemført, de ligger nede i Warszawa i deres stadsarkiv. Det, man øvede sig på, det var jo det, man gerne ville opnå i virkeligheden, og det var alvorligt.
Ifølge øvelsesplanerne kan man se, at de ville indtage Sjælland først, der højst sandsynligt ville falde på få dage.
– Man startede med fem A-våben. En bombe i Kastrup, en på Rådhuspladsen, en i Holbæk, en i Køge Bugt, og en ude på Stevnsfortet. Så ville man angribe ind igennem de her A-bomber, så snart trykbølgen havde lagt sig. Det kunne man godt, for køretøjer og landgangsbåde var forberedt til at arbejde i et forurenet område, og så ofrede man jo gerne nogle soldater. Det vil sige, at Danmark, eller Sjælland ville blive lammet af fem A-våben. Der var stadig et forsvar, der fungerede. Det var ikke sådan, at hele Sjælland bliver lagt ned, men det ville lamme landet. Man gik i land i Køge Bugt, i Faxe Bugt, og måske også på Falsters østkyst.
Ligesom D-dag ville soldaterne komme ind via landgangsbåde på stranden.
– Så ville man tage Sjælland, Lolland-Falster og Møn lige så hurtigt, som man kunne køre frem. Sandsynligvis, for der ville ikke været ret meget modstand tilbage. Resten af angrebsstyrken og russiske soldater, der var udstationeret i Østtyskland, ville angribe op igennem Slesvig-Holsten og op igennem den jyske halvø.
Hjælpen kom fra NATO
Danmark stod dog ikke alene, for NATOs samlede styrker var forpligtet til at hjælpe, når et medlem af alliancen var under angreb. Men indtil de ankom, var Danmark udsat og regeringen var derfor allerede bagud, når de ankom til REGAN Vest.
– Den forstærkningsstyrke, der skulle til Danmark, var 75.000 mand fra NATO, der kom fra Canada, England og USA. De havde en reaktionstid på en uge eller måske 14 dage. Så når man kom herind i bunkeren, skulle alt have været gjort i forgårs. Det er faktisk sådan, det var. Og det var jo en frygtelig situation.
Blandt andet fordi, det ville være længst væk fra første angrebsbølge, blev REGAN Vest placeret i Nordjylland.
– Det var jo et kapløb. Det var her, hvor Danmark ville falde sidst. Derudover var der tre betingelser for sådan en anlæg her. Det skulle ligge langt fra offentligheden, det skulle ligge langt fra andre strategiske bombebål, og så skulle det helst ligge i et bjerg. Det har vi ikke. Men vi havde et underjordisk bjerg akkurat her. Det er derfor, at Regan Vest ligger her.
At offentligheden nu er indviet i hemmeligheden om Regan Vest er fordi, det politiske landskab har ændret sig til vores fordel. Efter muren faldt, er Polen og mange andre tidligere medlemmer af Warszawa-pagten blevet en del af NATO. Så selvom Rusland igen er blevet en trussel for Europa, er Danmark ikke længere positioneret ved frontlinjen. Derfor er REGAN Vest heldigvis blevet en unødvendig del af vores nationale beredskab.
Fakta om REGAN Vest
Bunkeranlægget REGAN Vest blev bygget for at huse regeringen i tilfælde af en atomkrig. Anlægget var aktivt og klar til indrykning fra 1968 og indtil 2003. I 2012 blev det taget ud af beredskabet og er i dag museum, hvor man kan se hele anlægget på guidede ture.
NÆSTE BILLET-RELEASE – 1. OKTOBER 2024 KL. 10.00
Har du fået lyst til at opleve REGAN Vest, så åbner billetsalget til rundvisninger i første del af 2025 på nordjyskemuseer.dk tirsdag 1. oktober kl. 10. Sidst museet satte billetter i salg, solgte man 6000 billetter på under tre timer.