Tag: Raise for Kids

Livet bliver ikke genudsendt

Skrevet af adminittp d. 24. juni 2019. Uploaded i Forsidehistorier, Samfund & Erhverv.

Ægteparret kunne sagtens flyve ud i natten og ligge på de caribiske strande med en flaske champagne i den ene hånd og en dåse caviar i den anden, eller sende fodselfies ved poolen hjem fra alverdens luksushoteller rundt omkring i verden, men det er aldrig dér den ender. Hver gang, hver dag handler det om, hvor hjertet banker og om at gøre en forskel

Solen smiler tværs over Nordjylland på denne forårsdag, hvor vores fotograf Maria og jeg bevæger os op på den allerøverste top af Aalborg, hvis man lige ser bort fra Aalborg Tårnet. Op ad den stejle lille vej i Hasseris, som mange motionister kender alt for godt, helt op til man ikke kan komme længere, og hvor bøgen står i fuldt ornat, fuglene kvidrer i sine egne elegante toner, og der hviler en særegen ro og en afdæmpethed, som ikke findes mange andre steder. Vi svinger ind gennem den smukke åbne sorte smedejernsport med de fine og enkle krummelurer, og parkerer den lille sorte dyt ved siden af villaens egen Rolls Royce Cabriolet. SÅ er tonen ligesom sat…

Vi skal møde husets Frue, men det lyder alt for opstyltet til, at det kan have noget med vores hovedperson at gøre, så jeg vil hellere sige hjemmets Sonja! Sonja Christensen. Kendt vidt og bredt over sø og over land for sit arbejde og velgørenhed for udsatte mennesker, voksne og børn, både i Danmark og Nicaragua.

Hoveddøren står pivåben, og vi bevæger os langsomt hen til den og kigger forsigtigt ind. Inde i hall‘en står Sonja og taler i mobiltelefon, mens hun ivrigt gestikulerende vinker os indenfor. Oppe på toppen af Hasseris kunne man meget nemt have forestillet sig, at Fruen ville møde APPETIZE med bobbet hår i en casual spadseredragt, store perler, silketørklæde, og fine Gucci bidselsko – men hvis det var det, man forventede, så ville man tage så grueligt fejl af Sonja Christensen. Her står hun med blussende smukke kinder og smilende øjne, slidte jeans, sneakers og en løsthængende skjorte midt i villaens fabelagtige hall, der er taget lige ud af blomsterkunstneren Tage Andersens magiske verden. Den støvede mørkegrå farve fra gulv til loft kombineret med møbler og flere meterhøje skulpturer i zink og oxyderet messing, Kviummaleriet, der fylder hovedvæggen, brager igennem og flænser pænheden og Trampedachs altopslugende malerier finder mit blik, hvor end jeg vender mig hen, som jeg bevæger mig længere ind i villaen. Kunsten er overalt. Modig og skarp, hæsblæsende og rummelig. Malerier, designmøbler og skulpturer blandet med folkloren fra det land, der ligger Sonjas hjerte meget nært, Nicaragua.

Raise for kids

Vi bliver budt hjertevarmt velkommen og placeret inde i spisestuens karnap med udsigt over Aalborg og den store stejle dybe smukke have. Kaffe og te, danskvand og ostemadder. Klokken er 10, og jeg ved Sonja har været oppe siden klokken 4.00, der er lige nu ikke meget tid til søvn. Sonjas store Aalborg Event på Flyvestation Aalborg ”Raise for Kids” løber af stablen d. 26. maj. Få uger efter vi besøger hjemmet. Og alt skal klappe og køre på skinner. Et mastodont velgørenhedsarrangement med mere end 115 frivillige, der iblandt også byens Borgmester Thomas Kastrup Larsen, til fordel for de to nordjyske hjælpeorganisationer, Gestus Nord som Sonja er ambassadør for og fonden CoolUnite. Begge organisationer med formålet at hjælpe udsatte børn, og lige nu ligger hele Sonjas krop og sjæl ude på Flyvestationen. Planerne er at overskuddet bl.a. skal gå til det første Børnehospice i Nordjylland. Og de helt store kræfter er kørt i stilling. Både bogstaveligt og i overført betydning.

Sonjas mand Eigild Christensen er passioneret og hed elsker af de vildeste hestekræfter og smukkeste biler, så den står på både Ferrarier og formel 1, Rolls Royce og flere andre af parrets luksusbiler, man kan få en tur i. Mads Langer kommer, The Antonelli Orchestra, Søren Sko og Onkel Reje, Joey Moe og også Poul Krebs har meldt sin ankomst, da han hørte om Sonjas event. Og det er tydeligt, at Sonja får helt bløde knæ under det smukke runde bord, kinderne blusser op igen og øjnene slår smut i en blanding af kåd nærmest teenagegenerthed og uforbeholden glæde, når talen lander på Poul Krebs.

Det skal være en dag for hele familien i alle aldre. Folkeligt og luksus til kvinderne, musik og humor, livsstil, wellness og masser af hestekræfter, og Sonja holder alle trådene samlet sammen med sin uundværlige sparringspartner Kathrine, direktør for fonden CoolUnite. Sonja ser på mig, det er Kathrine I burde skrive om og tale med, slet ikke mig! Men kære Sonja … jo, det er jo dig, vi både gerne vil snakke med og skrive om. Dit store hjerte, din passion, dit engagement, din råstyrke og målrettethed.

Kærlighed ved første blik

Sonja og Eigild Christensen hører absolut til blandt de rigeste nordjyder. Efter salget af trykkeriet Color Print i 2006 røg der rigtig mange hundrede millioner ind på kontoen, og Eigild er en dygtig forretningsmand, men Sonja ved godt, hvor hun og Eigild kommer fra, og der er blevet puklet hårdt igennem alle år. Hun blev født i 1954 i Hvorupgaard, hvor hendes forældre havde eget gartneri. 10 år efter sine søskende kom hun til verden som et absolut uheld, med hendes egne ord. Hun skulle egentlig have heddet Solveig, men det kunne faderen åbenbart ikke huske i dåbsøjeblikket, så det blev til Sonja i stedet. Det skabte nok en smule mindreværd at føle sig overset som barn og med det, måske lidt for mange kartoffelkager i en årrække og ca. 40 kg. for meget på vægtskålen. Men for mange kilo på kroppen tog både Sonja og Eigild for nogle år tilbage konsekvensen af og fik foretaget en gastrisk sleeve operation, hvor man fuldkommen fjerner en stor del af mavesækken, så der ingen mulighed er for senere hen af spise sig tyk igen, man føler simpelthen ikke sult på samme måde som før operationen. Dén operation ser Sonja som en af de aller vigtigste og bedste ting, hun har gjort for sig selv, og igen er den et udtryk for den vilje og beslutsomhed der omkranser Sonja.

Sonja og Eigild har holdt sammen igennem tykt og tyndt lige siden Sonja en dag, som 15-årig, spankulerede ind gennem dørene til Salling og Eigild var på vej ud. Jeg tror godt, man kan kalde det for kærlighed ved første blik, for Eigild vendte om og fulgte efter Sonja op på øverste etage, hvor de satte sig på de grønne stole og talte og grinede. Efter ti minutter gik Sonja hen til en mønttelefon og brugte 50 øre på at ringe til sin kæreste og slå op med ham, og siden har Sonja og Eigild været sammen. De flyttede sammen, da de fyldte 18 år, og ikke længe efter startede Eigild som bogtrykker i Pandrup, og arbejdede utrolig meget. Imens arbejdede Sonja en lang årrække hos Kommune Data, og som 22-årige kunne de købe deres første hus i Vadum…

Alle de hårde år

Senere foreslog Eigild Sonja et rotationstrykkeri, og hendes eneste betingelse var, at det blev lige udenfor døren. Og sådan blev Color Print til. Inden de solgte det mange år senere, var det samtidig blevet Nordens største trykkeri med afdelinger i både Norge og Sverige. Men der var mange ufatteligt hårde år med treholdsskift, et stort bogbinderi som Sonja styrede og mere end 550 medarbejdere. Sonja smiler … ”Ja, i dag var jeg nok endt ’På forsiden af Ekstra Bladet’, men for 34 år siden var det noget andet. Vi havde jo mange yngre ansatte, og der var bestemt nogle stykker, der kunne have problemer med at komme på arbejde om fredagen eller mandagen. Så kørte jeg ud til dem og bankede på døren. Når de åbnede, viste jeg dem min hånd med to Panodiler, og sagde at enten tog de pillerne og kom på arbejde, eller også var de fyret. Flere af dem har senere takket mig for mine lidt håndfaste og meget konsekvente måde at tackle dem på. Det fik dem ud af både hashmisbrug og en dårlig omgangskreds, og gav dem noget rygrad.”

Men der var heller ikke meget ro på hjemmefronten, hvor ægteparret havde fået to børn, Jesper og Allan.

– Vi er bestemt ikke kommet sovende til vores penge og jeg vil aldrig turde spørge mine drenge om de har haft en god barndom. Jeg synes, jeg kæmpede på begge fronter, det var meget hårde år. På et tidspunkt blev jeg gravid, mens drengene var små. Eigild havde ikke tid til at tage med, så en nabo kørte mig op, hvor jeg skulle have foretaget en abort. Jeg vågnede lige efter aborten og rev slangerne ud af næsen. Alle kom løbende, uha jeg skulle ligge der, men jeg skulle hjem NU. Så skulle jeg skrive under på, at det var på eget ansvar o.s.v. Det gjorde jeg så, ud i naboens bil igen, hurtigt hjem og ned og arbejde. Flytte paller og gøre klar til aftenholdet. Det resulterede så i, at jeg fik en blodstyrtning kl. 20.00. Ja ja, men aftenholdet var i gang!

En landsby bliver født

Det er ca. 18 år siden det sydamerikanske land Nicaragua sneg sig ind i deres liv. Sonja havde hørt om en, der havde en bananplantage i Nicaragua, og hun havde brug for at kidnappe sin mand fra omverden. Så en kombi af ferie og en eventuel investeringsmulighed lå jo lige til højrebenet, og hun vidste at derude var der ikke lige internet, og mobilen virkede heller ikke. Hun kunne endelig få Eigild for sig selv. Bananplantage projektet viste sig at være ren fup, men Sonja faldt pladask for landet og byen Granada. Spansk kolonistil, hyggeligt, autentisk og meget flot med alle dens majestætiske søjler og mange pastelfarver. Men hun mødte også bagsiden af skønheden.

– Her så jeg børn tigge på en måde, jeg ikke havde set før. De rakte ikke hånden frem eller gned fingrene mellem hinanden. De klappede sig på maven. De var sultne. Dér sad så en 40 kg for tung Sonja og tænkte: kunne du mon undvære lidt til de tynde børn? Den oplevelse sad meget i mig, da jeg kom hjem, og jeg besluttede mig for, at ville derud igen og gøre en forskel. Jeg havde jo også set, hvor forfærdeligt de boede. Små træhuse med bliktage, ingen senge, alle sov på den bare jord, store familier der lå i samme dynge og sov. Jeg besluttede derfor at bygge en landsby sammen med en dansker, der boede i byen Granada.

Og sådan har det altid været og er det stadig. Ægteparret kunne sagtens flyve ud i natten og ligge på de Caribiske strande med en flaske Champagne i den ene hånd og en dåse caviar i den anden, eller sende fodselfies ved poolen hjem fra alverdens luk- sushoteller rundt om i verden, men det er aldrig dér den ender. Hver gang, hver dag handler det om, hvor hjertet banker og om at gøre en forskel.

– Jeg kunne jo sagtens læne mig tilbage og sige det var det. Nu vil jeg slappe af og drikke dekanteret årgangsrødvin af sølvkarafler og lægge alle mine kræfter i min store passion for blomster og indretning. Men for det første kan jeg meget bedre li’ en rom & cola, og selv om jeg elsker mit job som firmaets ”Vicevært”, hvor jeg står for alt vedligehold og indretning af både vores kontorer og ejendomme her i Aalborg og i København, så ville jeg aldrig undvære at være der, hvor jeg kan være med til at gøre en væsentlig forskel for andre mennesker med helt basale vigtige behov. Det siger både min samvittighed og mit hjerte.

– Dengang for 18 år siden kunne jeg jo ikke bare hæve pengene og gøre det jeg ville, så jeg besluttede at jeg ville samle en masse penge ind, så jeg spurgte William Blume, Aalborg Lufthavns daværende direktør, om jeg måske kunne låne lufthavnen en søndag i maj. Jeg fortalte med al min energi om ’Projekt Nicaragua’. Eigild havde godt nok sagt til mig, at det ville jeg ALDRIG få lov til, bare tænk på sikkerheden! Men jeg fik et kæmpe JA til det. Jeg var lidt rystet, og spurgte spagt med Eigilds ord i mente: Men hvad med sikkerheden? Hvortil Blume svarede: Sikkerheden?? Er det ikke bare almindelige færdselsregler, hold tilbage hvis der kommer en flyver!!! Jeg er så gammel, så de kan da højst fyre mig, hvis noget går galt.

Sonja fik samlet mange af datidens fascinerende luksusbiler sammen, så folk kunne købe en tur i en drømmebil, der var stor biludstilling og lidt optræden på scenen, og resultatet var en succes. Der blev samlet rigtig mange penge ind. Hun fik hjemmelavet en brochure på trykkeriet, hvor hele sponsorprojektet var beskrevet med huse, veje og grønne arealer, så i dag har byen bl.a. en boulevard der hedder Thorkild Christensen, Enggaard har en park i byen, og Lars Larsen har en Jysk. Alle støttede op. Der kom ikke helt nok penge i tanken, så ægteparret betalte selvfølgelig selv resten og landsbyen ’Villas Sonja’ med 101 huse, forsamlingshus og butikker blev bygget.

Los Ninos de Sonja

Men det blev ikke ved det. Sonja blev ved. Hun lavede renovationsprojekter af skoler i Grenada, som både deres sønner og børnebørn har været involveret i, som virkelig har betydet en meget stor forskel for lokalbefolkningen, bl.a. byens fattigste skole Colegio Elsa Head, der i dag har internet som Sonja og Eigild betaler for, og mange computere til brug i undervisningen.

Men Sonja havde også et kæmpe ønske om at få sit helt eget projekt i landet. Hvilket blev til ’Los Ninos de Sonja’. Et fritidscenter for børn med lærere, en psykolog, en danselærer og en dame til at lave mad. De fandt jo hurtigt ud af at sultne børn kan man ikke undervise, derfor starter dagen med fadervor og et måltid mad. Børnene bliver undervist i engelsk, computer, dans og sang. De har formning og lektiehjælp, da mange af forældrene er analfabeter og ikke kan hjælpe.

– Jeg tror dette er det eneste sted i Nicaragua, hvor man ikke må mobbe hinanden! Mobning er absolut forbudt. Det er et barskt land, det er hårdt at være et lille barn der, hvor alle rager til sig, alle er sultne, lyver, stjæler og går i seng med sine egne børn. I vores center holder vi møder med forældrene. Prøver at lære dem om opdragelse, og at det rent faktisk er forbudt at gå i seng med sine børn og at slå sine børn også er forbudt. Og jeg kan garantere at dagens ret derude er tørre tæsk. De slår de små med en ledning, de har jo som regel ikke meget tøj på og så virker en ledning med det samme. Børnene retter ind. Vi giver gerne mødrene et glas vin eller to … så er det nemmere at få dem til at tale om hvilke problemer de reelt står med, og så kan vi handle ud fra det.

Et land i oprør

Fritidscentret er Sonjas, så hvad skulle Eigild lave? Jo, han startede derfor med at investere i bl.a. en skofabrik, en syfabrik og en oliefabrik. I dag har ægteparret ca. 1000 arbejdspladser i Nicaragua, og deres eget hus, hvor Sonja kan smække benene op efter en god arbejdsdag og nyde en kold skøn rom & cola, men det er desværre alt for farligt at rejse derud nu. Præsident Daniel Ortega har med nye tiltag skåret i folks pensioner, der har været store oprør, mange er blevet dræbt og mange er savnet. Om Sonja og Eigild nogensinde kommer til at kunne vende tilbage til deres elskede land, står stadig i det uvisse.

De hårde skæbner

Sonja har også hjulpet rigtig mange i det stille, herhjemme. Hvert andet år holder de jul med ungerne, svigerdøtre og børnebørn, men de andre år laver ægteparret altid noget ’hjælpehalløj’. Bl.a. var de et år på Mændenes Hjem i København nogle dage op til jul og selve juleaften, hvor de lavede mad til mere end 240 personer. Sonja havde spurgt lederen, da de kom derover og tilbød deres juleassistance, hvad de allermest ønskede sig i julegave. Han kiggede på hende damen deroppe fra Nordjylland og sagde så, at det var altså et ønske, som almindelige mennesker ikke lige havde penge til. Det viste sig at være nogle store industriovne til køkkenet, da de gamle var ved at være kaput.

Det mente Sonja nu nok, der var plads til i husholdningsbudgettet, da checken for salget af Neas på et større millionbeløb var gået ind få dage før, så køkkenet fik selvfølgelig sine ovne og julen var reddet. Men det var hårdt at være vidne til. Skæbnerne. Næppe nogen over 50 år, og alle drak, var på stoffer eller begge dele.

– Sidste jul havde jeg spurgt om jeg kunne låne en danseskole i Brønshøj til julearrangement. (Britt Bendixen fra Vild med Dans’ tidligere danseskole.) Det viste sig at de to ejere, Ronnie og Nicolai Handskemager også selv ville være med til arrangementet, og vi arbejdede på projektet mere end et halvt år, og skaffede mange sponsorer. Handskemagerne har faktisk nu lavet en forening, hvor de hjælper mange mindrebemidlede til at kunne gå til dans. Det blev en meget stor juleaften for de 100 mindrebemidlede og sårbare mennesker, men bestemt også for de 35 frivillige. Brønshøj er et hårdt ramt område med mange udsatte familier.

Luksusfælden live

Sonja skaber ikke blot sponsorater og samler penge ind. Som ambassadør for Gestus Nord har hun selvfølgelig også selv lagt 400.000 kr. til nye sommerhytter til Gestus’ fine sommerlejr i Nibe, så børn kan komme på ferie. Og aller helst hjælper hun mennesker, så de kan blive selvhjulpne. Hvad er det, der står i vejen for at kunne skabe et velfungerende, selvhjulpen liv? Det kan f.eks. være nye tænder, så en person kan gå ud og søge et arbejde, eller det kan være hjælp, både økonomisk og menneskeligt, til at komme ud af et voldeligt parforhold. Begge dele har Sonja bl.a. hjulpet med.

Næste store projekt bliver ’Luksusfælden Live’ hvor Sonja og nogle andre skarpe damer vil fokusere på at hjælpe mennesker ud af en håbløs gæld/situation, så de kan komme ordentligt på fode igen. Hjælp til selvhjælp. Og hjælp til at komme ud af systemet.

– Jeg synes, det forpligter … og jeg vil gerne vise, igennem alt hvad jeg laver, at alle mennesker der har mere end de har brug for, godt kan hjælpe andre. Det er der bestemt også mange der gør! Meeeen … ’det nu gavner min karriere eller mit image. Det er jeg ikke til, det der. Det er ikke engang sådan et bevidst valg, for nogle gange har det været af nød. Men jeg føler mig rig. Og det er også fedt at vise mine børn, at hey, det er sådan her det er.

Hvis jeg pludselig får beskeden: du skal dø…

Interviewet er ved at være slut. Min hjerne og blok har alt den skal bruge, men vi bliver gerne til frokost. Sonja har et møde ude på flyvestationen om et par timer, og hun bryder sig faktisk ikke rigtig om at være alene. Hun elsker at være i gang! Sammen. Lækkert tapascharcuteri og den koldeste og bedste Sauterne hvidvin, jeg har smagt i flere år. Energierne i hjemmet emmer af ro og positivitet og Sonjas smil, blik og kærlige, glade væsen kan smelte enhver.

– Vi skal alle huske, at livet ikke bliver genudsendt. Lev hver dag med hele hjertet og gør en forskel. Jeg er virkelig så glad for livet … tilfreds med livet. Jeg har skønne børn, skønne svigerdøtre og fire skønne børnebørn. Vi har en fantastisk vennekreds og jeg elsker min Balutklub, hvor vi er 16 kvinder der spiller terningespillet Balut sammen.’

– Hvis jeg pludselig skulle få beskeden: du skal dø. Så er jeg glad ved at kunne sige, vi har levet livet, ikke udsat noget, hvis der var noget vi ville. VI – Min Eigild og jeg. Vi gør jo meget sammen, og vi har det virkelig så godt, at jeg slet ikke forstå, hvor alle de år er blevet af, vi har haft sammen, faktisk har vi kendt hinanden i 50 år – i år. Han er min bedste ven, mand af første ægteskab og jeg elsker ham, som da jeg mødte ham.

Drengerøv med ben i næsen

Skrevet af adminittp d. 31. marts 2019. Uploaded i Aalborg, Forsidehistorier, Iværksætteri, Samfund & Erhverv.

„Du er nødt til at hjælpe mig, hvor ligger Den Grønne Cafe?”, stemmen i telefonen er behagelig. Vi møder Jacob Risgaard foran den rustikke trappe i DGI-husets forhal

”Jeg har aldrig besøgt Den Grønne Cafe”, hilser han og opdager for sent de ikke helt usynlige skilte, der viser vejen til cafeen. Stilen er lagt lige der, hvor venligheden er så mærkbar.

Fotografen er ved at sætte scenen til sit foto-shoot, da tiden reduceres til halvdelen. Jacob Risgaard meddeler: ”Jeg har bagkant kl. 12.30. Vi skal ansætte en ny økonomidirektør, og første kandidat møder kl. 13. De drenge sætter man ikke lige på hold, deres tid er kostbar”, griner han.

Det kræver en stenograf af format eller et godt hukommelseskort at følge med i Jacob Risgaards tempo og ordstrøm. Omvendt er det et luksusproblem, når man får tid med et menneske, der uhøjtideligt og gerne deler ud af minder, succeser, fiaskoer, oplevelser og nyheder.

Udfordret af barndommen

Det har ikke altid ligget i Jacob Risgaards fremtidskort, at han skulle få en succesfuld karriere. Genkendeligt fra  andre kendte forretningsfolks biografi er  barndommen et kapitel, der kræver lidt berøring for at runde personen af i et helhedsindtryk.

Jacob Risgaard er ingen undtagelse, og  man hører tydeligt, at han ofte har fortalt sin  historie. At hænge i fortiden gavner ingen,  men et lille tilbagekig fortæller om et barn, der vokser op sammen med en af datidens enlige mødre, der knokler af sted i pædagogjobbet for at få hverdagen til at hænge sammen og sørge for familien. Pengene er små. Det mærker Jacob Risgaard, når de nødvendige garderobestykker erhverves fra den lokale Blå Kors-forretning. Det er ikke altid sjovt at være ham, der sidder i et par bukser med forkert pasform og huller fra før den tid, hvor det blev højeste mode.

Med Jacob Risgaards egne ord var han prototypen på ”mekanikerens bil, der ikke bliver repareret”. På trods af moderens pædagogiske baggrund var han en ballademager. Han havde et konsekvent ønske om at gøre oprør – mod næsten alt. Det var ikke mangel på respekt for andre, blot en indre djævel, der satte fart i drengen.

I det store spisefrikvarter kunne han nå fra skolen, ned i byen og lave dagens ravage og være tilbage til næste times begyndelse. Som 14-årig kulminerede det med et exit hjemmefra og et nyt bosted på et børnehjem. Men Jacob Risgaard passede ikke rigtig ind nogen steder, heller ikke på børnehjemmet, og som 16-årig fik han en lejlighed nede i byen. Skoleledelsen mistede også tålmodigheden, og på allersidste klassetrin røg han ud af skolen.

Han var ellers flittig som få og tjente penge hos den lokale fiskehandler. Allerede på det tidspunkt mistede han stopklodsen. Han opdagede hurtigt, at i de perioder hvor der var meget at lave, der kunne han tjene gode penge ved at arbejde mange timer. Så han blev længe efter normal fyraften og tjente gode penge.

Jacob Risgaard ville gerne føle sig ”rig”. På sin egen facon. Derfor tog han en krone fra hver 100 kroner, han tjente, og gemte dem. Når der var penge nok, forærede han dem til en vilkårlig, som trængte. Det var typisk en af de hjemløse, der sad foran byens forretninger.

Når han kunne undvære noget til andre, måtte det være et udtryk for, at han selv havde nok. Filosofien, naiv i sin grundform, blev det indre statement, som har givet Jacob Risgaard fundamentet til den økonomiske succes, han står med i dag.

Morfar er den bedste i verden

Var han ensom i barndommen? Både og. Det er nok den nærmeste definition. Jacob Risgaard havde mange kammerater, men var måske ikke den mest velvalgte legekammerat – fra forældrekredsens synspunkt. Derfor søgte han ofte ud til sin morfar på bondegården i Dybvad. Morfaderen er et af de mennesker, der har betydet mest  for ham. På gården kunne han være sig selv, glemme eller forene sig med sin baggrund. Han kunne gemme sig i høet, nyde en høj himmel og bare lytte til grisenes veltilpasse grynt, når foderet blev serve ret. Men bedst af alt kunne han snakke med sin morfar, mærke kærligheden og den menneskelige anerkendelse, der betyder alt for et barn. Gården var hans fristed og selvvalgte refugie, hvor han nød alenetiden. Et frirum til fantasi og store fremtidsdrømme.

Snakketøjet blev en indtægtskilde

Efter skolen havde sagt nej tak til flere timer med Jacob Risgaard, får han mulighed for at arbejde med det, som han rent faktisk har en stor passion for og er rigtig god til. Han har altid været en gudsbenådet snakker, og at producere radio ligger lige for.

Han bliver radiovært på Tiger FM, kaldet ”Radio Frede” (Frederikshavn Lokalradio), som i dag hedder ANR. Succesen er i hus. Fire-fem timer om dagen er han i æteren, og han smågriner, når talen falder på de unge piger, som syntes, det var rigtig hipt at date en radiovært. Det var jo luksus for en ung fyr, at pigerne stod og ventede på, at han fik fri.

”Det var et stort vendepunkt for mig. Jeg opdagede, at jeg kunne få opmærksomhed uden at lave ballade, men ved at lave noget, jeg rent faktisk var god til”, fortæller Jacob Risgaard.

Han beslutter sig for at tage drømmen et skridt videre. Som 17-årig tager han på mediehøjskole i Esbjerg med målet om at blive journalist. Her møder han blandt andre Peter Ingemann, der er kendt fra diverse tv-programmer, og mange dedikerede unge med passion og talent for det journalistiske fag. Efter en barsk tur til østlandene, heriblandt Hvide Rusland, får han en øjenåbner og sætter selv stopklodsen i for journalistdrømmen. Han er for utålmodig til det ofte stillesiddende og dybdeborende arbejde og føler sig ikke dygtig nok til faget.

BREAKING NEWS
Cool car race flyttes til efteråret, og danskerne får mulighed for at køre med på ruten. Løbet afvikles i Danmark. Det indsamlede overskud går ubeskåret til den velgørende fond CoolUnite.
Coolunite Coolshops velgørende fond sender i år de første familier af sted på aflastning i Øn- skelands Pausehus.
Aalborg zoo får nyt bestyrelsesmedlem, når Jacob Risgaard tiltræder i foråret 2019. Han skal bl.a. bidrage med sin store viden om salg og markedsføring.
Raise for kids er lige på trapperne. Det er en velgørenhedsfestival, der afvikles i samarbejde med den nordjyske velgører Sonja Christensen. Flyvestation Aalborg danner rammen om festivalen, der er for hele familien. Hurtige biler, motorlarm, Dennis Knudsen på scenen, goodiebags til kvinderne, leg for børnene og meget andet, som akkompagneres af store danske popbands, hvor navne som Mads Langer og Joye Moe er trækplastre. Billetterne er i salg.
Legetøjsrevolution intet mindre, men Jacob Risgaard afslører ikke for meget. Nej, han skal ikke overtage Fætter BR, det gør Salling Group. Til gengæld lancerer Coolshop snart et helt nyt og banebrydende koncept for legetøjsforretninger i Danmark. Her kommer børnene i centrum. Med de nye koncepter forventer Jacob Risgaard at hindre monopollignende tilstande i legetøjsbranchen.
Jacob Risgaard går med i købet af Silkeborg IF det har lydt i mange munde, men det har ikke hold i virkeligheden. Lars Larsen er eneste officielle køber, og han har endnu ikke ringet til Jacob Risgaard. I øvrigt er Larsen et Jacobs af helt store forretningsidoler.

Det mørke hår og de brune øjne stammer fra Italien

I samme periode fik han stillet sin undren over forskellen mellem tvillingesøstrenes lyse hår og hans eget mørke. En hyggelig aften betroede mosteren Jacob Risgaard, at han rent faktisk har en italiensk far. Moderens tidlige studietur rummer en sommerflirt, og han er resultatet. Det var en overraskelse, og der gik mange år, inden Jacob Risgaard stod over for sin far. Moderen brugte et par år til at genskabe den korrekte erindring og finde et foto af manden, der skulle dukke op i Jacob Risgaards liv næsten 25 år senere.

”Jeg ville gerne finde ham og se, hvad jeg egentlig kom af. Ikke  at jeg nogensinde har savnet ham, men måske lå svaret på min lidt vilde opførsel gemt dernede”, fortæller Jacob Risgaard.

Bevæbnet med energi, håb og et foto drog han på sin egen udgave af ”Sporløs”. Blandt 80 millioner italienere søgte han efter sin far. Området var nogenlunde kendt, og der var kun en vej frem: banke på døre, hænge sedler op, spørge i cafeer, kirker og på byens torve. To år gik uden held, og han valgte at give op. Men aftenen inden hjemrejsen stod faderen pludselig foran ham i hotellets reception.

”Goddag Far”. Faderen fortalte, at han anede, at der var sket noget på ferien for så mange år siden, men han havde aldrig fået vished.

Efterfølgende mødtes de flere gange, men det var ikke helt let. ”Man bliver ikke far af at være sæddonor, man skal være der. Vi har ikke så meget kontakt, men nu ved jeg, hvor jeg kommer fra”, fortæller Jacob Risgaard og beskriver efterfølgende lidt af Italiens fortræffeligheder.

Pilen begynder at pege fremad!

Efter journalistkarrierens endeligt starter hans næste projekt. Med en række ideer og et positivt mindset går han i lære hos en fotoforhandler. Salgstalentet er stort, men portrætfotograferingen bliver hurtigt triviel. Mens han fremkalder familiebilleder, får han ideen til at sælge dvd-film via internettet. Jacob Risgaard indkøber de nyeste film fra USA og sælger dem videre til danskerne på samme tid, som de udkommer i biograferne.

”Onlinesalget var skalerbart. Jeg kunne få kunder i hele Danmark eller sågar hele verden. Så jeg forlod fotobranchen og stiftede ”DVD-Online”, som solgte dvd-film, fotoudstyr, spil – alt muligt, som kunne sælges online. Jeg startede faktisk den første onlinebutik i Danmark”, beskriver han det, som nu er grundideen til det succesfulde Coolshop.

Det gik godt indtil år 2000. Der brast den berømte it-boble, og bankerne mistede troen på den type virksomhed. BG-bank forlangte personlig hæftelse for kassekreditten, der havde rundet millionen, og Jacob Risgaard satte sin underskrift. Få dage senere overtog Danske Bank den nu tidligere BG-bank. I kundeporteføljen var Jacob Risgaards IT-virksomhed, og den ville de ikke finansiere. Konkursen blev kort tid efter en realitet.

”Det var et slag i maven”, husker Jacob Risgaard, men var klar over, at han måtte arbejde videre som selvstændig for at komme ud af gælden. Derfor tager han imod tilbuddet fra norske ”DVD-Strax”, der overtager Jacob Risgaards ide og koncepter og ansætter ham som direktør i selskabet. I løbet af fem år bliver virksomheden så stor en succes, at den børsnoteres.

En særlig aktieregel på det norske marked tillader hyppige ejerskifter. For ”DVD-Strax” betyder det flere lederskifter, og Jacob Risgaard bliver træt af uroen og de vedvarende forsøg på at tilfredsstille både kunder og ejerkreds.

Derfor stifter han i 2005, sammen med brødrene Mike og Mark Nielsen, det nuværende Coolshop. Virksomheden lægger ud med at forhandle computerspil og dvd-film. De udvider løbende sortimentet og er i dag anerkendt som en millionforretning med et bredt kvalitetsbaseret varesortiment, der spænder fra spilkonsoller, legetøj og høretelefoner til lækker beklædning. Coolshop er tildelt e-handelsprisen som bedste danske e-handelsvirksomhed.

De svageste børn får et øget fokus

Coolshop har en stærk social profil. Jacob Risgaard motiveres af at hjælpe andre, og især børns ve og vel ligger ham på sinde. Derfor har Coolshop stiftet den velgørende fond ”CoolUnite”, hvor formålsparagraffen lyder:

”CoolUnite Fonden har til formål at støtte, udvikle og styrke sårbare, sygdomsramte og udsatte børn. Fonden vil skabe gode oplevelser og bidrage til, at børnene får en nemmere hverdag.”

”Lad mig fortælle dig om Ønskelands Pausehus”, udbryder Jacob Risgaard.

”Der er mange alvorligt syge børn i hele Danmark. Deres hverdag er benhård, og det tærer på hele familien at have et sygt barn. De børn og familier fortjener at få en pause fra hverdagen, vel at mærke på et sted, hvor der er mennesker, der kan rumme dem og deres situation. Jeg siger dig, det er hjerteskærende at se en ni- måneder gammel baby, der er alvorligt syg. Det rammer mig, og de skal bare have hjælp. Derfor sender vi allerede de første familier af sted til Ønskelands Pausehus her i foråret 2019”, fortæller han passioneret.

En anden nødvendighed ligger ham på sinde. De børn, der ikke klarer sygdommen, skal have muligheden for den bedste pleje og tilsvarende aflastning for familien i den sidste tid. Et stort mål for CoolUnite er derfor at rejse penge til et børnehospice, som der kun findes et af i Danmark. For at speede donationerne op holder Jacob Risgaard årligt mange foredrag, hvor overskuddet går ubeskåret til CoolUnite.

Cool Car Race er for velhavere, men har et dybere formål

 I den modsatte ende af den mentale skala er Jacob Risgaard kendt for at være et legebarn med hang til hurtige biler. Som arrangør af Cool Car Race udlever han bildrømmene med andre ligesindede. Det har dog et større formål.

Cool Car Race er et årligt velgørenhedsløb, der afholdes af Coolshop. Formålet er at sprede det gode budskab, mens motorlarmen overdøver enhver samtale, og pengene ruller ind på velgørenhedskontoen. CoolUnite modtager hele overskuddet.

”Lad mig få en gul head liner ”BREAKING NEWS”, spøger Jacob Risgaard.

”Vi flytter Cool Car Race i år og kører i efteråret, og som noget nyt offentliggør vi hele ruten på forhånd. De mange tusinde, der samler sig, når vi starter rundt omkring, de får mulighed for at køre med. Med en GPS i bilen kan de følge med os på hele ruten Danmark rundt. Det bliver sjovt!”, udtrykker han med stor forventning om en kommende succes.

Succes er lig med lykke og anerkendelse

”Du får også lige den her”, og med stolthed fortæller Jacob Risgaard, at han er indvalgt i Aalborg Zoos bestyrelse. Et tillidserhverv, som er tildelt af mennesker, han ser op til. Han er glad for at blive accepteret af det ”gode selskab” i byrådet, som indstiller en del af medlemmerne til de eftertragtede bestyrelsesposter. Dog er han samtidig helt klar over sin egen styrke i det fællesskab, for hans evne til at se, ideudvikle og markedsføre kan tilføre Aalborg Zoo helt nye ideer og et endnu større skub fremad.

Du suser af sted og sover kun halvdelen af, hvad andre gør. Hvornår føler du, at din succes er i hus?

”For mig er det en succes at stå op om morgenen og føle mig lykkelig. Og at nå de mål, jeg sætter mig. Mænd vil gerne imponere og sætter sig ofte fysiske mål, sådan er jeg også. Fx havde jeg et mål om at få en Ferrari i indkørslen, det var en fed fornemmelse, da jeg fik den. Men penge gør ikke en lykkelig, hvis ikke man kan dele og være noget for andre. Så bliver det bare tomt for mig”, siger han.

Jacob Risgaard udtrykker en stor ambition om selv at være en god far. En far, der er tilstede og til rådighed i en hverdag, hvor tid er en knap faktor i hele samfundet. Og vi kan ligeså godt afsløre, at der ikke bliver nogen fotos af Jacob Risgaards 7-årige tvillingepiger, ej heller af hans jordbundne kæreste. Det nærmeste vi kommer, er at pigerne er tveæggede og forskellige som nat og dag. De skærmes bevidst for pressen, for de skal ikke føle, at de er noget specielt pga. deres fars forretning, hverken bedre eller ringere. Som enhver anden familie skal de på en varm sommerdag kunne gå til iskiosken og uforstyrret nyde en is, der smelter ned over fingrene, uden at det bliver postet på de sociale medier.

Tiden med familien er vigtig. Derfor stopper vi også nu, selvom Jacob Risgaard har meget mere at fortælle. Familien skal nå et fly og er klar til at suse af sted, så snart kufferten er lukket.