Skip to main content

Tag: Podcast

Vanvittig podcast på allerførste Danmarksturné

Det bliver bogstaveligt talt VANVITTIGT når duoen bag den enormt populære podcast, Vanvittig Verdenshistorie, for første gang drager på Danmarksturné. Her vil de optage et live-afsnit og tage publikum med på en vanvittig rejse gennem tidens største historier, når de gæster Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC)
7. september 2024.

Kender du en historie, hvor virkeligheden overgår din vildeste fantasi? Sådan en ’du tror det er løgn’-historie? I 6 år har duoen Alexander Janku og Peter Løhde dykket ned i de historier, man netop skulle tro var fiktion, men rent faktisk er virkelige – og delt dem med stor succes med lytterne i podcasten Vanvittig Verdenshistorie. For første gang nogensinde har podcastens lyttere nu mulighed for at være med på forreste række og få et helt eksklusivt kig bag facaden. De to podcastværter vil nemlig drage ud for at møde lytterne og vække de vilde historier til live. I det nye podcastshow vil de på samme tid fortælle og optage en live-episode foran publikum, og det hele udspiller sig på scenen i AKKC’s Europahallen lørdag den 7. september 2024 kl. 19.

Duoen kalder selv den nye turné en hyldest til den dedikation og kærlighed, som podcastens lyttere har udvist gennem tiden. Og med over 100 afsnit og 10 millioner downloads har Vanvittig Verdenshistorie haft rigeligt af dem gennem de sidste seks år.

Afsnit med et twist
Men… det bliver ikke et helt almindeligt live-afsnit. Afsnittets emne er nemlig by request, og derfor er det lytterne, der får lov til at bestemme, hvad det skal dreje sig om. Drengene har kogt alle lytternes forslag ned til 10 emner, og hver af de ti byer på turnéen byder derfor på en ny, unik historie, der har stået øverst på lytternes ønskeseddel. De præcise historier i hver by vil blive udvalgt og annonceret senere.

Placering på vanvidsbarometeret
Den nye Danmarksturné vil blive fyldt med vilde militærfolk, pirater, forretningsmoguler og dumme historiske events leveret med en solid gang humor og en kold øl til. Præcis som når podcasten optages uden publikum. Når Alexander Janku og Peter Løhde har fortalt, og lytterne er blevet blæst væk, bliver historierne vejet op mod hinanden og placeret på Vanvidsbarometeret. Her rangeres historierne alt efter, hvor vanvittige de her, så lytterne har styr på, hvad der er den vildeste begivenhed i verdenshistorien.

 

Billetter til Vanvittig Verdenshistorie lørdag den 7. september 2024 kl. 19.00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 280 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.

 

 

Blog: …og det var så 2019. Stop tiden someone! 

Jeg læste netop min 2018s instagram opslag. “Går ind i året med lidt mere rummelighed, ro…”

Lyder så sandeligt som en ophøjet og overskudsagtig udgave af mig selv. Var jeg vist også. Husker mig selv i en rus af lykke. Forelskelse og opslugt af ren idyl.

– og gjorde jeg så det?

Jeg tror i hvert fald, jeg havde indstillingen de første par måneder… Jeg husker tiden som god. Ikke for mange opgaver, så stress opstod, men det hele glidende og derfor god!

Jeg fik lov at undervise på UCN, og havde flere hold som gæsteunderviser. Var en spændende tid. Vildt fedt at opleve de engagerede studerende, og særligt deres iver efter at lære fra erhvervslivet. For mig var det et fantastisk match, at den viden, jeg har tillært mig gennem årenes mange projekter, pludselig gav værdi for andre. For ja, må indrømme, at det der tit fylder, er alle de failures, som har fulgt med. – og pludseligt giver det hele mere mening, at fejle, at lære og forbedre, og kunne videregive. Føler mig helt heldig, lidt lyksalig – og taknemlig. Er da fantastisk, at nogen kan have glæde af det!

Selvom sommerens varme udeblev, så var sommertiden igen i år min absolut yndlingstid. Alle de dejlige besøg vi havde i vores have. Nordmanden flyttede til DK, og vi fik en hjørnehave direkte ud til engen. Ren idyl!  …at vi lige have dobbelt af alt, og sorteringsarbejdet har taget et halv års tid, og vi først nu har fået det sidste på plads, eller næsten altså…

Og så tog det hele fart. Efteråret skulle vise sig, at blive galoperende. Et bump på vejen, som først væltede alt, skulle vise sig at være det bedste, der kunne ske. Fik befriet mig for en grim byrde, og løsrevet mig fra det ufine og beskidte!

Puh ha, godt jeg kom væk derfra – og ja, tiden heler alle sår. Men grunden til, at jeg skriver om det (igen), skyldes jeg virkelig oprigtig er inderligt træt af, at vi skal tysse alt væk. Det bump fødte ligesom en række nye initiativer.

Derfor har jeg også startet podcasten; Shh, det taler vi ikke om! Måske har du allerede lyttet med? Den omhandler tabuer, alt det vi ikke må sige højt. – og boy oh boy, hvor har jeg haft besøg af mange interessante personer, som alle har nogle virkelig fantastiske sandheder, de tør dele. Om det handler om nøgenhed og kroppen, manglende faderfigur, kynismen i musikbranchen, aborter, alkoholmisbrug eller balancen mellem arbejde og privatlivet.

Oveni har jeg rebranded mig selv. Ny web-site ; kathrineskovsgaard.dk med kurser, seminar, workshops og foredrag. – og allerede fået lov at være endnu mere ude end normalvis. Lucky me. – men (som nok er mest kendt fra Blinkende Lygter), så “vil jeg gerne mere ud (Torkild)”. Så kender du nogen, der kunne have glæde af en workshop, et kursus eller endda et oplæg, så sig til!

Sidste nyheder for 2019 er min værtsrollen for den nye lokale TV-kanal, TV-frihed.dk, hvor jeg har fået lov at være kulturvært. Allerede inden juleferien blev de to første ugers optagelser skudt i studiet i Urban City ved Råt&Godt i Aalborg. Jeg havde besøg af fire herlige ildsjæle, som alle har det tilfælles, at de brænder for deres projekt. Du kan godt glæde dig! Fra første uge i januar kan du se første udsendelser.

Oveni har jeg fået lov at være vært for APPETIZEs egen podcast. Du kan allerede nu høre de første seks episoder. Her iblandt høre et interview med selveste julemanden og hans ’christmas spirit’, som man må bære i hjertet som julemand. Samt besøget af vores kvindepanel omkring fordomme, hvor Jeanett fra Weltklasse, Louise fra BlueRoom og Anne udtaler sig. Kan allerede nu røbe, at et mandepanel også er på besøg… Er du glad for at få artikler læst op, så kan du også opleve det. Se alle episoderne på alle streamingstjenester.

Hvad lader jeg så ligge i det gamle?

Måske den del af mig, som har forventninger så store som selv en kinesisk hær ikke kunne indfri…

Der har alle dage siddet en tyran af en selvkritiker og skreget for fuld smadder på skulderen. “Hurtigere, hurtigere! Bedre, bedre! Mere, mereeee!” Sjældent giver den mig ro… for det kan jo altid blive bedre… eller kan det!? Græsset er jo ikke grønnere. Mr-Perfekt-Business-her-spiller-alt-på-LinkedIn  og Miss-evig-lækker-på-insta – de har også dage med racer-røv, snot i hele trynen og en liste så lang af forsømmelser…

Det synes bare ikke. Ih nej, alt er poleret, så filtreret og uh så perfekt-perfekt.

– og hvad gør det ved mig? Tjah, de der billeder samler sig og min kære hjerne sammenligner med mit liv – og så kan jeg godt lige hilse og fortælle, der er krig indendørs. For mit liv er langtfra perfekt. Selvom jeg nu er fyldt 35, og nok burde være voksen nok til at skelne, så lykkedes det ikke altid. I bund og grund skaber det et unødigt stress. For hvis han, han, hun og hun og de der har, og jeg ikke har, så er der vel endnu en grund til at Kaptain Tyran på min skulder skriger op. – og tro mig, det gør han!

Så hvordan lukker jeg munden på ham? Godt spørgsmål! Det er sandelig ikke så let endda. Hjælper ikke at lukke ørerne. Han kender smutvejene…

På baggrund af også dette års erfaringer i mødet med virkelig mange andre, hvis forhold til de Sociale Medier er blevet så usundt, at de endda er blevet syge af det. Her taler vi ikke bare en overgang med midt stress. Eller depression med endda indlæggelser på psykiatrisk, så er det åbenlyst, at kuren nok er væk fra og hen imod noget mere givende og værdiskabende.

Men kan man så det? De medier er jo vanedannende. Der er jo skabt et slags afhængighedsforhold. Et sygeligt farligt forhold. Jagten på likes er stukket helt af. Vi ved at “de dumme unge” sletter opslag, hvis det ikke har givet et vist antal likes. “Åh så’n noget pjat!” tænker de fleste, meeeeeen reagerer de bare sundt, på noget vi voksne synes at beherske, men faktisk slet ikke gør…

Jeg husker som barn den der “du må i 2 timer…” Om det var at se TV eller spille på vores Commodore64 (datidens computer). Den lille tjeneste min iPhone ugentlig servicerer mig med omkring mit skærmbrug… puh… Den overstiger altså langt de der to timer… og det skræmmer mig! Jeg, som ikke var afhængig eller havde et usundt forhold! – ja tak… bum, det har jeg så. Erkendelsens time.

Hvad kan jeg så bruge den bevidsthed til!? Ja, lettest er det at skylle den ned med champagne og glemme det asap.

…men problemet er, at nu HAR jeg fået bevidsthed, og det ændrer alt!

Undskyldninger har der været nok af. “Det er arbejde!” “Jeg skal jo følge med!” “Der er så mange beskeder alle steder. Jeg kommer aldrig i bund, hvis jeg ikke tager dem løbende!” – men sådan helt ærligt!? Jeg griber jo ud efter den telefon, så snart jeg ikke stimuleres på anden vis. Sker der ikke noget spændende omkring mig, så vupti. Om det er i køen, når jeg handler. Endda sammen med venner og familie. Det er en slags time-out. Jeg zapper lige… tjekker lige ud. Stempler ud. For lige at få et frirum… eller blive opdateret. – og nej det er ikke kun de “dumme unge” som lider af FOMO (Fear of missing out) – jeg gør også! Jeg vil helst ikke gå glip af noget. Skal bare lige følge med…

Bliver faktisk lidt paf over mig selv, som jeg skriver dette! – for hvad er det faktisk, jeg netop går glip af, i jagten på ikke at gå glip af noget!? Nuet – det kære NU som de færreste lever i, fordi vi lever i planerne for senere.

Så hvad går jeg ind i 2020 med? – og hvad tager jeg med mig?

Sidste års sidste opslag foreskrev; mere rummelighed og ro – og den havde jeg de første par måneder – men den er glippet og forsømt de sidste…

Erkendelsen er, at vaner tager lang tid at ændre, og nye veje ikke bare sådan lige benyttes. Det vidste du sikkert godt. Jeg gjorde egentlig også, men endnu engang må jeg erkende, at jeg er bare et helt almindeligt menneske, et helt uperfekt almindeligt et, med tonsvis af fejl og mangler, og i den grad forbedringspotentialer.

Så længere er den ikke end, at jeg vil erkende at mit 2018-jeg den-dag i-december vidste mere, end jeg har gjort de sidste par måneder, eller i hvert fald har haft bevidsthed på. Så tak for reminderen!

2020 here I come, med ambitioner om mindre skærmtid, mindre lytten til Kaptain-tyran på min skulder. Lidt mere pyt og en dyb indånding i stedet for altid at dy til lade mig stresse og komme ud af balance. “Kom så Kathrine, du kan godt!” En dag af gangen. Jeg skal nok falde i! – igen og igen – men måske er det en del af læringen.

Jeg ønsker dig et dejligt nytår – og må du afslutte året, som du ønsker og gå ind i det nye efter netop din egen vished. Tak, fordi du læste med, håber det gav dig lidt! Måske var det, det første blogindlæg, måske har du læst flere, måske har du fulgt med, siden jeg startede. Uanset hvad, så tak fordi du tog dig tiden!

Oscar, nu er tungen kommet på bordet igen!

I podcasten “Levemanden og Skøjteprinsessen” nørdes tv-serien Matador ned til mindste detalje

Hvorfor laver vi egentlig ikke bare en podcast om vores passion for Matador?, tænkte Anette (Skøjteprinsessen) og Erik (Levemanden) en dag. Og som sagt så gjort.

De to mødte hinanden for 10 år siden, hvor de havnede på samme arbejdsplads i Aalborg. Siden da flyttede Erik først til København, mens Anette blev i Aalborg, og de seneste to års tid har Erik rejst rundt i verden og derfor brugt det meste af sin tid uden for landets grænser.

Men de mødes stadig adskillige gange om året. Som regel hos Anette.

– Og så hygger vi os og får snakket om alt mellem himmel og jord. Og Matador er et tilbagevendende tema, siger Anette.

– Ja, supplerer Erik, det er tit, vi snakker om noget helt andet, men så kommer en af os lige med en Matador-reference, som nailer pointen. Hvis nu vi for eksempel snakker om nogen, vi synes er irriterende, så kan en af os pludselig sige: “Hvorfor er de sådan? Er det noget, de lærer ovre hos Daniel?”

– Præcis, griner Anette, og så ved vi begge, hvad det handler om.

– Det kan også være noget med, at jeg lige skal ud og hente en flaske rødvin i Anettes køkken, og så kan jeg ikke lige spotte den…

– Og så siger jeg måske “Aj, Erik, den står lige der bagved kaffekanden…”

– Og så kunne jeg sige “Nå, det sku’ De ha’ sagt straks, Schwann!

Anette og Erik griner højlydt.

– Vi lever og ånder ret meget Matador, siger Anette.

– …når vi ikke ånder rødvin eller gajol shots, supplerer Erik.

– Ja, vi skal jo have forfriskninger på bordet, når vi laver vores udsendelse, pointerer Anette.

– Præcis. Uden mad og drikke duer skøjteprinsesser og levemænd ikke, konstaterer Erik!

Så hvis du har lyst til at vide mere om, hvem der er det mest grådige monster i Matador, hvem i serien der leverer de bedste svinere, hvor meget magt kokkepigen Laura egentlig har, og mange andre Matador-temaer, så er Levemanden og Skøjteprinsessens podcast den helt rigtigt tempererede rødvin for dine øregange.

– Vi kan dog også finde på at tage andre temaer op engang imellem, siger Erik.

– Ja, f.eks Rasmus Bjerg. Hans skæve karakterer har det også med at dukke op i vores samtaler, siger Anette.

– Præcis. “Det er Fiji, det er Bali, det er Ghana, det er Aalborg!” Slutter Erik med en reference til Rasmus Bjerg-karakteren levemanden Bimmer.

Find Levemanden og Skøjteprinsessen på Facebook: www.facebook.com/levemandenogskojteprinsessen

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev