Skip to main content

Tag: Ramajetterne

Masser af jul for børnene i Friis

Der er lagt op til masser af oplevelser for hele familien i december i Friis Shoppingcenter. En måned der byder på besøg fra julemanden, et Ønsketræ med juleønsker fra udsatte børn og en helt særlig juleaktivitet, der sender børnene på jagt i hele centret – og giver dem en plads i Ramajetternes klub.

Friis Shoppingcenter har lagt et program, der byder på hyggelige aktiviteter for hele familien i den travle juletid. Julemanden fortæller historier alle dage, og i år er der også sørget for ekstra spænding til de små i form af en skattejagt inspireret tur, hvor børnene skal løse opgaver og hjælpe Finn Falk fra ”Ramajetterne”.

Finn Falks Juleflugt

Friis Shoppingcenter inviterer sammen med Ramajetterne alle børn og forældre ind til en skattejagt, hvor børnene skal hjælpe Finn Falk, der er låst inde i julemandens værksted. Alle børnene får et ID-kort og skal gennemføre 4 stop. Ved start får de udleveret en flugtplan, som de senere skal sende afsted til Finn Falk gennem den magiske scanner. Når alle poster er gennemført, og flugtplanen er sendt afsted, bliver børnene officielt en del af Ramajetternes klub, hvilket alle kan se, når de går rundt med deres seje ID-kort.

Der er rig mulighed for at leve sig ind i det kendte univers og deltage aktivt i skattejagten, der byder på udfordrende opgaver og sjove hjælpere, der sender børnene afsted på deres vej. Figurerne fra Ramajetterne optræder ikke fysisk i aktiviteten.

”Finn Falks Juleflugt” finder sted kl. 11-15 hver lørdag og søndag i december frem til juleaften.

Julemand og juleønsker fra udsatte børn

Igen i år har Friis Shoppingcenter gjort det muligt for besøgende at gøre en god gerning i juletiden. Ønsketræet er pyntet med navne på børn, der bor på børnehjem og asylcentre rundt omkring i Nordjylland. Her kan man tage et kort fra træet og give en julegave til et af disse børn til og med d. 16. december. Gaven afleveres i Monki på 1. sal sammen med kortet, og Friis Shoppingcenter sørger for, at alle julegaverne kommer frem til de håbefulde børn inden juleaften.

Julemanden er også til stede og har som vanligt lommerne fyldt med pebernødder og spreder juleglæde i centret. Han fortæller historier alle hverdage kl. 12.30, 13.30 og 14.30, lørdage kl. 10.30, 11.30, 12.30 og 13.30 samt søndage kl. 11.30, 12.30 og 13.30 på pladsen bag rulletrappen i stuen helt frem til jul.

‘Ramajetternes jul’ kommer til Friis i december

I weekenderne i december er der en ekstra stor oplevelse hos Shoppingcenteret Friis i Aalborg for de mindste. Med afsæt i sidste års julekalender, ‘Ramajetternes jul’ på Ramasjang, kan børnene hjælpe Finn Falk, der er blevet fanget i julemandens værksted.

‘Ramajetternes jul’ blev sendt for første gang sidste år på Ramasjang og bliver genudsendt i år igen, hvor den er en ud af de 7 julekalendere som DR sender til både store og små.

Sidste år var der også et Ramasjang-event i shoppingcenteret. Der var det dog Kristian fra Ramasjang-mysteriet, der havde brug for hjælp. Han havde selv travlt med andre mysterier, så børnene blev udstyret med lakridspibe og oversigtskort, så de kunne finde ud af, hvem der havde stjålet julemandens ting.

Udstilling om Børne-TV i Aarhus

DR kommer også andre steder hen i landet i julemåneden. Blandt andet til Aarhus, hvor der også er mulighed for et afbræk i juleshoppingen i Bruuns Galleri. Den 1. november åbner ’Øjeblikke fra Børne-TV’s historie’ i centeret. Udstillingen kan ses hele november og december, og her kan man for eksempel dykke ned i ’Sonja fra Saxogade’, Jørgen Clevins kreative snilde, Ingrid og Lillebror, Anna og Lotte, Kaj og Andrea, Bamse og også mange af de nyere figurer, som DR’s B&U-afdeling har leveret gennem mere end 50 år.

Længere sydpå i Billund bliver der lagt op til en særlig oplevelse, når udstillingsbygningen ved Museumscenter Karensminde bliver omdannet til en totalinstallation med scenografier, lyd- og lyseffekter samt originale kostumer og rekvisitter fra årets julekalender, Theo og Den Magiske Talisman. Der bliver også særlige rundvisninger i universet. Den kan ses fra 1. december helt indtil 4. februar.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev